Carl Nielsen - vi yngre - og Sofokles Del 2

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 02 - side 80-82

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSEN - VI YNGRE - OG SOFOKLES

AF POUL SCHIERBECK (sluttet)

IKKE, at jeg mener, at pressen kan undværes. Det vilde være noget vrøvl. Men pressen, der har sin store ogmaaske største berettigelse i egenskab af den offentlige menings vaaben mod al forbenet eller forloren autoritet, maa ikke selv saa gerne optræde med disse to uklædelige masker for sit ædle aasyn, og derfor bør systemet med disse usikre og subjektive enkeltmandsbedømmelser, der gives ud for ufejlbarlige højesteretsdomme, bort.

Der vil fra pressens side blive indvendt, at folk forlanger dette system. Hvor ved man det fra? Er folk nogensinde blevet spurgt? Aldrig. De er blevet »vænnet til« ganske simpelt, og labber af den skaal, pressen sætter for dem, med samme ukritiske ihærdighed og elskelige tillidsfuldhed, hvormed en nyfødt, kattekilling sutter løs saavel paa sin moders dievorte som paa Mads Røgters ikke netop statssanitære pegefinger. Det er langt snarere kunstnerne selv, der af reklamehensyn har været interesserede i systemet, og mon det ikke er ved at gaa op for dette folkefiærd, at det er en altid kostbar og ofte skæbnesvanger form for reklame. Fra forfatternes og dramatikernes stade har vi jo stedse hyppigere hørt, denne hvislen og brummen, der betegner, at kubernes beboere er i ophidselse. Musikanterne er et fredsommeligt - og knægtet - folkefærd, der saa nødigt, optræder som tirret bisværm; men lad os dog imidlertid engang prøve paa at tænke os tilværelsen ganske uden anmeldelser, d. v. s. kritiske, subjektivt vurderende anmeldelser, saaledes at bladene efter f.ex. teaterpremiérer eller udstillinger nøjedes med at bringe billedstof og neutrale referater, som det nu er almindeligt efter en vernissage. Hvad vilde der ske? Lad mig forsøge med et par citater paa eengang at give et indtryk af situationen, nogenlunde som den er, og besvare spørgsmaalet om, hvordan den burde kunne være. Georg Brandes skriver om pressens forhold under verdenskrigen nogle linjer, som med udeladelse af de par ord, der hentyder til hans specielle emne, bringer vore egne forhold i forbløffende erindring:

- Den larm, pressen gør, en lyd som af ti tusind samtidigt skraldende skralder, umuliggør opfattelsen af det, som... tænkes, forsaavidt der tænkes. Den veltalenhed, journalisterne udfolder, virker, hvor overbevisende den end i og for sig kan være, som hørte man den mislyd, der opstaar, naar hundrede musikere samtidigt spiller hver sin mere eller mindre fortræffelige melodi. Værre kattemusik end den, en avislæser... har hørt, kan intet kor af virkelige hankatte frembringe. -

Ikke sandt! Slet ikke nogen daarlig skildring af en stemning ved morgenkaffen efter f. ex. en premiére i stærekassen. Det andet citat er det sted i Carl Nielsens Levende Musik, hvis pointe, som jeg allerede ovenfor har antydet og som jeg her fremhæver, ikke alene peger tilbage, men ogsaa kendes saa rettet mod fremtiden, at den virker som et ægte Carl Nielsensk, klogt, overlegent og lunt svar paa alle urolige spørgsmaal om, hvad der vilde ske i tilfælde af kritikens hedengang. Carl Nielsen tager sit udgangspunkt fra litteraturen - men man kan jo indenfor citatets rammer efter behag bytte »litteratur-« om med »musik-«, eller hvad man ellers føler trang til, det skal nok komme til at passe alligevel:

