Musikfesten i Helsingfors

MUSIKFESTEN I HELSINGFORS

AF RICHARD HOVE, THISTED

DEN, der første Gang rejser til Musikfest, vil altid gøre det med store Forventninger. Ligesom det er sagt, at Koncertsalen stemmer Sindet til Modtagelighed paa, en ganske anden Maade, end der kan opnaaes blot ved at tænde sin Pibe og dreje op for Radioen - Apparatets Fortrinlighed ganske udenfor Discussion - saaledes.er det givet, at en Rejse til et fremmed Land, hvor man i flere Dage skal høre dansk Musik stillet overfor andre Landes, og hvor man kommer til at leve sammen med betydelige fremmede Kunstnere og indsuger Indtryk fra en Natur, der er Danmark saa fjern, at den virker æventyrlig, maa. virke til at fremkalde en ganske særlig Følsomhed overfor de Kunstindtryk, man modtager.

Som Tilhører er man altsaa ret vendt. Men det er selvfølgelig ikke. blot for at høre Musik i Almindelighed, skandinavisk Musik i Særdeleshed, man rejser over Sø og salten Vove. Man rejser specielt for at faa et Overblik over de nordiske Nationers Stilling i Musikken af i Dag. Ganske vist er Præpositionerne til denne musikalske Landskamp ikke offentlige, og jeg kender ikke de forskellige Programkomiteers Arbejdsprincip; men man gaar dog næppe med Urette ud fra, at Meningen er at bringe det bedste af det nyeste. At vise hvem der gaar Vejen frem og hvor den gaar hen. Paa Forhaand maa man gaa ud fra, at Musikfesterne tilhører de levende, dem der har Vanskeligheder ved at faa, tilstrækkelig gode Opførelsesvilkaar paa det daglige Musiklivs Programmer. Det er altsaa, ikke det allerede fastslåaede, der hører hjemme paa Musikfesterne, men det der kæmper for Anerkendelse, det der føles at være en Indsats værd, og hvis Sejr er en Sejr og ikke en Selvfølgelighed. Tillige skal der lægges Vægt paa, at det er en Fest, der afholdes. Det vil sige, at det, uanset Værdien der er nedlagt i saadanne Tanker, ikke maa v«ære et p-ædagogisk Kursus. Dette være sagt til dem, der maaske'savnede en kraftigere Repr,,x~sentation af de Kompositionsretninger, der tager Sigte paa en Opdragelse til 'klusik. Hele den Bewægelse, der har anerkendt Fritz J,5de som sin aandelige Fører, kr.,-ever andre Rammer end Univers.itetsaulaen""i Helsinki. Musikfestens Væsen er det artistisk frigjorte, det der vender sig til en Tilhørerkreds, der er fortrolig med Musikken som Kunst, ikke blot til dem, for hvem selve Tonematerialet er en Overraskelse og ganske primitive Trin,, og Bevægelser en Oplevelse. Forøvrigt har denne specielle Retr,,ing vistnok endnu meget faa virkeligt skabende Begavelser i sine R-ækker i Skandinavien. I Virkeligheden har den næppe Fodfæste andre Steder end i Danmark, der bestandig har været Skandinaviens musikalske Forpost i Forholdet til Europa, og selv om netop to af det unge Danmarks allerbetydeligste Komponister - Jørgen Bentzon og Finn Høffding - har sluttet sig begejstret til denne nye Retning, har de dog mig bekendt intet skabt i den Stil, der kan gøre Krav paa Opførelse ved en Musikfest. Man kan nu engang ikke spille Sekstentakts Duetter for to Blokfløjter i en Koncertsal - om ikke af anden Grund saa paa Grund af dette Instruments overordentlig ringe Klangfylde, - dets Tone bærer ingen Steder hen. Vi maa altsaa vente at faa typisk Koncertmusik at høre, levende, ung og stærk Musik - og hvad hørte vi saa? - Jeg aftrykker det danske Program:

Peder Gram: Festouverture i C dur. Jørgen Bentzon: Variationer over en dansk Folkevise. Knudåge Riisager: Fastelavn. Finn Høffding: Tre Danse af »Kejserens nye Klæder«. Louis Glass: Fantasi for Klaver og Orkester. Carl Nielsen: Symphoni Nr. 5. Joh Hye-Knudsen: Kvartet for Fl. Obo Violin og V.cello.

