Operaen?!

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 09 - side 213-219

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

OPERAEN?!

AF GUSTAV HETSCH

OPERAEN er - og har altid været - indenfor Musiken »den store Maskine«. Den har stillet materielle Krav som ingen anden Form for Tonekunst - til alle Sider. Den er i det hele taget det mest fordringsfulde Væsen, man har i Kunsten. Den er en Storherre. For overhove det at kunne leve skal den have vældig Plads om sig, en Masse Mennesker i sin Tjeneste, - skal raade over Paladser med prægtige, Sale og herlige Parker, over Skove og Bjærge. Den vil have sig hele Jorden gjort underdanig - og Fantasiens uendelige Verden. Som en anden Molok sluger den en Musiker- og Sanger-Hær, en vældig Tekniker-Stab. Og en bugnende Pengekasses hele Indhold. Ubarmhjærtig er ovenikøbet denne fordringsfulde Storherre. Faar han ikke, hvad han vil have, saa gaar han sin Vej i Vrede og lader os i Stikken. Det kan ikke nytte, vi vil prøve paa at knibe udenom. Ingen Pardon! Det gælder her: alt eller intet.

Dette er Forholdet, som ogsaa vor Tid maa gøre sig klart. Derfor er ogsaa vor Tid Operaen saa ugunstig - særlig disse Krisens Aar.

Vi lever jo i Demokratiets Dage, hvor Storherrer har at neje sig eller forsvinde. Vi afskaffer de store Besiddelser - eller arbejder i alt Fald af bedste Ævne for at gøre det, - thi Idealet er Husmands Lodder. Hvad skal man under saadanne Omstændigheder i Grunden stille op med et Fænomen som Operaen - en Luksusudvækst paa Samfundet, siges der fra mange Hold! Operaen er, har man paastaaet, kun en Levning fra en Fortid, der endnu kunde finde sig i, at kronede Hoveder og adelige Stormænd havde Slot og Hof, og hvor denne Fyrste- og Aristokrat-Forlystelse rangerede lige med Ringridning, Jagter, Maskeballer og Festfyrværkeri. Hvad den kostede af Penge, spillede ingen Rolle, - naar blot »Selskabet« morede sig. Man holdt en Opera-Trup, som man holdt f. Eks. Jægerkorps og Meuter. Efter en saadan Opfattelse skulde altsaa i vor Tid Operaen være en skrigende Anakronisme, dens Bevarelse en dundrende Inkonsekvens. Man kan ganske-rigtigt ikke paa én Gang have Husmands-Kaar og Lensgreve-Vaner.

Men Spørgsmaalet er nu: Har denne Opfattelse Ret? En Kendsgerning er det jo dog, at trods Tidens Demokratisme og trods Krisens Kvælertag om Samfundenes Hals opretholdes Operaen saa vidt blot nogenlunde muligt i alle Lande. Dette kan kun skyldes, at man i Operaen ser en Kulturfaktor af saa høj Værdi, at man mener absolut ikke at kunne undvære den. Men man er saa ogsaa overalt paa det rene med, at det er et kolossalt - tilsyneladende ganske uproduktivt Pengeoffer, man her bringer en Sag, som man holder for god. Man véd, at en Opera skal koste Formuer. Ellers duer den ikke. Vil man ikke spendere, hvad den kræver, maa man lade den fare.

Vi herhjemme staar nu i den Situation, at vi maa afgøre, om vi finder, der virkelig ikke mere er Raad til at betale, hvad Operaen koster. Det er Slægtled efter Slægtled paapeget indtil Trivialitet, at det er umuligt for Operaen at gøre sig gældende, som den bør kunne, og i fuld Udstrækning udnytte de Kræfter og Chancer, den raader over, naar den som hos os skal dele Scenerum og Forestillingsaftner med Skuespillet. Dette Argument maa imidlertid gentages i den foreliggende Sammenhæng, fordi det ikke i sig selv er en Undskyldning for det paa saa mange Maader magre Resultat, vor Operas Virksomhed for Tiden opviser og i de sidste Aar har opvist, og som er en af de Knager, paa hvilke Opera-Slagterne triumferende hænger deres Hatte, - medens paa den modsatte Front Operaens ivrigste Forkæmpere holder paa, at det aldrig kan blive godt, før Operaen skilles ud fra Skuespillet og faar sit eget Hus, hvor den alene regerer og kan vise, hvad den saa formaar. Man kan forstaa den første Kategoris Standpunkt: Er der nogen Mening i at bevare en Institution, der koster en saa ugudelig Masse Penge og ikke giver os mere for dem, tilmed i en Tid, hvor Staten maa vende og dreje hver 10-Krone, inden den leverer den fra sig?

