Den danske Carl Nielsen

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 5-11

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

DEN DANSKE CARL NIELSEN

AF RICHARD HOVE, THISTED

DA CARL NIELSEN i 1883 tog fra Odense til København for at erobre Verden, gik han lige op til Professor Gade - hvorfor gjorde han det? - Havde han overhovedet noget Ærinde hos Gade? - Eller rettere, var der mon nogen dansk Komponist, der stod Carl Nielsen fjernere end Gade, og da navnlig, som Gade havde udviklet sig til at være i Tiden mellem 1880-90.

Man ser her, hvad Berømmelse er, og man ser navnlig, hvor bitterlig afhængig Provinsen er af det Ryets Guld, hvormed toneangivende københavnske Kredse overtrækker deres Favoritter. - Derfor gik den unge Carl Nielsen op til Gade, med hvem han ikke havde en Tone fælles, i Stedet for at gaa op til J. P. E. Hartmann, som sit Liv igennem havde hamret det samme Malm til Toner, som ogsaa Carl Nielsen gemte i sin Sjæl og snart skulde faa til at lyse i Dagen.

Carl Nielsen er den store Overgangsskikkelse i dansk Musik. Han afslutter den danske Musikromantik - ikke den mendelssohnske, den var ham uendelig fjern - og han indleder den Ars Nova's Frembrud i Danmark, som Verdenskrigen overalt i Landene bragte til en brat og overraskende Blomstring. Dens Komme var logisk forberedt og udviklingsnødvendigt bestemt; men dens Indsats Pludselighed hænger sikkert sammen med Krigens barske Maade at rydde Jorden paa for en ny Slægt. Krigen aflivede en Del Ligegyldigheder, som ellers efter Anciennitetsprincippet vilde have fyldt op endnu til denne Dag i de ledende Stillinger, og den lærte de unge at kræve Plads for sig paa en dejlig umiddelbar Maade, der ikke kunde misforstaaes. - Det maa bemærkes, at vi herhjeimne ikke var med i Krigen - heller ikke den Chance for at naa med i Udviklingen blev os forundt.

Carl Nielsen synes mig størst i Starten, eller maaske snarere stærkest. Hans Styrke var hans uhyre Fomnevne og Formvilje, som stiger og fornyer sig lige indtil den bitre og oprevne 6' Symphoni, som han med bidende Ironi kaldte »semplice«. Det var samtidig med, at han overfor en Interviewer udtalte, at det var hans Livs Ulykke, at han ikke var bleven i Kolonialhandlerfaget, da der var dybere Tilfredsstillelse i at sælge Puddersukker i Kræmmerhuse end i at komponere Symphonier. Der er ingen Tvivl om, at denne Symphoni markerer et aandeligt vendepunkt i Carl Nielsens Produktion. Efter den gaar han, der var en Livets Stridsmand, over i det, Filosoffen Ludvig Feilberg kalder »den forladende Kvalitet«. De milde Træk, som hans Sind altid har haft, træder tydeligere og tydeligere frem, samtidig med at Formen opløses i et Spil af Episoder - til sidst i en afklaret Kleinkunst (Orgelpræludierne og de femtonige Klaverstykker) for at finde en Synthese af ophøjet Skønhed i det sidste Værk - Commotio for Orgel - om hvilket hans Hjerte maa have vidst, at det var hans Afsked med det skønne og mangfoldige Liv, han elskede saa højt, ellers havde det ikke kunnet blive saa usigelig rigt.

