Asra

ASRA

østerlandsk Eventyr-Ballet. Tekst af 1»oul Knudsen. Musik af Carl Nielsen og Emil Telmangi. Danse ofi Iscenesættelse af Fru Elna. Dekorationer af Poul Kanneworff.

Det vakte stor Interesse, da Carl Nielsen i sin Tid bebudede, at lian nu vilde anvende sin Aladdin 1Musik til en Ballet. Netop denne geniale Musik har altid væ,ret hans mest folkekære, og man havde derfor Grund til at vente, at Resultatet vilde blive straalende.

I ~Maaneder har man glædet sig til, at dette Resultat skulde foreligge. Glædet

som et Barn til et Juletræ, glædet sig i spændt Forventning og med en sød Forvisning om, at nu kom den store danske Balletindsats, nu skulde man opleve (let støre pragtfulde østerlandske Eventyr, der blev baaret, af Carl Nielsens vidwiderlige Toner.

Men Carl Nielsen døde og Telmanyi, der ikke er saa kendt med, hvad der cia f scenisk Virkning som sin Svigerfader, maatte fortsætte paa egen Haand. Og hverken i Fru Elna eller i Poul Knudsen har han haft Hjælpere, der har væretham gode. Resultatet af deres Samarbejde er som bekendt »Asra«. En noget stille

staaende Ballet med Danse, der var uden Fantasi og Linie, og en frastødende

macaber og pervers - Handling. I og for sig ikke nogen daarlig Forestilling, s,aadan som det er paastaaet - Carl Nielsens Musik, saaledes som den foreligger i Telmanyis ypperlige Redaktion, vil altid gøre den interessant - men en Forestilling, der ikke kan kaldes helstøbt. Musik og Coreografi passer kun daarligt sammen og Carl Nielsens Toner sammen med Poul Knudsens Tekst er et aabenbart Fejlgreb.

»Asra« indledes og afsluttes med en Prolog og en Epilog, som begge foregaar paa Torvet i Ispahan. Her sidder en gammel hyggelig Herre og fortæller om 1N1oli,a.med - Fyrstesønnen af Slægten Asra; - »Jene Asra, --,velche sterben, Nvenn sie lieben«. Og medens han fortæller sin Legende, ser vi denne illustreret i tre Billeder. Første Billede er kun et Forspil - en Slags Prolog Nr. 2 - hvor man ser den sovende Mohamed drømme om den skønne Danserinde Myriam, der engang skal blive afgørende for hans Skæbne. Først i næste Billede begynder den egentlige Handling. Her er vi i Slottet, hvor ""Mohameds Moder holder ham fangen, for at lian ikke skal lære Kvinder at kende, saa at han - i Ordets bogstaveligste Forstand - forelsker sig dødeligt. En grim Pige præsenteres for ham, men han vil liverken eje eller have hende - og flygter. I tredje Billede - Myrianis Have -- finder Mohamed og Myriam hinanden. De forelsker sig i hinanden og beslutter at indgaa, Ægteskab. "",Nfoliamed gaar hjem. Saa viser Døden sig. Han kommer for at hente Mohamed. Han forsvinder i-et snart igen, dog først efter at have berørt Myriam, hvorved ogsaa hun er blevet grim. - Stakkels Myriam, hun haabede paa den Niaade at frelse sin Mohamed. Men ak, hvor forgæves. Som sagt gaar Døden og til Tonerne af Festmarschen kommer Mohamed med Bryllupsæster og Presenter. Myriams Grimhed hjælper intet og atter kommer Døden, dennegang med en Forstærkning af Haandlangere. Og desuden medbringer lian en Hærskare af hvidarmede sækkeklædte Pigebørn. - Fantomer fra Underverdenen? - De synes nærniest at være en balletmæssig Pendant til Fangeoptoget i »Fidelio«.

Nu er (let Alvor, og da Døden hæver sin Haand mod ""Mohamed, falder denne død om. Og hermed ender Handlingen og dette Billede. Stykket afsluttes saa af Epilogen.

Som man ser, er Handlingen koncentreret i (le to sammenhængende Billeder - tredje og fjerde. - De tre andre omliggende Billeder har ikke noget med Handlingen at gøre. Og det kan selvfølgelig ikke andet end give en gal scenisk Virkning, naar Stykket skal opfattes som en Helhed. Den dramatiske Spænding og Stigning udebliver ved denne ejendommelige Billedfordeling. - Som første Billede er placeret, er det ganske umotiveret. Det er da ikke Drømmen om Nilyriam, der faar Mohamed til at kaste Vrag paa den grimme Pige. Hvis lian virkelig elskede Myriam fra Drømmen, behøvede Pigen i andet Billede ikke være grim. 'Og iøvrigt. vilde ethvert normalt Mandfolk sikkert betakke sig for dette usmagelige Dyr, som denne grimme Pige i Virkeligheden er.