Men paa den anden Side - det er let nok at sige, at Operaen hos os som i saa mange andre Byer, af samme Størrelse som København eller endog mindre, bør have sit eget Hus. Her glemmer man imidlertid et Par meget vigtige Ting: For det første er det en Kendsgerning, at Danskerne ikke som Tyskerne og østrigerne er en Nation med ligefrem Musik-Hunger, saa at de hellere giver Afkald paa mange af Livets Fornødenheder og Behageligheder end paa at høre god Musik. Ikke heller er de som f. Eks. Svenskerne og Ungarerne særlig »operaglade«, saa at for dem det at gaa til Opera er en af deres kæreste Former for Musiknydelse. København kan derfor i den Henseende ikke sidestilles med hverken adskillige mindre Byer i de germanske Lande eller med f. Eks. Stockholm. Det er med af Forbavselse opspilede øjne, vi Danske læser og hører om, at i det dybt forarmede Wien sætter man alt ind paa at holde Statsoperaen ikke blot i Live, men paa dens traditionelle høje Stade.- Vi forstaar det ganske simpelt ikke!

For det andet tænker man ikke paa, at - rent bortset fra Befolkningens stærkere eller svagere Trang til at besøge Operaen - er København paa det Omraade langt ringere stillet end mange ligesaa store eller endog mindre Byer i Udlandet. -Hvorfor? Fordi en selvstændig Opera i København maatte basere sin Publikum-Tilslutning næsten alene paa de operainteresserede Kredse blandt Hovedstadens egne Indbyggere. Sagen er jo nemlig den, at, selvom København med sine ca. 800,000 Sjæle er en forholdsvis stor By, er dog Landets Folkemængde kun ringe. Den Tilvækst, et Opera-Publikum i København vilde kunne faa fra Provinsen derfor ubetydelig. Der er desuden i København kun en lille fast Fremmedkoloni - bl. a. af studerende Udlændinge - i Modsætning til, hvad Tilfældet er f. Eks. i Paris, Berlin, Dresden, Leipzig. Og liggende i en Afkrog af Verden og savnende den Tiltrækningskraft, som mange andre Byer af lignende Størrelse ejer, i den Del af Aaret, hvor Operaen skulde have Sæson, besøges Byen kun af meget faa Turister (de, her kommer, søger jo altid hertil om Sommeren!).

Men har man indset den Rolle, som de tilrejsende spiller for Opera Besøget, saa maa man ogsaa indrømme, at i den Henseende er København daarligt stillet. Den mangler baade Opland og Fremmedbesøg. Skulde man gøre sig Haab om at gennemføre en selvstændig Opera Sæson, opretholde en selvstændig Opera-Scene, maatte man i hvert Fald kunne genfremtrylle de Forhold, vi havde under og lige efter Verdenskrigen, den saakaldte »gullasch-Tid«, hvor det vrimlede i Byen med rige Udlændinge, og hvor vi ogsaa. selv havde de »ny-riges« store Kredsl der følte det som en selskabelig Pligt at gaa i Parkettet til Opera. Men den Tid hverken er eller kommer vel tilbage (forhaabentlig ikke!). Og derfor kan man - foruden af de mange, allerede tidligere af andre anførte gode Grunde, kunstneriske, pengelige og praktiske - betragte en selvstændig Opera-Scene i København som en Utopi.

Skal vi have en Opera, maa den altsaa dele Hus med Skuespil (og med Ballet, der dog her som overalt i Verden bør betragtes som saa nøje knyttet sammen med Operaen, at den i denne Forbindelse kan regnes med under den, som en Bestanddel af den) . Men saa maa ogsaa Opgaven være at sørge for, at den Tid og den Scene-Plads, der tildeles Operaen, udnyttes paa den allermest effektive Maade.

