Et Schubert-problem løst!

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 04 - side 117-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ET SCHUBERT-PROBLEM LØST!

AF TH. RISCHEL

SOM de fleste af Læserne sikkert ville erindre, vakte det for ca. 14 Aar siden stor Opsigt i den musikalske Verden, at der var bleven fundet et egenhændigt Manuscript af Franz Schubert, indeholdende en hidtil ukendt Kvartet for Fløjte, Guitarre, Bratsch og Violoncel. Af hans paategnede Datering fremgik, at den var nedskrevet, da han kun var 17 Aar gammel. Kvartetten blev fremført paa flere offentlige Koncerter i Tyskland og Østrig; herhjemme ifjor Vinter af den herværende Kammermusikforening, og overalt vakte den stor Opmærksomhed ikke alene ved sin Skønhed, men hos Kendere tillige ved sine instrumentale Egenskaber, i hvilken Henseende den overgik Schuberts tidligere Ungdomsarbejder.

1 1928 dukkede der nogen Tvivl op om Kvartettens Ægthed, idet en ansét Schubert-Forsker, Otto Erich Deutsch, fremsatte den Formodning, at Schubert havde benyttet en Terzet af en eller anden af Datidens mindre bekendte Komponister og selv kun tilføjet Cello Stemmen. De Omstændigheder, som Deutsch paaberaabte sig, var dog allerede blevne bemærkede af andre Forskere og udlagte som ikke stridende imod Schuberts Paternitet til hele Kvartetten, hvorfor de blev stærkt imødegaaede, ogs hans Paastand vandt da heller ingen Tiltro.

Men ganske nyligt gjorde Forfatteren af den foreliggende Artikel et Fund, der afgav et uigendriveligt Bevis for, at Deutsch i alt væsentligt dog har haft Ret. Der vil i det meget forsinkede, endnu ikke udkomne Dobbelthefte for November-December 1931 af Maanedsskriftet »Die Gitarre« (Berlin) paa min Foranledning fremkomme en udførlig Redegørelse af Bladets Redaktør Schwarz-Reiflingen og ligeledes i »Zeitschrift für Musikwissenschaft«, men da Sagen ogsaa maa antages at interessere danske Musikvenner, skal her gives en kort Fremstilling af Sagens Forhistorie og dens endelige Løsning.

Manuscriptet blev fundet i den lille østrigske By Zell am See, ca. 55 km syd for Salzburg, paa et Landsted, tilhørende Ægteparret Karl og Marianne Feyerer. Da Fru Feyerer ryddede op paa Loftet mellem gamle Bøger og Noder, kom Manuscriptet for Dagen. Dets Tilstedeværelse i Huset mente hun at kunne forklare saaledes: Hendes Grandonkel, Ignaz Rosner, Embedsmand ved den k. k. Mønt i Wien, var meget musikalsk, spillede Fløjte og Violoncel og hørte til den unge Schuberts Omgangskreds. Direkte eller indirekte var Manuscriptet bleven overladt ham, og efter hans senere Indgifte i Familien Feyerer kom det ved Arv i denne Families Besiddelse.

I Heftet laa en gulnet Seddel med Paaskrift: »Von Franz eigenhändig geschrieben«. Iøvrigt er Manuseriptets Ægthed hævet over enhver Tvivl, da saavel Schuberts Navn, som findes over første Linie, som Nodeskriften er ganske den samme, som kendes fra hans øvrige Manuscripter. Over første Linie har han skrevet Datoen 26. Februar 1814, som sikkert angiver den Dag, da han har begyndt Nedskriviningen. Kompositionen bestaar af fem Satser: I. Moderato, II. Menuetto, III. Lento é patetico, IV. Zingara og V. Tema con variazioni med Overskrift: »Ständchen: Mädchen, o schlumm're noch nicht«, med 5 Variationer. - Af disse Variationer er dog Nr. 1 og 3 kun antydede, idet Schubert her har skrevet: »Die erste Variation bleibt die nämliche, das Violoncello schweigt«, og: »Die 3. Variation ist hier die 2. im gestochenen Terzett. Das Violoncello schweigt«. Af Variation Nr. 5 findes kun 3 Takter. Rimeligvis har der været flere Variationer, men disse har da staaet paa de senere afrevne og bortkomne sidste Blade af Manuscriptet.

