Dansk musik af idag. Nye danske noder

DANSK MUSIK AF IDAG

NYE DANSKE NODER

AF RICHARD HOVE, THISTED

MEDENS man maaske kan sige, at Danmark har en for frodig Bogavl, saa har Musikudgivelsen altid været meget ringe, og Offentligheden har kun haft ringe Mulighed for at gøre sig bekendt med vore Komponisters Produktion. Derfor er »Samfundet til Udgivelse af dansk musik«s aarlige Publikation i sig selv en Begivenhed, og den er det i Aar i særlig Grad, da den i Anledning af »Samfundet«s 60 Aars Bestaaen er bleven særlig fyldig. Det lønner sig derfor at se nærmere paa denne betydelige Nodepakke og prøve, om man af den kan slutte noget om dansk musiks Stilling i Dag - et Spørgsmaal, der ved Carl Nielsen's Død er bleven meget brændende. Nu maa det dog her først bernærkes, at Carl Nielsen selv sad i »Samfundet«s Bestyrelse og har deltaget i Værkernes Udvælgelse. De bærer altsaa ikke det Præg, som den næste Levering maaske kan faa af, at nye Synspunkter melder sig med nye Krav, skønt Carl Nielsen med sine 65 Aar bestandig stod paa Ungdommens Side. De har heller ikke noget Præg af en særlig Mindelevering, noget man ogsaa kunde tænke sig naturligt for næste Levering, idet af Carl Nielsens Hovedværker baade sjette Symphoni, Fløjte-Koncerten og det sidste store Orgelværk er utrykte. Leveringen maa altsaa betragtes som et Udsnit af skabende dansk musik, som den er i Dag og giver virkelig ogsaa et godt Udtryk herfor, navnlig naar man ogsaa formaar at læse mellem Linierne.

Til Udgivelse er kommen 8 Værker alle af nutidige Komponister, nemlig Partiturerne til Hakon Børresens tredie Symphoni, en symphonisk Suite af N. 0. Raasted, Finn Høffdings tredie Symphoni, Carl Nielsens Klarinetkoncert (ogsaa Klaverudtog), Strygekvartetter af Sv.Godske Nielsen og Rud Imm. Langgaard, et Vocalværk af Alfr. Strandquist og tre Klaverstykker af Louis Glass. Som man ser, vil man finde næsten alle Afskygninger af dansk Musik repræsenterede.

Først Orkesterværkerne. Hakon Børresens bredt anlagte, flot klingende C moll Symphoni bringer Bud fra det Slægtled, som nu er det ældste i dansk musik. - Gammeldags musik - romantisk Musik, et godt Udtryk for Børresens Omfang som Komponist, hans Evne til at spille paa det store Orkester, saa det klinger. Det er hans Lærers, Johan Svendsens Skrivemaade, der stadig bærer hans værk, og Svendsen var Komponist, selv om der i nogen Grad om ham gjaldt det samme som om Gade, at deres Personlighed fik rigere Udløsning i deres Direktion end i deres Produktion - de kendte deres Orkester for godt til at stille det de Problemer, der flytter musikkens Grænsepæle. Men mon der nogensinde har eksisteret Problemer af kunstnerisk Natur for Hakon Børresen? Problemer, det var en Livs- og Dødssag at løse, som tvang ham til at skrive. Symphonien bringer i alle Fald ingen, den synes at være lavet paa Grundlag af en Evne til at beherske musikkens Apparat med en Lethed, der lader ham sætte det ene flot klingende, men letkøbte bekendt klingende Therna op efter det andet og sammen med det andet. Symphonien er tilegnet det kongelige Kapel, som sikkert vilde kunne faa den til at klinge meget bestikkende; men som saavidt mig bekendt har ladet den ligge - og kommer den ikke til opførelse der, paa Grund af Børresens repræsentative Stilling i dansk Musik, er jeg bange for, at dens største Betydning ligger deri, at den er velegnet til Brug ved Undervisning i Partiturlæsning. Nogen Indsats i dansk musikliv er den ikke.