I I

Poul Schierbeck: To fantastiske Etuder for Klaver. N. 0. Raasted: Sonatine for Obo.

Romancer af Louis Glass, Fini Henriques, Hans Tørsleff og Hakon Børresen.

Det er lærerigt at se dette Program stillet overfor det Program, vi

mødte med i Finland for elleve Aar siden, man kan saa gøre op med ..sig selv, om man synes, der er Skumring eller Gry!

Louis Glass: Sinfonia svastika. P.eder Gram: Avalon. Victor Bendix: Klaverkoncert i G moll. Carl Nielsen: Hymnus amoris. Lange Milller: Klavertrio. Gustav Helsted: Strygekvartet i F moll. Romancer af Fini Henriques, Poul Schierbeck og Alfred Tofft.

Af begge Programmer ser man straks, at der her ikke er Tale om

at fremlægge nye Resultater. Helt ny er kun Riisagers Fastelavn, der virkelig hører hjemme paa en Musikfest - overlegen og farverig som ,den er - et Virtuosnummer for den Dirigent, der kan faa alle dette Partiturs Krav honorerede af sit Orkester. Det er svært, men det er flot. Der er Dækning for Arbejdet. Næsten, ny og i sit Sprog endnu mere ny var Bentzons Variationer. De er et godt Eksempel paa, hvad der ikke hører hjemme paa en Musikfest. Naar man udtrykkelig skri- ver for et Amatørorkester, skal man ikke lade sit Værk stille op i en højtidelig Koncertsal, hvor Publikum tror, de skal høre en Klaver- koncert. Dertil kommer at det for Forsfaaelsen af disse Variationer vil være af Værdi, at man ved, at det drejer sig om en Skæmtevise .og ikke om Dronning Dagmars Død; men det fremgik desværre ikke ,af Opførelsen, saa de faldt ligesaa eftertrykkeligt som Riisager sej- rede. - Men nu Resten? Ja, Carl Nielsens 5. Symphoni, som Sven- skerne i sin Tid reagerede saa stærkt imod, blev ikke alene det danske

s

Programs men hele Musikfestens Højdepunkt. Kapelmester Høeberg dirigerede den ined al den Kraft og Evne til at drive den monumentale Klang ud af et Orkester, som han ejer, og som gør at man oprigtigt maa beklage, at han for Tiden er uden for det aktive danske Musikliv. Som Dirigent ejer han den store Pathos, som er sja Aden her i Landet, og han staar paa sit Felt over de fleste af Radioens berømte Gæster. Men, efter at have krediteret Kapelmester Høeberg alt, hvad der tilkommer ham som Dirigent, ikke alene af Carl Nielsen, men maaske, endnu mere af Glass' Klaverfantasi, som han i Forening med Frk. Stockmarr hæ-vede, op til et baade fornemt og klangskønt Værk, og ,givet ham sin Respekt for den omhyggelige Fremførelse af Finn Høffdings, Suite, der i særlig Grad vandt den finske Presses Begejstring, føles det som en kunstnerisk Debetpost, der næsten sletter alle hans gode Gerninger ud, at han i denne Suite uden videre udelod den sidste Sats - den festlige Cortege - der kroner Værket og afslutter det logisk. Naar man uden nærmere Motivering slutter med Valse banaleog en Herre kommer frem og siger, at den sidste Sats ikke vil komme til Opførelse, kan det give Anledning til meget ubehagelige Slutninger. Grunden til at Cortegen udgik var, at der ikke kunde skaffes Es- Klarinetter i Helsingfors; men hellere Cortegen uden Es-Klafinetter end Suiten uden Finale. Naar Kapelmester Høeberg af praktiske Grunde kan tillade sig at lave et stort Spring i Finalen af Carl Nielsens Symphoni, saa havde det ikke været for dristigt at undlade den Instru

mentfordobling, som Es-Klarinetterne repræsenterer hos Høffding, Satsen skulde nok bide endda. At Tilhørerne følte sig overbeviste om Høffdings Betydning som Komponist var altsaa. i og for sig ikke Høebergs Skyld - selvom han ikke ødelagde Værket, som Gram gjorde med Bentzons Variationer.

