J.P.E. Hartmann Del 1

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 08 - side 200-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

J. P. E. HARTMANN I

AF RICHARD HOVE

Med nærværende artikel påbegynder Richard Hove en musikalsk biografi over I. P. E. Hartmann, der vil strække sig over de første 8-9 numre. Et sådant arbejde om sidste århundredes mest særprregede, men indtil nu altid undervurderede danske komponist vil til enhver tid have krav på den største interesse, men det får i øjeblikket en forøget aktualitet ved statsradiofoniens Hartmann- udsendelser. Afhandlingen, der er den første i sin art vedrørende Hartmann, vil, når den er afsluttet her i bladet, udkomme som selvstændig bog. (Red.).) DEN 14. Maj 1805 fødtes den mand, der mere end nogen anden skulde blive Føreren for, ja, Skaberen af den danske Musik i det nittende Aarhundrede: Johan Peter Emilius Hartmann. Hans Rødder gaar ned til de dybeste Lag, vi kender af moderne dansk Musik, idet hans Bedstefader Johan Ernst Hartmann, der vel var Indvandrer, i sin Musik til Evalds store Skuespil med nationale Emner, »Balders Død« og »Fiskerne« paa genial Vis formaaede at indleve sig i Evalds Tankegang og dermed give de første musikalske Udtryk for nordisk Aand i den store Form.

Hans Fader August Vilhelm Hartmann, der var Kapelmusikus (Violinist) og Organist og Kantor ved Garnisons Kirke, skal have været en smagfuld Komponist. Hartrnann nævner i sin Autobiografi fra 1892 bl. a. en C moll Klaversonate af ham. Hans Moder Christiane Wittendorf var Datter af Kantor W. i Fredensborg. Han havde altsaa baade fra fædrene og mødrene Side musikalsk Slægtsarv, og den kom til den rigeste Udfoldelse i hans lange Liv.

Hartmann levede sin Barndom i Musik. Han fulgte sin Fader i Kapellet, stod ved hans Pult og fik her sine Indtryk af al den Musik, som kom frem i Danmark. Han har fra Barn set Schall dirigere, har hørt hans Balletter fra de første Prøver, har fulgt Weyses og Kuhlaus Operaer og Mozarts og Rossinis. Han fulgte Faderen op paa Orgelet i Garnisons Kirke og blev praktisk. fortrolig med dette mærkelige Instruments muligheder i en saa ung Alder, at han som 19 aarig kunde blive Faderens Efterfølger, og da var han allerede en frugtbar Komponist, der havde et Navn i de bedste Musikkredse i København.

Han fik regelmæssig og god Undervisning i Violin og drev det saa vidt, at han i 15 Aars Alderen spillede Violinduetter i »Selskabet til Musikkens Udbredelse« sammen med den et halvt Aar yngre August Bournonville. Senere skulde de i deres livslange Venskab komme til at løse større Opgaver i fællesskab; men det saa tidligt begyndte kunstneriske Samarbejde, som netop fandt Sted paa det Tidspunkt, hvor Menneskesjælen har den største Modtagelighed, har sikkert haft en afgørende Betydning for dem begge.

Peter Hartmann, som han kaldtes, var et Lykkebarn. Der har aldrig ligget uflyttelige Stene paa hans Vej; han var fra et velanset borgerligt Hjem, som i de højeste Kredse nød Anseelse og Agtelse. Man maa ikke undervurdere, hvad det betød i Frederik VI.s København at være Søn af Wartfruen hos Kronprinsen og en Tronfølgers Legekammerat. Og i den strenge Deflationens Tid, der fulgte 1814, har Hjemmet formaaet at holde sig paa Højde med Borgerlighedens Krav. Der har ikke været nogen af de svære Kampe, som da vendte op og ned paa de Vilkaar, under hvilke saa mangt et Hjem havde levet indtil Statsbankerottens Dage. Tværtimod, hans Forældre kunde holde ham i Borgerdydskolen, hvor han blev Kammerat med mange af dem, der senere skulde blive deres Tids betydeligste Mænd.

