Kortfattet hørelære Del 1

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 05 - side 146-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

KORTFATTET HØRELÆRE*) EN FREMSTILLING AF TONIKA-DO METODEN
*) Nærværende vejledning, der afsluttes i næste nummer, vil udkomme som særtryk i et lille hæfte. (red.)

AF MARGRETHE DAHL

FORORD

Den i Øjeblikket stærke Interesse herhjemme for Begrebet »Gehörbildung« og dermed følgende Lyst hos mange til at praktisere noget af den Art i Musikundervisningen, har fremkaldt nærværende lille Forsøg paa at give en Fremstilling paa Dansk af Tonika-do Læren, saaledes som den kunde tænkes anvendt i Sangundervisning i Skoler og i privat Musikundervisning.

Fremstillingen er blot refererende; enhver maa ud fra disse ganske nøgterne Oplysninger om Metoden og dens Anvendelse selv indblæse den Livets og Musikkens Aande; i sig selv opfordrer Metoden til megen Afveksling og Udfoldelse af Aktivitet fra Elevernes Side, saa det vil ikke være vanskeligt for en Lærer at faa dem ivrige og interesserede.

Sagen selv, Hørelæren - dette Ord er vel saa nogenlunde vedtaget som Oversættelse af »Gehörbildung« - er saa ny herhjemme - Navnet er altsaa end ikke helt fastslaaet - at man foreløbig prøver sig frem paa forskellig Vis; for de fleste vil det være en Nødvendighed at have en bestemt Metode at støtte sig til i Undervisningen.

At Tonika-do er en af de Metoder, der har størst Krav paa Interesse, er der ingen Tvivl om, og ud fra denne Betragtning udsendes da denne lille Bog som en Opfordring til at sætte sig ind i Metoden og senere praktisere den.

Man vil maaske i denne Praksis gøre Erfaringer, som paa forskellige Punkter vil fremkalde andre Synsmaader og deraf følgende Ændringer og Omarbejdning; dette til Trods synes Interessen for det centrale i Sagen: en bevidst og metodisk Udvikling af Øret, nu efterhaanden tilstrækkelig stærk til at berettige et første Forsøg paa en Fremstilling af en af de Veje, man kan gaa.

Forhaabentlig vil dette Forsøg kunne være en Vejledning for en og anden, og være medvirkende til at øge Interessen herhjemme for en væsentlig Side inden for Undervisningen i Musik og Sang: Hørelæren.

Pianistinden Frk. Ellen Margrethe Jørgensen og Redaktør, Magister Gunnar Heerup har vist mig den Velvilje at gennemse mit Manuskript og gøre forskellige Bemærkninger dertil, hvorfor jeg bringer dem min bedste Tak.

I December 1931.

Margrethe Dahl.

INDLEDNING

Musikundervisningen i tidligere Tid var en Instrumentalundervisning, der gik ud paa at give Elever den størst mulige Færdighed paa et Instrument (Klaveret), og denne Færdighed naaedes ad mer eller mindre mekanisk Vej. Man tænkte ikke paa at give det Organ, som i Følge Sagens Natur er det afgørende, naar der er Tale om Musik, nemlig Øret, nogen særskilt Pleje og Udvikling; man lod det skøtte sig selv, og det kunde selv om, hvorvidt det vilde være Deltager i Sagen eller ej; nogen Opfordring eller Vejledning fik det som sagt ikke.

Denne ganske unaturlige og ufrugtbare Indstilling er det, moderne Musikpædagoger har faaet Øjet op for og paa forskellig Maade søger at raade Bod paa. I Stedet for som før ene og alene at tilstræbe en vis Færdighed paa Instrumentet, gaar Bestræbelserne nu først og frernmest i Retning af en Udvikling af Barnets Øre, baade i melodisk, harmonisk, rytmisk og formel Henseende.

Man begynder ikke med, som tidligere, at lære Barnet Noderne og ad denne Vej føre det til Musikken; som Regel bliver Resultatet af denne Fremgangsmaade, at Øjne og Forstand tager fat og er de aktive Faktorer, medens den eneste naturlige og hensigtsmæssige Faktor, Øret, er ganske overflødig i denne Sag og da som Regel ogsaa forholder sig ganske passiv.

