Carl Nielsen-kritik

CARL NIELSEN-KRITIK

AF GUSTAV HETSCH

MED STOR INTERESSE har jeg læst »Dansk Musiktidsskrift«s Carl Nielsen-Hæfte, - naturligvis med ikke mindst Opmærksomhed de Afsnit, hvori der tales om Kritikens Holdning overfor C.N. i den Tid, da han endnu ikke var naaet til almén Anerkendelse og Beundring.

I et Hæfte som dette vilde man have savnet noget væsentligt, saafremt ikke ogsaa Datidens Kritik var blevet opgravet til kritisk Undersøgelse. Det hører jo med til Fremstillingen af en stor Kunstners Udvikling og Vækst i de unge og yngre Aar, at man mindes, hvilke Vanskeligheder han har haft at kæmpe med, hvilke Fordomme han har maattet overvinde, - hvorledes Mangel paa Forstaaelse af det nye, han bragte (for ikke at tale om direkte ond Vilje og personlige eller klikemæssige Hensyn) kunde bidrage til at berøve ham Modet og Arbejdslysten eller tværtimod, - hvis han var en tilstrækkelig stærk kunstnerisk og menneskelig Personlighed, - yderligere ildne hans Virketrang og øge hans Kræfter.

Saadanne Tilbageblik over Kritikens Blottelser, naar den stod overfor det nye og uvante, er overmaade nyttige, fordi de indgyder senere Banebrydere Selvtillid, naar de synes, at de er ude for Misforstaaelse og Underkendelse af de Arbejder, de præsenterer Offentligheden. Thi de vil meget hurtigt opdage, at en saadan slet Behandling fra Kritikens Side er det normale.

Man vil let kunne tælle de Genier, som ikke i deres Ungdom, ja ofte meget højt op i Aarene (hvis de da har været saa formastelige at blive ved med at »forarge Borgerskabet«) har været ude for en tilsvarende Skæbne.

Det vilde nemlig være ganske unormalt, hvis Dagblads-Kritiken som Helhed straks kunde følge Geniet paa dets høje Bane. Formaaede den det, vilde det jo være ensbetydende med, at saa var Kritiken ogsaa selv genial. Og ingen vil vel vente eller forlange, at den skal være det! Thi var den det, vilde den være ude af Stand til at beskæftige sig tilstrækkelig interesseret med alle de uendelig mange Smaatterier, det er dens Pligt at skænke sin Opmærksomhed i den daglige Gerning.

Den vilde rentud sagt brække sig over at skulle paahøre, og tage Standpunkt til, udtale en motiveret Dom over en ligegyldig Frk. X's Klaverspil eller Sang og en Hr. Z's hjemmebagte Debut-Kompositioner.

Den Slags Hoveriarbejde kan man billigvis ikke sætte et Geni til!

Saalænge Dagblads-Kritiken altsaa praktiseres under de nuværende Former - baade herhjemme og udenlands -, maa de eventuelt opdukkende musikalske Genier altsaa finde sig i at lide den Tort, at de maaske ikke i en længere eller kortere Periode møder den Forstaaelse og Vurdering, de har Krav paa, og som en senere Tid - naar baade Kritikerne og Publikum er kommet fra Forbløffelsens og Forargelsens Stadium over i den bedre Forstaaelses, den roligere Betragtnings og dermed Nydelsens Stadium, - har i Behold til dem.

At der indenfor et Slægtled af Dagblads-Kritikere kan findes en enkelt, der straks faar fat paa det centrale hos et nyopdukket Geni og ud fra denne sin særlige Indstilling til Fænomenet formaar at værdsætte det - og i visse Tilfælde retlede det ved kritiske Bemærkninger, hjælpe det til en rigere Udfoldelse af Ævnerne (som i C. N.-Tilfældet afdøde Robert Henriques) - ja, det er jo kun overordentlig glædeligt for vedkommende Geni. Og bagefter til saameget større Hæder for den paagældende Kritiker, der i det ærefulde Eftermæle maaske kan faa Oprejsning for Forsyndelser, han maatte have begaaet overfor andre.

Hvad nu Carl Nielsen angaar, saa er det jo saare interessant i Hr. Frits Eibes Artikel at se - ikke, at C. N. i en Aarrække modtoges med en nu forbausende og for Dagblads-Kritiken meget flov Mangel paa Forstaaelse og rigtig Vurdering, (thi som ovenfor sagt: det er jo det normale!), - men hvorledes denne, for alle Genier fælles Miskendelse gav sig Udtryk.

Alle vi ældre mindes selvfølgelig, at C. N. i sine første Aar - og disse »første« Aar var for hans Vedkommende mange! - stod som et Modsigelsens Tegn. Han var i den Grad paa tværs af alt, hvad den Gang ansaas for god Musik, at man ikke kunde vente, at Dagblads Kritiken saa lidt som Publikum skulde være i Stand til at kapere ham.

