Nye plader

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 01 - side 28-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Works for percussion. Værker af Anders Koppel, Fuzzy, Per Nørgård, Andy Pape og Minoru Miki. Safri Duo (slagtøj). Chandos CHAN 9330.

Ifald man finder det ligefrem kontrastløst skamrosende kedsommelig læsning, må det anbefales, at man springer videre til næste anmeldelse. Hvad angår Safri Duos nye cd, Works for percussion, er der ikke andet at sige, end at det er en fremragende udgivelse. Slet og ret, fremragende.

Morten Friis' og Uffe Saverys veletablerede duo-samarbejde kalder oplagt på ordet 'dynamisk'. Det ligger i selve spillestilen, i musikkens umiddelbare, fysiske aspekt, der er indlysende for enhver - og som fint overlever formidlingen via cd. Men samtidig rykkes begrebet langt ud over klichéens snævre grænser. For Safri skaber dynamik i videre forstand. Omkring sig, i dansk musikliv.

Hvor ofte hører man svaret »ud-solgt«, når man går ind i en i øvrigt velassorteret, københavnsk pladehandel og spørger efter en nyudgivelse med samtidsmusik? Nej, vel? Komponisternes drøm er gået i opfyl-delse. En helt ny, stor publikumskreds er bragt i tale.

Endelig, og lige så vigtigt, fortæller cd'ens værker om de to musikeres evne til at sætte fut under komponisterne. Uden Safri Duo var fx en af pladens store oplevelser, Per Nørgårds Echo Zone I-III, formentlig aldrig blevet til. Først da netop Safri prøvede kræfter med komponistens krævende idé om en musik for to slagtøjsspillere baseret på hurtigtløbende, forskudte uendelighedsrækker med pingpong-agtige tilbageslagseffekter mellem spillerne, gav det mening for Nørgård at udkomponere disse tanker i, hvad der er blevet til værkets anden ekko-zone, Repercussion.

Den dynamiske vekselvirkning mellem Safri og komponisterne fremgår af alle cd'ens kompositioner. Lidt utraditionelt ved duoens medkomponeren på Minoru Mikis Marimba Spiritual, der således - med kom-ponistens blåstempling - er blevet til et helt nyt værk, Marimba Spiritual II. Mere traditionelt ved kommissioner til højre og venstre blandt danske komponister: Nørgård, Pape, Fuzzy og Anders Koppel. Det sidste har simpelthen været en nødvendighed, eftersom slagtøjsduoen som ensemblekoncept er ganske ny, og nyt repertoiremæssigt land i form af dels transskriptioner, dels nye værker derfor har måttet indvindes. (En nyudgivet Bach-cd med Safri tager sig af transskriptions-siden.)

At opfinde, opdyrke og perfektionere en ensembletype med tilhørende repertoire er mildt sagt beundringsværdigt. At det virkelig er lykkedes, dokumenteres her. Fx i Anders Kop-pels Toccata. Et lyst, imødekommende og velskrevet værk for vibrafon og marimba hvor elementer af tango, vals og fuga holdes sammen i en rondoform tilført et overtalende element af rytmisk drive, som Koppel og Safri tydeligvis har samme hjertelige tilgang til.

Og Anders Koppel (i pladenoterne) har ret - Safri kan frem for alt frasere. De kan spille melodier på deres slagtøjsinstrumenter, og det er det, der gør forskellen, det som sætter dem i stand til at bruge instrumenterne solistisk i deres nyskabende spillestil.

Works for percussion er en cd-servering i luksusklassen af den grundigt koncertafpudsede kerne i Safri Duos ny musik-repertoire, spil-let af toptrimmede musikere, der kommer hele vejen rundt om begrebet 'dynamisk'. Om det så handler om kammermusikalske virtuoserier hos Nørgård, fysisk udholdenhed hos Miki eller spektakulært slagtøjsfyrværkeri i Fuzzys Fireplay, hvor et udvidet slagtøjsarsenal samt midi sættes i lynhurtig bevægelse.

Derfor er den nye cd med Safri Duo - fremragende.

C.F.E. Horneman: Gurre, Ouverture héroïque og Aladdin Ouverture. Guido Päevatalu (baryton), Radiokoret, Radiosymfoniorkesteret og Michael Schønwandt (dirigent). Chandos CHAN 9373.

Det virker uforståeligt, at C.F.E. Hornemans musik til Holger Drachmanns Gurre - i modsætning til selve skuespillet - faldt igennem ved førsteopførelsen i 1901. Man finder her, i særdeleshed i de lidenskabelige orkesterforspil, der sammen udgør koncertversionen Gurre suite, noget af det smukkeste danske orkestermusik, man kan lægge øre til.

