Nye veje for musikpædagogiken

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 09 - side 224-228

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

NYE VEJE FOR MUSIKPÆDAGOGIKEN

AF BODIL FRIIS

MED største Interesse maa vi, som underviser i Musik, følge de moderne Musikpædagogers Arbejde. Det er et saa glæ- deligt Tegn at se, at Vægten lægges mere og mere over paa Kunsten at kunne undervise, mens man før mest har interesseret sig for Lærerens egen Dygtighed i at behandle sit Instrument. Man har vel altid forstaaet, at den ideelle Lærer var den, der forenede begge disse Ting i sig; men nogen rationel Uddannelse i at undervise har vor musik-studerende Ungdom aldrig faaet, og Størstedelen af de unge, der har faaet Musikuddannelse, gaar dog før eller senere over til at undervise. I de senere Aar har man søgt at raade Bod paa dette Forhold ved musikpædagogiske Kursus, og det maa siges at være af allerstørste Betydning, at det gaar op for alle dem, der vil undervise Børn, at Kendskab til Børnepsykologien er nødvendig. Derigennem vil vi kunne naa. til en større Forstaaelse af Barnets Væsen i de forskellige Aldre og af dets individuelle Væsen. Og betragter vi først Barnet som en Individualitet, vil vi ganske naturligt derigennem ledes til at lade det udfolde mere Selvvirksomhed, end Tilfældet har været i den gammel- dags Undervisning, saa at vi kan nøjes med at være ved Siden af det som en god Vejleder, ja allerhelst som en Kammerat, med hvem det kan gaa paa Opdagelse i Musikkens Rige.

Fra Tyskland har vi i de sidste Aar faaet mange og rige Impulser til Fornyelse af vor Undervisning (jeg nævner blot Jøde- og Tonika-do Bevægelsen), for hvilke vi maa være uhyre taknemlige.

Men med at studere og tilegne sig nye Systemer er man endnu ikke naaet ind til Sagens Kærne. Systemet kan være en Støtte, en Berigelse, betyde et langt Skridt frem i Udviklingen for En selv, men den rigtige Anvendelse af det beror dog paa, at man har et virkeligt Kendskab til og Kundskab om Barnenaturen. Ingen musikstuderende burde tage fat paa at undervise Børn uden at have gennemgaaet et Kursus i Børnepsykologi eller paa anden maade sat sig grundigt ind deri.

Det kan ikke siges klart nok, at al Undervisning virker paa Barnet, ikke blot paa det specielle Omraade, hvor den gives, men den sætter sine Spor i Barnets hele Psyke. Rent bortset fra Resultatet, saa vil enhver virkelig velledet og levende Undervisning sætte sine gavnlige Spor i Barnet, mens en ukyndig, usikker, ja forkert og imod Barnets Natur gaaende Undervisning (som f.Eks. for smaa Børns Vedkommende en for intellektualistisk præget) afgjort vil kunne skade Barnet, og det selv om den har visse Resultater at opvise.

I ældre Musikskoler finder man i Fortalen ofte praktiske og nyttige Vink til Læreren om Fremgangsmaaden, men altid ud fra Synspunktet: Barnet skal snarest muligt dygtiggøres paa sit Instrument, aldrig ud fra Synspunktet: Hensyn til Barnet som en Helhed, en vordende Individualitet, hvor Læreren maa gøre sin Indsats paa sit Omraade, saa den kan indgaa som Led i Barnets hele Udvikling.

Hvor glad bliver man saa ikke, naar man faar en Skole som den tyske Musikpædagog, Dr. Deutsch's »Klavierfibel« i sin Haand og læser hans Henvendelse til Læreren! Endelig er man ved det væsentlige og nøjes ikke blot med Drøftelse af Spørgsmaal som Fingerøvelser, Haandstilling o. s. v., men man faar en virkelig Vejledning i at undervise og alle de pædagogiske Spørgsmaal behandles ud fra Tanken: Musikkens almenopdragende Betydning. Selv om man muligvis ikke kan være enig med Dr. D. i alle hans Udtalelser og kunde ønske at tage mange af dem op til nøjere Prøvelse, saa føler man sig dog, naar man har læst dem, som befriet fra mange gamle Dogmer og i en Luft, hvor der er godt for Barnet (og den voksne Elev) at være.