Saa følger Raasteds »Finske Stemninger«. Man aabner dem med Forventning og lukker dem med en Følelse af Skuffelse. Det synes her som Raasted i mere end een Forstand befinder sig paa fremmed Grund. Raasted har et meget ejendommeligt og særpræget Fysiognomi. Hans Stilling er i en særlig Grad Overgangens og Brydningens mellem to musikalske Tidsaldre; men samtidig er der absolut ikke nogen Brydning i hans musikalske Temperament. Han bygger i sine bedste værker, de store Orgelsonater, hvor han har gjort en enestaaende Indsats i dansk Musik, i de dygtige Strygekvartetter og den storstilede acappella messe, netop paa den sikre Grund - paa en fremragende og velfunderet kompositorisk Kunnen. Han opstiller ikke Problemer, der sprænger hans Væsen, men bygger maalbevidst Værker af fornem musikalsk Arkitektur, som man føler sig tryg overfor. Her hersker ikke Kapricen, men en lovordnet Skønhed, hvis Styrke netop er den gediegne Udarbejdelse af kræsent valgte themaer. Men i den senere Tid synes Raasted at have faaet nye Interesser. Det begyndte i Serenaden for Fløjte, Obo, Viola og Violoncel op. 40, som ogsaa er udgivet paa »Samfundet« (i 1925). Der er en »fransk« Tone over den, som overrasker hos Regers eneste danske Elev; men det er et ualmindelig smukt klingende og taknemligt Stykke Musik, som man altid hører med stor Glæde. Senere genoptog Raasted denne impressionistiske Skrivemaade i den lille Sonatine for Obo op. 44; men nu skulde disse Ideer frugtbargøres for Orkester, og her synes Raasted som alle Organister at være kommet paa fremmed Grund. Partituret er ikke just »tæt«; men Orkestret arbejder tungt. Selve Ideen er ogsa farlig - at ville skildre en melankolsk Monotoni musikalsk udsætter altid Komponisten for at komme til at virke langtrukken og kedelig, det værste der kan overgaa en Musiker, og Raasted kan ikke siges ganske fri for dette triste Resultat, trods den knappe Form han har sine Satser i. Det bunder ogsaa i de anvendte Motivers ringe Bærekraft. Der skal en meget stor mester til at omforme et Thema fra Folkemusikken, såtaledes at det er anvendeligt til symphonisk Behandling. Mange nyere Komponister er falden i denne lumske Faldgrube. Det mærkes stærkt i sidste Sats, hvis Thema netop ikke kan bære den store Opsætning, det er Genstand for, fordi der ingen Udvikling sker. Der er ingen Mulighed for at hæve det til Symbol, og lade det krone en Udvikling. Raasted forsøger heller ikke paa det, og det er selvfølgelig bedre end Børresen, der lader et Rondothema, som i sig selv ikke formaar at vedligeholde Interessen de Takter, det spiller, spinde sig ud i 60 Sider Partitur og gennemgaa alle Kompositionsteknikkens Muligheder, ligetil det optræder omsat i Dur i fordoblede Nodeværdier blæst af Basuner - al den Luft, der er i Blæsernes Lunger slaar nu engang ikke til, til at puste en myg op til en Elefant. - Der er en uomgængelig Forskel paa Aand og Vind.

Medens disse to Værker repræsenterer to Stadier af en Musik, der har overlevet sig selv, saa staar Finn Høffdings Symphoni midt i den Livets Brænding, som i disse Aar har virket saa voldsomt i Musikkens Kunst, i hvilken meget, som i og for sig er baade velklingende og dygtigt, er gaaet under uden Haab om Redning, og hvoraf det nye er løftet frem med stærke særprægede Træk; men endnu ogsaa. med Spor af Katastrofens Voldsomhed. Dybets Dynd hænger ofte ved - Formen er endnu ikke skyllet ren overalt. Dansk Musik havde en stor Nedgangsperiode efter Hartmann og Gades Tid. Den stod omkring Aarhundredskiftet uden aandelig Fører. Lange-Müller, der paa dette Tidspunkt absolut var vor betydeligste Komponist, savnede netop de Egenskaber, der midtpunktsamler en Ungdom og virker som et Bannermærke. En saadan Skikkelse blev Carl Nielsen femten Aar senere: men fra 1890 til 1915 vil man forgæves lede efter et fast Punkt i dansk Musikliv.

