Kasse samfund

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 01 - side 31-32

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Kære DMT-læsere. Jeg håber, at I vil have tålmodighed til at læse dette mit andet indlæg om ny musik. Artiklen er ikke en videreudvikling af de ideer, jeg skrev om i DMT nr 6, 1994/95). Den forholder sig heller ikke til de indsigelser og tilkendegivelser, den første artikel affødte. Det skyldes, at en diskussion af den ny musiks væsen hurtigt bliver alt for abstrakt, hvilket får tanker og engagement til at fordampe. Sagen er nemlig den, at jeg er ligeglad med hvilke arbejdsmetoder, en musiker benytter for at udtrykke sig. Improvisation og komposition er ikke modsætninger. Det er ikke og har aldrig været min mening at nedgøre nedskreven komposition i forhold til spillet komposition. Det, jeg prøver, er at finde frem til, hvordan man bedst muligt får hul igennem til musikken, til sin personlighed i musikken. Dels personligt: Hvordan laver jeg selv den bedst mulige musik, hvilke betingelser giver det bedste resultat. Dels alment: Hvordan skaber man de bedste betingelser for musikudøvelse. Hvilke rammer tjener musikken bedst, hvordan burde uddannelser og institutioner fungere?

Denne søgen bliver ofte til en søgen efter det egentlige: Hvad er musik? Det er et spørgsmål, som forbløffende sjældent stilles. Der er aldrig tid. Der er altid en masse praktiske spørgsmål, der skal ordnes her og nu: Hvem skal have penge for dit, bestilling til dat, en medalje for dette, ros for hint og hvad skal vi spille på jobbet?

Men spørgsmålet 'Hvad er musik?' er udgangspunktet for alt arbejde med musik, det være sig aktiv udøvelse, undervisning eller formidling. Den måde, vi besvarer: Hvad er musik?-spørgsmålet afgør, hvordan vi arbejder med musik, hvilke områder vi afsøger, hvilken æstetik vi søger, hvilke teknikker vi bruger. Enhver må nå frem til sine egne svar. Ingen svar er rigtigere end andre.

Men man bliver nødt til at stille spørgsmålet, ellers er det løgn at lade som om, vi har svar. Ellers er det hyklerisk at påstå, at vores musik arbejder videre i musikkens traditioner. Det er utroligt få musikere, der har stillet sig selv spørgsmålet: Hvad er musik? Utroligt få, der arbejder med en ægte søgen efter musikkens kerne. Derimod vrimler det med musikere, der præsenterer attituder og manerer af enhver slags, som var disse attituder og manerer et udslag, et resultat af en søgen dybt i kunstens ædle univers.

Dette misforhold i antallet af virkeligt skabende kunstnere og efterlignere forsvares oftest med sætninger som: »Vi kan jo ikke alle være lige kreative« eller »Vi kan jo ikke alle være store kunstnere«. Og ud fra disse sætninger rationaliseres og forklares, så man kan forstå, at verden ikke bare skal give plads til, men også lade sig styre af denne majoritet af middelmådigheder.

Det bemærkelsesværdige er, at hele det institutionaliserede musikliv er gearet til middelmådighed. At uddannelserne er lavet således, at middelmådige lærere kan undervise og uddanne middelmådige musikere (»de talentfulde vil nok altid klare sig«). De middelmådige musikere finder arbejde i middelmådige orkestre, hvis finansielle situation afgøres i middelmådige udvalg. Ikke for godt - ikke for dårligt. Nogle af disse middelmådige orkestre og solister fremhæves i de middelmådige medier som ekceptionelle kunstnere, ambassadører for Danmark, forbilleder for ungdommen. Vi elsker jo at tilbede afguder.

Middelmådighedens dominans er så absolut og grundfæstet, at den virker naturlig og demokratisk. Der skal være plads til alle, forudsat at alle er stort set ens. Men samtidig skal vi alle udvikle vores personlige identitet, hvilket sker ved, at vi bliver medlemmer af bestemte samfundsgrupper (musikere) og af mere og mere specialiserede undergrupper af denne gruppe (klassisk musiker, stryger, solist, fortolker af ny musik).

Hele musiklivet er med andre ord opdelt i kategorier og kasser. Dels af administrative årsager, dels af kognitive, dels af politiske. Denne opdeling eliminerer en masse besvær. Man kan finde en identitet ved at tilhøre en bestemt kasse. Denne kasses politiske organer sørger for, at man får en vis del af den økonomiske kage, samtidig med at musikkens karakter er defineret over for publikum. Kassen definerer ens tøjvalg, frisure og arbejdsmetoder, ens sprog og ens omgangskreds. Kassen leverer for- og fjende-billeder og angiver den retning, vort liv bør følge.

Dette middelmådighedens kassesamfund er overfladisk set mægtig behageligt, men bygger på den helt misforståede overbevisning, at verdens befolkning består af en enorm masse grå hverdagsmennesker samt en lille gruppe overmennesker, genier. Det er helt forkert. Sagen er tydeligvis den, at alle samfundets bestræbelser går ud på at fjerne personlighed og stække det enkelte menneskes geni.