Og der er saa sandelig ogsaa godt for Læreren at være! Mange Byrder, som man har slæbt rundt med uden rigtig at vide, hvordan man skulde komme af med dem, lettes fra Ens Skuldre, og man trækker Vejret frit og siger: ja, saadan maa det være! Alting bliver derved baade lettere - og sværere. Samtidig bliver jo nemlig Ansvaret større, idet det nu ikke blot gælder Opøvelsen i et Fag, men - som overalt, hvor man har med Børn at gøre - Medvirken i hele Opdragelsen. Ingen af Dr. Deutsch's Udtalelser er uden Interesse, de fortjener alle at læses og forstaas, eller i det mindste diskuteres; thi mange af dem er saa absolut i Modstrid med tidligere Tiders Synspunkter, at man studser ved første Gennemlæsning, selv om man har beskæftiget, sig med Spørgsmaalet før. Men har man forstaaet hele hans levende Indstilling til Musikundervisningen, saa forstaar man ogsaa, at han maa komme til saadanne Resultater i de enkelte Spørgsmaal; for en flygtig Betragtning kan disse Resultater synes overraskende, for en nærmere Bedømmelse virker de i mange Tilfælde slaaende. Jeg skal forsøge at gengive nogle af de Udtalelser, som maaske betyder størst Brud paa de gamle Traditioner.

Dr. D. siger i et Afsnit, hvor han i det hele gaar imod Fordringerne om "klingende Spil«: »Den pianistiske Færdighed kommer med Tiden af sig selv ogsaa ganske uden mekaniske Fingerøvelser, Skalaer og Etuder og uden særlig Indøven. Primavistaspillet (som Deutsch. lægger stor Vægt paa) er den bedste Færdigheds-Skole (Schule der Geläufigkeit). Hvorfor har man tidligere lagt saa stor Vægt paa Fingerfærdigheden og saa lidt paa den musikalske Uddannelse? Det har dog saa ofte vist sig med mange Elever, at deres Klaverstudium er gaaet istaa, paa Grund af deres musikalske Indtørring (Verkümmerung) længe før de fik Brug for deres Fingerfærdighed. Prøv at uddanne og udvikle dem musikalsk, og den som frygter at det senere skal være for sent at erhverve Fingerfærdighed, han risikerer højst, at Eleven har faaet, Musikalitet i Stedet for Fingerfærdighed, altsaa sikkert ikke saa slem en Risiko, som hvis det omvendte blev Tilfældet, eller som det ogsaa ofte gaar, at ingen af Delene naaes«. En Sætning som »ganske uden mekaniske Fingerøvelser, Skalaer og Etuder« lyder i vore øren revolutionerende; men den er værd at tænke over, vel at mærke naar den følges af Kravet om Opdragelse til Musikalitet. Og man bør samtidig læse, hvad Dr. D. i samme Afsnit siger om Spillehurtigheden: »Det er den langvarige Tankeproces ved Nodelæsningen, der hindrer Tempoet hos Begynderen, særlig ved musikalsk indholdsrigt Stof, og ikke Fingrenes Ubevægelighed. Derved forklares ogsaa, hvorfor Eleven, naar han havde tilegnet sig Fingersmidighed - efter det gamle System ved tankedræbende tekniske øvelser - ikke kunde anvende denne paa den virkelige Musik, selv sine smaa primitive Foredragsstykker maatte han flittigt indterpe (emsig eindrillen) for at naa til flydende Tempo. Den alvorlige Lærer, som indstiller sig paa virkeligt Opdragelsesarbejde, vil ganske give Afkald paa saadanne Skinresultater af Undervisningen. Tillige fører hos mindre musikalske Begyndere selve Indøvningen (das Drillen) ikke til den ønskede Tempostigning. Tankegange lader sig ikke drive frem, man maa afvente deres Skoling. Spillefærdigheden opstaar gennem en organisk Vækstproces i den musikalske og pianistiske Tænkning, gennem fortsat Skoling i Opfattelsen af musikalsk Indhold og dets Omsætning i Spillebevægelsen, altsaa gennem Skoling i Primavistaspil og Gehørspil; og denne Proces bruger sin naturlige Udviklingstid og lader sig absolut ikke fremtvinge«.

- Der er her atter Stof til Eftertanke, enhver maa forsøge at se det ganske objektivt, ikke straks forkaste det; det vil da sikkert ikke blive uden Virkning, men rokke lidt ved mange gamle Fordomme, som man maaske derved bliver i Stand til delvis at frigøre sig for.

- Paa eet Omraade har vi særlig Grund til at være Dr. D. taknemlig; der rækker han os en hjælpende Haand, hvor vi allermest trænger til det: nemlig overfor de vanskelige Elever, de umusikalske, de urytmiske, de i musikalsk Henseende daarligt opdragne. Og hvem af os har ikke nogle Stykker af dem, som vi dog gerne vil hjælpe til Forstaaelse af Musikken? Thi at de ikke skal afvises som uegnede til Musikundervisning, er en given Ting, snarere skal de have en endnu mere omsorgsfuld Behandling end de andre. Dr. D. siger: »Der gives ikke mere noget »geeignet« og »ungeeignet«. Forskellen bestaar kun i den forskellige Behandlingsmaade og det forskellige Læretempo; men Læretempoet skal ikke være Maalestok. Den opdragende Musikundervisning regner ikke saa meget med ydre Præstationer som med den tiltagende »Musizierfreude« hos Eleven«.