Gurre-musikken er som dramatisk musik vellykket i en grad, at man så langt fra har følelsen af at lytte til spredte brokker af musikalske indslag i en fraværende scenisk handlingsgang. Tværtimod suges man ind i dens geniale, episke blanding af højdramatiske og sublimt lyriske passager spejlende den tragiske historie om Kong Valdemars kærlighed til Tovelille. Jomfruen der myrdes i slottets badstue af den skinsyge dronning Helvig, mens kongen selv for evigt må jage som gespenst i skovene ved Gurre Slot.

Horneman har fået det maksimale ud af skuespillets indlagte sange. Hør fx Heinrichs minnesang i 1. akt, der diskret indvarsler kongens og Toves kærlighed. Med sin sublimt tekstfølsomme fleksibilitet transcenderer den samtidens konventioner, løfter Drachmans forlæg med beundringsværdig lethed og peger musikhistorisk frem i vort århundrede.

Fordi musikken holder, virker Radiosymfoniorkesterets premiereindspilning af den komplette scenemusik til Gurre som alt andet end musikhistorisk dokumenterende pligtarbejde. Michael Schønwandt kommer til bunds i musikken på en måde, der giver hans version et forløsende præg af selvfølgelighed, som Radiosymfonikernes for tiden ypperlige orkesterspil følger til dørs.

Det er, også i dag, Hornemans skæbne at være sat i skyggen af nationalklenodiet Niels W. Gade. I den afsluttende sang fra dette sit mest nationalromantiske værk, hvor der synges om den hvileløst jagende, tager komponisten i øvrigt hatten af for sin kollega og konkurrent med en citathenvisning til Gades 1. symfoni og sangen På Sjølunds fagre sletter.

Jeg for min del tager hatten af for Schønwandts og Radiosymfoniorkesterets fine indspilning af C.F.E. Hornemans orkestermusik. Her får vi, foruden pladepremieren på den komplette Gurre-musik med en flot syngende Guido Päevatalu som solist i indtil flere forskellige roller, også Aladdin-ouverturen samt Hornemans anden tidlige og energisk svungfulde koncertouverture, Heldenleben, eller Ouverture héroïque, som den hedder, fra 1867. Desværre det tætteste denne passionerede overgangsskikkelse i dansk musikhistorie kom på at skrive en symfoni.

Niels W. Gade: Ossian ouverture, Hans Abrahamsen: Symfoni, C.F.E. Horneman: Gurre suite og Per Nørgård: Twilight. Århus Musikkonservatoriums orkester, Ole Schmidt og Søren K. Hansen (dirigenter). Kontrapunkt 32194.

Hornemans historiske gyser om utroskab, mord og spøgeri i middelalderens Danmark genfindes på en cd fra det nordsjællandske selskab Kontrapunkt. Her dog i det vante indkog bestående af scenemusikkens fire forspil, med andre ord, Gurre suite. Til gengæld i utraditionelt selskab. Sammen med Århus Musikkonservatoriums orkester fremfører den garvede dirigent Ole Schmidt og hans yngre kollega Søren K. Hansen et mix af, ja hold nu fast: Gade, Abrahamsen, Horneman og Nørgård - i nævnte rækkefølge. En usædvanlig programlægning, tør siges, som næsten demonstrativt pointerer en imødekommelse af kravene om ligestilling mellem ny og gammel musik på konservatorierne.

Det er selvfølgelig urimeligt at sammenligne disse to nye Horneman-indspilninger. Men mens landets bedste symfoniorkester og holdkaptajn Schønwandt naturligvis, og med et mageligt forspring, løber af med sejren, giver sammenligningen trods alt grund til at rose konservatorieelevernes orkesterspil under Søren K. Hansen.

Gades Ossian ouverture op. 1 holdes kyndigt samme af Ole Schmidt, der med trænede hænder klangligt får det bedste ud af orkesteret - og programsammensætningen virker overraskende homogen ved overgangen til Abrahamsens efterfølgende, tosatsede symfoni, der i mange aspekter af 1. satsens orkesterbehandling faktisk lægger sig tæt op ad Gade. Uvante sammenstillinger åbner øjnene for ellers upåagtede sammenhænge.

Linjer trækkes op. Traditioner og modsætninger mødes og brydes, såvel mellem værkerne som internt. »Jeg står med det ene ben i vestlig rationalisme og det andet i østlig mystik, men søger dog noget helt tredje«, udtalte Per Nørgård i begyndelsen af 1970'erne. Hans orkesterværk Twilight med dets sammenstød mellem balinesiske slagtøjsinstrumenter og vesteuropæisk symfoniorkesterbesætning illustrerer hans pointe i et virvar af lydkomponenter under forandring. Musik der i bedste Nørgård-tradition frit lader lytteren vælge indfaldsvinkel på dette positive cd-initiativ.

