Om solfègeundervisningen

OM SOLFÉGEUNDERVISNINGEN

AF WALTER ZACHARIAS

DEN store Udbredelse Undervisningen i Solfége har vundet baade i Udlandet og i de sidste 5 Aar ogsaa i Danmark, er et Tegn paa, at Musiklærerne har forstaaet, at Finger- eller Strubefærdighed ikke er nok for den, der ønsker at dyrke Musik, men at et grundigt Kendskab til det Stofs Elementer, man arbejder med, er nødvendigt, hvis Arbejdet skal give et Resultat, d. v. s. bringe Glæde og Tilfredsstillelse. Solfégens Maal er nemlig at klargøre Musikens Grundbestanddele for Eleven, og Undervisningen bygger paa den Erkendelse, at Musik bestaar af 2 Grundelementer:

dels Tonerne i og for sig og deres Forbindelse horisontalt til Intervaller og vertikalt til Samklange,

dels af Rytmen, Tonernes Varighed i Forhold til hinanden.

Solfége maa altsaa ikke forveksles med det Fag, man kalder Musikteori, hvis Formaal det er at indføre Eleven i Kompositionernes Teknik og Virkemidler.

Solfégeundervisningen bestaar af 3 Hovedfag, der dyrkes samtidigt, da de er lige vigtige og supplerer hinanden:
Intervaløvelser, rytmiske øvelser og Musikdiktat.

Alle Intervaløvelser synges paa Nodenavnene; naturligvis maa der ikke lægges Vægt paa den sanglige Præstation, ikke Tonens Kvalitet, men Renheden er det afgørende. Gennem øvelser aabnes Elevens øre for Forskellen mellem hel- og halvtone Trinene, og for de sidstes vedkommende mellem diatonisk og kromatisk; saa følger Skalaøvelser, der viser Halvtonernes Stilling i Tonerækken. Saa følger de egentlige Intervaløvelser, begyndende med ganske lette, der kun omfatter Prim, Sekund og Oktav. Ved stadig at føje nye Trin til, naar Eleven tilsidst til at beherske alle Intervaller indtil Duodecimen, og ved at udsmykke de enkelte Trin med forskellige Intervalspring lærer han at bevæge sig fuldkomment frit indenfor Systemet. Parallelt med disse øvelser løber Træningsøvelserne, der kun omfatter et enkelt Interval, og hvis Formaal det er at aabne Elevens øre for Tonens Renhed og det paagældende Intervals særlige Karakter.

I Begyndelsen synges Trinøvelserne kun i C-Dur og A-Moll, men naar Eleven er blevet sikker heri, lader man øvelserne begynde paa andre Trin i Tonerækken og kommer derved ind paa Spørgsmaalet om Tonearter. Naar saa mange Mennesker har svært. ved at lære Tonearterne og forstaa deres Fortegn, saa er Grunden som oftest den, at de slet ikke ved, hvorfor man bruger disse; de lærer altsaa, Toneartsfortegnene udenad, men da de mangler den dybere Begrundelse, saa bliver deres Viden rnekanisk og glemmes hurtigst muligt. Denne Vanskelighed afhjælper Solfégemetoden. Naar en Elev skal synge et Interval fra G, og dette Interval skal svare til Intervallet C-H, saa forstaar den, der kender Forskellen mellem hel- og halvtone Trinene fra sine øvelser, at det ikke gaar an at synge G-F, han vil af sig selv forhøje F til Fis, og det før saa ubegribelige Kryds bliver nu naturligt og forstaaeligt. Og saaledes gaar det med alle Fortegn og Tonearter.

Trinøvelserne er ikke noteret med Noder, men med Tal. Derved nødes Eleven til ikke alene at tænke paa, hvad den Tone hedder, han i øjeblikket synger, men ogsaa til at tænke paa dens Stilling i den paagældende Toneart. Er Eleven naaet saa langt, saa behersker han faktisk hele Interval- og Toneartslæren, og hans Viden er vokset organisk frem gennem praktiske øvelser, derigennem er den helt anderledes sikker og anvendelig end alle de Kundskaber, der erhverves ved mekanisk Udenadsterperi.