Man forsøger i moderne Musikundervisning at gaa en anden Vej: man lader Barnet lytte og synge sig frem ad Vejen, der fører ind i Musikkens Rige; ethvert Barns medfødte Instrument, dets Stemme, tillige med dets Øre og dets rytmiske Sans maa her være dets naturlige Hjælpere og Vejvisere.

Man kan diskutere om, hvorvidt man skal paavirke Børn eller ej gennem de Voksnes Musik, eller om man helst skal lade dem gro ganske i Frihed uden direkte Paavirkning af det bestaaende; før eller senere vil i hvert Tilfælde det Øjeblik indfinde sig, da man gør dem bekendt med Musikken og de for den eksisterende Love. At dette maa opnaas ad Ørets og ikke ad den mekaniske Undervisnings Vej, er vel ingen i Tvivl om mere; ved Siden af - stadig i Forbindelse med Hørelæren - kan man saa dyrke selve Undervisningen paa Instrumentet (Klaveret). Det gælder her, at intet foretages paa dette, som Barnet ikke først har tilegnet sig med sit indre Øre, har hørt og sunget sig til, kort sagt oplevet musikalsk.

Som Støtte og Vejledning ved en Undervisning af denne Art har den i Tyskland uhyre meget anvendte, oprindelig engelske Metode, Tonika-do, Interesse som et udmærket Hjælpemiddel i musikpredagogisk Henseende.

Tonika-do tilstræber en musikalsk Opdragelse paa Grundlag af en indre bevidst Høren; den er en Slags Abc i Musik; ved en ganske metodisk og logisk Fremgangsmaade bygger den i 5 Trin de musikalske Grundelementer op og danner saaledes Fundamentet for enhver senere Form for Musikvirksomhed, idet den lærer sine Elever at høre, træffe, læse og nedskrive Musik; de opdrages til at lære at lytte sig til, hvad der sker i den Musik, de beskæftiger sig med, saaledes at det, der foregaar i den, bliver dem bevidst.

Tonika-do arbejder relativt, d. v. s. regner ikke med nogen absolut Tonehøjde, men med en relativ Grundtone, hvorved de 12 forskellige Tonearter smelter sammen til 1; først senere skilles de ud som 12 absolutte Tonearter. Klangsansen og Klangforestillingerne vækkes, idet Eleverne lærer den enkelte Tones Karakter og dens Forhold til Grundtonen at kende, ligesom de karakteristiske Træk hos de enkelte Toner, f. Eks. Ledetonens Stræben op mod den i sig selv hvilende faste Grundtone.

Den rytmiske Sans udvikles, idet de enkelte Rytmers Forhold til en Tidsenhed, Grundslaget eller Pulsslaget, læres.

Tilegnelsen af Toner og Rytmer støttes ved Hjælp af Haandtegn, der visuelt giver Udtryk for de forskellige Toners Karakter og Rytmernes indbyrdes Forhold; Haandtegnet for dø, Grundtonen, er saaledes den fast knyttede Haand, for Ledetonen ti den opadrakte Pegefinger, de samlede Fingre Symbol paa Grundslaget o. s. v.

Det er en Kendsgerning, at de forskellige Sanser understøtter hinanden, og at nogle Mennesker er mere visuelt end auditivt indstillede, ligesom andre igen er fortrinsvis motorisk anlagt; gennem Haandtegnene og Haandens Bevægelser op og ned for at placere Tonerne i Forhold til hinanden vil de visuelt og motorisk indstillede finde en Støtte for Øret, hvis Skelneevne hos dem maaske er mindre skarp. Den samme Støtte faar Øret gennem en Række Stavelsetavler. Tonehøjde og Tonevarighed udarbejdes til en Begyndelse hver for sig; Nedskrivning foregaar ved Hjælp af en Bogstavskrift, der giver Udtryk for Musikkens relative Karakter og danner en Forløber for Nodeskriften, der som før sagt paa Grund af sine absolutte Udtryksformer rummer en Fare paa det tidlige Stadium. De faste rytmiske Former indprentes ved Hjælp af et Rytmesprog.