Stave- og sjuskefejl kan tage overhånd. For god ordens skyld: Horneman er født i 1840, ikke 1841, og bogstaveres med enkelt 'n' til sidst (booklet, s. 3). Nørgårds Twilight er, så vidt jeg ved, fra 1977, ikke 1976 - og så fremdeles.

Carl Nielsen: Hr. Oluf han rider, Tove, Amor og Digteren, Willemoes, Cosmus og En Aften paa Giske. Jesper Vigant (fortæller), Henriette Bonde Hansen (sopran), Susanne Persson (mezzo), Jan Lund (tenor), Mette Nielsen (harpe), medlemmer af Operakoret, Ålborg Symfoniorkester og Tamás Vetö (dirigent, klaver). BIS CD-641.

Som kompletterende supplement til sin nyligt udgivne cd med Carl Nielsens scenemusik til friluftsspillene i Dyrehaven (Kontrapunkt 32188) har dirigenten Tamás Vetö indspillet en god del af Carl Nielsens øvrige scenemusik på det svenske plademærke BIS. Denne gang med Ålborg Symfoniorkester, der spiller i hvert fald lige op med kollegerne fra Odense på den omtalte Kontrapunkt-udgivelse (anmeldt i DMT nr. 7, 1994/95).

Der er flotte orkestersteder i scenemusikken til Drachmanns selviscenesættende 60-års fødselsdagsfejring, skuespillet Hr. Oluf han rider fra 1906 - på trods af vanskelige arbejdsvilkår for Nielsen, der måtte underlægge sig Drachmanns endog meget ustrukturerede arbejdsform med kompositoriske feberredninger og genbrug fra egen klaverproduktion til resultat.

Bearbejdelsen af Alfedans fra Nielsens op. 3 gør sig dog, skønt lidt skævt instrumenteret, fint og på denne første pladeindspilning af musikken til Hr. Oluf gør tre hjemlige repræsentanter for den unge solistgeneration sig alle flot bemærket. Ålborg-tenoren Jan Lund, som man, hans unge alder til trods, allerede venter sig meget af, er følsom, men præcis, omend stadig ret drenget som Hr. Oluf. Den sødmefulde Henriette Bonde Hansen og den suverænt syngende mezzo Susanne Persson er begge en nydelse, selvom Perssons svenske accent ikke fornægter sig. Kun et sted, i Hellelidens Sang, track 5, er der for alvor gået kludder i booklettens gengivelse af sangteksterne. Her synger Persson kun nogle af de seks gengivne strofer. De øvrige fattes på indspilningen, mens der til gengæld synges en, som slet ikke er aftrykt.

Inden Hr. Oluf, der er cd'ens store nummer, nyheds- såvel som varig-hedsmæssigt (og det på trods af, at kun ca. halvdelen af musikken til Hr. Oluf er indspillet, apropos arbejdsbetingelserne og det deraf følgende svingende kvalitative niveau), komponerede Nielsen en ouverture og et slutkor til nordmanden Andreas Munchs historiske drama, En Aften på Giske. På denne cd udgør den skæbnesvangre ouverture, hvis indledningsakkorder umiskendeligt leder tanken hen på Mozarts ouverture til Don Giovanni, cd'ens substantielle afslutning.

Ind imellem dette høres uddrag af musikken til Nielsens sidste, større scenemusikalske indsats, Amor og Digteren, fra 1930. »Et drilsk og underfundigt elskovsgækkeri«, som Hugo Seligman i sin tid skrev - og umiskendeligt nielsensk, helt ned til lilletrommen.

Kuriøs opsigt vækker i den forbindelse en lille koloratur-pastiche, Italiensk Hyrdearie, vidunderligt sunget af Henriette Bonde Hansen - med Tamás Vetö som indforstået akkompagnatør ved klaveret.

Videre gives en premiere-indspilning af den patriotisk ranke Ja, tag os fra L.C. Nielsens nationalistisk heltedyrkende skuespil Willemoes, der ligesom Havet omkring Danmark her synges solo og sikkert af Jan Lund. Han lover godt. Særligt i Vi Sletternes Sønner, den eneste del af musikken til Ludvig Holsteins Tove (samme legende som i Hornemans Gurre-musik), der genfindes i vor tids levende Carl Nielsen-tradition.

En ganske kort, uakkompagneret lyrisk sang med samme solist, Solen springer ud, fra Einar Christiansens omfattende, men i dag helt ukendte drama Cosmus, er endnu en af cd'ens 'World Première Recordings', som noteret i bookletten til denne nye, fyldige Vetö-cd med mere eller

mindre rimeligt oversete Nielsen-specialiteter.

Niels W. Gade: Strygekvartet i F-dur (Willkommen und Abschied), Allegro i a-mol for strygekvartet, Andante og allegro molto i f-mol for strygekvintet og Oktet i F-dur, op. 17. Kontra Kvartetten og Anne Egendal (violin), Per Lund Madsen (violin), Sune Ranmo (bratsch) og Hans Nygaard (cello). BIS CD-545.