Som det saa tidt er blevet fremhævet, er det af en største Betydning, at der foreligger et Repertoire, en Række Operaer, der kan sættes paa Plakaten uden Varsel eller med minimal Frist. Har man et Repertoire, omfattende de klassiske Hovedværker plus et passende Udvalg af den nyere og den nyeste Tids, kan man ikke alene i hver Sæson give ældre Operavenner Lejlighed til at genopleve musikalske Glæder, de før har haft, men ogsaa gøre det muligt for de yngre Slægtled at lære den musikdramatiske Litteraturs Mesterværker at kende. Og derved udretter man et ganske nødvendigt Pionér-Arbejde i baade hele Musik-Kulturens og særlig Operaens Tjeneste. Her er Mulighed for en Propaganda, der ikke lader sig praktisere ad nogen anden Vej. At tænke sig, at der har været hele Slægtled herhjemme, som ikke kendte f. Eks. »Don Juan« - uden af Omtale! Men naar Det kgl. Teater ikke gav Værket, hvorledes skulde saa Ungdommen lære det at kende? Dette er blot én Forsyndelse blandt mange paa det Omraade.

Det kgl. Teater har staaet sig selv slemt i Lyset, har gjort Opera Interessen her i Landet ubodelig Skade ved i en Aarrække at lade haant om Repertoiret. Gang paa Gang har man hørt og læst om, at nu vilde der blive lagt Vægt paa at skabe et Repertoire - og holde det vedlige. Bliver det mon nogensinde Alvor? Det maa haabes.

Den første Betingelse for, at det kan lykkes Det kgl. Teater at faa et Opera-Repertoire, er, at den Række Operaer, af hvilke man ønsker at opbygge det, er saaledes instuderede og besat (eventuelt dobbelt besat), at de sidder fast i de medvirkendes Hjærner, saa at det ikke, hver Gang disse Forestillinger skal fremdrages, bliver nødvendigt at ofre nævneværdig Tid paa at opfriske dem, - hvis det overhovedet skulde være nødvendigt! Men denne Betingelse - opfyldes den nu? Man faar Indtryk af Nej, naar man i Aviserne læser - og i Fagkredse hører - om de Anstalter, der gøres før Genoptagelsen af ældre Opera Forestillinger. Der maa altsaa være en Mangel enten hos Ledelsen (den musikalske og den sceniske) eller hos de medvirkende (Solister, Kor) eller hos begge Parter. Saafremt Repriserne kunde præsenteres saa at sige ex tempore, vilde der automatisk kunne blive saa meget mere Tid (og Scene-Rum) til Raadighed for Indstuderingen af Nyheder, - de Nyheder, der skal interessere dem, som allerede er fortrolige med Repertoiret og ønsker at faa et lille Indblik i, hvad Nutiden har frembragt, indenlands og udenlands. Der har tidt nok været klaget over, at vor Opera nu ikke kan overkomme at bringe saa mange Nyheder, som den tidligere formaaede. Der henvises med Rette til, hvad Kapelmestre som Paulli, Johan Svendsen, Fr. Rung og Georg Høeberg naaede at faa frem, - her skal ikke Regnskabets Enkeltheder gennemgaas. Enhver kan let konstatere, hvor stor Tilbagegangen er. Lad det være nok at minde om, at forrige Sæson bragte én - én eneste -Opera-Nyhed: Schierbecks »Féte galante«, og det var lige i Spilleaarets allerførste Dage! Efter den - kun gamle Forestillinger! Det gik al Tiden med. Er det ikke betegnende? Er det ikke uforsvarligt? Og er ikke ogsaa det ødelæggende for Opera-Interessen her i Landet? Vanskeligheden ved at overkomme Indstudering af nye Operaer kan skyldes den uforholdsmæssigt megen Tid, der maa anvendes paa Gen-Indstuderingen af de ældre. Men den kan ogsaa skyldes, at vore Operister er altfor længe om at tilegne sig nye Partier, d. v. s. Partier, der er nye for dem; thi her tænkes baade paa dem, der overtages i ældre Operaer, og paa dem, Operisterne skal »kreere« i nye. Man holder aabenbart under Indstuderingen et Arbejdstempo, der er saa sindigt, at det nærmer sig Marsch paa Stedet. Det kan komme af, at de, der leder Indstuderingen, ikke forstaar at økonomisere med de medvirkendes Tid og Kræfter; det kan komme af, at de medvirkende er »tunge i Begribelsen«, saa at det varer urimeligt længe for dem at løse deres Opgaver; og det kan endelig komme af, at de stilles overfor disse Opgaver uden tilstrækkelige kunstneriske Forudsætninger for overhovedet at kunne behandle dem.