Men Starten - kom Carl Nielsen nu springende ind i dansk Musik udefra Mulden med nye Toner, ingen havde hørt? - Nej! - Ser vi paa Tiden, saa ser vi netop hans Træk, der hvor dansk Musik havde Styrke, hvor dens Liv levede i en Oldings Aand - i den mands Aand, der knytter Forbindelsen mellem dansk Kunsts Guldalder og det tyvende Aarhundrede, i Hartmanns Værk paa samme Tid. 1 1880 fuldførte Hartmann sin A-moll Klaversonate, det afgørende Værk han skrev i den store Form, det Værk, der helt formede sig efter hans mægtige Skabervilje; og ingen som har øren, der kan høre, kan spille denne Sonate uden Gang paa Gang at høre Carl Nielsens Toner i Svøbet. Ud af Codaerne til første og sidste Sats i denne Sonate folder ti Aar senere Carl Nielsens »Symphoniske Suite« - uendelig fjern fra Gades borgerlige Toneverden. - Gade var utvivlsomt en stor og rig Musikerpersonlighed, sikkert ogsaa en stor Dirigent; men han var dygtig og tør som Komponist. Gade havde et Temperament som en Vulkan og en Fantasi som en Organist. - Hartmann var fjern og fornem, kunde virke kold og lukket; men hans Fantasi havde den uovervindelige Hvidglødhede, som gennernbrændte selv de sejeste Kantatetekster. --- Og tidsmæssigt hinanden endnu nærmere - Hartmanns »Tre Karakterstykker for Strygere« op. 81 og Carl Nielsens Strygesuite op. 1 - Hartmanns fra 1884 og Carl Nielsens fra 1888. - Om Hartmanns Karakterstykker har jeg den Antagelse, at de er skrevet i Anledning af Holbergjubilæet -- som selvfølgelig blev fejret med Gades »Holbergiana« - Bemærkninger i Skitserne bestyrker mig i denne Antagelse, og i alle Fald sidste Sats er af en saa umiskendelig Holbergstemning, at den viser direkte hen til »Maskaradestilen«.

Da først Carl Nielsen helt finder sig selv - fra F-moll Kvartetten og G-rnoll Symphonien og navnlig fra A-dur Violinsonaten - staar hans Træk selvfølgelig saa skarpe og stærke, at man ikke mere føler Trang til at forlænge Linierne bagud, selvom det meget vel kan gøres og gøres med stort Udbytte. Jeg vil blot nævne endnu to Værker, hvor aandeligt Slægtskab mellem den danske Musiks to største Skikkelser ligger nær for Haanden, det er »Sagadrøm«, der kun kan knyttes til Hartmanns inderste Fantasifond - og Universitetskantaten, der direkte optager i sig og fortsætter Stemningerne fra Hartmanns Kantate fra 1879. Carl Nielens Kantate begynder i Hartmanns tredie Sats. Prøv at sammenholde den og Førstesatsen hos Carl Nielsen.

Jeg ved intet om det personlige Forhold mellem Hartmann og Carl Nielsen. Aldersforskellen har sikkert været for stor til, at der er opstaaet noget egentligt Samkvem, trods Carl Nielsen maa have kendt Hartmann i 17 Aar - og selvom Carl Nielsen er Hartmanns direkte Fortsætter i dansk musik, er det ingenlunde givet, at Hartmann har haft øje for den Udvikling, denne unge Mand skulde naa; men at Carl Nielsen har set og erkendt Hartmanns overragende Betydning i dansk musik er derimod givet, og han har som Dirigent givet Beviser for sin Indtrængen i Hartmanns Stil og Aand. Jeg mindes her hans Opførelser af Ouverturen til »Yrsa« og navnlig hans Fremførelse af »Den 115' Psalme«, et Værk, hvor det aandelige Slægtskab i særlig Grad gør sig gældende. -

Da Redaktør Heerup anmodede mig om at forsøge at skrive denne Artikel, foreslog han, at jeg skulde give nogle Indtryk af, hvorledes Carl Nielsens Musik virkede paa ikke Fagmusikere - og jeg kan godt prøve at genkalde mine første Indtryk af Carl Nielsens Musik. Det var for godt tyve Aar siden - i 1909 - paa en Studenterhybel i Rørholmsgade, jeg første Gang saa og hørte noget af Carl Nielsen. Jeg havde i umættelig Trang til at se Noder købt den »Symphoniske Suite« - paa Omslaget. Jeg havde ingen Idé om, hvem manden var, hans Navn var paa ingen Maade naaet ud i Provinsen, og en ny Jord steg op for mig i den overvældende Klangudfoldelse. Nu forstaar man slet ikke, hvor voldsomt disse to første Sider klang for os dengang; men det var rystende - urimeligt raat -- men vældigt, saa man snappede efter Vejret. Fra dette første møde tilhørte jeg Carl Nielsen, var - oftest rned ringe Held - hans Profet, hvor jeg kom hen. Jeg kærte med det samme to Ting - at vi har en grundegen dansk Musik, og at staa ene med min Mening - for det maatte jeg. Det lykkedes mig ikke i de Aar at faa nogen Violinist til at spille A-dur Sonaten med mig, trods jeg var med til overmaade megen Kammermusik, og trods den fulgte mig overalt. Jeg vil heller ikke paastaa, at jeg kunde spille den: men jeg oplevede den til Bunds. Og i Stedet for fornuftige Studier, som fører til Embedseksamen og Levebrød, laa Partituret til G-moll Symphonien paa mit Skrivebord, og var det første jeg saa i om Morgenen og det sidste om Aftenen - men den største Oplevelse, var dog »Saul og David«. Allerede dengang modnedes den Overbevisning hos mig, at det var Centralværket i Carl Nielsens Produktion - det Sted, hvor han selv udfolder sig i størst thematisk Rigdom, og endnu den Dag i Dag synes jeg, at det er et Kildeværk, hvorfra der strækker sig Forbindelseslinier frem til ind i femte Symphoni.