Efter at Aviserne havde bragt Meddelelse om Fundet, indløb der mange Forespørgsler fra Udlandet om Prisen paa Manuscriptet, men da der forlangtes 400 Dollars eller 2,680,000 Mark efter den daværende Kurs, og da Udførslen af Manuscripter fra østrig dengang var forbudt, blev det foreløbig ikke solgt. Senere er det erhvervet af en Privatmand i München. Samme Aar, 1918, fremkom i Zeitschr. f. M. (Aarg. I. Hefte 3) en udførlig Beretning og Vurdering af Kvartetten ved den ansete Komponist, Professor Heinr. Kasp. Schmid, Direktør for Konservatoriet i Karlsruhe. Bl. a. fremhævede han den Overlegenhed, hvormed Schubert havde behandlet de enkelte Instrumenter og udnyttet deres særegne klanglige Egenskaber, i hvilken Henseende Kvartetten stod betydeligt over Schuberts tidligere Kompositioner, og om tredie Sats: Lento é patetico, skrev han, at man i Schuberts tidligere Produktion forgæves vil søge noget tilsvarende, samt at den »in seiner durchgreifenden Ausdrucksfähigkeit nicht nur den echten, sondern schon den ganzen Schubert zeigt«. Mindre kunde ikke gøre det! Senere havde Redaktøren af »Die Gitarre«, Schwarz- Reiflingen, ogsaa Lejlighed til at undersøge Manuscriptet, og i nævnte Blads November-Hefte Aar 1922 skrev han, der er en Autoritet paa Guitarrens Omraade, bl. a.: »Seine Gitarrensatz ist musterhaft, frei von allen Vorbildern, durchaus in den Grenzen des Instruments bleibend und lebendig aus seinem Klang schöpfend. ......Es finden sich alle Möglichkeiten der gitarristischen Schreibweise, wie bestimmte dem Instrument besonders liegenden Akkordfortschreitungen, Stiminführungen, Barrégriffe, Lagenspiel, Auswechseln der Register, Vorschläge, Flageoletts, u. a. m....Die sich im Manuscript vorfindenden Verbesserungen legen die Vermutung nahe, dass Schubert selbst die Gitarrenstimine durchgespielt und berichtigt hat«. Dette tilsyneladende grundige Kendskab hos Schubert til Guitarrens mange Særegenheder var saa meget mærkeligere, som man tidligere antog, at han ikke havde dyrket Guitarren i videre Grad. Med Sikkerhed vides kun, at han forinden har skrevet en lille »Festkantate« for 3 Mandsstemmer med Guitarre-Accompagnement i Anledning af hans Faders Navnedag d. 27. Sept. 1813. En Del af hans Sange er vel udgivne med både Klaver- og Guitarre-Accompagnement, men grundige nyere undersøgelser har vist, at Forlæggerne har ladet andre arrangere Guitarre-stemmen.

Den første offentlige Opførelse af den genfundne Kvartet fandt Sted ved den fjerde rhinske Kammermusikfest. d. 6. Juni 1925 paa Slottet i Brühl ved Køln og med den bekendte Kammervirtuos Heinrich Albert som Guitarrist. Den næste Opførelse fandt Sted den 4. maj 1926 ved den af Wiener Schubert-Bund med særlig Højtidelighed afholdte 50de Schubertiade i Videnskabernes Akademis Festsal i Wien.

Samme Aar udkom Kvartetten paa Drei Masken Verlag i München i en smuk Udgave og med en meget udførlig »Einführung« af den udmærkede Musikbibliograf Dr. Georg Kinsky, som tillige har fuldført den ufuldstændige sidste variation af Sats V paa Grundlag af det givne Tema.

Først i 1928 dukker Tvivlen om Schuberts Paternitet til Kvartetten op. I nævnte Aars Juni Maaned udgav »österreich. Gitarre-Zeitschrift« et Særhæfte: »Schubert-Gabe«, hvori fandtes bl. a. en Artikel med den noget mærkelige Overskrift: »Schubert ohne Gitarre« af den allerede nævnte Schubert- Forsker 0. E. Deutsch. Og i November-Heftet af Z. f. M. gentog han ialt væsentligt Artiklens Indhold. I Artiklen hæfter han sig dels ved, at Schubert ovenover Kvartetten først har skrevet »Terzett«, men derefter har overstreget Ordet og erstattet det med »Quartetto«, - dels ved Schuberts tidligere anførte Bemærkninger vedrørende Variationerne 1 og 3. Disse Omstændigheder var af Schmid, Schwarz-Reiflingen, Kinsky o. a. blevne forklarede saaledes: Schubert havde først skrevet en Terzet, og denne var bleven »stukket«, d. v. s. graveret, men Trykningen var af en eller anden Grund bleven opgivet. Derefter havde Schubert udvidet den til en Kvartet, men denne var hverken bleven stukket eller trykt. Endvidere hævdede de, at hvis Schubert ikke havde komponeret hele Kvartetten, vilde han ikke have skrevet sit Navn ovenover den. Det overstregede Ord »Terzet« forklaredes som hidrørende fra en Fejlskrift. Deutsch derimod antog følgende: Der har foreligget en baade stukket og trykt Terzet af en nu ubekendt Komponist, og denne Terzet har Schubert benyttet til sin Kvartet. Dr. Kinsky, Udgiveren af Kvartetten, imødegik denne Opfattelse stærkt i April-Heftet 1929 i Z. f. M., og da Deutsch ikke kunde paavise nogen Terzet, der svarede til Kvartetten, fik han Stemningen mod sig.

