Samfundet til udgivelse af dansk musik

SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK

AF PEDER GRAM

FOR 60 AAR SIDEN blev SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK stiftet. Tager vi den gulnede Forhandlingsprotokol frem og slaar op paa første Side, læser vi: »Søndag den 23. Juli 1871 indfandt følgende Herrer sig paa Stokkerup i Taarbæk hos Hr. P. Heise, nemlig: Musiker Chr. Barnekow, Justitsraad, Bibliotekar Chr. Bruun, Assistent i Nationalbanken Jak. Fabricius, Musiker August Winding og cand. juris. V. C. Ravn, til hvilke senere sluttede sig: Musikhandler S. A. E. Hagen, Organist Emil Hartmann, Prof. Dr. phil. E. Holm og Kammerherre, Lensgreve C. A. Lerche til Lerchenborg, for at drøfte ved hvilke Midler man kunde befordre og udbrede Kendskaben til vor nationale Tonekunst, og bidrage til at forhindre at mange Toneværker, der henligger som Manuskripter i Arkiverne, og som maa siges at have Betydning for vor Litteratur, efterhaanden skulde gaa tabt. Man enedes om et foreløbigt Udkast til at danne et Samfund til Udgivelse af dansk Musik og efter forskellige Møder og forberedende Arbejder udstedtes den 22. September en offentlig Indbydelse undertegnet af overmævnte Herrer, der opfordrer det musikelskende Publikum til mod et aarligt Kontingent af 2 Rigsdaler at indtræde i nævnte Samfund. Allerede den 1. December var det tegnede Medlemsantal saa stort, at Indbyderne kunde sammenkalde en Generalforsamling, som afholdtes Mandagen den 18. December 1871 i Studenterforeningens Festsal. Forinden var et Udkast til Love samt en Medlemsliste omsendt til Medlemmernes Gennemsyn«.

Og efter at Generalforsamlingen har konstitueret sig, træder Bank assistent Fabricius, som senere igennem 47 Aar skulde være Sjælen i Foretagendet, frem og fremlægger paa Indbydernes Vegne Programmet. Vi citerer:

»Idet han kortelig gennemgik vor Musik-Historie fra Midten af det forrige Aarhundrede indtil vor Tid, søgte han at bevise, at meget blandt Fortidens Arbejder havde Krav paa vor Taknemmelighed, men at det ukjendt og forglemt, som det for største Delen henlaa, efterhaanden aldeles vilde gaa tabt, naar vi ikke henvendte vor Opmærksomhed derpaa«.

Og han siger senere:

»Den anden Del af Opgaven, som det maatte anses i høj Grad ønskeligt at naa, men som ikke kunne have nogen direkte Interesse for de fleste af Medlemmerne, og derfor vilde være forbunden med større Vanskelighed og Bekostning var Udgivelsen af danske Partiturer. Ligesom Lensgreve Lerche i Løbet af 2 Aar havde tilsagt Samfundet en Hjælp af ca. 600, saaledes haabede man, at frivillige Bidrag i Forbindelse med opsparede Indskudspenge, Overskud og Renter efterhaanden kunne danne et Fond, der kunde støtte en, paa Subskription blandt Medlemmerne begrundet Udgivelse af danske Partiturer«.

Her har vi straks Samfundets Program, med dets sangvinske Forhaabninger, Programmet, som det er bleven fulgt siden Stiftelsen og gennemført.

Til Formand valgtes Barnekow med Fabricius som Sekretær.

Var det nu det første ForsØg, der herhjemme var blevet gjort paa at danne et Selskab til Udgivelse af dansk Musik? - Nej! Som maaske kun de færreste ved, er Musikforeningen oprindelig ikke stiftet som Koncertforening, men som et Musikudgivelsesselskab. Og Impulsen til dette gav Opførelsen af Weyses Opera »Festen paa Kenilworth« i det kgl. Teater paa Komponistens 62 Aars Fødselsdag den 5. Marts 1836. Weyse var selv til Stede og blev meget fejret - Og i Begejstring for Musikken skrev en af de tilstedeværende paa Bagsiden af en omdelt Sang for Weyse: »Undertegnede forene sig om at stifte et Selskab til Udgivelse af danske Musikværker«. Dette Dokument lod man cirkulere. Teatret og det fik tilstrækkelig Underskrifter til, at man kunde betragte Musikforeningen som stiftet.

