Kortfattet hørelære Del 2

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 06 - side 168-176

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

KORTFATTET HØRELÆRE II
AF MARGRETHE DAHL

3DIE TRIN

Fa og la.

Man kan nu lade Eleverne synge den Række af Toner, de allerede har lært: d r m s h d1; de hører da, at der mellem m og s og mellem s og b er en større Toneafstand end mellem de øvrige Toner. Man lader dem forøge, om det de nævnte Steder er muligt at indføre en Tone. Dette Forsøg vil i de fleste Tilfælde resultere i Opdagelsen af de to Toner fa og la; fa (f) som har sin Plads mellem m og s, og la (1) som ligger mellem s og b. Haandtegnet for f er den nedadvendte Pegefinger, der er Symbol paa fa's Forkærlighed for at gaa ged paa m; ligesom b, der stræber op mod d1 og staar denne ganske nær, hvad Toneafstand angaar, saaledes ogsda med f i Forhold til m; dette er ogsaa paa 3de Trins Stavelsetavle udtrykt ved, at m og f staar ganske tæt ved hinanden ligesom b og d1. (Baade f og b har altsaa i sig en udpræget Tendens til at bevæge sig, især Ledetonen bi har i sig en meget stærk Spænding, der udløses ved dens Gang til d.)

Tonen la virker sørgmodig og klagend c; den danner Grundtonen i Mol, der meget rammende er blevet karakteriseret ved Sammenligningen med en Sørgepils hængende Grene. Dette udtrykkes tydeligt ved Haandtegnet for l, som er den slapt nedadhængende Haand. Vi er nu i Stand til, efter at have lært f og 1, at danne hele Durskalaen d r m f s l b d1 og tillige en ny Treklang - atter vokser der en ny Gren frem paa det oprindelige Stamtræ d m s. Denne nye Treklang er f l d1, der kaldes Underdominanttreklangen (f = Underdominant).

Kadencen.

Baade Over- og Underdominantens Treklange har i sig en udpræget Tendens til at bevæge sig, en stærk Spænding, der faar sin Udløsning gennem disse deres Bevægelser. Lader man Eleverne trestemmig synge d m s, og derefter Treklangen bi r s, vil de selv mærke, at den sidste Treklang har en stærk Tilbøjelighed til at ville gaa tilbage til d m s, hvorved der igen tilvejebringes Ligevægt og Ro; man kalder det, at man opløser Dominanttreklangen i Treklangen paa Tonika.

Hvis man nu lader Eleverne paa samme Maade først synge d m s, og bagefter Treklangen d f l, vil den samme Trang til Opløsning vise sig at være til Stede her; efter d f l synges altsaa igen d m s. Lader man endelig Eleverne - dog først efter at de er fuldkommen klare over de tre Treklange - stadig trestemmig synge d m s, derefter d f l, bi r s og endelig d m s - altsaa Tonika (T.) Underdominant (U D.), Overdominant (O D.) og Tonika - har de dermed stiftet Bekendtskab med Slutningskadencen, hvor Spændingen fra U D. føres videre til OD. for endelig at udløses i T. Trestemmig kan man med Tonika-do Skrift sætte den saaledes op:

T. U.D. O.D. T.

1ste St. s l s s
2den " m f r m
3die " d d b1 d

Firstemmig: (Understemmen kan synges af Læreren)

T. U.D. O.D. T.

1ste St. s l s s
2den " m f r m
3die " d d b1 d
4de " d f1 s1 d

I Kadencens tre Treklange forekommer alle Skalaens Toner, og ved en Sammenstilling af dem vil man derfor med absolut Sikkerhed kunne bestemme Tonearten, de bekræfter denne. Ordet Kadence afledes af det latinske cådere, der betyder falde eller ophøre; Kadencen afslutter Musikstykket, kaldes derfor ogsaa Slutningskadencen. Den er som et Billede paa Formen i ethvert Musikstykke, der begynder med Tonika, udvider sig til forskellig Side for tilsidst igen at falde til Hvile paa Tonika. Denne Kadencens Virksomhed som Afslutning belyses gennem Exempler fra Klaver- eller Sangliteraturen, der spilles for Eleverne.