Senere, da han blev taget ud af Skolen for at dimitteres privat, fik han blandt andet Digteren Poul Martin Møller som Lærer. - Det er mærkeligt, at ingen af Hartmanns Biografer har haft Opmærksomheden henvendt paa, hvor stor Indflydelse denne Mand kan have haft paa hans Udvikling som Kunstner. Den udpræget virile Aand hos P. M. Møller genspejler sig i al Hartmanns Skaben, forbunden med det uerotiske i Kunsten - Trangen til »at taale det Skønnes Flammer«, og Kravet om dets sande og ubesmykkede Gengivelse. Hos dem begge findes Tilbøjeligheden til at lade et Kunstværk forblive Fragment. Undfangelsens Under overstraaler ganske det, som de kan opnaa ved at bringe deres Aands Værk i endelig Form, en trang og smertefuld Proces som ofte bringer Skuffelser. Til Lykke for dansk Musik blev Hartmann 95 Aar, mens P. M. Møller døde som kun 42aarig; der blev derfor mere færdigt efter ham end efter P. M. Møller. -

Da Hartman var bleven Student - naturligvis med en meget fin første Karakter - han var hele sit Liv igennem flittig og ordentlig - var det næste, han havde at opleve, at forelske sig. Det gjorde han ogsaa, grundigt som alt andet, og her var Skæbnen ham atter over al Rimelighed god. Han var 17 og Emma Zinn, Datter af en af Københavns rigeste Købmænd, 15 Aar. Ud af denne Børneforelskelse, kan man vel næsten kalde det, kom et af de rigeste Samliv, man kan tænke sig mellem to Mennesker. Var Hartmann et Geni, saa var Emma Zinn paa ethvert Punkt hans jævnbyrdige.

Hartmann var kommen i det Zinnske Hjem som Kvartetspiller - han spillede sig ind i Hjerterne ogsaa. I fem Aar var han »hemmeligt« forlovet, derefter, da han var bleven juridisk Kandidat og havde faaet Embede, en kærkommen Svigersøn. - Man kan altid diskutere, hvorledes alting vilde have set ud, dersom det bare var gaaet en lille Smule anderledes til. Nu berettes der om, hvorledes Ernmas Stedmoder af honnet Ambition var imod Partiet; men Modstanden har dog aldrig betydet noget alvorligt. Det har aldrig været en Livs- og Dødssag, kun et Krydderi paa Stævnemøderne ved Sortedamssøen. Men sæt, det var bleven det store Drama, som Schumanns Kamp for Clara, - det er ligesom man sommetider kunde ønske, at Hartmann havde haft en saadan stor altomvæltende Oplevelse i sin tidlige Ungdom.

Nu var Emma ene om at skulle være Oplevelsen, og hun magtede det godt. Hun fødte ham ti Børn og formaaede endda at holde sin Aand saa rank og sikker, at Hartmann aldrig faldt til Hvile i nogen bekvem Form. Hun var Idealet af den vækkende og befrugtende Kritiker, og hun var ikke bange for at give sin Misbilligelse endogsaa meget kategoriske Former. Det fortælles saaledes, at hun uden videre puttede en Komposition, hendes Mand havde ladet hende gennemse, i Kakkelovnen, fordi hun ikke syntes, den var ham værdig.

»Den der skal skrive Hartmanns Levned, maa skrive hans værkers historie«, siger Professor Hammerich i sin Bog om ham. »Paa Begivenheder af mærkelig Art har hans Liv været fattigt, indre Brydninger eller ydre Kampe har det heller ikke kendt«. Lad det nu staa for, hvad det er. Uden indre Brydninger forløber et Kunstnerliv som Hartmanns ikke, og den mægtige Udvikling, hans Musik gennemgaar i de halvfjerds Aar, det forundtes ham at virke aktivt i dansk Musikliv, er selvfølgelig heller ikke foregaaet uden baade indre, og ydre Kampe; men det, at alle nulevende naturligt kun husker Hartmann som ældre og Olding, har ladet meget af hans Liv fremtræde i en afklaret Belysning. Dertil kommer ogsaa, at Hartmanns Hjem i bedste Forstand var et fornemt københavnsk Patricierhjem, - fra det trængte ingen Dønninger ud. Hans Privatliv i det første saa lykkelige Ægteskab var i dyb Forstand et Hjemliv. Naar han fra Kongens Nytorv var drejet ned ad den øde Nyhavn og var naaet ud til Kvæsthusgade 3 og op paa »Taarnet«, var han virkelig gaaet op paa en Højde, hvor han var over de københavnske Skønaanders Æstetiseren.

En Faktor maa der sikkert stedse regnes med, naar man prøver at forstaa Hartmanns Sjæleliv, det er hans afgjorte Forhold til det religiøse. Han skaber af sit dybe Kristensind igennem hele sit Liv en Række storstilede Værker for Kirken. Lige fra den tyveaarige Ynglings Kirkekantater over den store Mængde Salmemelodier til Oldingens sidste Værker, der, i Melodien til »Naar han kommer for at sanke Juveler«, gennemglødes af en Inderlighed, der synes ufattelig for en 90-aarig.