Allerede paa et Bestyrelsesmøde i Oktober 1836 fremkom imidlertid en af Stifterne med et Forslag om, at man skulde afholde en Koncert, og Foreningen tog Tanken op. Og det viste sig, at den interesserede saa stærkt, at Medlemsantallet i Dagene umiddelbart før Koncerten voksede til det dobbelte. - Men Heldet fulgte ikke Foreningen, da man begyndte Udgivelsen af Musikværkerne naturligvis med et Værk af Weyse, nemlig Klaverudtoget til Operaen »Floribella«. Det viste sig, at Publikum gerne vilde høre paa de danske Komponister i Koncertsalen, men købe dem? Nej! - (Heri er dog i vore Dage sket nogen Forandring, nu vil man nemlig hverken købe dem eller høre dem i Koncertsal - maaske i Radio). Man forsøgte med Værker af Kuhlau og Hartmann, med Prisudskrivninger, der bl. a. bragte Gades Ossian Ouverture, men det hjalp ikke. Og Resultatet, heraf maatte blive, at Koncerterne stadig blev flere og Udgivelserne færre. Efter ca. 7 Aar var Hovedsagen Koncerterne og efter Udsendelse af en halv Snes Værker, opgav man denne Side af Foreningens Virksomhed.

Sagen hvilede nu i et Kvart Aarhundrede, men gennem Aarene viste det sig, at der stadig var Brug for Hjælp og Støtte til Udgivelse af danske Musikværker, ikke mindst større Korværker. Det er jo indlysende, at saadanne Værker er meget bekostelige at trykke, og at Forlæggerne derfor nærer Betænkeligheder ved at give sig i Lag med dem, saa meget mere, som Efterspørgslen og Salget kun kan være ringe. Derfor blev Tanken om et Musik-Udgivelses-Selskab snart genoptaget, og førte saa i 1871 til Dannelsen af SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK.

I Lighed med Musikforeningen saa Samfundet i den første Tid sin Opgave i at trykke Ældre Værker. Lovenes § I lød: »Samfundets Øjemed er at virke til den danske Musiks Fremme ved at bekoste eller understøtte Udgivelsen af Toneværker af blivende Betydning, saavel ældre som nyere, navnlig saadanne, hvis Udgivelse af anden Vej er forbundet med Vanskeligheder«.

Denne Formaalsparagraf aabnede saaledes Plads for Udgivelse saavel af nye som af gamle Værker. Men den første Bestyrelse, som kom 21 at bestaa af: Barnekow, Bruun, Fabricius, Hagen, Hartmann, Heise, Holm og Lerche-Lerchenborg, saa dog sin Hovedopgave deri at faa trykt kendte Værker, som stadig henlaa i Manuskript. Før Foreningens Stiftelse havde man ved Ravn, Bibliotekar Bruun og Fabricius undersøgt, hvad der henlaa i offentlige og private Samlinger af Manuskripter, for at fastslaa, i hvor høj Grad et saadant Selskab var ønskeligt. Og der viste sig i Virkeligheden at være en ret betydelig Række Værker, som kunde komme i Betragtning. De Komponister, hvis Værker fylder første Serie af Samfundets Publikationer, hører da ogsaa til vore klassiske Navne, som Kunzen, Schultz, Johan Hartmann, Kublau, Weyse, Frølich, I. P. E. Hartmann, og hertil kom senere Malling, Victor Bendix, August Winding o. fl. Værkerne blev ikke udgivet i deres originale Skikkelse, men i Klaverudtog; vel blev de trykt i Tyskland, men de blev stukket herhjemme, og gennem mange Aar udførte en herboende tysk Nodestikker, »Gamle Stange«, som han kaldtes, et fortrinligt Arbejde for Samfundet. Efterhaanden blev det dog for besværligt at opbevare de mange Plader, og en Dag vedtog man at af hænde disse til Wilh. Hansens Forlag paa den Betingelse, at dette stadig skulde have Værkerne paa Lager til en Medlemspris.