I sin Begynderundervisning anvender Dr. D. i sin »Klavierfibel« et særligt System til at Lære Børnene Nodelæsning (en Papirsstrimmel med Afbildning af Klaviaturet med Tonenavnene lægges paa Tangenterne, de første Smaastykker er skrevet med Tonenavnene, og Barnet skal saa aflæse Bogstaverne eet for eet og finde Tonen paa Klaveret ved Hjælp af Papirsstrimlen). Det er vanskeligt at udtale sig om Systemet, naar man ikke har prøvet det; mig forekommer det, at det maa kunne virke noget mekanisk. Men ihvert Fald er Dr. D. her inde paa en Forenkling (Barnet spiller saaledes til at begynde med kun med Pegefingeren), som jeg tror, vi har noget at lære af, særlig hvor det gælder de mindre musikalsk begavede Elever. Vi har uden Tvivl forlangt alt for mange Ting af de smaa Begyndere. Vi er jo vant til straks at stille ret strenge Krav til rigtig Rytme; Dr. D. hævder, at Børnene til at begynde med gerne maa spille helt uden Rytme - arytmisk - idet Opgaven for den mindre musikalske Begynder bliver alt for stor, hvis der forlanges, at han baade skal fatte Nodebilledet, overføre det i Spillebevægelser og samtidig klare Nodeværdier. Den musikalske Elev vil af sig selv senere komme over i det rytmiske, den mindre musikalske maa hjælpes til det. Det er bemærkelsesværdigt, at Dr. D. hævder, at naar der skal takteres eller tælles, bør Læreren altid gøre det baade i Begyndelsen og senere; at det altsaa er nytteløst, at Eleven tæller selv. (Hvor strengt blev ikke netop det Krav stillet til mange smaa Elever før i Tiden?) Dr. D. mener, at urigtig Rytme, næsten uden Undtagelse, kan føres tilbage til Nodelæsningsvanskeligheder. Er de først overvundne - dog ikke ved »Indterpning« af det paagældende, Stykke, men igennem fremadskridende Skoling i Primavistaspil - saa finder Eleven ogsaa den rigtige Rytme, og der behøves slet ingen Tællen eller Takteren. De alvorligste Vanskeligheder møder Læreren hos de Elever - mere eller mindre musikalske som er behæftet med en Mængde ydre Spillefejl, og som absolut ikke retter sig efter Lærerens Anvisninger, men hvis Umedgørlighed bunder i deres Karakter. »Og her«, siger Dr. D., »er Lærerens egentlige, pædagogiske Opgave! Overfor disse umedgørlige (ungeffigigen) Elever vil det være forgæves at kæmpe mod de ydre Spillefejl, disse maa gribes ved deres Rod, nemlig den urigtige Helhedsindstilling hos Eleven. Ganske nytteløst. vil det være at bruge didaktiske Midler. Anvender man didaktiske Anvisninger, maa, de forstaas som saglige Fordringer, aldrig som personlige; de maa, dertil altid gives som velmente Raad, og det maa. blive Elevens Sag, om han vil følge dem. Ydre Tvangsmidler bevirker aldrig en virkelig indsigtsfuld Føjen sig, en indre Gaaen med af Eleven. Dette gælder ogsaa for den Tvang, der er klædt i Mildhed og Sagtmodighed, blot som Misbilligelse, ivrig Tiltale, Ansporing af Ærgærrighed, eller pædagogiske Kunstgreb. Ligefrem skadelig er den modsatte Holdning, streng, utaalmodig Behandling, stadig Dadlen, eller endogsaa Straf og Forhaanelse. For at forbedre Eleven, maa man forsøge at forbedre ham som Menneske, og det lykkes ikke, saa længe man vender sig imod ham«.

Nogle vil maaske mene, at en vanskelig Elev altid vil være et daarligt Objekt for sin Lærers Undervisningskunst. »Tværtimod", siger Dr. D., »thi netop i Forholdet til saadanne Elever, vil Lærerens personlige Indflydelse have størst, Betydning. Det er ingen særlig Fortjeneste at faa højtbegavede, Elever til at yde udmærkede Præstationer. Langt højere er den Lærers Fortjeneste, der ved sin Udholdenhed kan bringe uinteresserede, overfladiske, nervøse, tungnemme eller paa anden Maade hæmmede Elever til virkelig at arbejde med Musikken«.

Det er kun nogle faa Eksempler, jeg her har taget frem af Dr. Deutsch's »Pædagogiske Anvisninger«, men jeg tror, at hans Fortale som Helhed - og som saadan skal den helst læses - maa kunne paaregne Interesse i alle pædagogiske Kredse herhjemme. Den findes i hans Klaverskole, men kan ogsaa faas særskilt som Lærerhefte.