Et stort Flertal af de danske Komponister i dette nittende Aarhundrede har haft deres Livsgerning i Kirkens Tjeneste, mange som et Levebrød, der maaske var deres Væsen fjernt; men for Hartmann gælder det, at han følte sin Organistgerning som et Kald. Han hører her sammen med Mænd som Bruckner og César Franck. Dybden og Maalet er det samme; men overfor de to Katholikker staar her Danskeren, der varer sig vel for at give sine Følelser en større Iklædning, end de kan bære. Ogsaa her sker der selvfølgelig en mægtig Udvikling gennem Hartmanns lange Liv. Fra den officielle Rationalisme i Garnisons Kirken i Tyvernes København drages han mere og mere af Grundtvig, som kom i det Hartmannske Hjem. Han komponerer en Mængde Melodier til hans Salmer, uden dog at blive draget med ind i Striden mellem Berggreen og Rung og de mindre Aander, der omgav dem. Hartmann var stedse over Kævlet. Men trods al Hartmanns GIæde ved Grundtvig baade som Præst og Digter, tror jeg ikke nogen vil falde paa at kalde Hartmann for Grundtvigianer. Orgelbænken i Frue Kirke gav et andet Udsyn over Kristendom end Vartovmenighedens. Og medens man sikkert ikke maa tænke sig det voldsomme i Hartmanns oldnordiske Musik uden Grundtvig, saa har Hartmann fra sin Ungdom faaet indpodet en Skepsis mod det overstrømmende i Grundtvigs Digtning netop af sin Lærer Poul Martin Møller, som indtil de sidste Aar virkede som en Bremse paa kunstnerisk Bersærkergang. - Derfor blev Hartmanns store Indsats i den kunstneriske Udformning af den nordiske Sagnverdens Stof ikke en Niebelungen Tragedie, men en Ballet. Vel har han ejet i sit Sind hint Gudetusmørke, der avler Lyn, overalt i hans Værk møder vi Sporene af den ekstatiske Skaben; men overalt er den parret med en dagklar Nøgternhed, der passer paa, at man ikke »skaber sig«. Det er dette, der er Danskeren. Det er saa stærkt i Hartmann, at han, hvis Format var Geniets, aldrig kom til at skabe Verdensmusik. Kun for Danskere, der har Forstaaelse for Selvironien og den godt dulgte Inderlighed, er Døren aaben til denne Personlighed, der hører til de største, dansk Aand har frembragt.

Vender vi os nu til Værket, møder vi en overvældende Mangfoldighed. Alle Musikkens Former har Hartmann dyrket, undtagen det store Oratorium. Allerede fra hans tyvende til hans tredivte Aar skriver han 2 Operaer, 1 Symphoni, 2 Sonater, 2 Koncertouverturer foruden Kantater, Sange og Klaverværker. - Jeg kan paa ingen Maade følge Hammerichs kunstfærdige Inddeling af Hartmanns Livsværk i fem Grupper (en dansk, en oldnordisk, en universel, en kirkelig og en Rodegruppe), da jeg anser Hartmanns Livsværk for Udslaget af en storslaaet og samlet Personlighed, der stedse arbejder sig frem mod større Fuldkommenhed; men det er mig paafaldende, at Hartmann begynder med Storformen. Den er hans Livs Problem. Selv siger han, at den bliver ham sværere og sværere, og dog skriver han som næsten 80-aarig det mest monumentale Værk i dansk romantisk Musik, Klaversonaten i A-moll. Men et Problem var den for ham. Daarligst lykkes Mellemsatserne, svagest er Andanterne, netop der, hvor Romantikerne ellers svælgede, bliver han undertiden tør og træet, undertiden konventionel i sin Udtryksform. Det er i Finalesatsen, hans Fantasi vil lægge Tyngdepunktet. Det er Vanskeligheden ved at faa skabt en for ham tilfredsstillende Slutsats, der faar ham til at henlægge de to stort anlagte Strygekvartetter; det er derfor, at E-dur Symphonien ikke blev helt det, den skulde; Finalen siger trods det store Opbud ikke alt det, som øjensynlig er den tiltænkt; og det er derfor, at A-moll Sonaten, hvor Finaleproblemet løstes, blev et saa storstilet Værk, som den blev.