Det der musikalsk set gør Tonika-do saa tiltalende er dette, at det stadig arbejder med den musikalske Helhed for Øje; det er stadig Forholdet mellem Tonerne, disses Sammenhæng og forskellige Funktioner, der danner Grundlaget for Arbejdet, ikke isolerede, mer eller mindre »umusikalske« Toneforbindelser. Pædagogisk set har Tonika-do den udmærkede Side, at det opfordrer til rig Afveksling i Arbejdsmaaden, hvorved Lærer og Elev kommer i livfuld Kontakt med hinanden.

Tonika-do vækker tidlig de gode Begavelser og støtter og styrker de af Naturen mindre godt udrustede; det tilstræber en alsidig musikalsk Udvikling, som er stærkt paakrævet i Musikundervisningen, hvis denne foruden en Instrumentalundervisning skal være det, den tillige bør være: en virkelig opdragende Vejleder af Øre og øvrige musikalske Evner hos sine Elever.

1.STE TRIN

Tonika-do benytter som Tonenavne de aretinske Stavelser - af praktiske Grunde med et Par Forandringer: sol kaldes so, som er bedre syngeligt og adskiller sig mere fra la end sol; ti i Stedet for si, da man ved Nedskrivning kun skriver Begyndelsesbogstavet og so og si derved vilde forveksles*). - Skalaens Toner kommer altsaa til at hedde: do re mi fa so la bi.
*) For danske Børn har »bi« vist sig at være at foretrække for ti.

Durtreklangens 3 Toner.

For at give Eleverne Grundtonebegreb spiller man for dem en eller anden lille Strofe, som kun bevæger sig over Durtreklangens 3 Toner og spiller dertil Grundtonen i Treklangen som Akkompagnement. Eleverne opfatter Grundtonen; man spiller Melodien i forskellige Tonearter, lader dem stadig finde Grundtonen og forklarer dem, at man i alle Melodier vil kunne finde en Grundtone som Basis for hele Melodien; denne Grundtone er altid ligesom skjult til Stede, og de andre Toner underordner sig den, bevæger sig op og ned i Forhold til den; den er som et Fundament, hvorpaa hele Melodien staar. Dette belyses yderligere ved, at man spiller smaa, enkle Melodier, Børnesange eller Folkesange, for Eleverne; man kan da afbryde Melodien forskellige Steder, først ved Ledetonen, og Eleverne maa stadig høre sig til Grundtonen og synge den.

Grundtonen kaldes do. Haandtegnet for do er den fast knyttede Haand, der karakteriserer do som det faste bestemte Grundlag; Haanden holdes lidt højere end Hoftehøjde. Den Tone, der erfaringsmæssig er den letteste at lære at træffe efter do, er so; do-so synges for Eleverne og samtidig vises Haandtegnet for so, som er den udstrakte Haand, karakteriserende so som fanfareagtig, frisk og glad. Her kan man gøre Eleverne opmærksom paa, at vi i det daglige Liv er omgivet af en Masse forskellige Toneforbindelser, og at vi f.Ex. har Forbindelsen do-so i et af de Signaler, som Ambulancen bruger. Ogsaa i Udraab er denne Forbindelse almindelig, og Eleverne kan selv finde Exempler: Kom her, luk op o.s.v.

Den tredje Tone, der nu læres, er mi, der virker stille og blid, og som har Haandtegnet den udstrakte Haand, som holdes midt imellem do og so. Forbindelsen so-mi vil enhver genkende i Gøgens Kukken, og Exempler som so mi mi so so mi: Anna, kom ned og leg, vil det være let at finde mange af.

Det høje do, det høje mi og det dybe so findes derefter uden Vanskelighed; de vises naturligvis med de samme Haandtegn, blot anbragt henholdsvis højere og lavere, og skrives do1 mi1 og so1.

Der er nu allerede Mulighed for en Mængde Kombinationer af de lærte Toner; dog maa man foretrække en melodisk naturlig Rækkefølge uden for store Spring.

Ligeledes kan Maaden, hvorpaa Øvelserne udføres, varieres; enten kan Læreren give Haandtegnene, og Eleverne synge eller omvendt, eller Eleverne indbyrdes vise Haandtegnene og synge; disse Øvelser, hvor Eleverne selv giver Haandtegnene og selv maa kontrolere, om deres Kammerater synger rigtigt efter dem, tvinger dem til indre Klangforestillinger, deres indre Øre udvikles derigennem, foruden at deres Aktivitet faar rig Lejlighed til at udvikle sig. Desuden kan Læreren ved at bruge begge Hænder til samtidig at vise to forskellige Haandtegn forsøge med smaa tostemmige Improvisationer.

