Konflikt eller syntese?

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 01 - side 1-1

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Stockhausen spurgte mig engang: "Tell me Morty, what is your secret?" Jeg havde jo bare det synspunkt, at lyde er som mennesker: Hvis man skubber til dem, så skubber de igen. Så mit svar til Karlheinz var: "Jeg skubber ikke til lydene." Og Stockhausen bøjede sig ind over bordet og spurgte: "Ikke engang en lille smule?"«.

Sådan hedder det et sted i Karl Aage Rasmussens imaginære samtale med den afdøde amerikanske komponist Morton Feldman. Rasmussen og Feldman klæder hinanden, fordi de uden omsvøb siger tingene lige ud. Som Feldman/Rasmussen udtrykker det: »Jeg mener simpelthen, at en dårlig kunstner er en idiot, en galning. Der er alt for mange galninge, der skriver musik. Og jeg mener ikke 'skøre avantgardister', jeg mener alle de folk, der arbejder hyggeligt og smertefrit, tankeløst, ubekymret.«

For nogle år siden konfronterede jeg Stockhausen med en af Feldmans bemærkninger om Stockhausens musik, hentet fra den essay-samling om Feldman, der er anmeldt andetsteds i dette nummer. Her siger Feldman bl.a., at Stockhausens system er baseret på en 'militær-formel'. Svaret kom prompte: »Feldman var i grunden et stakkels menneske. Jeg traf ham flere gange. Hans problem var øjnene, han havde centimeter-tykke brilleglas og var både meget alkoholiseret og en stor gourmand: Han ville hellere spise end komponere. Af og til malede han - på grund af sit dårlige syn - meget store æg på væggen hos mig. Den arme djævel kunne ganske enkelt ikke male eller komponere mere komplekst. Han kunne kun komponere stykker, hvor der hvert 30. sekund kommer en tone. Dette har altså en helt konkret og praktisk grund. Feldman var i en vis forstand intellektuel, han ville nemlig gerne være berømt. Han anvendte intellektualiteten som middel til at denuncere andre. Morton Feldman var, som han var. Færdig. As slow as possible and as soft as possible. Derudover ikke særlig mange variationer. Man kan sige, at det er en stil, på samme måde som hos Yves Klein, der kun malede blå billeder. Han blev berømt på blå billeder. For mig tilhører Feldman de stil-komponister, der inde i deres lille cirkel søger deres egen identitet. Hos en komponist må man forvente stor mangfoldighed i værkerne, og fremfor alt må man kunne forvente, at komponisten ikke bare varierer inden for denne mangfoldighed, men skaber helt nye modeller for alle andre og dermed præger den musikalske udvikling.«

Så er banen kridtet op. Læs mere om de grundlæggende spørgsmål vedrørende kunst og liv i samtalen med Feldman. Som ved skæbnens gunst og helt utilsigtet kommer til at svare på Hasse Poulsens spørgsmål i debatsektionen - spørgsmål og svar, som igen kontrapunkteres i Jakob Levinsens opsamling på artikelserien om gråzonemusik, der bringer nye indsigter om den ny musiks æstetik i kraft af syntesetænkning i stedet for opsplitning og enhedssyn. Dette og meget mere finder De i dette nummer. Velkommen til en ny årgang af DMT.

Årgang 70/1995-1996, nr. 01