I 1887 mente Bestyrelsen, at Samfundet saa nogenlunde nu havde løst sin Opgave: at udgive de ældre Værker og der hævede sig Røster for at ophæve det. Detteskete imidlertid til alt Held ikke. Lovene blev omarbejdede, saaledes at Opgaven nu var fortrinsvis at støtte de nyere Kompositioner. § 1 kom til at lyde saaledes: »Samfundets Øjemed er at virke til den danske Musiks Fremme ved at støtte Udgivelsen af Kompositioner af større kunstnerisk Værd, fortrinsvis nyere, og da navnlig saadanne, som ellers vanskeligt kunde blive offentliggjorte«. Og saaledes lyder Samfundets Formaalsparagraf den Dag i Dag. Ledelsen kom til at bestaa af et Komponistraad paa 9 Medlemmer, samt som administrerende Bestyrelse Kontorchef Fabricius (Formand) og Fuldmægtig Jensen (Sekretær). Denne sidste blev senere afløst af Operarepetitør Levysohn. Man afsluttede samtidig første Serie, som rummede 24 større Værker, udkommet paa eget Forlag, og aabnede anden Serie, der kom til at strække sig fra 1887 til 1918 og omfatte 40 Værker. Desuden gik man over til en ny Udgivelsesmaade, idet man aftalte med Wilh. Hansens Musikforlag, at Forlaget skulde overtage de Værker, som Samfundet udvalgte, mod Levering af det nødvendige Antal Eksemplarer til Samfundets Medlemmer, og med en fastsat Betaling pr. Side. Hvad der imidlertid præger hele denne Serie ligesom den første, er Klaverudtogene. Selv Symfonier fremkommer næsten udelukkende i Klaverudtog for 4 Hænder. Undtagelserne er 2 Symfonier af Victor Bendix og Louis Glass' Suite »Sommerliv«. Kammermusik mente man, »laa udenfor Samfundets Opgave«. - En Oktet af Malling og en Strygekvartet af Barnekow udkom dog - men kun i 4-hændig Klaverudtog. Imidlertid havde Fabricius allerede i sin Indledningstale paa Generalforsamlingen i 1871 nævnt den anden Del af Samfundets Opgave, »som det maatte anses for i høj Grad Ønskeligt at naa«, men som »vilde være forbunden med større Vanskelighed og Bekostning, nemlig Udgivelse af danske Partiturer«. Man haabede: »ved frivillige Bidrag i Forbindelse med opsparede Indskudspenge, Overskud og Renter efterhaanden at danne et Fond, der kunde støtte en paa Subskription blandt Medlemmer begrundet Udgivelse af danske Partiturer«. I Overensstemmelse hermed sparede han, hvor han kunde, lagde Skilling paa Skilling, opnaaede et mindre Statstilskud paa 400 Kroner, saaledes at det virkelig lykkedes ham, inden han i 1918, kort før sin Død, nedlagde sit Mandat, at sammenskrabe en lille Kapital, som omhyggeligt blev sat i Kreditforeningsobligationer. Det er Fabricius store Fortjeneste blandt meget andet, at han forstod, hvor vigtigt det var at konsolidere Samfundet og skabe det Indtægtskilder, der var uafhængige af Medlemstallet. Samfundet var hans Hjertebarn, som han ofrede en stor Del af sine Tanker og sit Arbejde. - Og ingen Krans har nogensinde været mere velfortjent end den, Samfundet har lagt paa hans Grav.

Efter hans Tilbagetræden i 1918 (ved hvilken Lejlighed han fulgtes af Operarepetitør Levison) valgtes til Formand Komponisten Alfred Tofft og til Sekretær og Kasserer Komponisten Peder Gram. Samtidig afsluttedes 2den Serie og man aabnede en ny Serie, som blev redigeret efter noget andre Principper end hidtil. Det havde nemlig vist sig, at trods de ganske betydelige Beløb, som var ofret paa Trykning og Udgivelse af danske Værker, saa havde Nytten for Komponisterne ikke svaret hertil, og hovedsageligt fordi man kun udsendte firhændige Klaverarrangementer selv af Orkester og Kammermusikværker. Man blev derfor enige om, at 3die Serie saavidt muligt i første Række skulde lægges an paa at kunne gavne Komponisterne, og at Hensynet til at gøre Værkerne letspillelige for Medlemmerne maatte træde i anden Række.