Første Billede kunde udmærket godt motiveres, hvis (let blev placeret efter andet Billede. Saa ble-,, det et behageligt Mellernsi)il, en udmærket Overgang mellem de to Hovedbilleder. Hvad var (ler i Vejen for, at Mohamed efter at lian clke,mmet ud af Slottet paa sin Vandring en Nat falder i Søvn og drømmer om den ,skønne Myriarn, der kalder ham til sig og antyder hvilken Vej han skal gaa fola', komme til hende? - Vilde dette ikke være af udmærket Virkning?

I tredje Billede staar Hovedslaget, her naar Handlingen sin Klimax, nien helklasker det hele ogsaa fuldstændig sammen. Handlingen udsl)illes imellem en stiliseret Birk (tilhøjre) og et blaat Klippeparti (til venstre). Og indenfor denne» Ramme -,el- man Ting, der i deres overdrevne Realisme ganske sprænger (let fundamentale, (len uomstødelige Grundidé i al Ballet. 'Fornerosesløret flæliges og, (let Sommerfuglestøv, (ler gør Balletten til en saa -,,- idunderlig Kunstart, bliveifjærnet. - Selv om »Asra« ikke er nogen Ballet i egentlig Forstand, men en llantomime, der kan forklares som en dramatisk Form med mimisk [Tdtryk, saa tilhører den dog en Kunst, (ler i sin Art er saa stiliseret, at al Realisine ligger den fjærnt.

Efter en noget stillestaaende Indledning - ret langtrukken -- ser vi som følsagt Døden paa Scenen. - Døden realistisk fremstillet paa Scenen, (len raslende Knokkelmand! - Lad gaa med (let, hvis det ,,ar i et realistisk Drama. Men i en Ballet? -- Aldrig! - Det er en grim SI)øg, en 'Misforstaaelse, en macaber Vittighed, der som enhver anden macaber Vittighed snarest burde 1)uttes i Jorden. -0, ind mellem alt dette Knokkelrasleri faar man den storslaaede orientalske Festmarsch. med tilhørende Optog. Det virker unægtelig noget ejendommeligt.

Hvad skal vi dog med den Død paa Scenen. Dér plejer Folk ellers at kunne~ dø godt nok, uden at han optræder med. Og saa disse Piger, del- enten cleller bliver grimme! - Ballet er Skønhed, intet andet end Skønhed. Og man ødelæll,,ger Balletten i dens inderste Kærne, naar man fjærner Skønheden fra (len.

Man kunde tænke si-g, at sidste Halvdel af tredje Billede blev lavet om. Efter a t ~ I

. ~ loharned har fundet sin dejlige «Myriam, tager lian hende med ol) )aa Slottet, og vi oplever i en 1)ragtfuld østerlandsk Sal en storslaaet østerlandsk Bryllul)sfest. Her var Lejlighed til en Pragtudfoldelse af hele G""orps (le Ballet. Det ene Nummer skulde dynges ovenl)aa (let andet, og (ler kunde skabes en fortrinlig Stigning op til det dramatiske Højdepunkt, hvor Myriani trykker Brudekysset l)aa Moharneds Læber og han saa segner (lød om. Død fordi hans Hjerte maatte briste af den vidunderlige Lykke og ikke fordi macabre Dødninge spøger rundt l)aa Scenen.

Hvad det coreografiske angaar, saa svæver Bournonvilles Aand godt nok o,~,-er ,~ andene og visse Traditioner fra den for Balletten kunstnerisk -set saa døde Periode for ca. 20-30 Aar siden skyder lier deres besynderlige Vildskud. Megen ,,Modernisme er der ikke. Mest Tilløb til det er der i Myriams Slørdans i første Billede. Hvor stor en Danserinde Fru Elna end selv er, er det (log lykkedes hende her at skabe et Makværk, (ler er ganske uden Sidestykke i (le senere Aars Ballet-, produktion. Dansene er uden Fantasi og Linie og nogen Forbindelse mellem Musik og Dans øjnes ikke. Det er som om Dansene ikke er musikalske, (let

sikken udtrykker gaar ofte lige 1)aa tværs af de dansendes Bevægelser. Man ser i Dansene en i Masse Smaabevægelser, Stritten ud med Arme og Ben, men diss,,E~ Sniaabevægelser er ikke samlet til nogen Hellied. Der maa (log være en bestemt Idé, der ligger til Grund for Dansen og er gennemført i denne. og saa finder sit øjeblikkelige Udtryk i de enkelte Trin og Stillinger, for at det kali virke ""'Orn Kunst. Paa samme Maade som man heller ikke kan samle en Masse løse Takter og, løsrevne Noder og sammenstille dem til et 'Musikstykke.

. Det er heller ikke meget, der bydes paa af enkelte Danse. I Prolog og El)ilo,,,1 findes en Negerdans, (ler synes at illustrere hvorledes Negrene ikke (lanser. Fru E'Ina burde der have ladet sig inspirere af Films som »Tarzan« og andre, hvoiman ser virkelige Negerdanse, som er ol)taget i den afrikans-ke Jungles Dyb.