Foruden Haandtegnene er Stavelsetavlerne (Verlag des Tonika-do Bundes, Hannover) en udmærket Støtte for Tilegnelsen af Tonerne.

lste Trins Tavle ser saaledes ud:

s1
-
m1
-
d1
-
-
so
-
mi
-
do
-
-
so1

Prikkerne staar i Stedet for de Toner, der endnu ikke er lært. Her kan Lærer og Elev ogsaa skiftes til at være den pegende og syngende, eller Eleverne indbyrdes.

Tonerne paa denne Stavelsetavle maa indøves i længere Tid, saa at Eleverne er fuldkommen sikre i at træffe dem, inden man gaar videre til 2det Trin, hvor nye Toner indføres.

For at opnaa Øvelse og Sikkerhed, maa man give Eleverne smaa Syngeøvelser; Eleverne maa helst synge Øvelserne enkeltvis. Ogsaa smaa Musikdiktater vil fremme Ørets Sikkerhed. Ved Nedskrivning skrives do blot d, mi m, so s, o. s. v.

Rytme.

Musik er Bevægelse. Ligesom Melodien er Tonernes Bevægelser op og ned, stadig med Grundtonen som Basis, saaledes er Rytmen (af græsk rhein = at flyde) den ved Tonernes indbyrdes forskellige Varighed og Betoning opstaaende Bevægelse, og ligesom Grundtonen er den faste Basis for Melodiens Bevægelse, saaledes er Grundslaget denne Basis for den rytmiske Bevægelse. Grundslaget er den Enhed i Tid, hvormed Tonernes Længde eller Korthed maales. Sammenfatningen af betonede og ubetonede Grundslag i regelmæssige Grupper kaldes Takter. Alt eftersom Takterne indeholder to, tre eller fire Grundslag, kalder man den derved opstaaede Taktart Toslag, Treslag eller Firslag. Eleverne lærer foreløbig i første Trin Toslag og Treslag.

For at bibringe dem rytmisk Forstaaelse og Oplevelse kan man begynde med at gaa ud fra noget for dem hjemmevant, nemlig Sproget. Her finder vi de samme Love om betonet - ubetonet og Tostavelser og Trestavelser (svarende til Toslag og Treslag) som i Musikken. I Navnet Grethe f. Ex. høres og føles tydeligt Betoningen tung - let; fortsætter vi: Grethe synger sine Sange, vil Eleverne nemt ogsaa der høre Betoningen tung - let, og høre Toslaget; yderligere kan man dertil improvisere en lille Melodi, hvorved Skridtet til Toslaget i Musikken er gjort. Treslaget belyses ved Exemplet Valdemar, hvor Eleverne tydeligt hører Betoningen tung-let-let; man kan fortsætte: Valdemar dansede hopsasa, hvor Treslaget tydeligt fornemmes, og hvortil ogsaa enten Læreren eller Eleverne laver en lille Melodi. Derefter spiller man smaa Sange i 2/4 Takt som Exempler paa Toslag, smaa Valse (Schubert) som Exempler paa Treslag. Optakten belyses gennem Ord som: Agnete, Elise o. s. v.

Grundslaget hedder i Tonika-do Læren ta; Forlængelser - hvis en Tone strækker sig over to Grundslag - udtrykkes ved Udeladelse af Konsonanten t og hedder ta-a, over tre ta-a-a o. s. v. Første Linje af: Store Ure siger Tik Tak, Tik Tak sagt med Rytmesproget vil lyde: ta ta ta ta ta ta ta-a ta-a ta-a ta-a. Ved Nedskrivning bruges Hefter, hvis Sider er inddelt i smaa Rum (faas hos P. Haase & Søn, Løvstræde 8), hvert Rum svarer til et Grundslag. Ta skrives som et lille t eller d; smaa Elever kan blot nøjes med at skrive en Punktstreg. Forlængelsen ta-a skrives d-; altsaa vil samme Linje af »Store Ure« nedskrevet se saaledes ud:

| d | d | d | d | d | d | d | - | d | - | d | - | d | - |

Naar Eleverne efter Nedskrivning har bestemt Taktarten, sættes Taktstreger, altsaa i Toslag | d d | d d | d - o. s. v., i Treslag | d d d | d - d | En Pause hedder ssa, skrives som et Nul og siges ikke højt som ta, men hviskes.