Men holder vi os nu til Begyndelsen, Klaverkvartetten Op. 2 og den to Aar senere Fløjtesonate Op. 1, saa ser vi Forbillederne for den unge Hartmann, og hvor sikkert han arbejder sig frem mod sine Maal. Klaverkvartetten, der i Hartmanns Manuskript er betegnet baade som Op. 10 og Op. 5 og bærer en senere Paategning »sandsynligvis comp. 1823«, hvor 3 Tallet igen er rettet til et 5 Tal, er vor eneste tiloversblevne Rest af Hartmanns tidligste Ungdomsproduktion. Det efterhaanden faldende Opustal fortæller os sikkert om, hvorledes Værker, der er gaaet forud, efterhaanden er faldet for Kritikken og er blevet tilintetgjorte. Sandsynligheden for 1825 er ringe. Hartmann har blot paa sine ældre Dage tvivlet om, at han har kunnet fuldføre et saadant, Arbejde som attenaarig; men Kvartetten bærer netop Præg af de atten Aar, og det passer ogsaa historisk godt nok. Det var som attenaarig, at Peter Hartmann blev optaget i den Zinnske Kvartetkreds, og det har været ham om at gøre at vise, hvad han duede til. Forbillederne er tydelige, dels Mozart, dels Kuhlau. Mozarts to Kvartetter har sikkert været spillet. Indledningsthemaet tyder derpaa, (nodeeks. - Bratsch unisono med Klaver)

og Kuhlau havde fornylig hentet sig en Sejr hos alle Kendere med sin flotte C-moll Kvartet. Fra ham henter Hartmann den tekniske Bravour, den stærke Toneartsforskydning i Modulationsdelen gaar det for fulde Sejl fra H-dur gennem A-moll As-dur - E-moll til Hovedtonearten F-dur. Rykmæssige Overgange fra F til Ges-dur med Treklange og kromatiske Skalaer gennem hele Klaviaturet holder han meget af. Han skal nok vise, baade hvad han kan spille, og hvad han kan skrive op. Betydeligst bliver Finalen - en Rondo - som er let og fuld af Ynde, og hvor Benyttelsen af Strygerne faar mere Selvstændighed. Den er rig paa Kanon og Fugatilløb, ogsaa, en Arv fra Kuhlau. Trods dens Ungdommelighed viser den alligevel, hvor mærkelig moden og selvstændig den unge Hartmann var, - der var nemlig meget lidt Liv i den absolutte Musik i Danmark i 1823.

Paa Vejen fra Klaverkvartetten til Fløjtesonaten og fra de 18 til de 20 Aar møder Hartmann imidlertid Europa. Ser man paa Nodebilledet i Fløjtesonaten, og hører man efter dens Maade at udtrykke sig paa, saa vil man i første Sats finde Hummel, i Andanten Kuhlau, i Scherzoen Spohr og i Finalen Weber. Det er disse Komponister, der har virket befrugtende paa den unge Hartmann, og som faar Betydning for den første Fase af hans Produktion.

De virker ret fremmede nu, og mange studser maaske over slet ikke at finde nogen af Wienerklassikerne nævnt; men deres Indflydelse er i det hele kun ringe i dansk Musik. I egentlige Musikerkredse var det Haydn, der var kendt, elsket og dyrket. »Aarstiderne« og »Skabelsen« blev opført omkring Aarhundredskiftet, og i det lange musikfattige Interval fra 1814 til 1836 spilledes hans Strygekvartetter stadig i de kammermusikelskende Kredse i København, altsaa netop der hvor Hartmann fik sine musikalske Ungdomsoplevelser. Mozart var specielt og udelukkende Operakomponisten, men i den almene Bevidsthed truet af Italienerne, og Beethoven repræsenterede en Modernisme og Utilgængelighed, som vi nu har uhyre svært ved at gøre os nogen Forestilling om.

Hartmanns virkelig store musikalske Ungdomsoplevelse har sikkert været Webers berømte Københavnsbesøg, og selv om vi intet bestemt udtalt har derom, kan vi roligt gaa ud fra, at Freischützouverturen har brændt sig ind i Sjælen paa den sekstenaarige. En ny Musik og en ny Behandling af de tekniske Midler blev her præsenteret for det ganske uforberedte København, og var netop paa Grund af den den virkende og levende primitive Melodiøsitet umiddelbart tilgængelig. Havde Tiderne været rigere, havde den store Chance været der, nu lukkede Armoden igen den Dør ud til Verden, der var aabnet paa Klem, og siden da har vi stedse været en Menneskealder bagefter Europa, et Forhold den danske Musikhistorie i det nittende Aarhundrede nok skal minde os om Gang paa Gang.

