Velsmurt men stivbenet maskineri. Portræt af det organiserede musikliv i Sverige

I DMT nr. 4 i sidste årgang gik vi tæt på den svenske komponist Hans Gefors. Han talte om et svensk musikliv med mekanismer, han ikke kunne leve med. Gefors måtte gå i eksil og levede en del år i Danmark. Men hvordan er musiklivet egentlig skruet sammen i Sverige? Henrik Karlsson har fulgt udviklingen i Sverige gennem mange år. Vi har bedt ham om at bekrive indretningerne i svensk musikliv

I afslutningsscenen i Werner Herzogs film Kaspar Hauser spankulerer stadsfuldmægtigen ud fra lokalet, hvor man netop har obduceret naturbarnet Kaspar Hauser for at undersøge, om hans hjerne var anderledes end andres. »Ein schönes Protokoll«, mumler han henrykt. Formentlig har fuld-mægtigen overhovedet ikke forstået gåden Kaspar Hauser, men som bureaukrat er han tilfreds. Det blev i hvert fald en fin journal.

Er det svenske musikliv en serie velordnede diagrammer og skemaer, som ser fint ud på papiret, men som undgår problemer eller dølger kraftige modsætninger? Måske ikke. Et følgespørgsmål: Er strukturerne så vel udbyggede og solide, at de i sig selv indebærer problemer for fremtiden? Ja, det kan godt tænkes.

Det er ikke helt let at finde indfaldsvinkler, som præcist beskriver det svenske musiksamfund både med hensyn til struktur og indhold - det statiske og det dynamiske samtidig. Ethvert fugleperspektiv kan opfattes som dybt uretfærdigt af forskellige særinteresser, eftersom de fleste aktører udelukkende arbejder inden for én genre og oplever sig selv som musiklivets centrum.

I realiteten er billedet meget komplekst og diffust - ofte med skarpe modsætninger. Nogle insti-tutioner er ved at blive omstruktureret eller slået sammen, andre eksploderer eller stivner. Nogle lever helt i fortiden, andre mest i fremtiden.

Og mellem institutionerne eksisterer et uformelt netværk af grå eminencer, rådgivere, referencegrupper og 'kaffeklubber', som ikke altid kan tåle at blive sat på papiret. Det er der, beslutningerne forberedes og forankres. »Jeg ved ikke længere, hvordan vinden blæser«, sagde en pensioneret magthaver. Hvis man ikke har adgang til de uformelle kanaler, kan alting opleves som en ubegribelig labyrint. Desuden kan man risikere at gå på miner: Der er indflydelsesrige personer med følsomt sindelag, som let kan såres...

Meget forenklet kan man dog sige, at det svenske musikliv består af to store agglomerater. På den ene side en gruppe institutioner som mere eller mindre lever af tilskud fra stat og kommune og som har kulturpolitiske opgaver at opfylde. På den anden side hele det kommercielle, privatfinansierede musikliv. Det er helt dominerende, både når det gælder konsumtion, økonomisk omsætning og medieinteresse.

Derimellem eksisterer en grå-zone af firmaer, foreninger, musikere og ensembler, som tjener både Gud og Mammon, og en meget stor sektor som ikke tjener noget som helst: Amatørmusikere, korsangere, idealistiske organisationer. Og en voksende skare af freelancemusikere, arbejdsløse eller med kortvarigt engagement. Den registrerede arbejdsløshed blandt musikere var i 1994 over 20%.

Sveriges Radio har en enestående position. SR finansieres ikke over skattebilletten men via radio- og tv-licenser, som lytterne betaler. SR er heller ikke nogen 'statsradiofoni' men et fritstående aktieselskab med mandat, som lægges fast i aftale med staten. Frem til 1993 havde SR monopol i æteren. I dag konkurrerer et stort antal nationale og internationale tv- og radiostationer med SRs 4 radiokanaler og 2 tv-kanaler, som alle (hidtil) er frie for reklameindslag.