Til Anskueliggørelse af Grundslaget - som ogsaa senere til dets Delinger - kan benyttes Haandtegn, paa samme Maade som ved Tonerne.
(Se Tabellen over disse bag i Bogen.)

Endelig kan man understøtte den rytmiske Oplevelse hos Eleverne ved at lade dem rent legemligt give Udtryk for Betoninger og Taktinddelinger, ved Gang, Klappen i Hænder og Taktering. Man maa passe nøje paa, at Udtrykket gives fuldkommen præcist og rytmisk. Ved Haandklappet udtrykkes Forlængelsen ved de fast sammenholdte Hænder. Takteringen ser saaledes ud: i Toslag V = ned-op; i Treslag [...] = ned-til Siden-op, eller | = ned-ned-ned. Eleverne takterer bedst med begge Hænder. Som Øvelse kan man nu tage Navnet Grethe og lade Eleverne sige det med stærk Betoning af første Stavelse, samtidig med at de klapper i Hænderne, et kraftigt Klap til den betonede, og et svagt til den ubetonede Stavelse; derefter takterer de til Ordet, ned paa Gre- og op paa the; endelig siger de i Stedet for Grethe ta ta og takterer stadig dertil; paa samme Maade med Treslagsordet Valdemar. Med det nu lærte indenfor Rytmens Omraade er der Mulighed for at variere Emnet ved forskellige Øvelser foruden den nævnte.

Man skriver f. Ex. op paa Tavlen:

| d - | d d | d d | d - |

og lader Eleverne først klappe, dernæst, efter at de har bestemt Taktarten som Toslag, taktere dertil, samtidig med, at de siger Øvelsen:

| ta a | ta ta | ta ta | ta a | ;

derefter skriver man smaa Øvelser paa d, m, s, rytmisk inddelt, f. Ex.

| d m | s s | m s | d1 - | s m | d m | s - | d - |

som Eleverne synger, mens de enten klapper eller takterer dertil. Man spiller kendte Melodier, i hvilke kun de hidtil lærte rytmiske Værdier forekommer; Eleverne fastslaar Taktarten og takterer dertil, synger bagefter Sangen, først med Rytmesproget, tilsidst med Teksten; eller Læreren improviserer ved Klaveret, Eleverne finder Taktarten og takterer, Læreren kan nu veksle fra f. Ex. Toslag til Treslag, hvilket Eleverne viser at have opfattet ved at veksle Taktering.

Endelig kan man, efter at have gjort Eleverne bekendt med Maaden, hvorpaa Rytmesproget nedskrives, banke smaa Rytmer, som de skriver ned i deres Rumskrifthefte, hvorved ikke alene deres rytmiske Sans, men ogsaa deres Koncentrationsevne og Hukommelse opøves. Denne Nedskrivning i Rum har tillige den Fordel ganske uvilkaarlig at give Eleverne et tydeligt Billede af de forskellige Værdier i Forhold til hinanden, idet en lang Værdi, f. Ex. et Grundslag d, svarende til en Fjerdedel, indtager lige saa megen Plads som f. Ex. dets Firdeling, svarende til 4 Sekstendedele, hvor

dd dd

maa nøjes med samme Plads - 1 Rum - som d.

Kanon.

En ganske enkel Form for flerstemmig Sang, som allerede skal øves paa lste Trin, er Kanonen; den kan foreløbig kun bevæge sig over d m s, men selv i denne enkle Iklædning udvikler den Sansen for Flerstemmighed, samtidig med at den nøder Eleverne til stærk Koncentration om deres »Stemme«. Tillige har denne Kanonsyngen over for mindre Børn den store Fordel, at den ikke overanstrenger deres Stemme ved at byde den Opgaver, der spænder over et for deres Alder altfor stort Stemmeomfang, hvilket næsten altid maa blive Tilfældet med almindelig flerstemmig Sang.

Form.

