Æblekomp(l)ot!

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 01 - side 33-33

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Finn Gravesen skriver i DMT nr. 8, 1994/95, at jeg »tager fejl på afgørende punkter« i mit indlæg om min oplevelse som gymnasielærer i musik og derefter endvidere, at han »ikke var involveret i sagen dengang, men har gjort sig bekendt med den«.

Mig har han ikke spurgt, ejheller nogle af mine kolleger fra gymnasiet og heller ikke nogen af de elever, som blev ofret til Gravesens »levende laboratorium for en bred vifte af musikalske udtryk« - de elever, som blev »udsat for en undervisning, som var uholdbar«.

Det var ellers de elever, som nærmest gik i landesorg, da jeg blev 'berufsverbotet' ud af Gravesens gymnasium - eller de elever, som skrev kronik i Det Fri Aktuelt om sagen dengang - eller dem, der til den mundtlige eksamen i musik fik karaktererne 11, 10, 10, 8 (og det skønt den daværende fagkonsulent sendte mig sin fagkollega fra Svendborg på halsen for at sabotere min første mundtlige studentereksamen).

Det var de oplevelser, der ifølge Gravesen skulle få mig til at tro på, at »mit projekt ville blive modtaget med interesse og åbenhed, med erfarne kolleger som bisiddere«.

»Han præsenterede ikke i tide sine planer for ministeriets sagkyndige« - jo, såmænd gjorde jeg så, mine kom-plette opgivelser lå i ministeriet et halvt år inden eksamen, og da jeg an-kede sagen for ombudsmanden, fik ministeriet en 'begmand' for ikke at have advaret mig i tide om, hvor 'vil-kårlig' min undervisning havde været.

Sagen var jo den, Gravesen, som du formodentlig udmærket ved, at der var en skjult dagsorden. Jeg var, som den første overhovedet i DK, uddannet fra Det Rytmiske Konservatorium i januar 1990, og fra den side var der følere ude for at få åbnet op for, at vi kunne undervise i fx gymnasiet. Det var din 'klub' selvfølgelig ikke specielt interesseret i - og hvorfor skulle den egentlig også være det? Så I besluttede at benytte lejligheden til en gang for alle at 'ausradiere' kandidater fra RMK - og jeg kunne så passende modtage den tvivlsomme ære at være kanonføde for jeres 'entifada' - i det »eksperimentarium, hvis fornemste formål er at åbne elevernes øjne og ører... og hjælpe dem til at skabe og opleve kreativt... reguleret af en åben og fordomsfri styrelse«.

»Åben og fordomsfri« - det lyder fan'me som statsministerens nytårstale - og så den med at »man er og bliver en glad amatør, når man kaster sig ud i nye områder ... men hvis man ikke gjorde det, så var det ikke godt at vide, hvor musikundervisningen i den danske gymnasieskole var nu« - det gælder åbenbart kun for 'klubben', og hvis man er udenfor, så skal man kanøfles - for at »beskytte eleverne imod ... vilkårlighed og dårlig kvalitet«, mine elever fik rigeligt af begge dele - det var bare ikke på grund af min undervisning, men fordi de måtte betale prisen for en 'sag' som intet havde med dem at skaffe, måtte de finde sig misbrugt som ammunition mod mig - målet helliger midlet.

Og her er vi ved sagens kerne - undervisningens indhold. Du skriver, Gravesen, at »selvfølgelig kan man arbejde med sin egen tids kunstneriske erfaringer og metoder i musikundervisningen - også i det skriftlige arbejde« - hvorefter du gudhjælpemig skriver, at »der er ingen af de skriftlige discipliner, som lægger op til en atonal løsning«. Det atonale er altså ikke en kunsnerisk erfaring fra vor egen tid. Men hvad så med Schönberg, Webern, Berg, Stravinsky, Bartók, Messiaen, Ligeti, Stockhausen, Xena-kis, Coleman, Lennon, Poulsen - og du kan sikkert selv fortsætte. De må så, ifølge klubben, ikke tilhøre vor egen tid og det er jo unægtelig meget inter-essant og lover saftsusemig ikke godt for fremtidens gymnasieelever - men det er vel det i kalder for »vilkårlighed og dårlig kvalitet«. Tak for kaffe!

Så når der i betænkningen for musik i gymnasiet om folkemelodiudsættelse står, at »denne disciplin er den eneste (ud af fire mulige) som ikke har noget bestemt stilgrundlag« - så betyder det altså åbenbart, at den har det samme stilgrundlag som de tre andre discipliner, nemlig funktionsharmonik fra forrige århundrede. Hør, var der ikke en, som lo?

Du skriver småfornærmet om Anders Beyers invitation til at komme indenfor og få en begmand. Du skulle snakke!!

Fredrik Søegaard

Årgang 70/1995-1996, nr. 01