Der kunde saaledes blive Tale om Kammermusikværker og Orkesterværker i deres originale Udgave, altsaa Partitur. Og med Hensyn til Udgivelsen vedtog man at udvide Rammerne, idet man dels vilde understøtte Udgivelsen hos forskellige Forlæggere, ved at yde et Tilskud, og at faa udleveret det nødvendige Antal Eksemplarer til Medlemmerne som tidligere, og dels vilde beholde alle Rettigheder selv og give Værket i Kommission. Og man sluttede Kontrakt for Skandinavien med Borups Musikforlag og for Udlandet med Kistner og Siegel i Leipzig, et Forlag som jo fra tidligere Tid var kendt som Udgiver af nordiske Komponisters Værker, f. Eks. af Gade og Johan Svendsen. Samtidig fortsatte man Etatsraad Fabricius' Bestræbelser for paa alle Maader at konsolidere Samfundet, opnaaede større Statstilskud til Trykning af Partiturerne, og endelig i Aaret 1922 kunde man med Gustav Helsteds prægtige Kvartet i F-Moll aabne Rækken af Kammermusikværker i Partitur og Stemmer. Kvartetten udsendtes i Samarbejde med Wilh. Hansens Forlag og som Nr. 7 i 3die Serie.

Denne Serie rummer i Dag 38 Værker, og ser man Serien igennem, finder man ogsaa en Række Navne af de yngste, som man har aabnet Adgang. Samfundsraadet har fornylig i Overensstemmelse med denne Tendens suppleret sig med et Par yngre Navne, saaledes at Bestyrelsen i Dag bestaar af Hakon Børresen, Jørgen Bentzon, Louis Glass, Peder Gram (der efter Alfr. Toffts Død i Foraaret er Formand), Ludolf Nielsen, N. O. Raasted (i Administrationen), Vilh. Rosenberg og Knudåge Riisager. Naturligvis var Carl Nielsen ligeledes i Bestyrelsen indtil sin Død.

Værker findes af alle Kategorier: Fu Idstændige Klaverudtog af Operaer, Koncerter i KIaverudtog og Partitur, Ouverturer, Symfonier, Strygekvartetter og andre Kammermusikværker, alle i Originalbesætning. I Anledning af Jubilæet er i Aar Udsendelsen særlig righoldig, idet den omfatter ikke mindre end 2 Symfonier i Partitur (Børresen og Høffding), en Symfonisk Suite i Partitur og Stemmer (N. O. Raasted) Koncert for Klarinet og Orkester - Partitur og Stemmer og Klaverudtog (Carl Nielsen), 2 Strygekvartetter i Partitur og Stemmer (Rud. Langgaard og Godske-Nielsen) samt mindre Stykker af Louis Glass og Alfr. Strandquist.

Samtidig med Jubilæet træder Samfundet ind i en ny Fase, nye Opgaver vil blive taget op. Man har længe haft Blik for, at der fra Tiden før 1800 i Bibliothekerne laa Værker, som det vil have stor Interesse, i videnskabelig betryggende Udgave, at faa udsendt. Som en Begyndelse havde man Ønsket under Redaktion af Dr. Jeppesen at udgive Mogens Pedersøns samlede Værker, og hertil har Samfundet haft den Glæde at opnaa Understøttelse fra Carlsberg-Fonden. Endelig vil man afhjælpe den Mangel, at en Del af de klassiske Ouverturer af Komponister som f. Eks. Hartmann, endnu ikke foreligger trykt i Partitur. Man maa ofte ved Opførelser gribe til Originalmanuskriptet, som derfor i høj Grad truedes med Forfald. Allerede tidligere har Samfundet udgivet et saadant Partitur, idet det til almindelig Forbløffelse viste sig, at Ouverturen til »Elverhøj« endnu Aar 1922 ikke forelaa i Original =n kun i utallige Bearbejdelser. - En Undersøgelse viste, at Originalpartituret ikke fandtes mere, derimod paa det kgl. Bibliothek en Afskrift fra 1828, som havde tilhørt det kgl. Teater og som man maatte anse for autentisk. Men efterhaanden var den ved megen Brug blevet i høj Grad skrøbelig, saa det var paa højeste Tid, at det blev trykt. Og det maa egentlig nærmest betegnes som utilbørligt, at et saa populært Værk ikke forlængst var udgivet.