Man maa af vore Operister kræve, at de - som i Udlandet - kan alle de væsentlige, alle de gangbare Partier indenfor deres »Fag«, forinden de knyttes til Teatret. En Sanger eller Sangerinde, der med Besvær, igennem en Aarrække, har forberedt en Debut i et enkelt Opera-Parti og saa ikke kender eller kan synge en Takt af noget som helst andet Parti og altsaa, hvis han eller hun faar overdraget en anden Opgave i det almindelige, gangbare Repertoire, maa begynde dets Indstudering helt forfra og følgelig være en lille Evighed om at tilegne sig det, - en saadan Operist burde være utænkelig her, som han eller hun er det andre Steder. Men hvorledes er Forholdet i saa Henseende paa Kongens Nytorv?

Endvidere: For at faa Adgang til vor Operaseene burde en Sanger eller Sangerinde ikke blot have en »Opérastemme« - og vel at mærke være i Stand til at udnytte den teknisk ulasteligt, - men tillige besidde saa megen Musikkultur eller i alt Fald være saa musikalsk, at Repetitør, Instruktør og Kapelmester ikke behøvede at spilde Tid (den vedkommendes egen og alle de i Forestillingen andre medvirkendes) paa rent elementær musikalsk Undervisning. Der maa kræves bl. a. en Rytmesans, en Fraseringsævne, som man ikke kan forlange, at nogen møjsommeligt skal søge at bibringe Operisten paa selve Prøverne. Det maa desuden være en fast Regel - som Disciplin bør indføre og opretholde - at, naar Opera-Personalet kommer til Prøverne, møder hver især saa vel forberedt, at der dér ikke behøver at ofres Tid paa at lære Partierne. Dem skal man selvfølgelig kunne hjemmefra -som en Lektie til ug. Paa selve Prøverne er det et ganske andet Arbejde, der skal udføres af Instruktør og Kapelmester! Og der er nok at gøre! Men naturligvis, det fordrer, at den Stab, der skal arbejdes med, bestaar af Sangere og Sangerinder, som kan deres Métier og (selv om de er Debutanter) overhovedet er kunstnerisk modne nok til at løse deres Opgaver. Imidlertid er det jo desværre- en udbredt Misforstaaelse, at for at blive Sanger skal man først og fremmest have en Sangstemme, - hvorledes det saa forholder sig med det øvrige, kommer bagefter. Medens det naturligvis burde være saaledes, at en Sanger er en Musiker, der ogsaa har faaet, den Guds Gave, der hedder en Sangstemme. Men hvor mange af Det kgl. Teaters Opera Kræfter honorerer saadan Fordring? -

Lad os nu sætte, at Det kgl. Teaters Opera virkelig f ik sig et Repertoire og ved en helt omlagt, rationel og veldisciplineret Arbejdsmaade blev i Stand til at bringe saa og saa mange Nyheder pr. Sæson, - saa frembyder sig straks det Spørgsmaal: hvilke Nyheder? Her ligger en alvorlig Vanskelighed. Det vil sige, det er ikke svært, at se, at først, og fremmest bør der tages Hensyn til den hjemlige Produktion. Saaledes bærer man sig ad paa alle andre Operascener. Der kan gøres gældende, at vi jo knap har nogen Opera-Produktion. Det passer! Men hvorfor har vi den ikke? Maaske fordi der i vort lille Land ikke findes ret mange musikdramatiske Talenter blandt vore Komponister. Maaske, fordi de af vore Komponister, der har Talentet og de øvrige Forudsætninger for at skrive gode Operaer, ikke anser det for Umagen værd at gøre en saa vældig Indsats for muligvis aldrig - i bedste Fald først, efter flere Aar - at se Resultat deraf. Man kan ikke fortænke vore Komponister i, at de lader sig skræmme af Sporene. Ved at lade den hjemlige Opera-Produktion savne den Opmuntring, der ligger i »hurtig Ekspedition«, Opførelse snarest muligt under Udfoldelse af størst, mulig Omhu og god Vilje, har Det kgl. Teater maaske - selvfølgelig uden at ane, end sige tilsigte det - kvalt mangen dansk Opera i Fødslen, for ikke at tale om eventuelle Svangerskabs- Afbrydelser.