For kort Tid siden laante Hr. Universitetsbibliothekar F. Birket-Smith mig førnævnte »Schubert-Gabe«, og efter at jeg deri havde læst Deutsch's Artikel, følte jeg mig overbevist om, at han havde Ret, uagtet der jo kunde anføres vægtige Grunde mod hans Antagelse. Da jeg besidder et stort Guitarre-Bibliothek, hvoriblandt en Del Terzetter, som jeg aldrig har haft Lejlighed til at spille, stod det for mig som en svag Mulighed, at den af Deutsch formodede Terzet kunde findes imellem dem, og da jeg derefter gennemgik Biblioteket grundigt, fandt jeg virkelig en Terzet, der netop svarede til Kvartetten. Dens fulde Titel - med Bibeholdelse af Originalens Retskrivning - er:

Noturno pour Flute, Viole et Guitarre. Composé et dedié à Mr. le Comte Jean Esterhazy par W. Matiegka. Professeur. Op. XXI. à Vienne chez Artaria et Comp.

I Firmaet Rudolph Werckmeisters Lagerkatalog: »Verzeichniss von ganz neuen Musikalien u. s. w. Berlin im Oktober 1808« findes Terzetten angivet sammen med to andre af Matiegkas Værker. Matiegka var da 35 Aar, Schubert kun 11 Aar, og hermed er fastslaaet, at det er ham, der har benyttet et Værk af Matiegka og ikke omvendt. At han har skrevet sit Navn over Kvartetten, kan enten forklares ved, at den kun har været bestemt til Benyttelse i hans Vennekreds, som kendte Sagens Sammenhæng, - eller ved at han har villet bruge Paaskriften som sit Ejendomsmærke. -

Wenzeslaus Matiegka (Mategka, Matega) blev født 1773 i Byen Chotzen, Bøhmen, og døde i Wien 1830. Han studerede først Jura, og en Grev Ferd. Kinsky ansatte ham som »Rechtsaktuar« (paa Dansk nærmest: Protokolfører) paa sit bøhmiske Gods Chlumetz, men Matiegkas Kærlighed til Musiken drog ham til Wien, hvortil han ankom uden Penge eller Anbefalinger. Han erhvervede sig dog snart Ry som Mester paa Klaveret og Guitarren, og fik Ansættelse som Kantor ved' St. Leopold- og St. Joseph-Kirkerne. Som Guitarre-Lærer var han meget skattet og havde mange Elever i Wiens bedste Kredse. Desuagtet døde han i Fattigdom og efterlod en stor, uforsørget Familie. Hans mere end 30 Værker var for Størstedelen udkomne paa hans eget Forlag. Som et af hans bedste Værker skal nævnes op. 26, Serenade for Fløjte, Viola og Guitarre, der i den nyere Tid er bleven genoptrykt.

Ved Sammenligning mellem Terzetten og Kvartetten viser det sig, at i Sats II, Menuetto, har Schubert udskudt Trio II og erstattet denne med en Komposition af sig selv, og denne er Schuberts eneste originale Del af værket. Guitarre-Stemmen har han - paa nogle mindre væsentlige Enkeltheder nær - ladet urørt, og ogsaa Fløjten udviser kun ringe Ændringer. Mere indgribende er Forandringerne ved Bratschen, som deler Accompagnementet med den tilføjede Cellostemme. -

Sats V(Ständchen) har i Terzetten 7 variationer, medens Kvartetten kun angiver 5.

Ved Hjælp af den genfundne Terzet kan man nu ikke alene indsætte i Kvartetten de manglende Variationer Nr. I og 3, men man kan ogsaa rekonstruere den ufuldstændige Var. 5 med langt større Sikkerhed, end det har været muligt for G. Kinsky. Imidlertid bemærker denne i sin »Einführung« til Kvartetten, at nævnte Variation ikke giver nogen tilfredsstillende Afslutning, og deri har han ret. Han foreslaar derfor at spille Variationerne strax efter Sats III, Lento é patetico, og at slutte med Sats IV, Zingara. Men efter min Mening har Schubert sluttet med Terzettens Var. 7, Marcia (med tilføjet Cello Stemme), hvorved Kvartetten faar en smuk Slutning. De fleste Serenader har netop samme Form for deres Afslutning. Maaske har Schubert ogsaa medtaget Terzettens Var. 6, Allegro. Disse to Variationer har da staaet paa de senere afrevne og bortkomne Blade af Manuscriptet, men det vil nu være let at rekonstruere dem.

Det kan vel næppe undgaaes, at Publikums Interesse for Kvartetten vil aftage, naar det nu bliver bekendt, at den ikke er komponeret af Schubert selv, - men for virkeligt musikkyndige vil den vedblive at være det betydeligste af den ældre Literaturs Kammermusikværker med Guitarre. Og det er en stor Oprejsning for den halvtforglemte Matiegka, at en række af de grundigste Schubert-Kendere har antaget et af hans Værker for skrevet af Schubert og tilmed - som. Prof. Schmid udtrykker sig - af »ikke alene den ægte, men allerede den hele Schubert«.