Myriams Slørdans er Ballettens bedste, og (len grimme Piges Dans er relativ srauk. - I tredie Billede har '.Myriarn sin Dans og ""Myriarn og Moharned deres Kærlighedsdans. Det er egentlig ogsaa det hele. Men der sker fol- lidt paa Scenen til, at man kan nøjes med dette. Der er en forbløffende ^Mangel paa Danse fol B,,tllettens Damer, ligesom man i nogen Grad savner virkning . sfulde Masseol)trin.

I tredje Billede optræder 6 Jomfruer. Højdepunktet af Fantasiløslied naas, da Ae til sidst danser rundt hver med sin Tulipan i Haanden.

»Asra« er et arabisk Sagn, men der er ikke megen arabisk Tone over Dansene. Disse er mere indisk prægede. Den arabiske Form for Dans ligger vor Form for Dans ret fjærnt. Den arabiske Danser begynder sin Dans med bløde udvendige Bevægelser, der efterhaanden gaar over til at blive en ejendommelig indre rytmisk Koncentration. Almindeligvis tror Europæ-erne i saa Tilfælde, at Danseren staar stille - ubevægelig - medens han i Virkeligheden er et ekstatisk dirrende Bundt af Rytmer, og kun meget lidt af denne indre Spænding forplanter sig til ydre Bevægelser. - Nu er det selvfølgelig ikke Meningen at forlange, at Den kgl. Ballet ,skulde lære rendyrket arabisk Dans. For det første vil den ikke kunne lære det, for det andet vil Publikum ikke forstaa det. Ligesaalidt som Kulisserne er ægte (Huse, Træer osv.) skal Dansen være det. Men for dem begge gælder det, at de -skal have den Tone, det Præg, som passer til Handlingens Idé. Og med lidt Fantasi kunde Dansene godt være mere arabisk betonet.

Mellem Dekorationer og Danse er der en besynderlig Dualisme. Kanneworffs Dekorationer er moderne og farverige, mere stiliserede i de indre Billeder end i Prolog og Epilog. Og her mellem disse nye Billeder lufter Bournonville og hans -Garde deres gamle Piruetter. Det giver en ejendommelig Virkning.

At Musikken er vidunderlig, ved sikkert alle paa Forhaand, men det er som om den ikke tager sig ud, den kommer slet ikke til sin Ret i »Asra«. Man vil maaske beskylde mig for at omgaas letsindigt med Sandheden, naar jeg siger, at Musikken i sig selv egentlig ikke passer til det Formaal. Men det er ikke desto'mindre Tilfældet. Carl Nielsens Aladdin Musik er typisk illustrerende. Den passer til det, den er skabt til, nemlig at illustrere visse spredte Scener i »Aladdin«,

men naar disse Numre sammenkædes til en Helhed, virker den stillestaaende. Derfor viser det sig ogsaa, at de Steder, hvor man fornemmer at Hr. Telmanyi med nænsom Haand har hugget en Hæl og klippet en Taa er af bedst Virkning, medens de Steder hvor Carl Nielsens Musik i sig selv skal skildre noget scenisk virker mere stillestaaende. »Asra« er - som før sagt og som Telmanyi har udtalt (let i et Interview - et mimisk Drama med Handling og ikke nogen Ballet med løst sammenkædede Numre.

Men det er netop Fejlen. For Musikken egner sig ikke til at illustrere en Handling med Udvikling. Man har villet slaa for store Brød op. Man har villet -skabe en passioneret Pantomime, hvor man som Fod i Hose havde kunnet lave en flot Ballet. - Netop hvis man havde gjort »Asra« til en Ballet med en flot Bryllupsfest kunde alle de enkelte Numre saa udmærket være kommet til deres Ret.

Man kan selvfølgelill med ' nogen Ret sige, at Tiden ikke længer er inde for en Nummerballet. Men kun med nogen Ret. ""k""ar »Tata« andet? Og det blev dog en dundrende Sukces. Der raabes fra alle Sider paa Handling i Balletten. Og det er sagtens for at imødekomme dette Krav, at »Asra« har faaet. denne Skikkelse.

Emil Telmanyis Arbejde maa. aftvinge en den dybeste Respekt. Han har virkelig formaaet at samle Numrene til en Helhed, saa man ikke mærker Overgangene. Hans Anvendelse og Udnyttelse af Motiverne er et probert Arbejde. Og lu-)ns Fremførelse af »Asra« i Teatret var fortræffelig. Men havde han haft noget inere Teaterflair, havde han sikkert ændret »Asra«s Skikkelse.

Carl Nielsens Musik har en vidunderlig lys Tone. Der er en Fest og en GI-ans«)ver den. Den har i sig »1001 Nat« Æventyrenes straalende Farvepragt. Jeg tror aldrig, man kan blive træt af af høre den. Alene den gør Forestillingen til en Oplevelse.

Maaske er Slaget tabt. Lad os ikke sige det afgørende. Nifen er det tabt, saa er der Tid til at vinde et nyt. Arbejdet er ikke gjort ganske forgæves. Hvis det ,omarbejdes mere i Retning af Ballet og en anden vil tage sig af Instuderingen «)g Dansene, saa er der endnu Chance for den store Sukces.

Sven Lunn.