Carl Nielsens motetter

CARL NIELSENS MOTETTER

AF MAG. ART. MOGENS WÖLDIKE

FORAARET 1928 fremførte Palestrinakoret ved en Koncert i Glyptoteket, som Carl Nielsen overværede, en Afdeling nederlandske Motetter: Josquin, Fevin, Clemens non papa og Lasso. Carl Nielsen var meget optaget af navnlig Clemens non papa's »Vox in Rama«, et mærkeligt og skønt. Stykke Musik, og udtalte, »-at det vilde han egentlig gerne have skrevet!« Det blev saa Udgangspunktet for Samtaler om, at Carl Nielsen skulde komponere et a-capella-Værk til Palestrinakoret. - blot bad han mig komme med en egnet Tekst. Men mine forskellige Forslag blev kasseret, og Carl Nielsen fandt selv sin Tekst, valgte til de tre Motetter tre forskellige Vers af tre forskellige Davids-Salmer, og allerede denne Tekst-Sammenstilling er i sig selv musik: den uhyggelige og vilde Nr. 1, den milde og blidt rindende Nr. 2 og Nr. 3 med sin straalende Jubel - et herligt digterisk Grundlag for et vokalt, man kan næsten sige symfonisk Værk i tre Satser.

Det var en mærkelig Oplevelse i den følgende Tid at følge Komponisten i hans Værksted. Han laante en Mængde Korværker af Palestrina og Nederlænderne og fordybede sig i dem, og jeg erindrer mange kloge og morsomme Bemærkninger om den Musik. Han havde jo Seer-Evnen og trængte helt ud i Krogene af den gamle Musik, og han saa, at saadan som de Gamle har sagt det, kan det ikke siges bedre - skulde det siges igen, maatte det være paa en ny Maade. Og det blev helt paa hans egen Maade; man sporer hans Kærlighed til den strenge, rene Musik, man mærker, hvad han har lært af den Musiks stærke Linier, men det store ved hans Værk er det, at han voksede fra sine Forbilleder, skabte - man kan sige: trods disse Forbilleder - et Nutids-Værk, en moderne Kor-Polyfoni uden Sidestykke i vor Tid. Det er morsomt at se de enkelte Motetters Tilblivelses-Tidspunkter: først er Nr. 2 (afsluttet 26. Maj 1929), som er den, der er nærmest ved det 16. Aarhundredes Polyfoni; dernæst Nr. 1 (afsluttet 15. Juni 1929) for dybere Stemmer (Alt, Tenor I og II, Bas), i sit Hovedtema kirketonal og i sin Dissonansbehandling streng og lovbunden, men i sin Harmonik af en Dristighed uden Lige, med en vældig modulatorisk Kraft. Til sidst Nr. 3 (afsluttet Sommeren 1929 paa Damgaard) med den dramatisk Indlednings-Stigning og Opsving til Fermaten, og det derefter følgende bredt syngende, helt symfonisk følte Sidetema. Her er Carl Nielsen ubundet af nogen Tids-Stil, synger sin Lovsang i stærkt svungne brede Melodilinier, hvis kraftige Polyfoni i den femstemmige Sats giver den skønneste mættede Kor-Klang.

Det har været en sjælden Berigelse at synge Carl Nielsens Motetter, at opleve svundne Tiders Kor-Kunst paa en ny Maade, som Nutidens Værk, som Carl Nielsens Værk, og som et typisk Carl Nielsen-Værk, støttende sig til de store i Kunsten, som har sagt de evige Sandheder, og dog helt igennem præget af ham, af hans Kraft og hans Fantasi.