Det er fuldt berettiget, at Finn Høffding har faaet et saa stort Arbejde trykt i »Samfundet«, idet denne Symphoni maa anses for et Udtryk for den nye Musikstil paa dansk Grund, der virkelig er lykkedes. Ikke saaledes, at vi her staar overfor noget enestaaende genialt. Forhaabentlig vil Høffding skrive endnu bedre og betydeligere Musikværker ogsaa i denne Form; men her er den lykkelige Ligevægt mellem Evne og Kunnen, mellem Inspiration og Maal, som betinger et virkeligt Kunstværk. Og saa har Høffding tillige en betydelig Melodievne og en Beherskelse i Dissonansbrug, som gør hans Værk mere umiddelbart tilgængeligt, derved at han trods sin absolut moderne Skrivemaade ikke støder et stort Publikum fra sig, som under Indtryk af stærk og uforberedt Dissonans ofte reagerer saaledes, at de ophører at høre efter det virkelige Musikindhold af Forargelse over et uvant Harmonisystem. Det menneskelige øres Evne til at opfatte Samklang har saalænge vi kender Musikken tilbage gennem Tiderne haft ubegrænset Udviklingsmulighed, medens der synes ganske bestemte Grænser for, hvad man kan opfatte som en naturlig melodisk Tanke.

Høffding foreskriver et begrænset Orkester - 40 Mand - og allerede heri er der en Reaktion mod en tidligere Tids Trang til bestandig Forøgelse af Klangmassen - en Begrænsning, der ingenlunde hæmmer den fysiske Voldsomhed af Lyden, hvor den er logisk ønskelig - Partituret indeholder vældige Stigninger, der »slaar« klangligt meget stærkt paa Grund af den rigtige Udnyttelse af Instrumenterne. - Det mest iøjnespringende ved dette Orkester er selvfølgelig de to Klaverer, som danner et bestandigt Fundament i Klangbilledet. De er som et Staalskelet igennem Tonearkitekturen og danner et symbolsk modbillede til den Strygernes Tremolotaage, der karakteriserede det store Symphoniorkester hos de efterwagnerske Komponister. Det rumfyldende Tonebrus er afløst af skarpt afgrænset Klang, hvor Elementarfarverne staar klarere og faar forhøjet Glans gennem Kontrast. Men ligesaa vigtig og betydningsfuld som Klaverindsatsen er Strygeorkestrets Omorganisation. Komponisten foreskriver 10 Violiner, 5 Bratscher, 3 Celli og 3 Basser, og udnytter disse Strygere som de fire Farver i Kvartetten, saaledes at han aldrig deler sine Violiner i to Stemmer. Der opnaaes derved en stærk Intensivering af Violinklangen, ligesom Kontrabassen ganske bliver løst fra Violoncellen, der kommer i virkeligt Tenorleje. Dette Strygeorkester er i Klangdimension, langt bedre afbalanceret med den normale Blæserbesætning end Aarhundredskiftets Symphoniorkester med de 32 Violiner, overfor hvilke Træblæserne altid kom til at virke solistisk. En saadan Omlægning af Klangelementerne naaes kun gennem en ny Stils Krav - der er intet af den romantiske Musiks Stof i Høffdings Symphoni - intet i Klaverernes udstrakte Benyttelse, der minder om Klaverkoncert. Snarere føres Tanken hen paa Bartóks Betegnelse af Klaveret som »Perkussionsinstrument«. Maaske gøres der undertiden en lidt for udstrakt Brug af smaa Seconder i Klaveret, det er et fortrinligt Virkemiddel: men det kan trætte som Maner, og det kan undertiden ogsaa grumse Klangen unødigt. - Symphonien har fire Satser - en fanfarepræget Introduction, hvor man straks mærker, at Komponisten har noget nyt paa Hjerte og kan sige det, en mørk og tung Lento, en Scherzo, og en herlig klartformet Finale - dens Indgangsthema viser netop - trods det straks fremsættes som en hel og afrundet musikalsk Sætning - stor Udviklingsevne og ægte symphonisk Holdning. Skulde der rejses Indvendinger mod Formen, saa vil jeg tillade mig at udtale min Tvivl om Scherzoen overhovedet har Berettigelse i den moderne Symphoni. Den virker som en organfremmed Indplantning, uanset at den her er et elegant selvstændigt Musikstykke. Men i den symphoniske Forms Problem har denne Sats sikkert udspillet sin Rolle. Den kulminerede hos Beethoven, allerede hos Romantikerne forsvinder den egentlige Scherzoform og erstattes af Intermezzoet - og efter at Udviklingen har gennemløbet alle Faser med Hensyn til at lægge Vægten paa Symphoniens forskellige Satser, afsluttet med Bruchner og Mahlers Kamp for Finalesymphonien, hvor sidste Sats var Maalet, der skulde tilstræbes og som skulde krone Værket og udløse den kunstneriske Idé, staar vi nu atter ved den gamle tresats Symphoni. Hvorledes denne Form virker i rent moderne Tankegang, saaes i Jørgen Bentzons "Symphoniske Trio", som »Samfundet« udgav i Fjor, og som vel nok er det betydeligste moderne Musikværk paa dansk Grund.

