J.P.E. Hartmann Del 2

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 09 - side 220-224

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

J. P. E. HARTMANN II

AF RICHARD HOVE

Det næste Værk, Hartmann tager fat paa efter Fløjtesonaten, er en Concertouverture i D-moll (Op. 3). Man ser, det er stadig de store Opgaver, der frister. Det sirligt skrevne Partitur, der er dateret Maj 1825, forlanger en komplet Besætning paa 2 Fløjter, 2 Oboer, 2 Klarinetter, 2 Fagoter, 2 Horn, 2 Trompeter, 3 Basuner, Pauker og Strygere. Det bemærkelsesværdige herved er den svære Blikbesætning, Basuner var en Extravagance, som selv en Beethoven sjældent tillod sig; men Hartmann har alle Dage holdt meget af Blikblæserne, Basuner skulde der med, og de blæser ogsaa, saasnart Lejlighed gives, - er de sjældne, saa skal de ogsaa høres. I Ouverturen maa Hartmann opgive al den Elegance og Bravour, han havde Lejlighed til at vise i Klaverkvartetten og Fløjtesonaten, han er tydelig hæmmet af det uvante Stof; men den er ført til Ende med fast Haand og har sikkert været en Bedrift for ham. Ouverturen er opført den 11. Marts 1829 ved Mad. Wexschalls Aftenunderholdning i det kgl. Theater, og det vilde nu være af historisk Interesse at høre den engang igen.

Først efter yderligere et Opus absolut Musik i den store Form, en Sonatine for firhændigt Klaver, der er meget svag, - kommer vi til Begyndelsen, til den Hartmann hans Samtid forstod bedst, til Kendingsformen for Hartmann - Lejlighedskantaten. - I Anledning af en tiltrængt Forbedring af Garnisonskirkens Orgel, skulde der gives en Kirkekoncert, og hertil komponerede den unge Organist sin første Kantate. Teksten er af Professor Oehlenschläger, syv brede Vers, som Hartmann behandler i syv Satser og bruger som Anledning til at vise sit Herredømme over mange Former. Der er blandet Kor, Duet - Tenor og Bas - Solo - Mandskor og Koral. - Jeg aftrykker Koralen, det er den første, vi har fra Hartmanns Haand; den viser, hvor lang Vejen er til Salmekomponisten Hartmann; hans Salmer er jo, da han finder sin Stil, netop ikke Koraler. (nodeeks.)

Koralen støtter han med fire Basuner, - atter Kærligheden til Blikblæserne. - Der er i dette Værk, trods dets iøjnespringende Mangler, den ganske uorgelmæssige Ledsagelse, der ligner en tynd Klaverstemme, og den Afblegethed, som nu Musikken har saavel som Teksten, en saa forbavsende Selvstændighed i Forhold til den samtidige Kantatestil. En Sammenligning med det selvfølgelige Forbillede, Weyse, viser med afgørende Tydelighed det skete Stilbrud. Fri og uafhængig og vel næppe bevidst træder den 20-aarige Hartmann ind paa den Vej, som skal føre ham til Kunstens Tinder, her, i Modsætning til i Instrumentalmusikken, uden Forbilleder, alene hvilende paa sin Indtrængen i Ordet og Tanken.

At følge Hartmann fra Værk til Værk er her en Umulighed; men efterhaanden vil ogsaa de forskellige Linier i Hartmanns Livsværk være antydede. Efter »Orgelets Pris« følger endnu tre Kirkekantater i samme Form og Stil. »Til Paaskefesten«, »Til Julefesten« og »Til Hundredaarsfesten Pintsedag for Ansgar«. De er et Par Aar senere, fra 1827 og 1828, og viser i mange Henseender store Fremskridt, blandt andet kommer der mere Følelse for Orgelet i Akkompagnementerne, se denne indledende Linie af Paaskekantaten. (nodeeks.)