- Der har vist ingen Sinde tidligere eksisteret saa mange Literaturforskere som i vore Dage. Vi staar visselig i Gæld til mange højtbegavede Mænd paa dette Omraade, navnlig til dem, der anskueliggør og forklarer os Værkerne fra længst svundne Tider, altsaa fortrinsvis de klassiske Filologer. Men drejer det sig om Digterne, der ligger vor Tid nær eller nærmere, er det snart ved at blive for meget af det gode, især naar Forskerne gaar i Retning af mere subtil Analyse. Literaturforskeren vælger sig en af de store Digtere. Han skriver hele Bind om et enkelt Værk. Han kommer i Aande, hidser sig op, farer frem, pisker paa og naar til sidst til et Maal, der oftest ligger tusind Mile fra Digterens. Værket selv har man til sidst næsten glemt; pragtfulde Ord har taget Vejret baade fra Uæseren og Digterens, Værk, og gaar man et Stykke tilbage ad Vejen, hvor den interessante Tur foregik, finder man Digter-værket liggende som et udmattet, blodtappet Forsøgsdyr, ingen, og allermindst. Forfatteren bryder sig mere om. Han har gjort Rejsen fra Haderslev til Kiel og bryder sig, ligesom Gert Westphaler, egentlig ikke om Resten. - Hvordan var det i det garnle Grækenland? Var der Anmeldelser af Aiskylos? Havde Sofokles en god Presse? Eller fik deres værker Lov til selv at bundfælde sig i Menneskenes Sind? Er de maaske blevet evige, netop fordi de ikke blev »indpiskede«, men selv groede og slog Rødder i Stilhed? --

Nu handler hele dette citats indledning jo mere om fagmusik end om det, jeg her skriver om: Dagbladskritiken. Men det er unægteligt ikke til at tage fejl af, at det i ret høj grad er denne, sidstes facon og tone, Carl Nielsen sigter til. Og omvendt kan jo noget af det, han udtaler om fagkritiken, ogsaa i nogen grad tages til indtægt af dagbladenes kritikere. Det er ikke min mening at ville paastaa, at avisanmelderne er en lang og uafbrudt kæde af ignoranter. Som fagkritiken kan naturligvis ogsaa dagbladskritiken vare i hænderne paa mænd, der baade ser, hører og læser begavet, og som formaar at skrive begavet derom bagefter; men hvor kan det dog være, at naar facit skal gøres op, kan denne samme dagbladskritik jo egentlig kun karakteriseres ved den store, den lange o. s. v. helt Poul Henningsensk usandsynlige kæde af - skal vi sige - forbi'ere. Huskes en mand som Hanslick i vore dage, skyldes det vist nærmest den pragtfulde bøhmand, han præsterede med sin Carmen-anmeldelse - en ydelse, der jo unægteligt ogsaa bør sikre sin mand en vis herostratisk berømmelse. En konfrontation mellem kunstner, kritik og publikum som den, Frits Eibe har foretaget m. h. t. Carl Nielsen (i forr. nr.), er set før og burde ses meget oftere, selvom den slags forholdsregler vistnok ikke længer vilde kunne slaa til overfor den tydelige tendens i retning af amerikansk sensationsjournalistik, som er mærkbar ogsaa i den københavnske presse. Rædselskomponisten kan snart tage sin broder rædselsjournalisten i haanden. - Hvad er der i vejen? Er det journalisternes - in casu kritikernes - skyld?

At denne stand til enhver tid har rummet baade uheldige elementer og dilettanter, kan ikke nægtes men det har kunstnerstanden saa minsandten ogsaa; og det er dog et ganske mærkeligt forhold, at medens man vel i det store og hele kan sige om kunstnernes arbejde, at tiden sigter dette saaledes, at grumset forsvinder og guldkornene bliver tilbage, synes lige det modsatte at blive resultatet af kritikens passage gennem den store sigte. Man kan finde en vis Nemesis deri; men forholdet bliver da ikke mere holdbart af den grund. Det er jo selve systemet, der er galt. Det er ikke kritikerne, der altid har været saa umulige; men det er kritiken selv, der er en umulighed. En videnskab, en subtilitet, der kræver ikke mindst tid og fordybelse, er og bliver for dagspressen en umulighed. Vi maa vel nu efter saa mange aarhundreders fejlslagne experimenter have lov til at henvise begrebet aviskritiken til de samme lykkelige jagtdistrikter, hvor begreber som cirklens kvadratur eller perpetuum mobile driver lidt smaapürscheri paa fantaster og ubefæstede sjæle.

Men skulde vi saa ikke tænke paa at holde op. Det er menneskeligt at fejle, sed in errare perseverare turpe - det kan frit oversættes til: men at fortsætte med noget umuligt er utilbørligt. Vi tilhører jo en tid, der paa saa mange omraader gør op med, hvad der ikke er levedygtigt, og vi danske tilmed en nation, der smigrer sig med at være den første, som afskaffede negerslaveriet. Kan man ikke ligefrem af nationale grunde faa lyst til denne lille nye kulturelle fjer i hatten, som opgivelsen af avisanmelderiet vilde være? Dette spørgsmaal er et ikke ubetydeligt Rhodus, naar talen er om vort kunstlivs fremtid.