Om baade Bentzon og Høffdings Værker gælder det, at de er af en afgørende forbilledløs Selvstændighed. Det er hverken Hindemith eller Stravinsky, hverken Honegger eller Schönberg, det er dem selv. Dette er det allerbetydningsfuldeste ved den Musikergeneration, der nu gaar ind i deres Manddoms bedste Arbejdsaar, at de har et selvstændigt Tonesprog - et eget Musikstof - hvis Kærne nok skal udkrystallisere sig ined Præg af dansk Sind og Natur, saaledes at deres Danskhed maa blive deres fornemste Særpræg, naar Afklaringen er naaet, ligesom det blev for den store ungdommelige Radikaler Carl Nielsen, da Tidens Fylde naaede ham, fordi al stor Kunst, som har almenmenneskelig Gyldighed, har sine Rødder i et Fædrelands Muld.

Denne Afklaring hæmmer ingen Udvikling. Den Stivnen, som Ungdommen saa hæftigt frygter, som den trodser og flygter for, kommer nemlig ikke til de udvalgte - derfor er Carl Nielsens Klarinetkoncert, op. 57 Nutidsmusik, Fremtidsmusik og fuld af kære gammelkendte Træk for den, der er fortrolig med Carl Nielsens Livsværk. Det er sikkert det i harmonisk Henseende radikaleste værk, Carl Nielsen skrev. Det møder Tilhøreren med paradoksale Vendinger ligefra de første Takter - dette folkelige unisone Thema, der kommer slentrende ind i magelig F dur; men allerede i tredie Takt naar en halv Tone for kort, og derfor vender om til Fes dur retter det og i Løbet af et øjeblik forvirrer al Tonalitetsfølelse undtagen hos Komponisten, som ikke et øjeblik følte Trang til at optræde som Atonalist, men blot havde en Skælm i øjet. Klarinetkoncerten er helt igennem lunerig og lunefuld Lyrik. De store Symphoniers Problemer var løst; men selve Naturklangen optog Carl Nielsen sammen med drilske Problemer, sorn fører til, at han gør Alvor af den gamle Musikervittighed om at skrive en Duet for Klarinet og Lille Tromme. Han skriver de skønneste sangbare Sætninger og plejer sin Trang til at bruge et Intervalspring i Solostemmen med haardnakket Vedholdenhed, indtil den oprindelig ganske fremmede harmoniske Underbygning bøjer sig for Klarinettens Vilje, og den naturlige Opløsning af Spændingen indtræder. Han bruger Themaer af primitiv Selvfølgelighed, som efter den første Cadence, og inden der er forløben otte Takter, sidder man blændet over den indre Udviklingsmulighed, de indebar, og den logiske Samhørighed de har med Helheden. - I Adagioen lukker den melodiske Salighed sig samm'en over Hovedet paa os. Hvor havde han en forunderlig Styrke, en Toneintensitet, som er uden Lige - og den fulgte ham hele hans Liv. Det man først mindes, naar man hører denne Adagio, er Samuels Strofer fra »Saul og David«, da han kroner David og dør, og Andanten af anden Symphoni. Under hvert Sted forskellige Omgivelser og Forudsætninger er det det samme melodisk harmoniske Stof, der slaar igennem. I tredive Aar formaaede Carl Nielsen at holde denne Hjerteflamme hed og lysende - han var en stor Mester.