Rettelig burde det have været Høffdings 3. Symphoni, der havde været Koncertens Hovednummer, for ganske vist faldt Carl Nielsens Symphoni i Stockholm; men han har saa sandelig faaet Oprejsning siden, og kort før Musikfesten havde der været Mindekoncert for liam i Helsingfors; men fra de senere Aar har vi intet, der giver et saa ungt og stærkt Udtryk for Musikken i Danmark som netop denne Symphoni af Høffding. Har Kapelmester Høeberg af Hensyn til sin egen Succes faaet trumfet Carl Nielsens Symphoni igennem, tværtimod Musikfesternes Program om at bestaa af Opførelser af de nulevende Komponister, og har han yderligere forraadt Høffding ved at stryge Suitens Kulmination, hvor er saa al den Synipathi, man ellers saa gerne giver ham for hans Evner som Orkesterleder. Maa saa Ungdommen - som dog nu nærmer sig de 40 og ikke længere gaar i Børnehave - ikke forlange at faa nogle af deres egen Generation som Dirigenter af deres Værker. Thomas Jensen i Aarhus har een Gang dirigeret Høffdings Symphoni med absolut Forstaaelse og Begejstring. Ham havde der været Mening i at give den Oplevelse, som det dog er at faa Ledelsen af en Syinphoniopførelse ved en nordisk Musikfest. Nordmændene havde forstaaet det, da de betroede den 30 ' aarige knusende talentfulde Dirigent Olav Kielland deres Orkesterkoncert. Desværre var Harald Sæveruds Symphoni ikke spændende nok til at fylde den Tid, den spillede. Den indeholdt nieget dygtigt og interessant, nien havde paa intet Punkt saa megen indre Sang, som overalt strøminer i Høffdings Værk - for slet ikke at tale om Høffdings i Forhold

til Nordmanden ganske overlegne Orkesterbehandling. Musik skal klinge - og hos Sæ-verud inaatte man ofte kæmpe sig gennem lange farveløse Strækninger. Naar vi endelig skulde have den Flothed at tage to Dirigenter med til Helsingfors, burde det vel have været, Hye Knudsen og Thomas Jensen - og naar jeg saa maa have Lov at være rigtig ondskabsfuld, saa vil jeg sige, at dersoni man ved en saadan Konstellation kunde have sprunget Hye-Knudsens lille veltournerede, nien ubetydelige Kvartet o-,,er - uden derfor at have følt sig forpliggtede til at spille nogen Komposition af Høeberg, havde det danske Program vunden væsentlig derved. Ogsaa Riisagers Ouverture vilde

I

have vunden i Glans ved at komme under Hye-Knudsens Taktstok i Stedet for under Peder Granis. Nu var den st.-,-i-rk nok til at sejre i sig selv og atter her bevistes det, hvor sikkert der komponeres i Danmark. De Virkninger Komponisten søger, naar han, og det er velgørende i Skoleniusikkens Tidsalder at møde en saa straalende artistisk Overlegenhed som Riisagers. Som Tiden gaar, tror jeg, han udvikles til det Salt, som ved sin bestandige Kontrast til Retninger og Skoler vil tilføre dansk Musik en uundværlig frisk Tone, et Pust af Danmarks evige drilske Bkæst, der altid er Modvind.

