J.P.E. Hartmann Del 3

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 10 - side 233-238

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

J.P.E. HARTMANN III

AF RICHARD HOVE

Vi maa imidlertid vende tilbage til Tiden for den første violin-sonates Tilblivelse, hvor vi standsede for at lægge dette Snit op igennem Værkerne. - I 1827 var Hartmann blevet Lærer ved det første danske Musikkonservatorium - det Siboniske - og gik her ind til en Lærergerning, der varede i over halvfjerdsindstyve Aar, og som medførte, at han med sin stærke og fine Personligheds magt kom til at virke paa snart sagt alle de Musikere, der i et Aarhundrede har haft deres Gerning i Danmark. Hans Paavirkning bliver ad denne Vej umaalelig og strækker sig langt, langt videre end til de Komponister, der optog noget af hans Skrivemaade i sig - Mænd som Winding, Liebmann og navnlig Malling. Den har sikkert bidraget meget til, at Danmark aldrig fik den store Wagner Rabies over sig. Ikke at Hartmann var Antiwagnerianer; men han var netop for meget Musiker - Instrumentaltænker - til i nogen Maade at lade sig besnære af "Gesamtkunstwerk«et - læg Mærke til den uforlignelige »Einheriegalop«, hvormed han slutter »Valkyrien«; for en wagnerdyrkende Tid var den simpelthen en Forbrydelse, for Hartmann var den Jorden under Benene efter Himmelflugten. Det var Musik, han lavede ikke Verdensanskuelser - af dem havde han nok i een, og den var ikke Ballet.

1 1828 blev Hartinann udnævnt til Sekretær i den borgerlige Indrulleringscommission, den 2. December 1829 blev han gift med Emma Zinn, og hans Manddomsgerning skulde nu begynde. - Den begyndte med Theatret. Hartmann sætter sin første Opera i Arbejde. Til Tekst valgte han.et Thema af Gozzi, som H. G. Andersen udarbejdede. H. C. Andersen var da lige begyndt at komme frem i København. Han havde skrevet Teksten til Bredals »Bruden fra Lammermoor« - ikke just at den var bleven nogen Succes; men den viste Andersens Lyst til at skrive netop i den Form for Theatret, som den da saa moderne Rædsels- og Trylleopera krævede, og blev »Ravnen« end heller ikke nogen Succes paa Grund af det haabløst komplicerede Sujet, saa blev Samarbejdet dog Indledningen til et livslangt Venskab, et af de betydningsfuldeste i Hartmanns Liv.

»Ravnen« har sit Navn efter en mystisk Ravn, som ikke optræder i selve Stykket; men i første Akt omtales som dræbt af Stykkets ene Hovedperson, Kong Millo, og i sidste Akt atter trylles til Live. Handlingen er ellers den, at Jennaro, Kong Millo's Broder, røver Troldmanden Norando's Datter, da hun, som den skønneste, den der er hvid som Marmor, rød som Blod og sort som Ravnens Fjedre, den Farvetreklang, der betog Kong Millo, da Ravnen laa dræbt paa et Gravmæle, er den eneste, der kan forløse Kongens troldbundne Sjæl. Hun føres i anden Akt til Kongen, og de elsker lykkeligt hinanden ved første øjekast. - Af det kunde der altsaa ikke blive noget Drama. Men samtidigt med, at Armilla røves, har Admiral Pantalone ved et utrolig heldigt Køb erhvervet sig en Falk og en Hest af vidunderlig Fuldkommenhed, som han agter at skænke Kong Millo. Disse to Dyr er behæftede med Trolddom og komplicerer Handlingen. Da Skibet farer over Middelhavet, stiger tre Havfruer op af Bølgerne og forhynder den tro Jennaro den Forbandelse, der hæfter ved hans lykkeligt erhvervede Last:

»Den stolte Falk, du nylig fik, skal ej din Broder glæde,
»den Næbet i hans øje slaar, saa at han Blod maa græde;
»men bringer du ham Falken ej, tør du det aabenbare,
»strax bliver du en Marmorsteen, betænk den store Fare.
»Den stolte Hest du nylig fik, vil ej din Broder glæde,
»thi naar han sætter sig paa den, er Døden brat tilstede.
»Men bringer du ham Hesten ej, tør du det aabenbare,
»strax bliver du en Marmorsteen, betænk den store Fare.
»Og Pigen selv, du røvet har, skal ej din Broder glæde,
»hans Bryllupsnat Vampyrerne som Gæster er tilstede,-
»men bringer du ham Pigen ej, tør du det aabenbare,
»strax bliver du en Marmorsteen! Fortvivl nu i din Fare!«

Nu er der ingen Mangel paa Handlingsstof. Jennaros' Handlinger bliver uforstaaelige for alle uindviede. Han dræber Falk og Hest og vækker sin Broders Skinsyge, og til sidst, da han i Bryllupsnatten vil skille de elskende ad, overgives han til Vagten og Døden. Han aabenharer da Forbandelsen og bliver til en Sten. - Nu kommer Armilla's, Fader, Troldmanden Norando, til; men hans Budskab er ikke godt - kun Armilla's Død kan forløse Jennaro fra Trolddommen - og da den fortvivlede Brudgom dog ikke vil ofre hende, fører Armilla selv Dolken mod sit Hjerte. Saa er Sonofret bragt. Norando tryller baade hende, Jennaro og den længst forglemte Ravn tilbage til Livet, og alle kan nu prise deres lykkelige Skæbne. Paa et Vink af Norando forvandles det dunkle Brudekammer til en pragtfuld Sal, og Koret synger

»Morgenens Skyer som Roser staae!
»Blomsterne dufte, Fuglene slaae!
»Kjærligheds Glæde, Kjærligheds Lyst
»Toner fra Himmel, fra Bølge og Kyst!«

Ouverturen til »Ravnen« viser et næsten ufatteligt Spring fremad i Udvikling fra de to foregaaende Orkesterforsøg. Nu ligger Orkesteret sikkert i Hartmanns Haand. Den romantiske Kolorit lykkes lige saa fuldkomment, som Stemmernes frie Bevægelighed. Den stærkt fugerede »Modulationsdel« viser Hartmanns fulde Herredømme over Tidens Kompositionsteknik, og de to Thernaers skarpe Kontrast den fødte Instrumentalkomponist. Søger rnan samtidige Forbilleder i Tidens Operalitteratur, vender man sig forgæves til Klassikerne - her er intet af Mozart, intet af Beethovenske Ouverturers strenge Linier; men snarere er det Spontini og Spohr, der danner Mønsteret, heller ikke Auber har været uden Indflydelse - nærmest er maaske Marschners paa en Gang flotte og romantiske Form; af Weyse og Kuhlau er der intet. Alt dette drejer sig dog kun om det tekniske. I sit inderste er »Ravnen« nemlig en Opera om Havet. Den er Hartmanns første forelskede Skildring af det evigt vekslende, levende Hav, der omskyller Daninark, det, som vi ellers desværre finder saa lidt af hos vore Komponister.

Ouverturens Sidethema, der er Operaens Slutningskor, er Havets blide og stærke Bølgebevægelse,
Allegro assai passionato. (nodeeks.)