Det var som bekendt i 1840, Niels W. Gades komponistkarriere med ét fik fart. Den lovende, 24-årige komponist indsendte sin Mendelssohn-inspirerede koncertouverture, Efterklange af Ossian og vandt Musikforeningens kompositionskonkurrence. Dermed skabte han sig et inter-nationalt ry, der, via hans 1. symfoni, bragte Gade til Leipzig, hvor han blev Mendelssohns højre hånd ... og resten er historie, som de siger. Både hvad angår Gades meritter i Tyskland og hans efterfølgende og langvarige førerposition i dansk musikliv.

Men hvad havde den unge Gade lavet indtil da? En del af svaret kan nu høres på denne nye cd med Kontra Kvartetten, også udgivet på BIS.

Han havde, blandt andet, skrevet kammermusik. Heriblandt sine første forsøg for strygekvartet, en besætning han var fortrolig med som violinist i en venskabeligt funderet strygekvartet. Således den tidlige allegro i a-mol fra 1836, der her findes indspillet for første gang. Skrevet af en kun 19-årig og endnu meget famlende Niels W. Gade er satsen med sit indledende violin-recitativ en klar indvarsling af den nationale tone, der holder sig i Berggren-elevens senere værker. En overdrevent virkningsfuld neapolitaner stikker næsen frem og antyder Schubert-påvirkningen i indledningen til denne tidlige, episk-balladeagtige strygekvartetsats.

Den ufuldendte F-dur kvartet, komponeret efter Goethes højromantiske digt, Willkommen und Abschied, afslører, hvor hurtigt Gade udviklede sig som komponist mellem 1836 og 1840, hvor det tresatsede værk blev til. Der er en afgørende modning i tonesproget og den strukturelle disposition til forskel fra a-mol allegroen. Udviklingen kan spores over den mellemliggende Andante og allegro for strygekvintet (findes også indspillet i Kontrapunkts Gade-serie), der ligeledes er inkluderet på denne nye cd sammen med komponistens mere velkendte oktet for strygere, op. 17.

En behjertet amerikansk musikforsker med danske forbindelser og en kærlighed til upåagtet dansk kammermusik, Richard Karpen, som også har forestået indspilningens covernoter, har afstøvet, redigeret og udgivet de tidlige kvartetkompositioner fra Gades hånd. Med Kontra Kvartettens mellemkomst kan de nu bringes til at klinge ved et tryk på cd-afspilleren. Tak for det!

Niels W. Gade: Strygekvartetter. Københavns Strygekvartet. Dacapo 8.224015.

I tilknytning til BIS' udgivelse af ufuldendte Gade-kvartetter må jeg nødvendigvis nævne dacapos genudgivelse af Gades tre fuldendte strygekvartetter med Københavns Strygekvartet. Det drejer sig om pragtindspilninger fra 1963 og 1968, der hermed genudkommer for anden gang efter tidligere at være indgået blandt den hedengangne Dansk Musikantologis få cd-udgivelser. Bortset fra et klumset klip i f-mol kvartettens 2. sats står de rimeligt pænt, hvad det fortolkningsmæssige angår dadelfrit.

Det udgivelsesmæssige sammentræf er heldigt. Væbnet med denne plade samt ovennævnte BIS-udgivelse har man ideelle muligheder for at danne sig et overblik over Gades kvartetproduktion.

Ligesom Brahms havde den traditionsbevidste Gade et ansvarstynget forhold til strygekvartetgenren. Hans forsøg var mange, fra den tidlige, ovenfor omtalte a-mol allegro og fremefter, men han holdt dem længe for sig selv. Først med sin sidste strygekvartet i D-dur op. 63, skrevet få år før komponistens død i 1890, turde han endelig sætte opusnummer på og lade musikken udgive.

Dacapos høje standard, hvad angår covernoter, er en bemærkning værd. Her er faktuelle svipsere og sjuskefejl en absolut raritet, mens forfatterne er udvalgt blandt landets mest vidende og ajourførte specialister.

Jvf. Gade-udgiveren Niels Bo Foltmanns nyskrevne og meget informative noter til denne genudgivelse er der ingen åbenlys grund til den beskedenhed, hvormed Gade har forsynet både f- og e-mol kvartetten fra 1851 og 1877 med betegnelsen »Øvelsesstykke«. Tværtimod er disse værker vigtige mærkesten i forrige århundredes danske kvartetlitteratur og virker ikke mindre gyldige end Gades sene, romantisk-klassicistiske D-dur kvartet op. 63, der, stillet ved siden af den 19-åriges a-mol allegro på BIS-cd'en, viser en genial musikalsk modningsproces fra ansats- til slutpunkt.

Årgang 70/1995-1996, nr. 01