Det er nu ikke svært at forklare Eleven de vigtigste Træk af Akkordlæren, idet man blot opløser Akkorderne i deres Bestanddele, saa Eleven lærer at opfatte en Akkord som flere samtidig klingende Intervaller. Det er dog næppe klogt at gaa altfor vidt paa dette Punkt, for Amatøren er Grundtrækkene tilstrækkelige, og Fagmusikeren maa, gennem Musikteorien for at erhverve de nødvendige Kundskaber.

De rytmiske øvelser synges eller spilles ikke, de bankes paa et Bord. Derved opnaar man, at Eleven lærer Rytmen at kende i dens inderste Væsen uden at blive hæmmet af klanglige Fænomener. Øvelserne omfatter alle Slags rytmiske Figurer indenfor alle Taktarter. Man bør altid paase, at Eleven ikke tæller hverken højt eller indvendigt. Det rytmiske Billede maa staa saa sikkert og Rytmefølelsen være saa levende, at det i Virkeligheden usikre og hæmmende Virkemiddel, Tælningen er, gøres overflødigt. I Begyndelsen er dette noget vanskeligt, men meget snart opdager Eleven at det gaar meget nemmere uden Tælning. Maalet er, at Eleven uden Tøven kan banke enhver rytmisk Figur, fordi det rytmiske Billede staar klart for hans indre Følelse, saasnart han ser Noderne. Disse er iøvrigt ikke noterede paa et System, men kun paa een Linie, hvilket letter Oversigten. Tilsidst bliver Eleven saa sikker, at han kan banke tohændige Rytmeøvelser, en ypperlig Maade at lære Polyrytmer paa. De skrevne øvelser suppleres med andre mere improviserede efter Behov, ved Udenadslæren, og andet.

De gennem Intervaløvelser og Rytmeøvelser erhvervede Kundskaber finder deres Anvendelse i Musikdiktatøvelserne. Disse bestaar deri, at Eleven nedskriver en ham forespillet Melodi uden at faa andet end Takt, Toneart og Begyndelsestonen at vide. Derved opnaar man, at Eleven ikke passivt lader Musiken glide sig forbi, men bevidst følger den i dens Intervaller, Rytme, Modulationer o. s. v. - Fra eenstemmig Diktat gaar man over til to-, tre- og firestemmig, og det er interessant at se, hvorledes Elevernes Opfattelse af Musik efterhaanden ændres, fra ubevidst Nydelse til klar Opfattelse af Aarsag og Virkning. Det er ikke rigtigt, naar der hævdes, at en saadan forstandsmæssig Indstilling forringer Musikglæden, Nydelse forringes ikke, fordi man ved, hvad Grunden til det nydte Skønhedsindtryk er, og megen Musik kan overhovedet kun nydes bevidst, f.Eks. klassisk Vokal- og Instrumentalpolyfoni (Palestrina, Bach) og den paa de samme Principper byggende moderne Musik.

Skal man i Korthed karakterisere Resultatet af Solfégeundervisningen, saa kan man udtrykke det saaledes:
Eleven, der tidligere maatte arbejde ved Hjælp af et mere eller mindre sikkert Musikinstinkt og som derfor ofte var nødt til at lære sit Stof ved mekanisk Udenadsterperi, han arbejder nu med Bevidsthed og paa et sikkert og solidt musikalsk Grundlag. Derfor bør Solfége være Fundamentet for al Musikundervisning. De i et udøvende Fag undervisende Lærere har som oftest saa meget at gøre med at bibringe deres Elever tekniske Færdigheder og indstudere Musikværker med dem, at de ikke har Tid til at tage sig af det musikalske Fundament; her er det Solfégen sætter ind som en uvurderlig Hjælp for alle, der for Alvor ønsker at arbejde med Musik.