Ikke med nogen egentlig Modernitet, i Betydningen Uforstaaelighed, eller blot svært forstaaelig og utilgængelig; men ny i primitiv Kraft var »Saul og David«. Det var den direkte Aktion uden Omsvøb, den klare Harmoni uden den evige Taage af tremolerende Strygere - Slagkraften flyttet fra det dynamiske til det melodiske - Muligheden af en uendelig Sejlads paa Følelsernes Hav uden samtidig Anvendelse af overhedede Harmonier - hvor virkede ikke Forskellen mellem første Akts Finale af »Saul og David« og anden Akt af »Tristan og Isolde« - og saa kunde Carl Nielsen dog komme med de voldsomste Lidenskabsudbrud, jeg tænker paa Mikals Udbrud i anden Akt: »Dø ikke fra mig du Livets Lyst« - en Strofe, der spænder over fulde to Oktaver, eller paa den Elskovens Højspænding, der lever bag Mikals Vekselsang med Pigernes Kor.

Der skulde gaa tyve Aar, inden jeg fik Operaen at høre, og da blev Opførelsen en Skuffelse. Saa stærkt var den brændt ind i Bevistheden, at næsten intet slog til og tilfredsstillede. Jeg havde jo hundrede Gange gennemlevet Solopgangskoret om Pagten, der blev sluttet, saa stærkt, at de gammelkendte Korister paa det kgl. Theater med den naturtro tykke Mand i Forgrunden - for der er tykke Mænd i det virkelige Liv - virkede næsten som en Parodi. Der er Guld, man ikke skal søge vekslet - sjæleligt Barreguld - som sikrer den kunstneriske Samvittighed, men er upraktisk i Omsætningen, og »Saul og David« er en Guldbarre i ny dansk Musik.

Saa kom Symphonierne, tredie, fjerde og femte, een bestandig Stigning og Udvikling af en mærkelig Personlighed. En naturskildrende og psykologisk Kunst paa een Gang. Snart var det som svingende Byger af Lys over Vand, snart Fordybelse i en Verdens Skæbne. Og saa det forunderlige, at Musik kan skildre vidt spredte Elementer og samle dem i en Enhed, uden at det bliver et Sammensurium som Villumsens »Store Relief«. - Skade at Staten ikke har Midler til at lønne Komponisten som Billedhuggeren, for Carl Nielsen byggede Danmark et Tempel, hvis Søjler var Toner af en forunderlig Bærekraft.