En udpræget Interesse fra Teatrets Side for den hjemlige Opera Produktion vilde derimod ganske afgjort have stillet Teatret stærkere overfor den Kritik, der baseres paa, at man ikke faar tilstrækkeligt. for de mange Penge, Operaen koster. En Henvisning til, at der dog var udrettet saa og saa meget i den danske Musiks Tjeneste, maatte sikkert have Chancer for at gøre Indtryk paa den danske Rigsdag, hvem intet nationalt - paa det aandelige som paa det materielle Omraade - er eller bør være uvedkommende. Men ingen kan undre sig over, at en Rigsdagsmand synes, at, naar der gøres saa lidt for vor egen Musik, som Figura udviser, saa er der sandelig ingen Grund til at bevare denne kostbare Institution, - navnlig, da det, der ellers udrettes, de udenlandske Opera-Repriser, saaledes som Rigsdagsmanden kan læse og høre sig til, jo heller ikke vejer synderligt.

Men udover nye Operaer af vore egne Komponister maa der jo fremdrages Nyheder fra Udlandet, saafremt. der skal herske Liv i vor Operas Virksomhed. Her er et meget saarbart Punkt: Hvorfra skal man skaffe disse Nyheder? Der produceres selvfølgelig Verden over aarligt Masser af nye Operaer, - men hvormeget er der ved dem? Hvor mange af dem har mere end lokal Interesse? Hvor mange af dem er værd. at eksportere - specielt at indføres her hos os? Saa godt som ingen! Saare smart slog den daværende Operadirektør ned paa "Johnny spielt auf«, om hvilken man fra Opførelsen andetsteds vidste, hvor lidet den var værd, en Mode-Sukees, der gik over en lang Række Scener én Sæson - og saa fuldstændig forsvandt! Lige saa »aktuel« har man været ved at sikre sig Weinbergers »Schwanda«, der f. T. er paa Triumftog i Tyskland, men som - efter hvad Czekerne selv siger - er nærmest Plagiat af Smetana og Dvorak. (Dog derfor kan den jo godt gøre stormende Lykke her til Lands, hvor man heller ikke er fortrolig med de nævnte czekiske Klassikere!) De værdifuldeste Opera-Nyheder, de senere Sæsoner har bragt os, var gamle, da de kom hertil: »Péléas og Mélisande« over 200 Aar, »Den solgte Brud« - som man saa længe havde raabt. om, at vi maatte have frem paa Scenen, - endog 60 Aar! Det er jo ikke netop det, man almindeligvis forstaar - ved »Nyheder«!

Men vil det Det kgl. Teaters Opera-Ledelse ikke indlade sig paa Eksperimenter - hvad den synes efter en Plan at ville gaa udenom, - saa er den virkelig meget vanskelig stillet for Tiden. Verden er faktisk nu inde i en Periode, hvor der ikke frembringes livskraftige Operaer af den ældre Type, - den, som man herhjemme tør give sig i Lag med. Det er nu overalt Foregangsmændene, der har Udspillet: Prokofieff, Milhaud, Delannoy, Hindemith, Kurt Weill, Alban Berg o. s. v. Saa længe vor Opera-Ledelse ikke opgiver at være saa forsigtig, faar den heller ikke nogen Opera-Nyhed fra Samtidens Udland, som den kan være tjent med - og bekendt - at indføre til Spillelistens Forøgelse!

Altsaa: baade af Hensyn til sin Mission som vigtig musikkulturel Faktor og af Hensyn til den Risiko, der er forbundet med, at Publikums Interesse efterhaanden helt uddør, fordi der intet »sker«, maa man ønske, at vor Opera-Ledelse snarest indser, at man ikke ustraffet kan nøjes med det nemmeste, være ængstelig for at vove noget og leve udenfor sin Tid.