Carl Nielsens klaverstil

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 42-43

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

CARL NIELSENS KLAVERSTIL

AF CHR. CHRISTIANSEN

AT CARL NIELSEN, der i sin tidligste Ungdom var Militærmusiker, og derefter gennem en længere Aarrække virkede som Violinist i det kgl. Kapel, ikke straks fandt Klaverets Klangmuligheder rede for sine Kompositions-evner, er ganske forstaaeligt. Klaversuiten Op. 8 bærer Vidne herom. Det er ikke Klaverspilleren, der betror sit Instrument, hvad han ønsker udtrykt, men meget mere Orkester- musikeren, der benytter Klaveret som et Surrogat. Saa vidt det var muligt, skulde Klaveret tvinges til at udtrykke det kraftige og da allerede stærkt særprægede Indhold, som dette Ungdornsværk bringer. Jeg kunde ogsaa tænke mig, at Carl Nielsens Citering af det Goetheske Ord: »Ach, die zärtlichen Herzen: ein Pfuscher vermag sie zu rühren«, ikke alene henviser til Karakteren af Musiken, men ogsaa gerne maa gælde selve Klaversatsen, saaledes at Carl Nielsen var sig bevidst, at der intet behageligt var, hverken for Fingre eller øre. Hvorledes det lange Tidsrum (over 20 Aar), der forløber inden Carl Nielsen igen beskæftiger sig med Klaveret, har forandret hans Forhold til Instrumentet er interessant at iagttage. I den 2' Klaver- og Violinsonate, som bliver komponeret umiddelbart før Chaconnen, viser Klaversatsen allerede det nye. Den massive Akkordsats og de tunge Oktav-Basser er ganske forsvundne, i Hovedsagen spiller Klaveret en tostemmig Sats, hvori Akkordspillet blot danner en naturlig Kontrastering.

Klaverbehandlingen i Chaconnen fortsætter i denne Linie, og den eenstemmige, doriske Melodi (det til Bassen henlagte Tema) er da ogsaa et udmærket Grundlag for en Variationsrække, hvor denne Carl Nielsenske Klaversats kan udvikles videre.

Nu var det, som om Carl Nielsen var bleven fængslet af at gennemprøve Klaverets Muligheder, og kun ganske kort Tid efter Chaconnen komponerede han Tema med Variationer for Pianoforte Op. 40. Naar Variationsformen atter blev valgt, var Grunden selvfølgelig den, at her var den bedste Lejlighed til en Opfindsomhed, som opstillede og løste Problemer af enhver Art. Carl Nielsen har da ogsaa her skabt et Værk, der viser en Rigdom paa musikalske Idéer af udpræget Oprindelighed i Karakter og Form. Han var nu ganske fri overfor Klaveret. Det udtrykte i stadig varierede Spilleformer alt, hvad hans Fantasi fordrede af det, og var et villigt Redskab for den stærke Aand, der skabte dette monumentale Værk. For den Spillende blev det en Opgave, som foruden en klar Udredning af de mange nye harmoniske og rytmiske Kombinationer, krævede en vidtspændende Nuancering - fra den største Kraftudfoldelse i den sidste Variation til de sarteste Farver i Var. 3, luftig Klarhed i Var. 12, syngende Bas forenet med stærkt accentueret Spil i højre Haand i Var. 13 o. s. v.

Endnu 2 store Kompositioner for Klaver skulde Carl Nielsen skabe: Suiten Op. 45 og de 3 utrykte Klaverstykker. Klaverstykkerne for Smaa og Store maa jo henregnes til et Specialomraade, da den 5tonige Sats begrænser Spillemulighederne meget stærkt. Hvad imidlertid Carl Nielsen indenfor denne snævre Verden har formaaet at give af musikalsk Kunst er overordentlig beundringsværdigt; desforuden har Stykkerne jo ogsaa i pædagogisk Henseende en høj Værdi.

I Suiten Op. 45 og de 3 Klaverstykker udfolder Carl Nielsens Kunst sig i dens fulde Omfang og med en Kraft og Fantasi, der ikke alene præ-ger selve Musikindholdet, men ogsaa skaber ganske nye Klangkombinationer. Jeg vil her henvise til Anvendelsen af Glissandoet samtidig med de brudte Akkorder i det sidste Stykke af Suiten, og i Klaverstykke Nr. 3, hvor Haandfladen anslaar de dybeste Toner.

De 3 Klaverstykker danner en Helhed. De bevæger sig i et rigt nuanceret Stemningsindhold, der spænder fra sart Lyrik og smertefuld Patos til barok Humor. Og de giver Pianisten en meget fængslende Opgave, som i Kravet om koncentreret Følelse og Kraft vel nok overstiger noget andet Værk i Klaverliteraturen.

Årgang 7/1932, nr. 01