Til Løsning af Opgaver af denne Art vil man søge at skaffe nye Midler, saa at Samfundet kan bruge sine Medlemsindtægter og Tilskud til udelukkende at hellige sig Nutidens Musik. Thi det er jo klart, at i en økonomisk vanskelig Tid som vor, vil Forlæggerne ganske naturligt være endnu mindre tilbøjelige end ellers til at sætte Penge i Koncertværker, som i allerfleste Tilfælde (uden Hensyn til deres indre Værdi) i forretningsmæssig Henseende vil vise sig at være lidet rentable. Det er derfor Bestyrelsens Maal at arbejde Samfundet frem til saa nogenlunde at kunne trykke, hvad der fremkommer af Værker indenfor dansk Musik. Derved vil man kunne yde Komponisten en uvurderlig Støtte og samtidig aabne Mulighed for, at de, der endnu interesserer sig for Musik, kan erhverve sig de danske Værker for en ganske lille Pris.

De nye Signaler har naturligvis haft Indflydelse paa Arten af Medlemmer. Tiderne har ændret sig siden Samfundets Stiftelse. Dengang blev Kunsten støttet af det intelligente Borgerskab, det var dette, der tegnede sig som Medlemmer, og hele Samfundets Økonomi hvilede paa dem. Man maatte tage det videst mulige Hensyn til, at de saavidt muligt kunde spille de Ting paa Klaveret, som de fik udleveret. En Udgave i Original Skikkelse, saaledes som den nu foretrækkes, vender sig i første Række til de musikudøvende og de musikstuderende, og den aabner Muligheder for Komponisten til at faa Værket opført. Det er erfaringsmæssig ganske unyttigt at sende en fremmed Dirigent et Klaverudtog. Et Partitur har man dog altid en Chance for, at han vil se igennem. Hovedbestanden af det nye Samfunds Medlemsliste, vil saaledes efter alle Solemærker at dømme først og fremmest komme til, at bestaa af Musikere og Musikkyndige. Et bedre Publikum kan Komponisten, som faar sine Værker ud paa Samfundet, heller ikke ønske sig, og de er i Antal mer end tilstrækkelige til at yde Samfundet den nødvendige Støtte. Men nu som altid kan enhver musikinteresseret blive Medlem for et lille Kontingent (6 Kr.), og Samfundet har øvrigt den Glæde at tælle en Række af Ind- og Udlandets Biblioteker som Medlemmer.

Man har nævnt, at det maa være vanskeligt at vælge de rigtige Værker. Der skulde jo gerne tages berettiget Hensyn til alle Retninger og Stilarter. Allerede i 1887 indførte man den Ordning at lade hvert Aar 3 af Bestyrelsens 9 Medlemmer efter Tur bestemme Aarets Levering. Herved haaber man saa nogenlunde at kunne gøre Ret og Skel til alle Sider. Kaster man et Blik paa Fortegnelsen over trykte Værker, finder man udgivet af afdøde Komponister:

J. P. E. Hartmann 9 Værker
Lange-Müller 7
Carl Nielsen 5
Kuhlau 4
Heise 4
Otto Malling 4
Gustav Helsted 4
Gade 3
Hornemann 3
Bendix 3
Tofft 3
Joh. Hartmann 2
Weyse 2
Barnekow 2
Aug. Wiuding 2
Leopold Rosenfeld 2
Roger Henrichsen 2
Buxtehude 1 Bind
Scalabrini 1 Værk
Kunzen 1
Løvenskjold 1
C. N. Hansen 1
Schulz 1
Frølich 1
Emil Hartmann 1
Fr. Rung 1
Jørgen Malling 1
G. Matthison-Hansen