Inderst inde er de fleste mennesker klar over, at kasse-samfundet bygger på illusioner, men da alle skylder dette system deres plads i hierarkiet - og dermed deres mening med livet - er der kun meget få, der stiller sig op og taler imod systemet. Og da alle er klar over, at det hele kunne gøres meget bedre på enhver måde, er systemet yderst sensitivt over for kritik - eller bare udslag af uortodoks personlighed.

En kassereaktion

Et godt eksempel på systemets overfølsomhed er sagen omkring Fredrik Søegaards undervisning på Det Fri Gymnasium. Fredrik Søegaard er en yderst kompetent guitarist, der har studeret på både det rytmiske og klassiske konservatorium i København. Han er ekceptionelt engageret i nutidig musik - improviseret og komponeret - og er en meget inspirerende underviser. Han var derfor en meget populær lærer på Det Fri Gymnasium (og er det stadigvæk på MGK i Ishøj og på Den Rytmiske Højskole i Vig). Han undersøgte mulighederne for at undervise i nutidig musik - da dette efter hans overbevisning var det eneste relevante - i gymnasiet. Mulighederne var ikke gode, men han fandt et smuthul og fulgte alle formalia til mindste bogstav. Alligevel blev han fyret (ikke af skolen, men af ministeriet). Dette skyldtes den ganske kedelige omstændighed, at Søegaard ikke tilhørte den kasse, der har monopol på gymnasieundervisning. Han er ikke cand. mag. Derfor var fagkonsulent, censorer og hele systemet imod ham fra begyndelsen. De ventede blot på en anledning til at slippe af med ham.

Denne anledning blev 4 elevers studenter-eksamen i musik. 4 elever blev slagtet til eksamen, fordi systemet for enhver pris ville opretholde den accepterede inkompetences status quo. Siden har systemets mænd (senest Finn Gravesen) forsøgt at forklare deres handlemåde med, at Søegaard enten ikke overholdt for-malia, eller de antyder, at Søegaard faldt igennem som lærer. Begge dele er lodret løgn. Det, der stadigvæk undrer mig, er, at en person som Finn Egeland Hansen, som råber op om at klassiske orkestre skal spille mere ny musik, at han som censor i 2. runde hjalp med til systemets slagtning af en person, der både kunne inspirere (hvor mange lærere kan det?) og bringe helt friske metoder ind i gymnasieundervisningen. Søegaards undervisning var nemlig en stor succes. Hvorfor støtter alverdens Finn Egeland Hansen'er altid systemet frem for det personlige, det livlige, det inspirerende?

Gymnasiemusikkenes administratorer og organisationer gør deres bedste for at holde nye tanker og folk med andre uddannelser væk fra deres territorium, fordi de er bange for det krav om revisioner, som vil opstå efterhånden som kvalificerede og nytænkende personer som Fredrik Søegaard får fodfæste. De er simpelthen bange for, at det skal vise sig, at deres egen faglige kompetence er tvivlsom. At de egentlige tabere i disse sager er fremtidens generationer, har de ikke overblik til at indse.

Det er desværre sådan, at institutioner og foreninger hurtigt bliver meget ufleksible og konservative. Og på samme måde som cand. mag.'erne forsvarer deres territorium, forsvarer musiklivets genreorganisationer hver især deres tilkæmpede territorier uden at indse, at de kæmper for fortiden mod nutiden.

Det er derfor, at ny musik i DMT, nr, 6 skulle hænges ud som støvet og anakronistisk. Ordet Ny Musik er blevet en skal. Ordet Ny Musik dækker bestemte kompositionsformer og instrumentationer snarere end at betegne originalt, nytænkende arbejde med lyd/musik. Ordet Ny Musik er på linie med ordene rock, jazz, world, klassisk blevet til en kasse - en politisk, kognitiv kasse. Til en uniform enhver kan spankulere rundt i, et smykke enhver kan tage på, en frisure enhver kan købe. Det kunstneriske indhold i ordet ny musik er for længst forsvundet.

I øvrigt virker det også afsindigt provokerende på mig at opleve, hvor kedeligt såkaldt ny musik fremføres. Den ny kompositionsmusik er generelt set stivnet i et sæt attituder og arbejdsmetoder, der hverken er nytænkende eller fører til bemærkelsesværdig musik. På samme måde som jazz'en og rocken er stivnet, fanget på stedet i en repetition af velafprøvede virkemidler. Al ny og original tænkning placerer sig automatisk uden for genrerne. Resultatet er, at vi bliver oversvømmet med fattig musik, politisk korrekt, ufarlig og forfærdelig kedelig musik. Til glæde for hvem?

Den kunstneriske del af musikken lever, som den altid har gjort, uden for disse golde genrebetegnelser. Den lever der, hvor lysten/driften til at lege og arbejde med musik og lyd findes. Hvis man er interesseret i ægte ny musik, må man være klar over, at man må bruge ørerne. At man skal glemme alt om musikkens ydre kendetegn og lytte sig ind til sjælen i det hørte. Det ville være skønt, om man en gang for alle kunne skrotte alle de musikdræbende betegnelser rytmisk, klas-sisk, rock, jazz, folk, world, ny musik... og bare lytte. Lytte. Lytte. Om man kunne vælte middelmådighedens enevælde.

Der er jo ikke andet at gøre end at prøve.

Hasse Poulsen

Årgang 70/1995-1996, nr. 01