Ellington og hans orkester

ELLINGTON OG HANS ORKESTER

Når her bringes et billede af Ellingtons orkester, er det ikke fordi det ser væsentligt anderledes ud end mange andre jazzorkestre, heller ikke fordi vi vil hædre de fremragende musikere, der sidder i orkestret, der findes mange ligeså fremragende andre steder. Formålet er, dels at vise noget typisk for jazzorkestret, dels at henlede opmærksomheden netop på dette orkesters frembringelser, der i øjeblikket er de mest alsidige, indeholder den væsentligste nyskaben på dette område.

Sammensætning: 3 saxofoner (saxgruppen), optræder enten enkeltvis i "hot«-variationer eller som klangenhed alle 3 sammen; hele gruppen kan skifte over til klarinetter (klarinetter i Creole love call. HMV. X 3899). 3 trompeter og 9 basuner (brassgruppen), Ellington har indført virkningen: trompetkor i lighed med saxkor, (før havde orkestret i reglen kun 2 trompeter). Både sax- og trompetkor kan høres i Three little words (HMV. B 5945). Ligesom sax behandles de på to vidt forskellige måder: som helhed (klang) eller en ad gangen som soloinstrument. Klaveret spilles i reglen af Ellington selv, der er en fremragende pianist. Almindeligvis ledsager det harmonisk og rytmisk, men bruges også solo, og da væsentlig med een klang- og styrkegrad (hør således soloen i Creole rhapsody Br. A 9079). Banjo (og guitar) bruges væsentligst som rytmisk -harmonisk ledsagelse. Kontrabassen spiller en stor rolle hos Ellington, der ynder den i sine hurtige melodier (fx. stomps) pizzikeret eller slået Med bagsiden af buen. Janitsjaren er ikke specielt fremtrædende, er kun rytmisk understregende.

Ellington er et overgangsflænomen. På den ene side laver han den ideelle dansemusik, på den anden side er han flere gange gået ud over dansemusikkens form over i underholdningsmusikken (Creole rhapsody' og St. louis blues Br. A 5115). For de mennesker, der kun kan nyde den musik, der har præcedens i fortiden, er der vrimlende fuldt af rnuligheder, de vil straks kunde konstruere jazz-suiten (måske også den tilsvarende sonate). - Mere ligeud og ureflekteret kan man dog også have fornøjelse af Ellingtons form, ikke i den af Minerva autoriserede abc-opfattelse, men form ganske simpelt taget i betydningen: den måde, hvorpå de enkelte forskelligt instrumenterede led (chorus') kommer efter hinanden. Hvis dette skulde se uklart ud, er det nok at henvise til et typisk exempel: Limehouse blues spillet af Ellington (HMV. B 6066) sammenlignet med indspilninger af andre, fx. Spike Hughes (Decca F 3004) - tiltrods for at opbygningen af korene er den samme, er formen dog vidt forskellig.

Det meste af, hvad Ellington spiller, er egne kompositioner, hvis ikke så i hvert tilfælde arrangeret specielt for orkestret. De instrumentale ydelser er ikke væsentlig bedre end mange andre orkestres, men bedre sammensvejset. Til forskel fra mange andre bands forekommer den vilde improvisation (med heterofoni-virkning) næsten aldrig. Man finder heller ikke den overdrevne solistisk virtuose virkning som hos Armstrong, hos hvem orkestret grupperer sig om hans eget fænomenale trompetspil og hans fortrinlige ølstemmesang. Sammenfattende kan siges, at Ellington bedst af alle har samlet jazzvirkningerne, har ladet dem Virke sammen og udført dem på den bedst mulige måde uden tilløb til overdrivelser og pikante raffinementer.

Heldigvis er jazzen endnu ikke blevet et led i almendannelsen, vi kan endnu naturligt nyde den uden at belemres med historie, uden at få en særlig yndig harmoni eller rytme serveret af en musernes ydmyge tjener. Heller ikke den kunstnerisk inspirerende dirigent savner man.

Jazz har liv, udvikler sig. Det er en af de få grene af musikken, hvori der sker noget. Den er desuden en brugskunst. Hvor mærkeligt egentlig!

Torben Gregersen.