Medens den danske Orkesterkoncert alligevel gav et nogenlunde Billede af dansk Musik i Dag, saa var det meget sløjt, hvad vi præsterede paa Kammerniusikkoncerterne. Programmerne var indlysende forkert valgt. Raasteds Serenade for Blæsere og Strygere havde været en bedre Repræsentant for denne Komponist end den lille Obosonatine, som med Rette blev modtaget med Skepsis af Helsingforser Kritikken. Var den ikke bleven blæst af en Mester som Felumb, var den falden totalt til Jorden. I det hele taget er det ved en Sammenligning med det 11 Aar gamle Program med Lange-Milllers Trio og Helsteds Kvartet let at se, at det var Letw-egtsklassen, der havde Ordet denne Gang - og saa komponeres der dog netop nu saa god Kaininermusik i Danmark som aldrig før. Og Sangene - var det den uundgaaelige, Tribut til Røverstaterne? Er »Hvis du har varme Tanker -« den danske Sang? - Nu reddede Fru Birgit Engell ved en beundrings

v--,x~rdig fornem og kultiveret Udførelse Æren for Landet i den Afdeling; inen atter her var det ikke Koniponisternes Skyld, at Afdelingen blev en Succes. Vore Solister var af højeste Kvalitet; nien hvorfor skulde de trækkes med det ruæstbedste, naar det helt gode findes?

»En dansk Triumf paa Musikfesten« kaldte Selim Palmgren det

I

i sin Anmeldelse - o-, han havde Ret, vi vandt ubestridt en Førsteplads i Helsingfors; nien den var letkøbt. Det var et Publikumsprogram, der var sammensat, og det var en Pyrrhossejr. Møder vi een Gang til med et saa lidet sigende Program, er det ude med os som Indehavere af det musikalske Førerskab i Skandinavien. Vi kan inaaske bluffe en Tilhørerkreds, men Fagfolkene narrer vi ikke. Vi har nu trofast spillet Carl Nielsen og Glass ved hver eneste Musikfest

bliver det ved, er der jo ingen Tvivl om, at vi er gaaet ud i Toppen. Dennegang var ogsaa vore Modstandere svage. Svenskerne havde slet ingen Ting, de skulde have sagt. Baade Rangstr~5m, Alfven, Wiklund og Atterberg viste sig at høre til den forrige Generation, hvor herhjemme Børresen, Fini Henriques, Ludolf Nielsen og Alfred Tofft vilde have bredt sig, dersom der ikke havde været et Geni som Carl Nielsen, de maatte maale deres Lidenhed paa. - Nordmændene gav mere. Sæverud, hvis Symphoni jeg har omtalt, gav Løfter - man glemmer ikke Navnet. Og en ny Mand ved Navn Bjarne Brustad, der mødte. med Capriccier for Violin og Bratsch, vil være sikker paa altid at møde den største Interesse - det var teknisk og musikalsk lige fremragende - baade ny Musik og rigtig Musik. Ogsaa Irgens Jensens Klaverkvintet var et betydeligt Værk. Det var alvorlig Musik, ofte meget smukt, men tungt. Det kan være strængt. paa Slutningen af en næsten fire Timers Koncert, men det fæstner sig dog dybere end Hye Knudsens Elegance. Det er Alvoren i Kunsten, der skaber den store Stil.

Det er et Spørgsmaal, om det ikke er nødvendigt, at den yngre Generation, naar der næste Gang kaldes til Musikfest, sætter som Betingelse for deres Medvirken, at de kommer til at diktere Programmet. Dersom vor Tids egne Folk skal blive borte, bliver ogsaa Interessen borte.