Sammestedshen hører til en vis Grad ogsaa det smukke lille Koncertstykke »Ved Konservatoriets anden Koncert 20. Februar 1828« for Kor og Orkester. Det er Hartmanns andet Værk for Orkester, og store Fremskridt er sket siden Ouverturen i D-moll. Hartmann kan nu skrive for Orkestret uden Hæmninger, hans Instrumentation har fundet sin Form, den han i alt væsentligt bibeholder indtil 2den Symphoni, der danner det instrumentale Vendepunkt i hans Produktion. - Den samme Vækst i instrumental Henseende finder vi ogsaa i den saakaldte »Geistelige« Ouverture i C-moll op. 9 for Orkester og Orgel. Orgelet har Hartmann senere arbejdet ind i Partituret, saaledes at det kan undværes ved en Opførelse. Denne Ouverture har i Modsætning til op. 3 mere end Kuriositetens Interesse. Den viser den unge Hartmann paa Vej til at blive en moden Kunstner, og den burde ogsaa lejlighedsvis naa til Opførelse i vore Dage. Forud fpr den gaar den første Violinsonate op. 8 i G-moll - det betydeligste Værk fra Tiden før Hartmanns Ægteskab. Den er skreven under Eksamenslæsningen og lyser af Hartmanns Ungdom og Overskud af Kraft. Begge Instrumenter er ført med Overlegenhed og Bravour. Et helt og færdigt Værk.

For Violin og Klaver skænker Hartmann os i alt fire Værker i den store Form. Et fra hver af hans Livs Perioder. Først her i Sonaten i G-moll, den ungdommelige Trang til at virke med ydre Midler, til at lade det klinge. Themaerne strejfer det italienske, da første Sats aabnes; men vider sig saa pludselig ud til det vældige og slutter i det elegante. Andanten, et Variationsstykke, har Beethoven Stemning over sig og er smuk, om end den skæmmes af vel kraftige Udraabstegn efter de korte Sætninger.

Scherzoen i C-moll viser hen til Spohr, men er i og for sig selvstændig nok, til at man ikke behøver at tale om Mindelser, og Finalen begynder som et helt Fyrværkeri. En Sats, som Hartmann i Virkeligheden ikke kommer til at skrive Magen til senere. Ogsaa den lider i Sidethemaerne af en vis Kortaandethed, men imponerer ellers ved sit Opbud af store Virkninger baade i fugeret Sats og Kromatik. Ganske mærkeligt er det at se, hvor overlegent Hartmann i sin tidligste Kammermusik behandler Klaveret i Sammenligning med de tørre og fantasiløse Klaveropus - Fantasien op. 7, de to Rondoer og den firhændige Sonatine - den er samtidig med; det er, som var det en helt anden, der havde skrevet disse haabløst afdøde Værker.

Atten Aar senere følger den anden Violinsonate - i C-dur op. 39, tilegnet Spohr. Det er Hartmanns største Værk for denne Besætning, et Værk som aldrig burde mangle paa danske Violinisters Repertoire; men i min Levetid har jeg ikke set den paa eet eneste Program. Her maa det siges, at Hartmann er svær at spille. Uden at tage Hensyn til det praktisk flatterende for Instrumenterne stiller han meget betydelige tekniske Fordringer betingede af hans Stemmeførings Logik, ofte uden at det for Tilhørerne er muligt at høre, hvilke Vanskeligheder, denne Musik rummer. - Sonaten aabner med den skønne rolige Ritornel, der særtegner den som et Stykke dansk Naturlyrik i Modsætning til den noget tidligere Prissonate for Klaver, hvis Aabningssats har et fantastisk, oldnordisk Præg. Den er en Koncertsonate for Kammermusikelskere og et ægte Instrumentalværk.

