Anonym kritik

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 10 - side 243-244

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

ANONYM KRITIK

D. U. T.s KONCERTER PÅ KUNSTNERNES EFTERÅRSUDSTILLING,

Kammermusik og sang d. 6. november og 27. november: Fleinining Weis' rapsodiske studier f. klarinet og cello var instrumentalt fødte og formede, men noget utilfredsstillende i satsformal henseende, idet de ikke altfor originale motiviske indfald ikke var sammenarbejdede til en helhed - komponisten kan henvise tiltitlen, der til dels kan berettige en sadan skrivemade, nien scl-,- udfra denne betragtning savnede man i hvert falel -- man kunde fristes til paradoksalt at sige: forbindende kontrastforhold mellem (le enkelte satser; forøvrigt - mon ikke 1),Iele disse sty-kker og Vagn Holinboes duetter f. fløjte og viola ,,ar tænkt. som - g.-inske vist rigeligt krævende - brugsmusik? Af Weis hørtes yderligere nogle særdeles artige, men monotone sange, af Holmboe en capriecio for klaver, som ikke har sit navn med rette; dertil var satsen både harmonisk og rytmisk for tungt. æltende. Sn. Erik Tarps »Taffelmusik« viste stræben efter klarhed i udtryk og koncentration i form. Løsrivelse fra den lidt- stive, traditionelle form, frigørelse fra (len tilvante melodiopbygning og tilegnelse af rytmisk frihed vil sikkert hjælpe komponisten til personli It udtryk for musikalske fornemmelser.

Einar Jacobsens intermezzo og rondo f. fl., ob., kl. og fag. tegnede til cl] begyndelse ganske lovende både rytmisk og melodisk, men i løbet af en snes takter slap ideerne totalt ol) alt var gråt i gråt, hvilket sidste også gælder Strandqi)ists folkevischearbejdelser. Jørgen Bentzons- therna m. variationer f. soloklarinet er et formalt-teknisk o,~,erle«,-ent, musikermæssigt arbejde. Endelig hørtes af Bernhard Christensen en suite f. fl., viol. og klaver; dens komponist indtager (tilligemed (len desværre ikke repræsenterede Riisager) noget af en særstilling herhjemme, idet lian ikke, som flertallet af sine moderne indstillede kaldsfæller, ensidigt. har opmærksomheden rettet mod nyvindinger indenfor melodi og rytme, men også har taget harmoniske problemer ol) til behandling. Iøvrigt er B. C.s rytme langt mere »urmusikalsk« og umiddelbart fængende end tilfældet, l)lejer at være pa vore breddegrader.

Blandt interpreterne er (ler sæi lig grund til at nævne fløjtenisten Joh. Bentz(m, der trak langt det største læs, idet lian medvirkede ved alle 4 koncerter. S,-initlige udøvende ved kammermus-ikkoncerterne var: sangerinden fru Sylvia Schierbeck, pianistinden Meta Graf, pianisten Si). Møller-Kristensen, strygerne: frk. Gjerd Bruhn, d'hrr. Forchhammer, Koppel og Medici samt blæserne: Joh. Bentzon, Mogens Hartvig Sørensen, IVolsing, L. Hovgård, Allin Eriksen og Botschinski. Udførelsen var for in%trumentalisternes vedkommende -- i overen.,,sternmelse med den her på bjærget. herskende praksis - i nogen .4rad præget af en vel hastig indstudering.

13. november. Dramatisk musik: En ikke ringe teknisk, instrumentationsmæssig kunnen i forb. med udpræget sans for rytmiske og dynarniske sj),eendinger kendetegner Franz Sybel,~qs musik til Bileliners »Leonce og Lena« - når satsen alligevel ikke ejer fornøden slagkraft, beror (let på motivernes ringe intervalmæssige bæreevne. Klarest i formal henseende stod marchen, tangoen og forspillet, til 3. akt. kaninierorkestrets udførelse af (le vanskelige satser virkede under Joh. Bentzons ledelse nogenlunde overbevisende, selvom en del finere nuancer ikke nåede længere end til dirigentens taktstok.

20. november. Brugsmusik. ~21. h. t. brugsmusik er (let jo ikke tilstrækkeligt, at (len er let at udføre - lielst skulde (len også rumme musikalsk føde, og liverken Jersilds blokfløjteduetter eller sangene af Høffding, Fl. Ilreis og Otto Mortensen honorerede i deres skolemæssige og spinkle polyfoni selv i-et beskedne krav i så henseende. Det samme kan siges om nogle af Gunnar Heerups kanons, medens andre fik rytmisk liv ved de hurtigt på hinanden følgende indsatser. At hore på blokfløjteffl alene er - også for de udøvende! -- i klanglig henseende utilfredsstillende i længden; derfor fortjener Otto Mortensen en kompliment folat have instrumenteret. sine folkedanse for afvekslende stryger- og blokfløjtekor, der gav satsen udmærket klangligt og formalt perspektiv; desværre havnede komponisten altfor ofte i en lidet frugtbar, sødladent archaiserende pastiche. Friskere og mere tidssvarende virkede Jørgen bentzons blokfløjtevariatione men (le var gennemgående holdt i et lovligt dybt lej der bevirked at instrumenternes klang blev yderligere fortynde helt fortræffelige hermann koppelsviolinduette de s&arin musikalsk velbyggede og indholdsrig man glemt det »brugsmusi samtlige udøvende - professionelle som amatører tog med liv lyst fat p&arin opgaverne.

(Ovenståemle anonyme kritik (se DMT pag. 209) honoreres med 10 kr. Anonyrne kritikker, der ønskes optaget i DMT, må nære redaktionen i hæn(Ic senest d. 10. i måneden.

Årgang 7/1932, nr. 10