Hvad der her er sagt om Kadencen, er betragtet ud fra et harmonisk Synspunkt, Skemaet er læst lodret; imidlertid kan man ogsaa læse det vandret, d. v. s. betragte Sagen ud fra et melodisk Synspunkt, saaledes at man gaar ud fra StemmefØringen i de tre Stemmer: s l s s, m f r m og d d b1 d; dette kan udvides ved, at man laver f. Ex. følgende lille Strofe:

[ eksempel kan ikke gengives ]

Kadencens Treklange er her melodisk udnyttede, Harmonierne er ligesom stykket ud i smaa Dele, men danner den sædvanlige Rækkefølge af Treklangene i Slutningskadencen: T. UD. OD. og T. Eleverne synger denne og andre lignende smaa Strofer, mens Læreren paa Klaveret akkompagnerer med Kadencens Harmonier.

Rytme.

Med Hensyn til Grundslagets Deling har Eleverne hidtil lært dets To- og Tredeling; man gaar nu videre til dets Firdeling. Gangøvelsen fra 2det Trin: »Langsomt, langsomt, nu begynder vi at ile« suppleres med Ordene: »tungt og let og tungt og let«, hvor der siges 4 Stavelser paa 1 Fodslag, indtil Eleverne tydeligt i sig fornemmer Fodslagets, Grundslagets, Firdeling. Denne siges paa Rytmesproget: tafa tefe, og Øvelsen gentages, mens Eleverne siger: ta, ta, ta, ta, tate, tate, tate, tate, tafa tefe, tafa. tefe o. s. v, tafa tefe paa 1 Fodslag ligesom ta og tate. Nedskrevet ser Firdelingen saaledes ud: [...] der i Rumskriftheftet skrives i 1 Rum. Om de forskellige andre Muligheder, der fremkommer ved Firdelingen af Grundslaget, se Tabellen bag i Bogen. [...] er en Rytmeform, der er almindelig i Marscher og Musik af bestemt og energisk Karakter; man kan f. Ex. tage »Den Gang jeg drog af Sted« som Illustration af [...]

Synge- og Rytmeøvelser gennemgaas, ligesom man tager mange Musik- og Rytmediktater i dette 3die Trin, hvor endnu en helt ny Ting, nemlig Nodeskriften, læres.

Nodeskrif t.

En Melodis Bevægelse op og ned har Eleverne allerede set visuelt udtrykt ved Haandtegnene. Man giver dem nu Nodepapir og lader dem synge en opadstigende Række af Toner, mens de samtidig med Pegefingeren paa Systemets 5 Linjer tegner Tonernes opadgaaende Bevægelse; derefter synger de en nedadgaaende Tonerække og tegner den paa Papiret; tilsidst en eller anden Melodi, de kender, og hvis forskellige Bevægelser op og ned de aftegner. Man kan ogsaa foretage denne Øvelse paa Vægtavlen, og lade Eleverne med Kridt aftegne Melodibevægelserne. Naar de saaledes er klare over de Retninger, Tonernes Bevægelser maa faa paa Papiret eller Tavlen, lærer man dem, hvorledes selve Tegnet for en Tone, Noden, ser ud og tegner en Fjerdedels-(Grundslags-) Node for dem. De synger nu et eller andet do, som skrives enten paa en Linje eller i et Mellemrum og altsaa kommer til at se enten saaledes [...] eller saaledes[...] ud. Imidlertid er d jo ikke nogen fastliggende Tone, den er snart højere, snart dybere, og den kan derfor anbringes hvorsomhelst paa de 5 Linjer eller i de 4 Mellemrum; men da de andre Toner skrives med samme Tegn (Fjerdedelsnoden), maa man paa en eller anden Maade kunne kende d - den, til hvem de Øvrige af en Melodis Toner forholder sig - fra de andre. Dette opnaas ved at sætte en Do-Nøgle forrest paa Linje eller i Mellemrum; det Sted, hvor Do-Nøglen staar, er do's Plads, altsaa enten [...] eller [...]

Har vi først saaledes faaet d anbragt, gaar vi videre og finder let Pladsen for m s og d1 f. Ex.

[nodeeksempel]

Vi lægger Mærke til,. at hvis d staar paa en Linje, gør m og s det ogsaa, medens d1 staar i et Mellemrum; omvendt staar m og s i Mellemrum, hvis d gør det; d1 staar da paa en Linje. Man kan nu, idet man stadig skifter Pladsen for d, øve smaa Strofer paa Treklangens tre Toner, derefter indføre b og r og endelig f og I. Ogsaa ved Hjælp af den saakaldte »Vandrenode« (faas hos P. Haase & Søn - hvis man da ikke foretrækker selv at fabrikere den ved ud af et Stykke Pap at klippe en Node med Hals i stort Format) kan man øve Eleverne i Nodelæsning, idet man paa Tavlen tegner de 5 Linjer og anbringer Vandrenoden rundt omkring paa disse og i Mellemrummene.