Rikskonserter

De musikpolitiske reformer er et relativt sent indslag i det svenske samfundsbyggeri. Først under højkonjunkturerne efter 2. verdenskrig formulerede Socialdemokratiet en egentlig kulturpolitik, som rakte videre end blot interessen for de traditionelle kulturinstitutioner. Rikskonserter er en af nyhederne og spejler klart i løbet af sin 30-årige tilværelse variationerne i det officielle kultursyn.

Initiativet til Rikskonserter kom fra en gruppe free-lancemusikere, som først og fremmest selv ville have engagementer og behøvede et koncertbureau. Da staten overtog ideen i 1963, blev den straks udvidet til at omfatte produktion og distribution af hele koncertprogrammer.

Med 70'erne og betænkningen om ny kulturpolitik blæste nye vinde: Frie grupper, nye koncertformer og amatørmusik. Omverdenen begyndte at se anderledes ud, og Rikskonserter fulgte med.

Under de borgerlige regeringer 1976-82 og nye chefer på Rikskonserter, mærkede man tydeligt en tilbagevenden til kunst- og estrademusik, internationale stjerner og forsøg på at genoprette begrebet 'musikalsk kvalitet'. Den eksperimentelle profil og den pædagogiske opgave blev tonet ned, og den en gang så store udviklingsafdeling er i det nærmeste opløst idag. Efter at Rikskonserters regionalkontorer blev løsrevet og selvstændige enheder i 1988, søger Rikskonserter en ny identitet og forankring. I institutionen indgår nu også Elektronmusikstudion i Stockholm (EMS).

Länsmusiken (län = amt)

Rikskonserterne af idag, som en slags fritflydende marinestab, er grundlagt i en anden reform, nemlig 'civiliseringen' af militærmusikken.

Forsvaret behøvede i 60'erne mindre og mindre musik og adviserede, at man ikke længere ville betale for sine militær-musikkorps, en statsansat gruppe på 640 stillinger. Ved hjælp af behændige pennestrøg blev de ført over til en civil organisation, Regionsmusiken, og skulle nu dels, som før, betjene forsvaret (som skulle betale for sine bestillinger) og dels omskoles for at kunne spille i skoler og i nye ensembleformer.

Det kunstneriske resultat af denne reform varierede i høj grad. Forsvaret var misfornøjet med det de fik, og dannede efterhånden egne professionelle musikpelotoner af værnepligtige med henblik på eget behov for ceremoniel musik. Tvangsægteskabet med Rikskonserter fungerede heller ikke så godt. I 1988 slog man Rikskonserter og Regionmusikens regional(provins)kontorer sammen og de blev overladt til amterne som en musikressource, der frit kunne disponeres over. De 20 amtsmusikkontorer fik i 1993/94 tilsammen 233 milioner kroner fra staten, mens amterne selv kun svarede for gennemsnitligt 8% af budgettet (fra 0 til 10%).

Länsmusiken hæmmes dog kunstnerisk af sin historiske arv og de faste ensembler. Provinsen er helt enkelt mættet med det repertoire som kammerensembler og sinfoniettaer kan tilbyde. Idag er det tydeligt, at fleksibilitet er alfa og omega for en kunstnerisk udvikling, mens ansættelsestryghed og faste ensembler er realiteter, som virker i modsat retning. I dette spændingsfelt er det ikke let at virke: I løbet af nogle år efter amtsmusikreformen i 1988, var alle amtsmusikcheferne gået af eller havde byttet plads med hinanden.

Blåsarsymfonikerna

Stockholms Blåsarsymfoniker er endnu et levn fra regional-musikreformen. Man anså, at et professionelt blæserorkester var nødvendigt i Stockholm til statsceremonielt brug, men orkestret er nu i den specielle situation, at ingen vil betale for det, hverken forsvaret, Stockholms kommune eller amtet. Kulturrådet har foreslået, at orkestret skal nedlægges, hvilket har fremkaldt store og dygtigt dirigerede protester med betoning af arbejdsløse musikere og færre bestillinger til komponisterne.