Af de nulevende:
Louis Glass 7 Værker
Ludolf Nielsen 5
N. O. Raasted 3
Hakon flørresen 2
Peder Gram 2
Riisager 2
Emborg 1 Værk
Em. Bangert 1
Fritz Crome 1
Jørgen Bentzon 1
Finn Høffding 1
Gødske Nielsen 1
Rud. Langgaard 1
Alfred Krandquist 1
Flemming Weis 1

Ser man tilbage over de forløbne Aar, saa har Samfundet, undtagen i de første Aar, af sin Levetid, ført en fornem tilbagetrukket Tilværelse. Udover Medlemmernes snævre Kreds har det været saa temmelig ukendt. Men som Forholdene har udviklet sig, er dets Betydning stadig stigende.

[nodeeksempel:]
DANSK MUSIKTIDSSKRIFT MUSIKBLAD NR. 5 MARTS 1932
EFTERTRYK FORBUDT

STUDIE I VARIATIONSFORM
FOR TRE BLOKFLØJTER
af Jørgen Bentzon

Vi saa, at Musikforeningen ret hurtigt opgav sin Udgiver-Virksomhed, da det viste sig, at Salget af Publikationer var ringe, til Trods for, at der hovedsagelig var Tale om Udtog af Operaer. Udgivelsens Formaal og Økonomi var bundet til Medlemmernes Interesse for disse. Svigtede den, mistede Udgivelsen sin Basis. Foreningen blev Koncertforening, thi Medlemmerne vilde lære Musik at kende gennem Øret.

Og det vil Publikum den Dag i Dag. At lære et Værk at kende gennem Studium af Partituret er hovedsagelig Fagmandens Sag. Men naar Samfundet nu har koncentreret sig om at skabe Brugsudgaver for at muliggøre de flest mulige Opførelser, saa tjener det Komponistens kunstneriske og praktiske Interesse, dets Leveberettigelse hviler ikke alene paa Medlemsinteressen.

Ogsaa i økonomisk Henseende er det Opførelserne, der betyder noget for Komponisten. Tidligere var en Komponists eneste Indtægt, det sparsomme Honorar, som han kunde opnaa hos sin Forlægger. Nu betyder Indtægten af Nodesalget intet i Forhold til Indkomsterne ved Opførelserne. Takket være Bernerkonventionen og Lovgivningsmagterne, har Kunstneren faaet sin Ret til Værket fastslaaet, og har faaet en Indtægtskilde, som han tidligere ikke kendte. Er det end ikke store Summer, det drejer sig om, saa betyder det altid en kærkommen Støtte.

Og her yder Radioen sin betydelige Andel. Medens Radioen maa siges at have skabt Vanskeligheder for den udøvende Kunstner, saa har den bragt nye Muligheder for den skabende. Her finder man endelig et Sted, hvor man har Brug for Musik, - megen Musik, hvor den opføres for et mægtigt Auditorium, og hvor denne Opførelse bliver betalt. Jeg ved vel, at der endnu findes Mennesker som mener, at foruden en Portion Talent er ogsaa visse Dele Sult og Tagkammer nødvendige Ingredienser til Skabelsen af et Mesterværk, og der henvises til klassiske Forbilleder. Men her er Sandheden vist ikke et »fordi«, men et »til Trods for«. Talentet var stærkt nok til at skabe et Mesterværk trods alle ydre Vanskeligheder. Et beskedent Økonomisk Udbytte af hans Værk vil aldrig skade en Kunstner, tværtimod øge hans Selvtillid og hans Lyst til Produktion.

Og endnu mere betyder dette for ham: at se sit Værk trykt! Hos »Samfundet« kan det ske. Han faar ganske vist ingen kontant Honorar, men hans Opførelsesrettigheder lades ham ubeskaarne, og Nodematerialet til Opførelserne giver Samfundet ham. Saaledes har »Samfundet« sin store Mission, er i Pagt med Nutiden, og er derfor trods sin Alder saa frisk og levedygtig som nogensinde før.

XXX