Jeg selv havde ikke Lejlighed til fra Begyndelsen af hans Komponist-Løbebane at udtale mig offentlig om ham. Men jeg kendte ham saa tidlig som fra hans opus 1, Stryger-Suitens Fremkomst i 1888 og fulgte alle hans følgende Arbejder paa nært Hold. Da jeg efterhaanden gled mere og mere ind i Angul Hammerichs Stilling ved »Nationaltidende«, var jeg saaledes fortrolig med C. N-s hele Produktion indtil da.

Det er ikke min Hensigt her at ville fordybe mig i de Citater, Hr. Frits Eibe i sin Artikel anfører fra de datidige Dagblads-Kritikeres Udtalelser om C.N.s Værker, efterhaanden som de fremkom. Det Billede, han giver »Dansk Musiktidsskrift«s Læsere, er sikkert vellignende. Skulde det paa enkelte Punkter være blevet lidt fortegnet, lader det sig jo ikke korrigere, eftersom samtlige mine af ham fremdragne Kolleger nu befinder sig i Elysium, med Undtagelse af lige William Behrend og mig, der endnu gaar paa Jorden. Hvorvidt W. B. har nogen Antegnelse at gøre til Hr. Eibes Oversigt, véd jeg ikke. Men for mit eget Vedkommende kunde jeg have Lyst til at supplere hans Tilbageblik med et Par Uddrag, som han maa have overset, og som viser, at jeg dog ikke har været saa helt forbenet, som man maa faa Indtryk af ved at læse hans Artikel.

Ganske vist har jeg hyppig i Begyndelsen staaet som en Ko foran den rødmalede Port, der hed Carl Nielsen, men jeg vilde dog bilde mig ind, at jeg forholdsvis hurtig ombyttede denne Situation med en mere værdig.

Jeg gaar nu ind i mit Arkiv og søger frem, hvad jeg i sin Tid har skrevet om C. N. Det ældste, jeg dér kan finde, er en Artikel i »Hver 14. Dag« (der blev til det nu afdøde »Hver 8. Dag«). Man kan indvende, at det ikke er et »Dagblad«, og at det derfor har ligget udenfor Hr. Eibes Undersøgelses-Omraade; men jeg maa alligevel have Lov til at fremdrage denne Artikel, fordi den dog antyder, under hvilke Forudsætninger jeg senere gik over i Dagblads-Kritiken.

Artiklen er skrevet lige efter Førsteopførelsen i »Musikforeningen« af »Hymnus amoris«, altsaa midt i 1890erne. Der staar bl. a.: »Som Komponist hører Carl Nielsen til dem, der holder af at gaa deres egne Veje. Han er en af de »moderne«, hvis Bestræbelser saa mange finder forkastelige, unyttige, latterlige. Paa alt, hvad han har skrevet, - Orkesterværkerne »Suite«, symfonisk Rhapsodi, g-moll Symfonien, Strygekvartetterne i g-moll og f-moll, Strygekvintetten i g-moll og Violinsonaten i A-Dur samt den symfoniske Suite for Klaver, Fantasistykkerne for Obo og Klaver og endelig de forskellige Hæfter Sange, han har udgivet, - paa alt dette mærker man stadig, at Carl Nielsen vil noget. Men ganske vist er det ikke altid lykkedes ham at finde Ord for sine musikalske Tanker. Han udtrykker sig kun med Besvær, naar ofte kun ad Omveje og gennem mange Særheder frem til sit maal.

Denne alvorlige Kamp med et genstridigt Stof er imidlertid - synes det mig - langt at foretrække for den sorgløst-lette Dans ad udtraadte Stier, mange Nutidskomponister opfører. Mellem virkelig kunstelskende Tilhørere er der større Glæde over et Menneske, der virkelig arbejder paa at faa sin personlige Ejendommelighed frem i sine Værker, selvom det kun sker med Møje og Besvær, end over ti, der siger elegant og glat, hvad Hundreder af andre har sagt i Forvejen.

Man skal ikke bebrejde nogen, at han stræber efter at vinde nyt Land for sin Kunst, om det end medfører baade Taagethed og Skruethed i den nødvendige Gæringsperiode, til han har fundet sit Maal og sine Midler.

En Tidlang kunde man fristes til at tro, at Carl Nielsen var kørt fast. At hans Vilje ikke raadede over den tilsvarende Ævne. At Midlerne ikke vilde komme, skøndt han havde Maalet for øje. Men saa mødte han pludselig frem med sit store Korværk, som Musikforeningen straks antog til Opførelse, og som viser, at Carl Nielsen nu ikke alene véd, hvad han vil, men ogsaa kan, hvad han vil«.

Hvorpaa følger en Gennemgang af »Hymnen« i de store Træk.

Se, dette røber dog en vis Sympati med og Forstaaelse af den unge C. N., ikke sandt? Under alle Omstændigheder er der da her ikke noget af »en vranten Mangel paa Interesse og tilsyneladende Ulyst til at beskæftige sig med Fænomenerne«, som Hr. Eibe mener at kunne konstatere i Kritikens Holdning overfor C. N.s Ungdomsværker.