Yderst få vil i debatten berøre et andet aspekt, som dog bør tages med: Trods højeste professionelle niveau er efterspørgslen efter symfonisk blæsermusik meget lille og repertoiret kunstnerisk begrænset. Ensemblet aktualiserer spørgsmålet, om vi, udtrykt diplomatisk, i al fremtid med skattemidler skal støtte kunstformer, som har svag forankring og begrænset kunstnerisk potentiale.

Musikdramatik

Af musikteatrene er der kun ét, som drives udelukkende med statslige midler: Operaen i Stockholm (Kungliga Teatern, grundlagt 1773). Den får også visse sponsorbidrag, øremærket til internationale gæstespil og udlandsturnéer (for øjeblikket 12 millioner kroner i en treårsperiode fra firmaet Pharmacia). De øvrige musikteatre betales af kommuner og amter.

Da det nye operahus i Göteborg blev bygget (indviet 1994) blev der gjort regionale fremstød for at også Göteborgs Operan skulle betragtes som nationalscene og dermed få 100% statslig dækning af udgifterne, men kulturministeriet var koldblodigt med henvisning til statsfinanserne.

Faste operaensembler findes desuden i Malmö (Malmö Musik-teater), Karlstad (Musikteatern i Värmland) og Umeå (Norrlandsoperan). Om sommeren spilles fortrinsvis ældre operaer af Drottningholms Slottsteater og Vadstena-Akademien. Flere mindre operaselskaber som Folkoperan (Stockholm), Underjordiska Barockbolaget (Göteborg), Ystad-operan og en række private teatre for musical og operette (fx Oscarsteatern i Stockholm, som drives af filmselskabet Sandrews), kompletterer billedet.

Statens støtte til musikteatre (i millioner SKK)

Kungliga Teatern (Stockholm)251.4
Malmö Musikteater: 47.1
Göteborgs Operan: 34.8
Norrlandsoperan (Umeå): 8.5
Musikteatern i Värmland: 6.9
Drottningholms Slottsteater: 6.6
Folkoperan (Stockholm): 6.0
Vadstena-Akademien: 1.5
Frie musikteatergrupperca. 4.0

totalt 366.8

Symfoniorkestre

11 orkestre får støtte af staten, i princippet så de dækker 55% af en gennemsnitlig lønudgift. Størst er Göteborgs Symfoniker (som også har sponsorbidrag fra Volvo), dernæst efter størrelse symfoniorkestrene i Malmö, Norrköping, Helsingborg og Gävle. Også kammerorkestre med varierende besætning i Jönköping, Kalmar, Sundsvall, Uppsala og Örebro får statsstøtte.

De tre store Stockholmsorkestre finansieres alle på anden vis. Kungl. Filharmoniska Orkestern drives nu af amtet og Kungl. Hovkapellet indgår i operaens budget. Sveriges Radios Symfoniorkester bekostes hovedsagelig af radiolytterne, dvs. af licensmidler (Vattenfall sponsorerer turnéerne). Noget ensemble for ældre musik med fast ansatte musikere eksisterer ikke, men medlemmer af bl.a. Drottningholms Barockensemble og Nationalmusei kammarorkester rekrutteres blandt de faste orkestre og specialiserede free-lance musikere.

Omkring 80 mindre symfoniorkestre på varierende niveau over hele landet, bestående af både professionelle musikere og amatører, er sammensluttet i Sveriges Orkesterföreningars Riksförbund (SOR). I flere byer er der i den senere tid blevet bygget flotte musik- og konferencecentre (bl.a. i Linköping, Norrköping, Kalmar, Jönköping og Umeå) med overordentlig store ressourcer for musiklivet.

Et længe planlagt og savnet 'Musikkens hus' i Uppsala, landets fjerdestørste by, er blevet lagt på hylden efter en deprimerende kommunalpolitisk håndtering.

Symfoniorkestre i Sverige

Gävleborgs Symfoniorkester. Grundlagt 1912, 52 musikere, chefdirigent: Hannu Koivola.