og de smaa harmoniske Forskydninger (*) er nok til at lade os føle den Udvidelse i Sindet, der kommer, naar vi ser blaat bølgende Hav fra en Skibsstævn. Havde de ikke været der, havde det hele været et Treklangsthema af stor Almindelighed. Gennem alle Hartmanns Værker strækker Havskildringerne sig. Tænk paa Morgenstemningen fra Hakon Jarl, hvor man hele Tiden aner Sommerhavets rolige Rythme bag Birkeskoven paa øen Møster -det vilde Hav i Thrymsqviden - Ægæerhavets soldrukne Skønhed fra Valkyrien og sidst, vældigst og mangfoldigst den hele Yrsamusik, der ender med Apotheosen til det danske Sommerhav: Regins Slutningssangg »Sa sejler vi hjem for medbørsvind«. Endnu halvtredsinds-tyve Aar efter »Ravnen« faar Havet de samme rene og dybe Kilder til at vælde i Hartmanns Musik. - »Ravnen«s første Akt udspilles paa Havet og handler om Havet; Norando tryller Storm; matroserne synger - det er ti Aar før »den flyvende Hollænder« - og scenen mellem Jennaro og Armilla rummer en Parallel til første Akt af »Tristan og Isolde«. - Der er Spændkraft nok deri til, at det virker levende og stærkt paa os, der har oplevet disse Musikdramaets Stor- værker. Musikken og Stemningen faar os til at glemme de ubetydelige Tekstord i Duetten mellem den røvede Armilla og Jennaro; et vredtfnysende Hav klinger gennem Armillas Anklage, da hun søger at lede de oprørte Strømme mod den beskyttende Havn. - Opgaven har betaget Hartmann; som det saa ofte siden sker, naar han arbejder med mange tynde Kantatetekster, svinder Ordenes Skillemynter, og han ser kun Tanken, Ideens Guldindhold og skaber paa den. Man behøver blot at mindes H. P. Holst's usigelig fade Tekst til Sørgekantaten for Fr. VII og det mægtige Værk, Hartmann derudaf skabte, en Runesten over en stor Tid i Danmarks Historie og en smertefuld Sorg over, at Danmarks Sol gik ned. - »Ravnen« er Førstegrøden af Hartmanns skabende Fantasi, uendelig rig paa Musikindhold. for den, der har øjne at se med. Og dens Betydning faar sin Bekræftelse derved, at Hartmann tredive Aar senere tager den op til total Revision: havde han anset den for et tyndt Ungdomsværk, havde han nok ladet den ligge. Men hele tre Værker fra Tiaaret 1830-40 foreligger i anden Udgave og vidner om, hvor stor Betydning han selv tilskrev disse Arbejder, »Ravnen«, første Symphoni og »Syvsoverdag«. De optager ham i hans Modenhedsperiode,- hans Tanker er stedse vendt tilbage til dem som Kilder i Grunden, som Værker, hvor hans Fantasi havde grebet om det centrale, det, som det var ham om at gøre at faa løftet frem i Lyset og forstaaet. - Det lykkedes ham ikke, hans Veje var for meget hans egne; men vil man forstaa hans Indsats i dansk. Musik, er der ingen vej uden om disse »forældede« Ungdomsværker.

»Ravnen« fik kun en krank Lykke paa Scenen. Man læser herom i Overskou: »Den danske Skueplads«:

»Det var Hoffmanns i »Die Serapionsbrilder« givne Anvisning paa Gozzis dramatiske Eventyr »Ravnen« som et fortrinligt Operasujet, der havde bragt H. C. Andersen til at benytte det dertil. Men uden at tale om, at Anviisningen nok mere grundede sig paa et af den phantastiske og musikalske Digter ved Eventyrets Læsning modtaget Indtryk, end paa nøje Overvejelse, synes det at maatte staa klart for den danske Bearbejder, at de nødvendige vanskelige Forvandlinger, som vort Theatermaskinerie ikke paa den Tid var istand til at udføre blot maadeligt, vilde være en uovervindelig Hindring for et lykkeligt Udfald. Desuden, om Stoffet end kunde være brugbart til Opera, maatte det dertil gives en heel anden Form, end den, hvori Gozzi havde behandlet det. Denne var det alligevel som Bearbejderen i det Væsentlige beholdt i den Grad, at han ikke bragte de comiske Figurer saaledes ind i Handlingen, at de blev medvirkende i de musikalske Situationer, men kun traadte frem som episodiske Personer, hvilket gjorde, at baade de selv tabte i comisk virkning og kom til at forstyrre, istedetfor contrasterende at fremhæve Handlingens alvorlige Deel. Stykket blev i Bearbejdelsen et løst Phantasie-spil, der havde adskillige gode theatralske og musikalske Momenter, men hverken i det Hele Operaens Charakteer eller i sine enkelte partier nogen for en storartet musikalsk Behandling, gunstig Form. Musiken var den første dramatiske Composition af Johan Peter Emilius Hartmann, en 27 Aar gammel dygtig Student, et værdigt Skud af den musiklærde hartmannske Stam- me og ej alene udrustet med grundig Fagkundskab, men begavet med levende Phantasie og et dybt poetisk Gemyt. Alle erkendte, at der i hans Værk var Aandrighed, Charakteristik og Originalitet; den techniske Behandling vandt Musikkyndiges store Berømmelse, og han erhvervede sig strax Anseelse som en genial Tonedigter, af hvem man kunde vente noget Overordentligt i en stor og ædel Stil. Men mængden fandt, at der ikke var Livfuldhed og Melodierigdom nok til at hæve Stykket og erstatte Fremstillingens meget store mangler. Under den første Opførelse var Bifaldet meget enthusiastisk, og efter den udbragtes et Leve for Componisten; at Optagelsen siden blev kjendeligt koldere var Direktionen en god Anledning til efter sex Forestillinger at henlægge et Værk, hvis Udførelse i flere Henseender ingenlunde gjorde Theatret Ære. -«