Men tilbage til Forudsætningerne for Hartmann. De var altsaa f ørst Kuhlau og dernæst de absolutte Musikere, som ogsaa han paavirkedes, af - Mænd som Dussek og Hummel, der nu er glemte, men dengang var Stjerner af første Rang. Deres Bidrag til Udviklingen af den moderne Klaverstil er langt større end Wienerklassikernes. De forener en lettilgængelig og lidet dybtgaaende Melodi med en besnærende teknisk Bravour, og deres kolossale Produktion næsten tvinger dem til at finde og løse Problemer af rytmisk og pianistisk Art, som gaar igen hos alle Romantikerne og da ogsaa i høj Grad hos Hartmann. Et Særkende for disse Komponister er ogsaa deres store Forkærlighed for Kammermusikken, og det er sikkert gennem den, at de i stærkest Grad faar Tag i den unge Hartmann. Det var nemlig disse Komponister og ikke Beethoven, der blev spillede i det Zinnske Hjem.

Tænker vi os videre den unge Hartmanns Søgen i hin Tid, er det ogsaa let at se, at den maatte føre ham til den Mand, der i Tiden f ra Beethovens Død til Mendelssohns Leipziger Periode ubestridt var den germanske Musiks førende Skikkelse, Ludwig Spohr. - Ogsaa Spohrs Livsværk tilhører nu vaæsentlig Historien; men i den vil han have sin Plads som den rene Skønhedselsker. Klangsaligheden var den Muld, hvoraf Spohrs Musik voksede, næret af hans sjældne Violinspil, og en Dannelse, der laa langt ud over det forrige Slægtleds Musikantopdragelse, gav ham Betingelser for at udforme de betydelige Ideer, der laa bag ved hans Operamotiver, saa han slap uden om de fleste af de Platheder og Meningsløsheder, der fra første Færd fældede store og større Komponisters Sceneværker. Han er sikkert den Komponist, der har udøvet den største Indflydelse paa Hartmanns Stil og Stof i den første Periode af hans Liv, den der afsluttes med hans Hustrus Død i 1852.

Endnu et Navn skal nævnes, som jeg forgæves har søgt hos de Forfattere, der har beskæftiget sig med Hartmann. Det er Cherubini. Medens de tidligere nævnte, Hummel. og Spohr, glider længere og længere ud i Mørket, vil det ikke overraske mig, om Cherubini staar overfor en Renaissance. Hans Kunst er af klassisk Struktur, og de Strømninger, der paany har ført Händels Operaer og Bachsønnernes Instrumentalmusik op til Musiklivets Overflade, vil forhaabentlig ogsaa naa Cherubini. Hans Korsats, der er af en uforlignelig Fylde og Fuldendthed, har ganske afgjort været et Forbillede for Hartmann, og hans Indflydelse, mener jeg, kan spores helt op til de sidste Værker. I Forbindelse med den danske Musik og det Milieu, hvoraf den unge Hartmann fremgik, vil jeg ogsaa minde om, at Cherubinis Lærer var den Sarti, der i 1775 forvistes fra Danmark, hvor han sammen med Hartmanns Bedstefader havde reorganiseret det kongelige Kapel. - Den første danske Musik er krydret af franske og italienske Paavirkninger. De lever endnu i Hartmann. Først hos Gade kan de ikke mere spores.

Maalet med disse Betragtninger er at placere Hartmann i en Strømning i europæisk Musik, der gaar bag om Wienerklassikerne, og som netop i Hartmanns Person paa Grund af hans lange Liv og aldrig slukkede Skaberkraft naar op til vore Dage. Af denne Indstilling udspringer mere end af noget andet Modsætningsforholdet mellem Hartmann og Gade, som altsaa ingenlunde er en Modsætning i Henseende til »Danskhed«, men i Henseende til Stilbestemthed. Hartmann var
nok Romantiker, for saa vidt enhver følelsesbetonet Kunstner er Romantiker; men han var fjern fra den tyske Romantik, som opsugede det særprægede hos Gade, udviskede det oprindelig nationale og lod ham ende som en bleg Klassikerepigon, medens Hartmann voksede og voksede frem mod den store Personligheds afgørende Form; men han voksede langsomt, opr der skulde kyndige øjne til at ane Afslutningens Mægtighed i Begynderens af mange Forbilleder paavirkede Forsøg.

(Fortsættes.)