Musikvidenskab i Nordjylland

Diskussionen i DMT om den ny musiks placering i gymnasiet og ved universiteterne har været interessant at følge; og som en beskeden tak til de mange kombattanter for god underholdning (jeg elsker mudderkastning) tillader jeg mig herved at bidrage til løjerne med et indlæg, der retter skytset i en lidt anden retning end tidligere indlæg - nemlig mod de studerende. Eller mere præcist, mod de studerende ved musikuddannelsen i Aalborg. To put it bluntly: DE GIDER IKKE BESKÆFTIGE SIG MED NY MUSIK.

Grunduddannelsens musikhistoriekursus er opdelt i fire periode/emne-rammer, der hver fylder et semester: 1) 1700-1850, 2) 1850 - idag. Disse to perioder handler om kunstmusikken. 3) populærmusikken og 4) forfra - 1700. Det kan naturligvis diskuteres, om denne opdeling er optimal. Personlig mener jeg, at den er ganske rimelig. Ca. 2/3 af ramme 2) og hele ramme 3) drejer sig om det 20. århundrede. Så vidt så godt. Til rammerne 1), 2) og 3) skal de studerende - enten enkeltvis eller i grupper (den gennemsnitlige gruppestørrelse er 2-3) - aflevere skriftlige opgaver, kaldet projektrapporter.

De studerende lægger et meget stort arbejde i disse projekter, og deres niveau ligger gennemgående ret højt. Emnet for projekterne vælges af de studerende selv - inden for perioderammen. Og det er her, det går galt. Nedenstående oversigt over de valgte projektemner til perioderamme 2 ved sommereksamen 1995 viser tydeligt modviljen mod at beskæftige sig med vor egen tids musik (tallet i parentes efter emnet viser antallet af studerende i den pågældende projektgruppe):

Brahms - Verdi: Requiem (2)

Debussys impressionistiske udvikling (3)

Dvoráks Fra den nye Verden (2)

Kodály og Kodály-metoden (beskæftiger sig ikke med hans værker) (2)

Langgaard/Nielsen (4)

Nielsen og hans kantater (3)

Om forskelle mellem program- og absolut musik (3)

Strauss' Tod und Verklärung og Vier letzte Lieder (4)

Folklore - Beethoven - De fem - Tjajkovsky (4)

Sebastians Dyndkongens datter (3)

Folkemusikalske træk i Griegs klaverkoncert (2)

Oversigten viser, at INGEN har valgt emne inden for modernismen, hverken den radikale modernisme efter 1950 eller de mere moderate nyorienteringer fra 1. halvdel af århundredet. Debussy er det nærmeste, vi kommer. Kodály-projektet handler ikke om Kodálys værker, og Sebastian-projektet fokuserer i højere grad på musikkens og ballettens omstændigheder end på musikken selv. I øvrigt er dér jo ikke så meget at komme efter rent musikalsk.

Nu består musikstudiet ikke alene af en grunduddannelse, og hvis interessen for den nye musik blomstrede op på overbygningen, kunne man slå sig til tåls. Men det gør den bare ikke. Studienævnet har ved flere lejligheder udbudt kurser i nutidig kunstmusik, både specielt om dansk nutidsmusik og mere generelt om den musikalske modernisme i internationalt perspektiv. Med det resultat at der enten har meldt sig så få deltagere, at kurset ikke har kunnet gennemføres; eller - hvis det lige netop har kunnet gennemføres - kun ganske enkelte har kunnet få kurset godskrevet studiemæssigt, fordi fraværsprocenten har været for stor, eller den skriftlige opgave, der hører til kurset, ikke er afleveret.

Men måske har vi for dårlige lærere på instituttet i Aalborg. Det er selvfølgelig en mulig forklaring på misèren. Men det står dog til troende, at en betydelig del af lærerne (både de faste og timelærerne) 1) har meriteret sig inden for det 20. århundredes musik, 2) 'brænder' for den i en eller anden forstand og 3) i andre sammenhænge anses for gode pædagoger. En eventuel påstand om at det er lærernes manglende faglige kunnen, entusiasme og pædagogiske kompetence, der er skyld i, at de studerende vender den ny musik ryggen, bliver således svær at få solgt.

Den eneste mulige forklaring er således, at de studerende simpelt hen ikke gider at beskæftige sig med den nye musik. Og denne forklaring passer desværre kun alt for godt ind i det generelle billede af 90'ernes studerende som elever, der helst befinder sig i midten af the main stream. Som vægrer sig ved at beskæftige sig med noget, der kunne risikere at gøre ondt eller på anden vis være til besvær ved at rokke ved deres nordjyske verdensbillede - støbt i Portland Cement.

Tilbage står, hvad vi faste lærere - herunder ikke mindst studielederen, som jo har magten - skal gøre ved problemet. Én mulighed er at konstatere, at sådan er 90'ernes studentermasse nu engang skruet sammen, og at man i øvrigt ikke kan tvinge mennesker til at interessere sig for noget, de på forhånd ikke bryder sig om (jfr. Grundtvig). En anden er at stramme studieordningen (ved at ændre på periode-rammer og spredningskrav), således at de studerende tvinges til at beskæftige sig med vor egen tids musik.

Der må gættes tre gange på, hvad jeg går ind for i det spørgsmål.

Finn Egeland Hansen