Göteborgs Symfoniker. Grundlagt 1905, 106 musikere, chefdirigent: Neeme Järvi.

Helsingborgs Symfoniorkester. Grundlagt 1912, 51musikere, chefdirigent: Okko Kamu.

Kungl. Filharmoniska Orkestern. Grundlagt 1914, 100musikere, chefdirigent: Gennady Rozhdestvensky.

Malmö Symfoniorkester. Grundlagt 1925, 87 musikere, chefdirigent: Paavo Järvi.

Norrköpings Symfoniorkester. Grundlagt 1912, 87musikere, 1. gæstedirigent: Leif Segerstam.

Sveriges Radios Symfoniorkester. Grundlagt 1965, 101 musikere, chefdirigent: Esa-Pekka Salonen.

Kungl. Musikaliska Akademien

Kungl. Musikaliska Akademien (KMA) (grundlagt i 1771) var længe en af de tungeste institutioner i svensk musikliv: Hovedansvarlig for eget stort bibliotek, for Musikhögskolan i Stockholm og Musikmuseet. Disse opgaver blev i 1971 overtaget af staten, og akademiet har derefter måttet lede efter en delvis anden identitet ifølge sit grundprincip om at »fremme tonekunsten og pleje musiklivet«.

Mandatet kan fortolkes med stor frihed og selvstændighed. Foruden forvaltningen af et stort antal stipendier og musikpriser (bl.a. Polar Music Prize) har akademiet udgivet den netop afsluttede pladeantologi Musica Sveciae, håndbogen Musiken i Sverige og forbereder nu en samnordisk musikhistorie til udgivelse i 1996. Endelig har akademiet engageret sig i lydmiljøet og fremtidsforskningen (Musiken år 2002). Medlemmerne, for tiden 140 svenske og 50 udenlandske, udser sig selv og vælger bestyrelse.

Musikuddannelse

Efter en gennemgribende reform i 1978 (efter den s.k. OMUS-betænkning) er den højere musikuddannelse blevet stabiliseret og har opnået meget gode resultater. Musikkonservatorierne er 7 (Stockholm, Göteborg, Malmö, Örebro, Ingesund, Piteå og Operahögskolan) med sammenlagt ca 2.200 studerende. Blandt øvrige højere musikskoler ses Edsbergs musikinstitut (tidl. Sveriges Radios musikskola), Stockholms Musikpedagogiska Institut, musikkonservatoriet i Falun og Stora Sköndal (Stockholm) med kirkemusikeruddannelse.

Musikuddannelse findes også ved 43 af landets (folke)højskoler, som har specielle musiklinier. Musikvidenskab bedrives ved universiteterne i Stockholm, Göteborg, Uppsala og Lund, samtlige med forskeruddannelse.

De kommunale musikskoler er de seneste år blevet ramt af kommunernes nedskæringer og er også blevet kritiseret for slendrian i undervisningen og ineffektiv pædagogik. En granskning er sikkert nødvendig, men de kommunale musikskolers rolle som planteskoler for både musikere og publikum kan ikke overvurderes. De kommuner, som nu skiller sig af med sine musikskoler, privatiserer dem eller forhøjer elevafgifterne, så det i realiteten bliver et spørgsmål om eliteskoler udelukkende for kommende musikere, gør meget dårlige investeringer i fremtiden. Foruden massemediernes store eksponering af musik er den kommunale musikskole en forklaring på den stadigt voksende musikinteresse i Sverige, ikke mindst blandt unge.

Kulturrådet

Statens kulturråd er den myndighed, som udøver den statslige kulturpolitik. Det er et relativt beskedent bureaukrati, som også skal svare for opfølgning og evaluering. Med granskning og betænkninger skal de give regeringen det grundlag, som behøves for bedømmelse og beslutning.

Kulturrådet disponerer over betydelige beløb til free-lancegrupper, arrangører og organisationer. Beslutning om fordeling tages som regel ikke af tjenestemændene i kulturrådet men af rådgivende referencegrupper, som sidder på korte mandattider. Ekspertise inden for hvert kunstområde hentes altså direkte 'fra feltet'.

