Åben og fordomsfri

Af
| Årgang 70 (1995-1996) nr. 02 - side 72-72

Hasse Poulsen og Fredrik Søegaard fortsætter med mandsopdækningen af en mand, som de overhovedet ikke kender. For en sikkerheds skyld slår de mig i hartkorn med de værste rædselsvisioner om musikundervisningen i gymnasiet. Så kan de være sikre på at give deres bidrag til at status quo bevares.

Jeg stak som siddende fagkonsulent i musik i gymnasiet hovedet frem i bladet i anledning af, at jeg har taget nogle vigtige og nødvendige initiativer for at udvikle området 'ny musik' i gymnasiet. Naivt mente jeg, at det ville være en god idé, om jeg inviterede de forskellige repræsentanter for området til samarbejde. Det skete ved to konferencer sidste efterår og flere bidrag til en enquete i bladet om emnet.

Møderne skabte til en begyndelse nogle gode kontakter, som er udbygget siden, og på trods af nogle startvanskeligheder skal enqueten såmænd også nok vise sig at føre noget godt med sig. Jeg kender til flere initiativer i dens kølvand. De to kombattanter nævner ikke disse ting med et bogstav. De har alt for travlt med at falde over mig og alt mit væsen.

Og jeg må altså melde hus forbi: jeg har siden min tiltræden for to år siden skaffet rum, penge og kræfter til en mangfoldighed af initiativer, arbejdsgrupper, kurser, rejser, møder, konferencer, udgivelser, udsendelser etc. etc. - altsammen med henblik på at give luft for kollegers og (nogle) elevers ønske om at udvide repertoiret på mange fronter - og altså også henimod den nye kompositions-musik.

Og jeg kan med tilfredshed nævne, at interessen blandt gymnasielærere er nærmest overvældende. Et kursus til november i de sidste 25 års musik er langt overtegnet, og der kommer over 70 mennesker afsted denne gang - ud af en samlet stab på ca. 500 musiklærere i gymnasiet og HF.

Der gøres altså noget ved sagen, men som Finn Egeland Hansen nævner i sidste nummer, er det slet ikke så let at komme igennem med dette stof, bl.a. fordi interessen hos eleverne er så beskeden. Men det skal ikke standse os i vores arbejde for disse ting. Blandt andet for at få opklaret hvorfor det forholder sig sådan.

Jeg har ikke ret meget lyst til at fortsætte med at drøfte det, som nu er blevet til 'Fredrik Søegaard-sagen' - blot nævne over for Hasse, at Finn Egeland Hansen faktisk i anden omgang fik til opgave at bedømme de omhandlede opgaver på det grundlag, eleverne faktisk var blevet undervist på. Loyalt og sagligt.

Men selv med disse præmisser gik det altså galt. - Nej, jeg vil meget hellere - som jeg også har skrevet til redaktør Beyer - invitere til en fælles indsats for at komme ud af den grøft, som bliver dybere og dybere, jo mere Søegaard og Poulsen graver i den. Statsministertale eller ikke - jeg vil forfærdelig gerne videre og arbejder meget for det.

Jeg repræsenterer 'en åben og fordomsfri styrelse', hvad alle som kender mig vil vide. Og dertil et ønske om at være med til at skubbe gymnasiets musik i den rigtige retning. Der er ikke tale om en gang reaktionær klubvirksomhed. Men en del af mit embede er at forvalte det regelsæt, som selvfølgelig må gælde for et område med karakterer og eksamen og al dens væsen. De, der kender til sagen, vil vide, at der med den nye bekendtgørelse for gymnasiet er åbnet for en betydelig forsøgsvirksomhed. Og rigtigt mange vigtige og lovende udviklingsarbejder er i gang - først og fremmest på initiativ af dygtige kolleger, som har det ligesom Søegaard, Poulsen og mig: De vil det bedste for eleverne og faget.

Så ærligt talt: Lad os komme i gang. Jeg graver mig ikke ned. Og hvis jeg en gang imellem lyder lidt jovial, hænger det sammen med, at jeg heldigvis har bevaret glæden ved at arbejde med et område med så meget gang i, men så lidt lukkethed og med så meget tilfredsstillelse i det daglige.

Det er beklageligt, hvis Søegaard føler sig dårligt behandlet, men det er altså uretfærdigt at misrekommandere et helt stort område af den grund, som de to brevskrivere er i gang med.

Middelmådighed trives overalt, men at den skulle være særligt udbredt inden for det område, som jeg forvalter, er der ikke ret meget, der taler for. Så ville musik i gymnasiet vel næppe være så kolossalt søgt, som tilfældet vitterligt er.

Finn Gravesen