Nye plader

Lars Klit: Den sidste virtuos. Edith Guillaume (mezzo), Hanne Andersen (sopran), Jan Lund (tenor), Jørgen Ole Børch (bas), Jesper Buhl (baryton), Bodil Rørbech (violin), Jesper Egelund Pedersen (kontrabas), Kjell Åke Andersson (trompet), Jesper Lützhøft (guitar), Bo Lundby Jæger (keyboards), Thomas Sandberg og Simon Sigfusson (slagtøj), Svend Aaquist Johansen (dirigent). Kontrapunkt 32221.

Så kom den også på cd. Samtidig med repremieren på Den anden Opera i september måned og mindre end et halvt år efter premieren. Lars Klits musikdramatiske værk Den sidste virtuos er slet ikke noget dårligt bud på, hvad ny musik for tiden kan være. Den indleder hermed endnu en rundgang i pladeafdelingen, der denne gang omfatter meget forskellige og også overraskende debatindlæg. Først og fremmest i form af cd'er, naturligvis. Ny musik er en mangetydig størrelse, som de følgende cd-udgivelser dokumenterer.

Den sidste virtuos har en basal thriller-kvalitet, der har gjort den til noget så usædvanligt som en vellykket gyseropera. Foruden at besidde perspektiv i personportrætterne og en uventet pointe er denne kammeropera helt elementært spændende, og det er i høj grad musikkens fortjeneste.

Lars Klits fremtrædende brug af el-guitar skaber med lån fra TV-serien Twin Peaks en uhyggestemning, som kryber ind under huden på tilhøreren. Men frem for alt har guitaren i Klits partitur en råhed, der lægger sig truende omkring Jørgen Ole Børchs dumme svin af en violinbygger. Led og ked af ikke længere at se kunder i sin butik fordriver han tiden med at mishandle sin søn, der ikke lever op til hans forhåbninger om en virtuos. Børch rammer den fallerede skikkelse rent, og Jan Lunds realisering af det hundesvære parti som sønnen er, ligesom Edith Guillaumes diabolske bogholderske og Jesper Buhls komisk selvsmagende virtuos, på samme flotte niveau. Alt i alt et godt og sammenspillet ensemble under Svend Aaquist Johansens kompetente ledelse - samme gennemarbejdede konstellation som ved premieren på Den Anden Opera tidligere i år, hvor Kasper Holten stod for den fremragende personinstruktion.

Takket være en glimrende studieproduktion foretaget i DR-regi fremstår musikken velafbalanceret og transparent. Faktisk endnu bedre end det lod sig gøre ved den sceniske opførelse af operaen. Dermed understreges Lars Klits strukturerende brug af ledeinstrumenter, hvor hvert instrument er knyttet til en bestemt person. Således el-guitaren til den afstumpede violinbygger, mens spidst usikre trompetlyde karakteriserer sønnen. Violinvirtuosen, som på den symbolladede handlings højdepunkt passivt accepterer 'ofringen' af den pige, han elsker, for at hendes sjæl kan bruges til at skabe den perfekte violin, følges smukt af Bodil Rørbechs solistiske spil.

Også melodibehandlingen i operaen bidrager virkningsfuldt til personkarakteristikken. Virtuosen synger således i store spring og udholdte 'flageolettoner' (falset), mens den tyranniserede søn med et genigreb er tildelt et ekstremt hoppende, nærmest stammende foredrag. Sammen med drævende slow rock-rytmer i trommesættet, som gennem det afsluttende, lange stigningsforløb effektivt holder gryden i kog, er det disse konsekvent gennemførte principper, der får operaen til at fungere dramatisk og giver den et virkningsfuldt råt præg.

Den sidste virtuos er i sin musikalske udformning både personlig og konsekvent realiseret. Det bliver på den baggrund spændende at følge Lars Klit fremover.

The Sound of Choice Ensemble: Triple Exposure. Olufsen Records DOCD 5185.

Hvad er ny musik? - Titusinde-kronersspørgsmålet, der i al sin gribende umulighed for nylig blev stillet her i bladet af Hasse Poulsen, og som stadig står til debat, holdes i luften på en ny cd med The Sound of Choice Ensemble. Cd'ens titel er Triple Exposure, og det meste af musikken er begået af netop Hasse Poulsen, der er guitarist i ensemblet. Hermed er vi for alvor ude i 'gråzonen'. Dér hvor der er frit valg på alle hylder.

Ny jazz er et dominerende udgangspunkt for trioens muntert pluralistiske boltren sig i det stilistiske legeland. Men i øvrigt ses der stort på kategorier, idet musikerne henter inspiration fra både rock- og kompositionsmusik med deres polært modsatte elementer af basal energiudladning og gennemreflekteret strukturering.

Holdningen er, at de traditionelle genreskel kun er i vejen for det musikalske udtryk. I hvert fald står det én frit for at låne, hvor man har lyst, jævnfør ensemblets navn, 'the sound of choice'. Dertil kommer så det lille ord 'ensemble', der påpeger, at det her hverken er en jazztrio eller et rockband, selvom musikerne dyrker både det improvisatoriske og det basalt energiske. Det er, helt neutralt, et ensemble med den frihed, det indebærer.