Denne Nedskrivningsmaade tvinger Eleverne til stadig at opfatte relativt, idet Tonerne ikke er knyttet til absolutte Nodebilleder; de faar den musikalsk rigtige Fornemmelse at at det - som Frieda Loebenstein siger i sin Bog »Der erste Klavierunterricht« - ikke er Noderne, der er Melodien, men at det tvertimod er Melodien, der i sin Bevægelse op og ned ligesom strømmer gennem Noderne, og disse viser blot Retningen, denne Melodistrøm tager. At Nodebilledet opfattes relativt og Noderne saaledes ikke blot er isolerede Tegn for de og de Tangenter, men Klangsymboler paa en bagved liggende musikalsk Sammenhæng, vil ogsaa for den, der prøver paa at spille fra Bladet, være af stor Betydning; at kunne spille godt fra Bladet er jo for en stor Del afhængigt af, hvorvidt man er i Stand til hurtigt at overskue en musikalsk Sammenhæng og Helhed. Ogsaa ved eventuel senere Læsning af den bevægelige C Nøgle vil denne Opdragelse til at opfatte Nodebilledet funktionelt vise sig værdifuld og spare en Masse Tid.

Hermed er imidlertid kun selve Tonehøjden, den melodiske Bevægelse, fastgjort til Papiret, hvorimod den rytmiske endnu ikke er udtrykt.

Man lærer nu Eleverne den almindelige Notering, svarende til Rytmesprogets Nedskrivning af de forskellige Værdier:

[grafik kan ikke gengives]

Denne Gennemgang af Nodeskrivningen fremkalder ganske naturligt en hurtig Repetition af det hidtil lærte, samtidig med at Eleverne herigennem øves i Nedskrivning og Læsning af den nu lærte Maade at notere Tonehøjde og rytmiske Værdier paa.


4DE TRIN

Modulation.

Modulation er Overgang fra en Toneart til en anden; der skiftes altsaa Grundtone, naar en Modulation finder Sted. Den Udviklingsproces, som fremtvinger dette Skifte, foregaar gennem Omtydningen af en Tone eller en harmonisk Funktion. Saasnart man faar en Fornemmelse af, at der er sket en Forandring - denne Fornemmelse vil saare sjældent hos Eleven indtræffe lige paa det Sted, hvor Modulationen foregaar, men først lidt efter, at den har fundet Sted - maa man ty tilbage til Grundtonen og nøje høre efter, naar dens Funktion som saadan begynder at vakle; saa snart det sker, er Udviklingsprocessen i Gang og Omtydningsstedet maa findes. Her kommer Tonikado med sin relative Tonehøjde ypperligt til sin Ret; tager vi f. Ex. absolut Tonehøjde c e g kan denne Treklang regnet efter relativ Tonehøjde være baade d m s, s b r1 og f l d. Ved Hjælp af smaa Kontrolformler kan vi ende tre forskellige Steder, alt eftersom Spændingerne ledes: d m s m d b1 r d (C Dur) s b r1 b d1 s m d (F) og f 1 d1 l s l b d1 (G Dur). Tager vi en enkelt Tone f. Ex. m og omtyder den, har vi som Kontrolformel for m: m r d; leder vi Spændingen om, idet vi omtyder samme Tone til l, er Kontrolformlen l b d1, og vi ender et helt andet Sted end før. Vi forstaar altsaa, at der foregaar en Bevægelse inden for samme Klang; Musik er ikke alene Bevægelse fra Tone til Tone, saaledes som vi hidtil har opfattet; der kan ogsaa foregaa Bevægelser under Overfladen af en Tone, alt mens den klinger, idet Spændingen ledes om. Kontrolformlerne til Skalaens Toner er følgende: d r d b1 d; r d b1 d; m r d; f m r d; s m d; l b d; b d1; som Forstudie til Modulationsøvelserne tager man disse Formler med Omtydninger, f. Ex.

d1 r1 b d/s m d = [ nodeeksempel ]

Den omtydede Tone synges til at begynde med paa begge sine Navne, der synges hurtigt efter hinanden f. Ex. d/s; senere synges kun Omtydningen, altsaa s. Man kan nu tage et Exempel paa en Sang »Jylland mellem tvende Have« og undersøge, hvorledes Modulationen udvikler sig i den. Nedskrevet med Stavelser ser Sangen saaledes ud:

[eksempel kan ikke gengives]

I Takt 7 og 8 mærker vi, at Grundtonen er blevet en anden; vi gaar da tilbage og omtyder i Takt 6 m til l, hvorved det oprindelige s bliver Grundtone; i Takt 9 hører vi, at det gamle d atter er indtraadt som Grundtone; d omtydes til s, og Melodien fortsætter ud med denne Basis. Skrevet med Nodeskrift ser Modulationen saaledes ud:

[nodeeksempel]

Der sættes ingen Fortegn, hvor Do-Nøglen staar paa 2den Linje, og man altsaa er i G-Dur; Eleverne vil af sig selv - uden at kende Begrebet G-Dur - synge, og ogsaa paa Klaveret finde fis; de ved jo, hvordan b lyder i Forhold til Skalaens øvrige Toner; de er desuden fra Begyndelsen af Undervisningen vant til at bevæge sig i alle Tonearter, da d er en relativ Tonehøjde.

Hvis Udgangstoneartens s bliver til d, vil det sige, at man har moduleret til Overdominanten; hvis f i Udgangstonearten bliver til d, er man gaaet til Underdominantens Toneart. Disse to er de simpleste og almindeligst forekommende Modulationer. Paa Stavelsetavlen til 4de Trin kan man tydeligt følge, hvorledes disse Modulationer udvikler sig.

[skema kan ikke gengives]

Den midterste fremhævede Tonerække danner Udgangstonearten for Modulationen; den til højre herfor er Overdominantens Toneart, den til venstre Underdominantens; de to yderste paa hver Side er den derpaa følgende Over- og Underdominant. Idet man omtyder de enkelte Toner, f. Ex. Udgangstoneartens s til det til venstre herfor staaende r, er man derved med det samme i Underdominanttonearten og kan fortsætte en Tid her for derefter gennem Omtydning atter at vende tilbage til Udgangstonearten. Man gennemgaar nu en Mængde forskellige Melodier paa Tavlen, idet man stadig finder Stedet, hvor Overgangen til den nye Toneart foregaar, d. v. s. hvor det hidtidige do's Karakter som Grundtone begynder at vakle; man maa da foretage en Omtydning paa samme Maade som i »Jylland mellem tvende Have« og fortsætter som vist i denne Melodi. Man kan ogsaa lade Eleverne selv finde og samtidig paa Stavelsetavlen ise smaa Strofer, hvor der f. Ex. forlanges Modulation til Underdominanttonearten; efter et lille »Besøg« i denne maa der vendes tilbage til Hovedtonearten. Melodier, der som f. Ex. »Kong Kristian« modulerer baade til Over- og Underdominanttonearten, er ogsaa velegnede som Modulationseksempler.

Modulationer til mere fjerntliggende Tonearter, f. Ex. fra C til As, lader sig ikke gøre ved Hjælp af Modulationstavlen.

Ogsaa ved Hjælp af Haandtegnene kan man anskueliggøre Modulationen, idet man, naar man kommer til Tonen, der omtydes, viser Omtydningen med venstre Haand og fortsætter Haandtegnene med denne, indtil Melodien vender tilbage til Hovedtonearten; Omtydningen vises da med højre Haand, som fortsætter Melodien ud. I »Jylland mellem tvende Have« viser man altsaa i Takt 6 samtidig med et m i højre Mand et l i venstre, der fortsætter de næste Takter, hvorefter højre Mand i Takt 9 samtidig med Venstres d viser s og derefter fortsætter Melodien ud.

Paa dette Tidspunkt vil det være naturligt at indføre de absolutte Tonenavne ved Siden af de relative.

Desuden kan man lade Eleverne skrive Skalaerne op efter samme System som Stavelsetavlen, altsaa i Midten den Toneart, der gaas ud fra (C Dur); m og f ligesom b og d skrives tæt ved hinanden; tilhøjre skrives stadig det nye d ud for det gamle s, hvorved alle Overdominantens Skalaer - Krydstonearterne - fremkommer; tilvenstre for Midterrækken skrives det nye d ud for det gamle f, hvorved alle Underdominantens Skalaer - B Tonearterne, fremkommer; Eleverne øver saa bagefter Nedskrivning af Skalaerne med de absolutte Navne.

Ogsaa Modulationer kan skrives først med Stavelserne, derefter med Nodenavne, f Ex. d r m f s/r m f r d b1 d, hvor der moduleres til Underdominanten, og hvilket med Nodenavne fra f Ex. C Dur til F Dur ser saaledes ud: c d e f g/g a b g f e f, fra A Dur til D Dur saaledes: a h cis d e/e fis g e d cis d.

