Hvilken kunst er god? Tanker omkring et Langgaard-symposium

Hvad om en lytter, N, på den ene side nærer en vis beundring for en komponist, X, og på den anden side ikke bryder sig om at høre på hans musik? Hvordan kan det forenes? - Det, som N beundrer, er X's kunnen, som er formidabel; den kan påvises og dokumenteres. Det andet - at han ikke kan lide hans musik - er Ns problem og kun hans. Det er uinteressant for alle dem, som vil vide noget om X og hans musik. Hvis nogen vil mene, at det er interessant, er det nok fordi, de er interesserede i at vide noget om N.

Så enkelt kan det siges. Men klarheden er bedragerisk. Det er nemlig ikke muligt at gennemføre en så konsekvent adskillelse mellem, hvad musikken er, og den måde, hvorpå en person oplever den. Det, som musikken er, bliver den først i kraft af, at nogen danner sig en mening om den. Uden dette led ville kunstfænomenet ikke eksistere. Denne opfattelse, at værket først er at betragte som kunst, når almenheden bedømmer den som sådan, går tilbage til Im. Kant. I hans æstetik er det almene omdømme - sensus communis - den afgørende instans.

Men hvem er så almenheden? - Forestiller man sig, at et stort flertal synes som vor lytter N, nemlig at X's musik er vederstyggelig at høre på, må man spørge, om dens status som kunst ikke derved bliver gjort tvivlsom, om ikke den dygtighed, som er nedlagt i den, snarere burde henvises til et teknisk museum. Det ville være logisk, hvis det almene omdømme var den eneste afgørende instans. Men også dette er en forenkling. Dette omdømme kan nemlig i et såkaldt demokratisk samfund, om ikke omstødes, så dog væsentligt bøjes af fagligt-organisatoriske instansers pædagogiske eller demagogiske - indflydelse. Der kan med andre ord 'gå politik' i sagen. De interesser, som disse instanser repræsenterer, kan indgå som en ikke uvæsentlig del af det man har kaldt 'kunstinstitutionen'. Til den hører tillige de kunstformidlende organer og - mere løst sammenhængende - enkeltpersoner såsom kritikere i fag- og dagspresse og andre folk 'af faget'. Denne kunstinstitution har ingen formel status og er heller ikke organiseret - medmindre vi taler om en diktaturstat; den er der bare. Og har den en gang taget stilling til en kunstner eller et fænomen inden for kunsten, vil den i reglen skulle bruge lang tid til at ændre holdning. Det er her, der tages stilling til, hvad der er 'in' og 'out'. En stemningsregistrator måske - javist, men en, hvis udsving styres af mange faktorer, der virker såvel åbenlyst som i det mere skjulte. Kunstinstitutionen både registrerer og etablerer det til enhver tid herskende kunstmiljø. Den er med andre ord både en selvregistrerende og en uofficielt beslutningstagende instans. Derfor kan den først ændre holdning, efter at en stemning har bredt sig. - Tænk blot på vore egne stemninger og holdninger omkring Carl Nielsen og Rued Langgaard - og omkring dem, der 'blev væk', som fx Louis Glass og Hakon Børresen.

Det var tanker af denne art, der huserede i mit baghovede, da jeg i sommer overværede et eksklusivt lille symposium omkring Rued Langgaard. Det var arrangeret af den mand, som kan tilskrives hovedæren for, at kunstinstitutionens syn på Langgaard og hans musik nu omsider synes at skulle blive taget op til revision, Bendt Viinholt Nielsen. Det foregik i Svanekegården på Bornholm, som er et lille center for kulturelle forbindelser med østersølandene. I de lande har man komponister, der ligesom Langgaard reagerede på symbolismen: Väinö Raitio (1891-1945) i Finland, Janis Medins (1890-1966) i Letland og Mikolajus Ciurlionis (1875-1911) i Litauen. Aktive deltagere i arrangementet var på musikersiden organisten Robert Brodacki og den unge Arthur Rubinstein-kvartet fra Polen, sopranen Christine Teborg fra Norge samt pianisten Ulrich Stærk og cellisten Morten Zeuthen fra Danmark, og fra musikvidenskabeligt hold deltog Litauens tidligere præsident Vytautas Landsbergis, som er musikforsker og pianist, Ingrida Zemzare fra Riga, komponisten Lepo Sumera fra Tallinn, Ismo Lähdetie fra universitetet i Turku, den svenske Thomas Anderberg, den russiske Carl Nielsen-forsker Nikolaj Mochow, som behersker ikke blot dansk, men tillige svensk og norsk (!) og en nybagt kandidat fra Københavns Universitet med et Langgaard-speciale bag sig, Tine Frank. Det hele var omgivet af en omfattende udstilling af Langgaardiana, som fremvistes og kommenteredes af Bendt Viinholt Nielsen. Desuden holdt forfatteren Sven Holm et causeri. Danmarks kulturinstitut i Riga var repræsenteret ved Rikke Helms.

Der var her lejlighed til at høre foredrag om de nævnte komponister af symbolist-generationen tillige med mange kompositioner af Langgaard: sange, klaver- og kammermusik og det to timer lange orgelværk Messis glimrende fremført af Robert Brodacki med medvirken af en dansk vokalkvartet. Denne koncert og en kvartetaften med musik af polakkerne Stanislaw Moniuszko og Stefan Kisielewski samt Grieg og Langgaard indgik i Bornholms Musik-Festival, mens yderligere tre koncerter afholdtes inden for symposiets egne rammer; men naturligvis var både disse og foredragene offentligt tilgængelige. Næppe tidligere har så megen musik af Langgaard kunnet høres inden for så kort tid. Det hele varede en uge, den 17.-22. juli og den var varm i mere end en henseende.

Arrangementet kan, sin lidenhed til trods, ses som et glædeligt initiativ, ikke blot til at befordre kendskabet til Langgaards ofte dybt originale musik ud over Danmarks grænser, men også til at bøje det almene omdømme af ham her i landet og inspirere os alle til en mere kvalificeret stillingtagen til hans musik, end det hidtil har været tilfældet.

Musikken fra århundredeskiftet til den 2. verdenskrig hører i dag musikhistorien til. Alle vi, som hidtil har fokuseret stærkt - og med rette på de meget store og nyskabende personligheder inden for det tidsrum, må nu prøve at se den epoke i det dybere perspektiv, som den tidsmæssige afstand tillader. Det var en af de ting, som jeg blev mindet om ved den lejlighed.