Disse støttebeløb er tænkt som komplettering af de store institutioners udbud, så eksperimenter og udvikling holdes i live. En sådan vigtig indsats er støtten (1994 ca. 6 millioner kr.) til mindre svenske pladeselskaber, for at fremme et alsidigt udbud af kunstnerisk og kulturpolitisk værdifulde fonogrammer - hvilket ikke altid er ensbetydende med kommerciel fremgang. Målet er også at gøre en svensk, uafhængig plade-produktion mulig, som modvægt til den stadigt stigende dominans fra multi-nationale selskaber. Verdens fem største selskaber behersker idag over 85% af markedet i Sverige (lige som i det øvrige Vesteuropa).

Biblioteker, arkiver mm.

Statens musiksamlingar er den myndighed, som nu har ansvaret for Musikmuseet og for Musikaliska akademiens bibliotek, landets største musikbibliotek. (Sveriges Radios fremragende musikbibliotek er desværre ikke åbent for offentligheden). Arkivet för Ljud och Bild (ALB) bevarer indspilninger, tv-programmer og film, og Svenskt Visarkiv er central for vise- og folkemusikforskning og har desuden en jazzafdeling. Et specielt rockarkiv ved ALB er under opbygning. Universitetsbibliotekerne har store samlinger af ældre musik, frem for alt den berømte Düben-samling i Uppsala med uvurderlige kilder fra 1600-tallet.

Statens støtte til musiklivet 1993/94 i millioner

Musikteatre: 366.8
Amtsmusikken (20 regioner): 233.4
Provinsorkestre (11): 77.7
Svenska Rikskonserter: 68.6
Statens musiksamlingar: 27.2
Kungl. Musikaliska akademien: 3.8
Arkivet för Ljud och Bild: 20.0
Svenskt Visarkiv: 4.7
Svensk Musik (Stim): 1.8
Musikcentrum: 1.4
Arrangerende musikforeninger: 10.8
Stipendier via Konstnärsnämnden: 10.3
Frie musikgrupper: 7.6
International kulturudveksling: 4.0
Centrale amatørorganisationer: 3.2

Fonogrammer:

Produktion: 5.9
Distribution: 1.1
Pladeantologien Musica Sveciae: 3.1

totalt ca. 850

Fra den anden side

Det som hidtil er sagt, er set fra centralbureaukraternes synsfelt. I realiteten nås majoriteten af svenskerne sjældent eller aldrig af det statsligt subventionerede musikudbud. 40% af befolkningen går fx aldrig til koncerter med levende musik. De fleste af dem, som rent faktisk går til koncert, vælger ikke uventet pop- og rockmusik, mens kun ca. 15% af alle koncertgængere lytter til det klassiske koncertrepertoire - det som får størstedelen af den statslige støtte! Koncertbesøgene stiger stadigvæk, men det er værd at bemærke, at den største stigning sker i kirker og ukonventionelle musiklokaler, ikke i de almindelige koncerthuse. Stadigvæk er den sociale lagdeling dog meget tydelig. En gennemsnitlig koncertgænger er kvinde, højtuddannet og mellem 40 og 65 år.

Som balance over for statens - og branchens - indflydelse, eksisterer en veludbygget, nærmest hel-dækkende infrastruktur, som har rødder i folkebevægelserne fra slutningen af 1800-tallet. Her kan man virkelig sige, at svensk organisationstalent har fejret triumfer og ofte lykkedes godt med samarbejde og fællesskab.

Nærved 200.000 korsangere er sammensluttet i 8 forskellige korforbund (2 for mandskor, 1 for Svenska kyrkans kor, 1 for profane blandede kor og 4 for frikirkerne), som sammen har dannet samarbejdsorganet KÖRSAM. Mindst lige så mange korsangere står uden for forbundene. Man regner med, at næsten 1/2 million svenskere (6% af befolkningen) regelmæssigt deltager i korsang. Antallet af kor er ukendt.