Kromatiske Toner.

Det hænder, at der i en Melodi optræder Toner, som ikke hører til Tonearten, uden at der derfor indtræder nogen Modulation; der sker kun en forbigaaende Forandring, man forlader et Øjeblik Skalaen, men ikke Tonearten; vi kalder saadanne Toner kromatiske Toner. I Eksempel e dis e f g e e h c er man paa Tonen dis gaaet bort fra C Dur Skala, men Tonearten C Dur har man derimod ikke forladt.

Forhøjelser udtrykkes ved den lyse Vokal i: do-di o. v. s., Fordybelser ved den mørke Vokal u: mi-Mu o. s. v. Den kromatiske Skala kommer altsaa i Op-og Nedgang til at se saaledes ud: d di r ri m f fi s si l li b d1 - d1 b bu l lu s su f m mu r ru d. (Forhøjede og fordybede Toner fi, bu o. s. v. forkortes naturligvis ikke ved Nedskrivning.) Forhøjelser udtrykkes i Mandtegnene ved at man foruden at vise den paagældende Tones Tegn med højre Haand samtidig med venstre viser Tegnet for b, Fordybelser ved med venstre samtidig at vise Tegnet for f.

Paa Stavelsetavlen til 4de Trin, Modulationstavlen, vil man ogsaa finde de kromatiske Toner.


5TE TRIN

Kirketonerne og Mol.

Det hidtil behandlede Stof har stadig regnet med Dur, og d har været Grundtonen i Skalaen.

Det andet Tonekøn, som anvendes nu til Dags, Mol, er endnu ikke berørt. For at forstaa Molskalaens Udvikling maa vi først gøre os bekendt med de saakaldte Kirketoner, som var de herskende Tonearter, inden Dur og Mol i det 17. Aarh. efterhaanden tog Têten og fra den Tid og til vore Dage har været fuldstændig eneherskende - den nyeste Tid til Dels undtagen.

Der findes altsaa en Mængde Musik fra før det 17. Aarh., Kirkeog, Folkemusik, hvor d ikke opfattes som Grundtone, men hvor Melodien gaar til Hvile paa andre Toner, der kaldes Final = Slutningstoner, og man maa nu gennem en Række Eksempler bl. a. fra vore Folkeviser paa de almindeligst forekommende Kirketoner vænne Eleverne til at høre og opfatte den for vore Øren ejendommelige Klang og de Toneforbindelser, der er typiske for de forskellige Kirketoner. Eleverne maa øve Eg i at synge dem og lære deres Navne: Dorisk, Frygisk, Lydisk, Mixolydisk, Æolisk og Jonisk, hvortil kommer Plagaltonearterne: Hypodorisk, Hypofrygisk o. s. v.

Jonisk d r m f s l b d1 er den samme som vor Durskala. Æolisk l b d r m f s l danner Grundlaget for vor moderne Mol, og den kaldes den rene Molskala; gennem kromatisk Forhøjelse af dennes 7. og 6. Trin udvikler sig efterhaanden den harmoniske og melodiske Molskala.

Man udarbejder nu Mol paa samme Maade som Dur (Treklangene, Over- og Underdominant, Kadencen o. s. v.). Ganske naturligt glider man nu efterhaanden over i udelukkende at benytte Nodeskrift den absolutte som den relative - Eleverne behøver paa dette Tidspunkt af Undervisningen ikke mere Støtte i Mandtegn og Stavelser.

Efterskrift.

Ved eventuel Undervisning af de enkelte Elever i Klaverspil denne Undervisning maa dyrkes i Forbindelse med Gruppetimerne i Hørelære - kan det anbefales at benytte Frieda Loebenstein: »Der erste Klavierunterricht«, der er udarbejdet med Tonika-do som Grundlag.

Naar man har gennemgaaet denne Bog, der over Stavelseskriften gaar videre til Notering med Do-Nøglen, vil Eleverne uden Vanskelighed kunne gaa over til og fortsætte med den almindelige Nodeskrift.

(Bladets Læsere kan ved Indsendelse af frankeret Konvolut til »Dansk Musik Udsskrift«s Redaktion faa tilsendt de i Artiklerne nævnte rytmiske og melodiske Læseøvelser).


TABEL OVER RYTMESPROGET

[tabel og grafik der viser div. håndtegn kan ikke gengives]

Årgang 7/1932, nr. 06