Lige fra Begyndelsen af Undervisningen maa man opdrage Eleverne til Forstaaelse af den musikalske Form. Det ganske enkle Stof, de smaa Sange, Børnene synger, drages allerede her frem som Exempler paa den enkleste og simpleste Form: For- og Eftersætning.

Læreren kan ogsaa improvisere ganske smaa Sætninger, formet som et Spørgsmaal, hvortil Eleverne maa finde et lille Svar, f. Ex.:

[nodeeksempel]

Til Belysning af ABA Formen kan man f. Ex. tage Sangen: Kuk-kuk, Kuk-kuk:

[nodeeksempel]

Herfra gaar man videre til mere udvidede Former, efterhaanden som disse fremtræder i det Musikmateriale, der anvendes.

2DET TRIN

Bi og re.

Efter at Eleverne nu er fuldstændig fortrolige med Tonerne d m s, Tonikatreklangens tre Toner, gaar man videre og lærer dem to nye Toner, nemlig bi (skrives b) og re (skrives r). Disse to Toner kan bygges oven paa s, ligesom m og s byggedes oven paa d; herved dannes der en ny Treklang, Dominanttreklangen. De to Treklanges Forhold til hinanden kan man f. Ex. forklare saaledes, at den nye Treklang s b r1 er som en ny Gren paa det oprindelige Stamtræ d m s; den oprindelige Treklang hedder Tonikatreklangen (do = Tonika), den nye (Over)Do"nan Uredangen (s = (Over)Dominant).

Melodisk set danner de lærte Toner nu følgende Række:

d r m s b d1

og Stavelsetavlen til 2det Trin kommer altsaa til at se saaledes ud:

s1
-
m1
r1
d1
b
-
s
-
m
r
d
b1
-
s1

Her ser vi, at de to Toner b og d er skrevet tættere sammen end s1 det ellers er Tilfældet med to paa hinanden følgende Toner; hvis vi prøver at synge dem efter hinanden, mærker vi tydeligt, at b har stor Lyst til at gaa videre til d, og at Afstanden mellem de to Toner er meget ringe. Dette udtrykkes ogsaa gennem bi's Navn Ledetonen - den leder op til d, og gennem Haandtegnet - for den, som er den oprakte Pegefinger og ser saaledes ud;

[tegning]

den peger op mod d. Re har til Haandtegn den skraat opadvendte Haand; dette udtrykker, at man fra d ligesom klatrer over r til m: d r m, en meget almindelig melodisk Forbindelse. Man tager nu Øvelser paa 2det Trins Stavelsestavle og Musikdiktaterne Si udvides til ogsaa at omfatte r og b.

Rytme.

I Iste Trin lærtes Grundslaget ta og dets Forlængelse taa; i 2det Trin læres om dets Deling. Denne kan belyses paa følgende Maade:

Eleverne gaar med rolige Skridt, mens de siger: Langsomt, langsomt, 1 Stavelse paa hvert Fodslag, der svarer til Grundslaget ta; derefter siger de, mens de stadig holder samme Gangart: Nu begynder vi at ile, 2 Stavelser paa hvert Fodslag; de hører herigennem, at ta kan deles i 2 Dele, idet Fodslaget maaler ta, mens Ordene: Nu begynder vi at ile, maaler Delingen, der kaldes tate med Betoning paa ta.

Øvelsen kan nu gentages paa den Maade, at Eleverne i Stedet for Ordene siger: ta ta ta ta tate tate tate tate, tate paa 1 Fodslag ligesom ta. Bagefter kan man lade dem klappe Grundslaget i Stedet for at gaa det, eller lade dem taktere det. Tate skrives dd, der i Rumskriftheftet sættes i 1 Rum, f. Ex.: | ta | tate | tate | ta = | d | dd | dd | d |. Om Forlængelser og Øvrige Delinger af ta samt Haandtegnene derfor se Tabellen bag i Bogen.

I Firslag indeholder hver Takt fire Grundslag, er altsaa som to Toslagstakter forenet til een; Betoningen læres ogsaa her gennem Sproget, f.Ex. kan man tage et Ord som Østergade, hvor første Stavelse er tung, anden let, tredie let betonet og fjerde let. Takteringen til Firslaget er [...] = ned, til venstre, til højre, op. Som Exempler paa Firslaget kan man spille smaa Marscher og Stykker i 4 /4 Takt.
(Fortsættes.)