Klarinettens Stemme er den Kaprice, der sætter Spillet i Gang for denne Sinde. Komponisten har lyttet sig ind til det intimeste Samliv med dens Klang, afluret den dens Ejendommeligheder i alle Registre og ladet den forme Themaerne for sig. Den betydelige musiker som med et Smil sagde til mig efter Førsteopførelsen, at det lød som Høns, der havde faaet Korn med Brændevin paa, var slet ikke saa langt fra at forme en rammende karakteristik. - Hønsepludder og Fuglekvidder er der fuldt af i Klarinettens Natur, og det er altsammen funden frem, og det djærve folkelige Væsen og den brede Humor. Der er en dybtgaaende Instrumentalkarakteristik i de thematiske Ejendommeligheder i den heroiske og elegant vittige Violinkoncert, den melodiske og naive Fløjtekoncert og denne varmblodige Fantasi ov'er et folkeligt Thema - for det indledende Thema slipper Carl Nielsen nemlig ikke hele Koncerten igennem. Det lød, da Koncerten begyndte, som en tilfældig Strofe tankeløst spillet paa Klaveret med een Finger; det ender som Symbol. Intervallernes Kraft lyser ud af det - saaledes og ikke med Basunstød besejrer et Thema Tilhørerne.

Efter at have besteget en saadan Tinde i dansk Musik, er det lidt svært at komme ned igen til det jævne Haandværk, for andet repræsenterer Sv. Godske-Nielsens Strygekvartet ikke. Dygtigt Haandværk; men uendelig kedeligt. Egentlig synes jeg sjældent, at jeg har mødt et saa udpræget Stykke Papirmusik. - Det ser velskrevet og ikke uinteressant ud i Nodebilledet med den gode Stemmebevægelse og de klare Linier; men det er haabløst blottet for Sang og Lune. - Mon den udvælgende Bestyrelse ikke burde foretage en praktisk Prøve paa Værkerne, før de blev udsendt - dersom det var sket, var dette Værk aldrig bleven trykt. Første Sats ser ud som Brahms og sidste Sats har Faconen fra Schuberts store Finaler paa G-dur og D-moll Kvartetterne; men de lyder desværre ikke saadan. Det er utroligt, at Komponisten selv har kunnet huske, hvad han skrev, saalidt synes det at komme fra en indre levende Kilde. En dygtig Konservatorieopgave; men Kunst -- aldrig! I ingen af Satserne aner man denne guddommelige Gnist, uden hvilken Nodeskrivning maa anses for det goldeste Tidsfordriv, der findes. Denne guddommelige Gnist er derimod tilstede i Rud Im. Langgaards Kvartet, hvis tre korte Satser er Eruptioner af et eventyrligt Temperament og en Fantasi, der er ophedet til Smeltepunktet. De overspændte Tempobetegnelser viser det. Komponisten har klogelig oversat de vigtigste, for Udtryk som: Allegro rapinoso, con snervatezza, Scherzoso schernevolo, risata, scampanata, smanioso bører ikke til det almindelige Musikeritaliensk - medens Betegnelser som Furioso mortifero og Pesante collerico er mest kendt fra Vittighedsbladenes Opfattelse af Virtuoser med langt Haar og Flygelvanvid. Imidlertid skjuler der sig virkelig Musik bag disse kunstige Betegnelser. For det første ved Langgaard, hvad der klinger for Strygeinstrumenter, for det andet har hans Sats, der egentlig er ganske ukompliceret, stor indre Slagkraft, naar man kan hidse sig op til de Lidenskabens Temperaturer, hvor Komponisten befinder sig. Det er i alle Fald en fuldt berettiget Publication, hvad jeg ikke synes, man kan sige om Godske-Nielsens Kvartet, og det var maaske ogsaa muligt i Langgaards store Production at finde endnu betydeligere Værker, der fortjente Publication. Der foreligger fra Langgaards Haand uomtvistelig meget forfejlet, skruet og hysterisk Musik; men der er lige saa afgjort Ting af et oprindeligt Talent, saa det vilde være af Betydning, om der kunde træffes et Udvalg. Kritikkens Jagt paa det mærkelige Dyr, der er aparte og skal nøfles, bør høre op, for der er ingen Fare paa Færde, der kommer ingen Svane paa hvide Vinger ud af den Ælling; men en fremmed Fugl er det i Andegaarden; den er jaget hensynsløst og skriger ad alle; men det var vist alligevel værd at se den, naar den fik Tid at glatte Fjerene, der er Farver i dem.

