Carl Nielsens violinstil

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 41-42

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSENS VIOLINSTIL

AF EMIL TELMANYI

DERES venlige Opfordring om at skrive et Par Ord om Carl Nielsens Violinmusik sætter mig i nogen Grad i Forlegenhed, fordi jeg ikke er vant til at udtrykke min Mening eller Opfattelse ved at bruge Pennen.

At jeg alligevel ikke kan lade Deres Opfordring være ubesvaret, ligger deri, at i de mange Aar jeg har haft den Glæde og Lykke at beskæftige mig med C.N.'s Værker for Violin og med hans Musik i det hele taget, har jeg mange Gange følt Trang til ogsaa rent begrebsmæssigt at klargøre for mig selv det Ejendommelige i hans Violinstil. Rammen af en lille Artikel tillader mig naturligvis ikke at gøre det saa indgaaende, som jeg kunde ønske, men jeg vil forsøge blot at berøre de for mig mest fremtrædende Karaktertræk af Carl Nielsens Violinstil.

Allerede den første Sonate op. 9 aabenbarer en afgjort Adskillelse fra Samtidens Sonateliteratur ved en meget stærkere gennemarbejdet musikalsk Sats. Her kan man med Forbavselse og Beundring spørge sig selv: hvor kan det i det 20. Aarhundrede være muligt at skrive et saa righoldigt motivisk Arbejde over en Kvartsekstakkord og dens Opløsning Treklangen, saadan som det er gjort i Sonatens første Sats? - Paa den anden Side: hvad skal en Violinist stille op med en saa »langtrukken« Episode, som den der kommer efter Ekspositionen i første Sats?

Svaret er en Nøgle til Stilens Forstaaelse: Violinisten maa foruden den almindeligt krævede »tekniske Dygtighed« og gængse »Musikalitet« være i Besiddelse af dybere Kendskab til Kompositionsteknik, der muliggør en intim Forstaaelse af de hemmelighedsfulde Veje, ad hvilke f.Eks. en saa kompliceret Sættemaade som den anden Sonates Adagio er bleven til. At forstaa ud fra hvilke motiviske Grundlag disse eller hine Formationer opstaar, og hvad de er blevne til, har den største Betydning for den rette Frasering. Dette Krav stiller Carl Nielsens Musik i en stærkere Grad til Violinisten, end det i Alinindelighed er Tilfældet.

Hvis man betragter Violinværkerne ud fra det tekniske, saa er det interessant at se, hvordan Carl Nielsen efterhaanden forlader den »virtuosmæssige« Teknik, der optog ham som ung Violinspiller, og som endnu afspejler sig i ikke saa ringe Grad i Violinkoncerten. Hans Vej fører ham mere og mere over til den »musikalsk-instrumentalt« betingede Teknik.

Nu sættes hans Fantasi i Sving af violin-klanglige Indfald, som forbinder sig med rent musikalske Komponenter og resulterer i en særegen Stil, der tydelig adskiller sig fra den yngre Generations i visse Henseende lignende Violinsprog, (Bartók, Hindemith etc.). Forbindelsen af Pizzicato- eller Flageolet-Klangvirkninger og en ejendommelig Brug af dissonerende Intervaller krydret med løse Strenge, der giver den sordinerede Violin en særlig sprød, skær Klang (Præludio Op. 52), er specielt særpræget for ham.

Foruden morsomme Intonationsproblemer er der særlig i Variationerne en Del interessante buetekniske Problemer, som vistnok kan sidestilles med Paganinis fingertekniske Problemer, hvad Vanskeligheden angaar.

At denne Brillianz rent violinistisk set kan virke ganske umiddelbart paa Tilhørerne, som andre gængse tekniske Præstationer, har jeg haft den Glæde at konstatere i forskellige Lande, og det er min Overbevisning, at naar den Tid kommer, hvor den musikalske Udvikling følger mere i Hælene paa det teknisk-skematiske, vil »Verdensvirtuoserne« indlemme Carl Nielsens Violinværker som herlige Perler i deres Repertoire.

Årgang 7/1932, nr. 01