Amatørorkestrene holder sammen i RSAO (Riksförbundet Sveriges Amatörorkestrar) og deres unge i RUM (Riksförbundet Unga Musikanter). Desuden findes forbund for harmonikaspillere, klaverpædagoger, folkemusikere, sangpædagoger, strygerlærere, musikskoleledere, kirkemusikere, jazzmusikere, korledere, orgelbyggere; venne- og støtteforeninger... you name it.

Blandt de vigtigste interesseorganisationer er FST (Föreningen Svenska Tonsättare) og SKAP (Svenska Kompositörer av Populärmusik), som sammen danner ophavsretsorganisationen STIM (Svenska tonsättares internationella musikbyrå). En række andre selskaber, stiftelser og foreninger dækker så godt som alle mere etablerede musikformer. Hidtil savnes dog i høj grad talerør og pressure groups for ungdomsmusik og populærmusik. Kontaktnätet er en frugt af 70'ernes alternative musikbevægelse og samler 160 musik- og kulturforeninger over hele landet, men store grupper står helt uden for det organiserede musikliv. Det gælder ikke mindst de nyeste subkulturer, bl.a. indvandrergruppernes musikliv som hurtigt danner egne, selvstændige netværk.

Arrangører og festivaler

Den statslige satsning på store centrale institutioner fra 60'erne og frem resulterede ikke i den forventede opblomstring ude i landet. Der eksisterer i det hele taget meget lidt materiale, som kan bekræfte, om de store musikpolitiske satsninger, fx gennem Rikskonserter og Regionmusiken, har haft vedvarende betydning. Mange steder, specielt længst nordpå, var der en stærk skepsis mod alt, som blev distribueret fra hovedstaden; man kendte bedst selv sit publikum og vidste, hvordan det skulle tages. Denne spændning mellem 'upstairs' og 'downstairs' har altid eksisteret i forskellige schatteringer og gør det endnu den dag i dag.

Større støtte til lokale arrangører var et forsøg på at finde en bedre balance mellem producenter og konsumenter, og stigende summer går nu til jazzklubber, kammermusikforeninger og andre formidlere. Svenska Jazz Riksförbundet (SRJ) består af ca. 100 jazzklubber, Riksförbundet Sveriges Kammarmusikarrangörer ligeledes af ca. 100 foreninger, mange af dem med stabil økonomi og publikum.

Sommerfestivalerne er gradvis blevet udbygget fra 60'erne, og der er nu over 30 fra Lapland til Skåne. De byder ikke kun på kulturhistorisk interessante miljøer, men ofte også på programmer af international klasse. De har dog bevidst afstået fra at efterligne de mere glamourøse modeller fra fx Finland og kontinentet. Festspillene i Östersund, Musik-och konstveckan i Junsele, Musik vid Siljan og Musikveckorna i Kullabygden tilhører de ældste. Blandt de nyere ser man den internationale Falun Folk Music Festival, korstævnet i Skinnskatteberg, Lapplands festspel, Barockfestivalen i Malmö og Hultfredsfestivalen for rockmusik.

Rustet til fremtiden?

Det velorganiserede musikliv fungerer stort set som et velsmurt, skønt ganske stivbenet maskineri. Mange parter er involveret, men spillereglerne er kendte og de konflikter, som opstår, har oftest karakter af familieskærmydsler, som kan løses.

En indbygget ulempe med den gennemorganiserede struktur er trægheden over for forandringer, både internt og i forhold til omverdenen. Institutioner er jo af natur forvaltende, bevarende, konserverende. Man giver sig unødigt i lag med fremmede, opkomlinger og kritikere, specielt ikke nu, hvor det med sikkerhed ville indebære, at de etablerede genrer skal dele kagen med de andre. Så længe musikverdenen følger leksikon, dvs. så længe musikgenrerne kan defi-neres klart og beholde sine positioner, er situationen ganske stabil og lys. Men sådan ser omverdenen ikke ud længere, og det er få af institutionerne, som vil give sig i kast med realiteterne.