Tilbage staar to smaa Arbejder, som er meget pænt gjorte, dersom der blot var nogen Brug for dem. Alfr. Strandquists Komposition for Sopran, Violin og Orgel vilde for tyve Aar siden være bleven opfattet som Fremskridtsmusik, som man med Begærlighed vilde have grebet som Programnummer til den da brugelige mærkelige Form for »Kirkekoncert«. Nu er denne Form for Musiknydelse vistnok ved at uddø. Der udføres af vore unge Organister et betydeligt Arbejde for at højne den Musikkultur, der særlig knytter sig til Kirken og Orglet. Dette Arbejde udføres for Tiden væsentlig paa et historisk Grundlag og henter sit Stof fra Kirkemusikkens Guldalder og har endnu ikke sat sig Spor i en nutidig Komposition, hvis Aandsindhold falder sammen med Kirkens Aand og Maal. At en saadan Kompositionsform engang atter vil komme, tvivler jeg ikke om; men Timen er ikke modnet dertil endnu, og det foreliggende smukke lille Arbejde maa sikkert ses under samme Synsvinkel som de tre uskyldige Klaverstykker af Louis Glass. »Samfundet«s Bestyrelse har villet gøre noget for de Medlemmer af Foreningen, der ikke er Partiturlæsere. Desværre er det vel et forgæves Forsøg. De faa, der er Medlemmer af denne ret exclusive Forening, er i for høj Grad med i Musikkens aktuelle Rørelser, til at de vil lade sig tilfredsstille af denne elskværdige, men desværre interesseløse Musik. Den hører afgjort til den Kategori, hvorom jeg tidligere i denne Artikel skrev, at den trods Velklang og dygtigt Arbejde var skyllet bort af den Omvæltning, der er sket i Musikkens udtryksmaade.

Den nye musik savner i høj Grad et Udtryk for Klaverets Ydeevne. Den har, hvor den er kommen Problemet nærmest, frembragt en Art Undervisningsmusik for støre Børn - uden det derfor er lykkedes at faa skrevet en virkelig Børnemusik - det er vist kun Bartók, der har haft det Held at ramme det rigtige i sine fire Hefter »Für Kinder«. Klaveret er bleven forsømt af Hensyn til Melodiinstrumenterne, hvad der er naturligt med den Bevægelse bort fra det gamle Harmonisystem, der er sket. Men Klaveret maa erobres igen. Det har mange Egenskaber, der er grundegne for den nye Musik, den store Klarhed i Linjen, Tegningen forud for Farven, Letheden ved at give Udtryk for exact Rytme, Klangens Mangfoldighed i de forskellige Registre og alligevel en absolut Nevtralitet, en usentimental Saglighed, som man skulde synes maatte virke fristende paa netop den Slægt, som fører Tidens Sprog. - Mærkeligt forresten at en Komponist som Høffding, der saa stærkt interesserer sig for Klaverklangen endnu ikke har givet os et afgørende Klaverværk. Men Glass Klaverstykker flytter altsaa ingen Grænsepæle. »Samfundet« har efterhaanden udgivet et ikke ringe Antal af Glass Værker, og med Rette, for han har ofte et betydeligt Musikindhold, har Fantasi og Ide; men desværre har han relativt sjældent nået at give det helt betydelige. Hans store Symphonier indeholder ofte storslaaede Partier blandet med underligt ubehjælpsomme Perioder. Bedst er han sikkert i sin Kammerniusik, de nu næsten glemte Violin-og Klaversonater og den virkelig helstøbte Klavertrio - uudgivet er bl. a. en Klaverkvintet, som siges at være et fremragende Arbejde, som »Samfundet« maaske burde overveje at udsende, da den danske Litteratur for denne taknemlige Besætning er meget sparsom. I sine sidste Værker er Glass falden for at lave en temmelig billig Programmusik. Hans nylig opførte »Elverhøjssuite« hørte til en nu ganske uddød musikform, der virker som et »livagtigt« Theater og aldrig som den Natur, som det energisk giver sig ud for at skildre. - Det havde sikkert været bedre, om man havde erstattet disse sidste to Værker med ældre danske Musikværker, der havde virkelig stilhistorisk Interesse og et Musikindhold, der betyder noget - der er nok at tage af. Iøvrigt er man jo tilbøjelig til at mene, at det ikke drejer sig om »Toneværker af blivende Betydning«, som det hedder i Formaalsparagraffen i Lovene.