Da jeg rejste ud til Musikfesten, troede jeg, at det var for at høre noget nyt i det fremmede; men det viste sig, at jeg bragte mig selv mangfoldigere tilbage. Den Skandinavisme, der for et Aarhundrede siden skød op som en Stængel, har foldet sine Blade ud, og de staar ret langt fra hinanden, selv om man maaske nok fornemmer den fælles Rod; men det egentlig finske har intet med Skandinavien at gøre. De dybeste Træk i den finske Musik er os mæsten saa fjerne, som var de eksotiske. Finland har tillige i Sibelius fostret et Geni, som ved sin Vælde har formaaet at give hele Evropa et Indtryk af Landets og Folkets Sj,-wl, saa at al anden Tolkning endnu blegner deroverfor. Den øvrige finske Musik føles som almindelig evropæisk Efterromantik. Kun eet moderne Arbejde hørte jeg - Aarre Merikantos Koncert for Violin, Klarinet, Valdhorn og Strygesekstet. Det virkede som en forfriskende Modsætning til Rornancetonen, som ellers beherskede de finske Bidrag. Og naar Finnerne har gennemført Sprogskiftet, mon der saa er nogen Grund til længere at opretholde Illusionen om deres Samhørighed.nied det. øvrige Skandinavien. Det forhindrer ikke, at der kan være stærke kulturelle Tilknytninger - jeg havde det Indtryk, at Finnerne staar dansk Lune nærmere end nogen af vore norske og svenske Fætre.

Er der overhovedet nogen Mening i at afholde disse nordiske X1usikfester, naar Resultatet føles saa tyndt, trods det store Organisationsarbejde de kræver? - Man taler om Betydningen af det indbyrdes Samvær mellem Kunstnere af forskellige Nationer. - Maaske - snarere er det det, at de ret uensartede Grupper fra hvert enkelt Land føler en Samhørighed trods alt, hvad der ellers skiller, der betyder noget. Det er meget svært at faa ærligt at N-ide, hvad de andre mener om vore egne Præstationer, selv om der - var en Nordmand, der efter Glass' Fantasi lod sig henrive til impulsivt at sige: »Det var vel nok et skrækkeligt, Stykke, det!« - og der havde vi siddet og var kommet til det Resultat, at det alligevel var meget bedre end sit Rygte. - Gaar det os saadan hver for sig? - Og alligevel -,,ed een eller anden Lejlighed kommer man til at tale med en Mand, man ellers aldrig traf, og faar et Lys over Ting, man ellers næppe var kommen til at se. Var selve Koncertspændingen der ikke, fik man mæppe. disse forskellige iklennesker trommet sammen til Saintalemøder -- den gensidige Mistro vilde absolut forhindre, at nogen begav sig ud.

For os Danske tror jeg, at de norske Bidrag betød mest. Baade Brustad, Sæverud og Irgens Jensen fristede til nærn-iere Bekendtskab. For Finnerne var vistnok baade Riisager og Høf f ding en Landevinding. Svenskerne talte ikke med. De var saa konservative, at de hørte Fortiden til, baade n-led Orkesterværkerne og Kammerinusikken.

De nordiske Musikfester burde ogsaa betyde noget for Offentlighedens Forhold til Musikken, de rummer en Agitation for den levende

I I

.,Uusik paa et Tidspunkt, da Koncertlivet er i Forfald. Herhjemme blev denne Musikfest mødt, med meget ringe Interesse, kun et af de københavnske Hovedblade havde sendt en Korrespondent til Helsingfors. Det siges, at Musikanmeldelser ikke er godt Læsestof i Bladene - mon det ikke beror paa, at der skrives for daarligt om X1usik? Enliver Ting er godt Læsestof, naar der skrives om den med Talent - og

I

Kunst har altid været et godt Thema. Siden Radioen er Tilhørerkred~ sen for Musik udvidet til det umaadelige og de interesseredes Tal niangedoblede - de kan slet ikke maales, efter det svigtende Koncertbesøg. Men baade Presse og Kunst oversaa Radioen i Starten. Nu er Straffen over dem. Nu kæmpes der en forg,-_~cves Kamp mod det Misregimente, der føres fra de Pladser, de selv skulde have besat med de bedste. Musikfesten naaede gennem Radioen vidt om i Skandinavien - netop derfor burde dens Programmer have været vægtigere. Jo stærkere Programmer, des mere betyder Musikfesterne.