Carl Nielsen byggede Danmark et Tempel - nu er vi ved Centrum af det, jeg vil sige og ved den egentlige Grund til, at jeg drister mig til at forsøge at udmaale, noget af hans Aands Omfang. Det er dette - »Fædrelandet alene« - som er et Motto over hans Værk, som ikke alle har villet se. Rigtigt forstod jeg det først, da jeg blev indfanget af hans store Skat af Sange - Visesamlingerne han udgav sammen med Laub, de danske Viser og Salmemelodierne - de findes i et fyldigt Udvalg i Melodisamlingen til Højskolesangbogen, og det er ogsaa Stedet, hvor de har hjemme. En af Højskolens gode Mænd, Forstander Skovrup i Kerteminde, har i en Mindeartikel om Carl Nielsen karakteriseret ham som »den sidste store Vennemødeskikkelse« i Danmark. Og i denne Skikkelse, som var sand og ægte for Carl Nielsen, rejser han sig i et helt andet Lys, end det en vis Side af københavnsk musikkritik vilde stille ham i. - Carl Nielsen var Danmarks gode Søn, og medens hans første store Værker synes at pege udad mod Europa - Indtrykket af hans Førsteværker var netop, at her var en Mand, der kunde maales med evropæisk Alen - saa trængte Følelsen af det særpræget, danske sig dybere og dybere ind i Carl Nielsens Bevidsthed og søgte stærkere og stærkere Udtryk i hans Kunst, dels som Naturskildringerne i den absolutte Musik, dels som den koncentrerede Lyrik, der bærer hans folkelige Sange. Ogsaa her kommer Ligheden med Hartmann frem, for det var jo netop, Linien i Hartmanns Udvikling, fra det evropæiske til det danske. Af de folkelige Sange vil jeg fremdrage endnu et Eksempel paa Parallelen mellem Hartmann og Carl Nielsen. De har begge sat Melodi til »Den store Mester kommer« og Grundtvigs store Digt om Simon Peders Kald »Der sad en Fisker saa tankefuld«. Dersom man for een, der ikke kender disse melodier, spiller Carl Nielsens Melodi til »Den store Mester -« og Hartmanns til »Der sad en Fisker -«, vil Tilhøreren ikke et øjeblik være i Tvivl om, at de er af samme Komponist, og ligeledes dersom man bytter om og tager de to 6/8 dels Melodier sammen - de er en anden Mands Værk - og saa er Sandheden den, at hver har sin stærke og svage Melodi, saa nær var deres Sind beslægtet.

Man lærer meget om en Komponist ved at studere hans Tekster, og Carl Nielsens Sangtekster lægger hans Væsens dybe Rødder blot. Gennem den Digtning, der har vækket den mest helstøbte kunst og dybeste Tone i Carl Nielsen, faar vi et Indblik i de Tanker, der inderst var de bærende for ham, og den er skabt af den forunderlige Forening af Fædrelandskærlighed og kristen Fortrøstning, som gennem Grundtvigs Aand skabte den danske Folkehøjskole. Jeg skal nævne, blot for at antyde, hans Melodi til Grundtvigs »Paaskelilje« og Melodien til »Dybt hælder Aaret paa sin Gang«; men Rækken er kendt, og de, der endnu ikke har sat sig ind i denne Del af Carl Nielsens Produktion, kender ham ikke, for herfra udstraaler det indre Lys, som gennemstraaler hele hans Værk, her er Foreningen af det milde og det myndige, som var hans Væsens Kærne.

Kender Læserne hans Melodi til Ewalds »Rungsteds Lyksaligheder«? Jeg tror det ikke, den staar ikke i nogen almindelig tilgængelig Samling, den er skrevet til Ejnar Skovrups »Tidsskrift for dansk Folkeoplysning«, og jeg citerer den her, fordi dens Skønhed ikke kan beskrives, det maa høres, hvorledes Carl Nielsen kan følge Ewald helt ind i det Mørke, som Roser udbrede, (se følgende Side).

Efter »den evige A-moll og E-moll Klage«, hvis Taage allerede Schumann saa svøbe sig om Gades oprindelige Talent, hvis Vatbjerge kvalte hans Epigoner, maatte han komme. - Timen var kommen, og naar Tiden er rede, fødes Manden. I dansk Musiks dybeste Forfald - Tiden omkring Aarhundredskiftet - hvor vi prøvede alle fremmede Nationers aflagte musikalske Klæder og ikke kunde fylde nogen af dem ud, modnedes hans Aand, til at opfylde det Kald, der var dens evige Bestemmelse - atter at give os en dansk Musik - et særpræget og absolut Udtryk for dansk Folkesjæl.

Han var i sin første Fremtræden, i sin Vækst og i sin Sejr en Skikkelse, der stod uden for sin Samtid. Havde han ikke haft det milde fynske sind tillige, var han bleven en ensom mand. Af natur var han een af de store problemstillere; men smilet veg ikke fra hans hjerte. Hans væsens charme overvandt hans aands trods. Han var en mild og myndig mand. I foreningen af det milde og det myndige fuldendtes hans værk.

Årgang 7/1932, nr. 01