Spørger man nu, hvad der opnaaes ved disse Publicationer, der foregaar med nogen Statsstøtte, staar man straks overfor et større Problem, idet det i sig rummer en god Del af dansk Musiks Fremtidsskæbne. Dansk Musikliv befinder sig for øjeblikket i en afgørende Krise.Mindre fordi Koncertbesøget svigter, end fordi den Faktor, der i Løbet af de sidste fem Aar er bleven Enehersker over alt musikliv i Danmark - Statsradiofonien - ikke ledes med tilstrækkeligt aabent Blik for den moralske Forpligtigelse, den har overfor dansk Musik, efter at den praktisk talt har udryddet alle de Foreninger, der tidligere løste Opgaver for dansk Musik. Radioen har ved sine mægtige økonomiske Midler og sin ubegrænsede Tilhørerkreds Muligheder for at redde enhver Værdi, der overhovedet findes i dansk Musik - og for at virke direkte propaganderende for Musikkens Andel i dansk Aandsliv overfor Udlandet gennem sine stort anlagte Torsdagskoncerter, der averteres internationalt og faktisk ogsaa aflyttes over store Dele af Nordeuropa. Men i Stedet for her at gøre en Fortrinsindsats for dansk Musik, synes det at være Programledelsen om at gøre at vise, at vi i Danmark ogsaa har Raad til at købe de gængse internationale Pultvirtuoser til at give Gæsteoptræden med de sædvanlige Præsentations-numre. Vi driver altsaa aldeles ingen Propagandapolitik; men har paa dette Omraade ogsaa en sørgelig slet Handelsbalance, idet vi er fortrinsvis importerende. Der er ingen Tvivl om, at et Værk som Carl Nielsens Klarinetkoncert blæst af en Mester som Aage Oxenvad harbetydelig international Interesse. Radioen har transmitteret dansk Koncertforenings Opførelse af Koncerten; men den burde have opført den ved een af Torsdagskoncerterne, ligesom den i det hele taget burde have udfoldet den største Propaganda for Carl Nielsens Livsværk - det kan man med Rette vente og kræve af den danske Statsradiofoni, før den interesserer sig for Verdis Operaer paa Originalsproget og Mussorgskys svagere Værker.

Noder er nemlig ikke Musik. Det er kun den levende Klang. Og i saa Henseende staar det endnu ringere til i Danmark med Musikkens Kaar end med Nodeudgivelsen. Vi har - endnu - i dansk Koncertforening et Sted, hvor der paa tre-fire aarlige Koncertaftener forsøges at give et Overblik over, hvad der skrives af nyt. Meget mindre fuldkomment kommer her til Orde - deri er der intet, der i og for sig er forkert. Det har uvurderlig Betydning for en Komponist at faa Lejlighed til at høste praktisk Erfaring. Men der findes ingen Mulighed for at bjerge de virkelige Værdier, for at udnytte de modne Frugter, naar Radioen stadig gaar udenom sin selvfølgelige Hovedopgave: fortrinsvis at dyrke den danske Musik. Radioen som Magtfaktor kom bag paa Musiklivet. Den fik i for høj Grad Lov til at blive præget af en Enkeltmands Ideer og Sympathier; men efterhaanden som den har knust alt selvstændigt Musikliv, maa det kræves, at den ledes paa en saadan Maade, at den ikke er til direkte ødelæggelse af dansk Musiks Kaar. Dansk Musik er et positivt Udslag af vort nationale Aandsliv og maa paa ingen Maade holdes nede, fordi den store Musik kræver et stort Apparat for at klinge. Apparatet findes - Noderne er her - men de skal spilles.