Da Musikforeningen i 1840 udgav Operaen i Klaverudtog, fik Schumann Lejlighed til at behandle den i en større Anmeldelse i »Neue Zeitschrift für Musik«. Han gennengaar Operaen omhyggeligt, udtaler mærkeligt nok Tvivl om Ouverturens Levemulighed som selvstændigt Musikstykke - det er dog den, der er bleven tilbage af »Ravnen« - men roser ellers Operaen som et ualmindeligt og interessant Værk. Han berører ogsaa Paavirkningerne fra Spohr og Marschner, men overser som alle andre, der har behandlet dette Spørgsmaal, Indflydelsen fra Spontini, som maaske er den væsentligste af dem alle - det gælder navnlig Festmusikken ved Brylluppet. Den dramatiske Urimelighed, eller maaske rigtigere Upraktiskhed, der maatte støde den gamle Theatermand Overskou, er ingenlunde gaaet op for Schumann, som tværtimod fremhæver Teksten sorn værende over Gennemsnittet af Operadigtning, hvad den paa en vis maade ogsaa er.

Hartmann omarbejdede som sagt »Ravnen« fuldstændigt. Om Omarbejdelsen hedder det i Hartmanns lunerige Brevstil i et Brev fra 2-5. Marts 1863:

»- Med Ravnen, som jeg helt har omarbejdet fra først til sidst, er jeg nu færdig, og er derved kommen til den overbevisning, at det ved Omarbejdelsen af et Ungdomsarbejde, som der er nogen Kjerne i, gaar som med en Operation. Skærer man for dybt, kan man tage Livet af Fyren, og skærer man ikke dybt nok, bliver Noget tilbage som ikke skulde. Men enfin! Nu er jeg færdig; om jeg har skaaret rigtigt, vil Tiden vise. -«

Den større Udvikling af den sceniske Teknik hjalp ikke »Ravnen«. Da den tredive Aar senere blev genoptaget, faldt den paany. Det er nemlig ikke alene Maskinmesterens Rolle, der er svær. Det er alle Rollerne. Sangpartierne kræver baade overmaade megen Teknik og en stærk personlig Overbevisning om Personernes Sandhed, og med den Reserverthed, der alle Dage har hersket blandt Operaens Personale over for det danske Repertoire, er vel netop denne paa Indlevelse baserede Overbevisning lidet tænkelig. Ellers kunde man vel tænke sig netop »Ravnen« genoptaget som et musikalsk Monument over Tredivernes Operastil. Stigninger som de, der er naaet i anden Akt, - først den blide As-dur Terzet, der viser Armillas vaagnende Kærlighed, dernæst den lidenskabelige Duet i H- moll-Hovedthemaet i Ouverturen - og til sidst den store Arie i E-dur - hører til de virkelige Oplevelser i den romantiske Opera.(Fortsættes.)

Årgang 7/1932, nr. 10