Hvis medieindustrien får sin vilje, vil vi inden for kort tid kunne bestille alverdens musik, af allerbedste tekniske kvalitet, hjem til vores stuer. Da bliver kravene til alle slags live-optræden sandsynligvis meget større. Hvordan skal de institutioner så klare sig, som kun har ét fast ensemble, ét eget koncerthus og et alderstegent publikum? Er det så sikkert, at dagens teenagere vil sidde stille og lytte til musik, uden billeder, når de blir 25 år? Hvordan tænker et orkester sig situationen år 2005?

Risikoen er stor for, at institutioner med tung historisk ballast stivner til museer sammenlignet med den unge generations udøvere og musikskabere, som har erfaring fra video, film, billede, dans og sampling, og som desuden er kvalitetsbevidst, teoretisk veluddannet og respektløs, hvad gælder genregrænser.

I den musikdebat som for nylig har foregået i Stockholmsaviserne - om den postmoderne kunstmusiks 'forfald' (med indlæg af Jan W. Morthenson o.a., red.) - ser man som sidespor også en besynderlig tendens til at slå døren imod det, man mistænker som populisme og historieløshed blandt skribenterne. Det opfattes helt enkelt som en trussel mod det intellektuelle, akademiske establishment bare at skrive om klassisk musik på en ny måde. I baggrunden kan man ane en rædsel for, at komponisterne og deres nærmeste talerør skal miste 'fortolkningsretten' til gud-og-hver- mand, dvs. at musikken vil blive lyttet til og diskuteret af et 'uuddannet', nyt publikum.

Man synes, man har hørt tonefaldet mange gange tidligere. Det kan blive sådan, at kunstmusikkens forkæmpere inden for og uden for institutionerne heller ikke mærker, 'hvordan vinden blæser', og at de helt enkelt ikke tages alvorligt. Hos politikere og den kunstneriske elite finder man ofte en nedarvet og ofte ureflekteret tiltro til, at det kun er institutionerne, som kan garantere, at statsstøtte forvaltes rigtigt, og at 'kvaliteten' holdes højt, ikke mindst når kultur skal ud på eksport. Det er naturligvis en myte. Kunstneriske nyheder vokser sjældent frem i et institutionelt miljø. For endnu en gang at knytte an til det militære billedsprog: Et musikliv organiseret som tungt artilleri bliver antagelig en belastning i det nærmeste decennium. Et fleksibelt 'let kavaleri' er sandsynligvis bedre rustet for fremtiden, når medieeksplosionen vil komme til at udfordre det etablerede musikliv på uanede måder.

Et sidste eksempel: Musik er som bekendt en meget stærk identitetsskabende faktor - og udskillende. De etniske musikkulturer i Sverige har allerede deres egne netværker med pladeproduktion, mødesteder og koncerter. Hvis vi ikke bevidst arbejder for en assimilering af de musikalske delkulturer, eller i det mindste arbejder for en eksponering, som gør alle delkulturer lige meget værd og lige synlige, er der stor risiko for, at musikken bliver cement i den segregation, som nu opleves som truende. Det indebærer fx, at vi aktivt må åbne det svenske musikliv for indvandrerne, selv i det mest 'svenske' af alt, korene.

Har KÖRSAM eller Rikskonserter en plan for det? Hvis ikke, var det vel en udfordring, som netop prøvede styrken i organisationsmodellen!

Oversat fra svensk af Birgitte Horne Jensen.

Henrik Karlsson er dr.phil. i musikvidenskab og arbejder på Kungl. Musikaliska Akademien i Stockholm.

NOMUS (Nordisk musikkomité) udgiver blandt andet NOMUS-katalogen, der indeholder adresser på alle de institutioner, som er omtalt i artiklen. For yderligere oplysninger, kontakt NOMUS: Schönfeldts gränd 1, S-111 27 Stockholm, tel. +46-8-7914680/89. Fax +46-8-21 34 68.