Carl Nielsen har i sin Tid - i Tilskueren - opstillet den Sætning, at Komponisterne kan deles i dem, der tænker instrumentalt, og dem, der tænker vocalt; han henregner Gade til den første Gruppe og Hartmann til den sidste. For saa vidt Delingen overhovedet kan gennemføres, tror jeg, den er gal her. Hartmann er fra sin Begyndelse instrumentalt indstillet, og kun Tilfældigheder har rykket hans vocale Værker i Forgrunden. Hans hensynsløse Maade at føre Sangstemmerne paa i de store Korværker peger ogsaa med Tydelighed paa hans instrumentale Grundindstilling, og hans Instrumentalværker vil i Sammenligning med Gades tydeligt vise deres Overlegenhed. Violinsonaterne, der hos begge findes spredt over deres hele Produktion er et godt Eksempel herpaa; Gades bliver af en rent ud forfærdende Tyndhed ved Siden af disse Sonater, som virkelig er Sonater, fuldtvejende Værker fødte til den store Form. Bemærkelsesværdig er i den Forbindelse ogsaa, den store og velafvejede Kontrastvirkning mellein Hovedthema. og Sidethema hos Hartmann - et vigtigt Punkt paa hvilket Gade ofte svigter. - Efter den rolige Indledning spinder Førstesatsen sit gratiøse Spil med rig og hurtig Afveksling mellem livlige Passager og skønne melodiske Linier. - Det er netop den Side af Hartmann, man kender alt for lidt, lige langt fra den oldnordiske Vægtighed og Sangenes klare Enkelhed. Et spillende Liv hviler over Satsen, og viser den Mand i lykkelig Ungdom, som for en Eftertid desværre har faaet Prædikatet »den gamle«. - Mod Satsens Slutning vender den sig saa blideligt mod den smukke Indledningsstrofe. Da galer pianissimo Oberons Horn, og en ny Scene fremtrylles; det er den store Andante, bygget over et enkelt kort Motiv, som det lykkes ham at afvinde en Rigdom af Skønhed og Ejendommelighed, der langt overgaar Prissonatens Romancesats, hvis noget for selvfølgelige Melodi let falder i Retning af det kedelige. Og altbesejrende er Finalens Humør og Kraft. Den raaber paa den store Violinist, der virkelig vil føle det som en national Opgave at hæve denne Musikskat; men den kræver Indlevelse, ligesom Hartmanns store Orkesterværker. Noderne gør det ikke, der skal Aand til at faa. vækket det levende Liv i disse Værker.

Den skønne danske Tone præger ogsaa Violinsuiten op. 66. Den er skrevet i Sommeren 1864 samtidigt med, at Hartmann arbejdede paa Operaen »Saul«. Hver enkelt Sats er dateret og næsten fri for Rettelser i Manuskriptet, en Frugt af en hurtig og sikker Inspiration. Dejlige er de to Introductioner henholdsvis til første og sidste Sats, hvor Hartmann saa fuldt og stærkt. bruger sit »talende« Tonesprog. Her finder vi sikkert det stærkeste Udslag af den forpinte Stemning derhjemme i Nordsjælland i den tunge Nederlagets Sommer og af Hartmanns stærke Trang til at søge Trøst, hvor Trøst var at finde. Violinsuiten er blevet Hartmanns mest spillede Kammermusikstykke. Den har ikke saa store Linier som C- dur Sonaten; men den har den intime Indføling i dansk Væsen - som den f. Eks. ogsaa. findes i Lundbye's Tegninger-- saa den altid vil forstaas og elskes af alle Danske.

Tilbage er nu kun den lille Sonate op 83 i G-moll fra Efteraaret 1886 og Fantasi-Allegroen. Begge bunder i »Yrsa«-Stemninger. De er begge stærkt. nordiske Værker med store Skønheder, men besidder ikke samme Helhed som de foregaaende Violinværker. Sonaten har den beskedne Undertitel »Für Geigenschüler« - det gør intet Skaar i Fantasiens Flugt i Ydersatserne, som hører til Hartmanns bedste; men den sammenkomponerede Andante-Scherzo-Andante er sin kønne Melodi til Trods et blegt Værk. Formen er altid uheldig, og specielt for Hartmanns Mentalitet et Fejlgreb. Fantasi Allegroen er til Gengæld svær og ikke homogen nok. Den virker som et Fragment. Den gamle Mesters Fantasi drog ud; men han beholdt vel det meste af sin Drøm for sig selv.

Hartmanns Violinkompositioner giver i det færreste Antal Værker et fuldstændigt Snit gennem hans Produktion. Fra Ungdommens stormende Flugt med dens Paavirkninger mange Steds fra, dens Lyst til Elegance og Smag for en sydlandsk farvet Kantilene, til Manddommens stedse dybere Indleven i det nationalt bevidste og den høje Alderdoms mærkelige Drømmeri, helt ude af Kontakt med Samtiden, kun skrevet som en Dagbogsoptegnelse til eget Brug - alle Satser i G-moll Sonaten er daterede og følger tæt paa hinanden. De er blandt andet et Bevis paa, hvor meget større Hartmann er i sine absolutte Værker end i sine i hans Levetid saa populære Kantater. Naar Kantaterne længst er smuldrede og uforstaaelige, fordi deres Anledninger - kongelige Bryllupper og Begravelser - er glemte, vil Sonaterne saavel som de tre Klaversonater kunne tages frem som Tidstyper: nogle af de betydeligste Udslag af den danske Musik i det nittende Aarhundrede.

(Fortsættes.)