Umiddelbart før Første-Opførelsen af »Saul og David« paa Det kgl. Teater (November 1902) skrev jeg en Artikel, hvori det om C. N. bl. a. hedder: »Han vil noget; det ser man paa hans lille støtte Skikkelse og paa hans bestemte Mund, og det hører man ud af hans Musik. Den tyder paa, at Komponisten kæmper med et genstridigt Stof; han higer efter at skrive det, som ingen anden kan skrive, fordi det skal udtrykke netop det, han føler og tænker. Og hvad er det, han fortrinsvis søger at skildre i sin Musik? Det er de store, enkle, fundamentale Følelser, -- Sorg, Glæde, Had, Kærlighed, Jubel, Fortvivlelse. De smaa, findelte, stærkt specialiserede Følelser har det altid været ham imod at gøre til Genstand for musikalsk Behandling; Carl Nielsen er en Type for sig i moderne dansk Musikliv, en Intelligens, en Vilje, et Talent. Med ikke ringe Spænding imødeser man derfor nu Opførelsen af hans Opera »Saul og David«, hvormed han i disse Dage vil holde sit Indtog paa Det kgl. Teater«.

Dette maa dog siges at være en ganske sympatisk Indstilling overfor en musikdramatisk Debutant, en god Appetitvækker for Publikum, inden det gik til Opførelsen-!

Saa er der hin Aften den 13. April 1915, da de 16 nye danske Viser - 8 af C. N., 8 af Laub - lød første Gang offentlig! Hr. Eibe skriver, at den blev »af Pressen modtaget paa en Maade, som fremmaner gamle Dage« - d. v. s. »en vranten Mangel paa Interesse « osv. »Nationaltidende«s -st-ts-., hvis Anmeldelse tilfældigt befinder sig i mit Arkiv, maa her melde Hus forbi!

Der staar nemlig om disse Sange: »De gik næsten alle straks i øret og har de bedste Betingelser for at opnaa Folkeyndest, - om maaske ikke just komme paa »alles Læber«, saa dog trænge ud i videre Kredse af Befolkningen, vist ikke mindst paa Landet.

Lige fjærnt fra Døgnmelodierne og fra Kunst-Romancen, fra den haandfaste »Schlager«, hvor Rytmiken spiller en ofte større Rolle end Intervallerne, og fra den i et overlæsset eller selvstændigt og solistisk virkende Klaverparti druknende, stiliserede Deklamation af Digtet er denne Form for Sangmusik, som de to kendte Musikere har sat sig for at opdyrke.

Melodierne er ligetil og ukunstlede i den Grad, at de øjeblikkelig kan synges af enhver, der overhovedet har Begreb om at opfatte og gengive en Melodi. De kræver hverken stor Stemme eller stort Stemmeomfang, hverken Træfsikkerhed udover et Minimum eller Stemmeakrobatik; det eneste, de forlanger af Sangteknik, er en god Vejrtrækning og Ævne til at bære Tonen. Som Musiken er naturligt uddragen af Teksten, maa den ogsaa udføres i nøjeste Fortrolighed med denne. Den der ikke forstaar og føler Ordene, kan heller ikke faa noget ud af Foredraget af Musiken. En »Kunstsanger« maa renoncere paa sine sædvanlige Tribune-Midler, hvis han vil give dem et adækvat Udtryk; hvorimod en musikalsk og poetisk anlagt Amatør med lidt Stemme og lidt Sangkultur og et godt dansk Hjærte paa rette Sted vil have alle Chancer«.

Saa følger en Beskrivelse af de Digte, Koniponisterne har valgt som Grundlag for deres Viser, og derpaa staar der om disse: »For alles Vedkommende var den Atmosfære, der hvilede over de ofte barnligt naive Poesier, med Held overført paa Musiken. Og til den tilstræbte og opnaaede Helhedsvirkning bidrog det puritanske Klaverakkompagnement, der indskrænkede sig til de nødvendigste Akkorder eller figurer indenfor de enklest mulige modulationer.

Senere: »At gennemgaa alle 16 Viser vilde være ørkesløst. Det maa være nok at sige, at der var nydelige, fine og marvfulde imellem hinanden, og at Carl Nielsens syntes de mest fantasifulde, de kraftigst inspirerede, medens Laubs var tildels paavirkede af hans Gerning som Kirkemusiker og Folkevise- Bearbejder. Hos Carl Nielsen mest Friluft, hos Laub mere Stueluft. Enkeltheder vil man maaske faa Lejlighed til en anden Gang at komme ind paa - de bedste af Viserne vil jo sikkert inden lang Tid blive indlemmede i Repertoiret for Koncerter og Aftenunderholdninger«.

- Ogsaa i dette Tilfælde maa man dog indrømme Kritikeren, at han straks har faaet fat paa det centrale, og har modtaget dette nye Udslag af C. N.s Muse med al mulig Honnør, --- navnlig i Betragtning af, at samme nye Udslag samtidig var en ganske ny Side af Komponisten, der her viste sig for Offentligheden.

Saa heltpaa den forkerte Bred har man da ikke altid i Aarene inden C.N. blev vort Musiklivs af alle anerkendte, tilbedte ol, tiljublede Primas, fundet hans næsten jævnaldrende Kritiker og Ven -st-ts- alias Gustav Hetsch.