Med udspring i stilfærdigt tentative slagtøjslyde fra Lars Juul udvikles et fragmentarisk lydlandskab uden metrum, suppleret af Hasse Poulsens alsidige guitar og Jens Hørsvings Miles Davis-inspirerede, omend mere blodrige trompet.

I det godt otte minutter lange forløb Ansigt fra en anden tid begynder Hørsvings trompet-solo over faste figurer i guitar og slagtøj, inden musikken kammer over i et freejazz-agtigt amokløb hinsides pulsfornemmelser for at ende i meditativ guitarpolyfoni, der mod slutningen nærmer sig sit udgangspunkt.

De følgende numre fører fra hårdtpumpede energiudladninger via et dansabelt groove i Punk Boogie til bossa nova-rytmer i Så hatten passer og et funky nummer med davis'ke trompetinitialer over Juuls hårdt svingende trommesæt kaldet Keep me posted. Og efterhånden begynder det altså at minde en del om stiløvelser. Stilgrundlaget er til at få øje på, selvom det hele tiden skiftes ud, og dét er i virkeligheden ikke det mest grænseoverskridende, man kan forestille sig. Så er der mere personlighed i Poulsens Døtre hypnotiseret, der med sine små 14 minutter er det andet af kun to tracks på pladen, som overskrider grænserne for et 'nummer' i traditionel, populærmusikalsk forstand. Her lever musikken i højere grad på egne præmisser uden at trække alt for entydigt på gennemprøvede, rytmiske klichéer.

Det er velspillet - ikke mindst af gruppens gallionsfigur, trompetisten Jens Hørsving, der også er kendt fra Jazzgruppe 90 - og dertil båret af stor entusiasme. Sound of Choice er optaget af at udforske deres eget musikalske univers, og sådan skal det være. Men at det, apropos Hasse Poulsens artikel i DMT årg. 69, nr. 6, skulle være mere nyt eller ægte end anden ny musik, forbliver en problematisk påstand.

Gert Sørensen plays Per Nørgård: A Drummer's Tale. Episode One. Gert Sørensen (slagtøj, keyboards, computerprogrammering, lyddesign), Palle Mikkelborg (percussion), Per Nørgård (keyboards, vokal). Dacapo 8.224024-25.

En ganske dugfrisk dobbelt-cd fra dacapo udformet som et kronologisk, opdateret overblik over Per Nørgårds slagtøjsmusik leverer et særligt bidrag til debatten om den ny musik. Nemlig i sin revision af forholdet mellem komponist- og udøverrollerne. Her er nok tale om musik af Per Nørgård, selvsagt, men i lige så høj grad af Gert Sørensen, for nu at spidse pointen lidt.

Sørensen er en slagtøjsvirtuos af den nye skole. Morgendagens mand, der mestrer tidens computer- og samplerteknologi og bruger den i en radikalt medskabende udførelse af komponistens musik. Hele vejen fra det meditative indledningsværk Waves (1969) med dets umærkeligt glidende overgange til det impressionistiske, indonesisk inspirerede lydmaleri Bulan (1990) er det Sørensens studieversioner af Nørgårds kompositioner, vi her får at høre. Med udøverens personlige, studiebaserede sound som et afgørende, variabelt parameter uden for komponistens principielle rækkevidde (i praksis har Nørgård naturligvis været med på råd) og potenseret ved en sammenlægning af udøver- og producer- og teknikerfunktionerne. Med andre ord, den rytmiske musiks veletablerede fortolkningspraksis er her udvidet og overført på partiturmusikken.

Det er således en anderledes, nyindspillet version af hovedværket I Ching fra 1982 med dens fire musikalske hexagrammer, der afslutter boxsættets første CD, hvad der fx høres i tredje satsens anvendelse af elektroniske forsinkelseseffekter ved skildringen af 'Det milde, det gennemtrængende'. Her indarbejdes aspekter af de metamorfotiske etuder fra Waves i et mere facetteret musikalsk forløb, og musikken peger dermed på en enkelt af flere udviklingslinjer i Nørgårds slagtøjsproduktion.

Værkerne på den anden cd præges af det faste samarbejde mellem Per Nørgård og Gert Sørensen. Energy Fields Forever (1985) er nørgårdsk polyfoni efter (tilnærmet) gyldne proportioner i dynamisk samspil med slagtøj og syntetisk lyd. Ligesom det følgende værk, Nemo Dynamo (1889), er stykket komponeret til - og i samarbejde med - Gert Sørensen. Her møder vi så i modsætning til varmen fra Energy Fields et sterilt teknokratisk univers, hvor individet må opbyde al kreativitet i en livsbekræftende percussionleg for ikke at bukke under mellem maskinelle amokløb og stammende Dies Irae-citater.

Enden på de to cd'ers mere end to timers musik, der viser meget forskellige tilgange til det at komponere for percussion, er svær at vurdere, men i hvert fald en overraskelse. Palle Mikkelborg, Gert Sørensen og Per Nørgård har som finale leget med en flerstrenget studieimprovisation, hvor Nørgård selv høres på både keyboards og sang i tre individuelle optagelser, der derpå er mixet sammen uden yderligere redigering. Resultatet er blevet et syret orgie af lyde, hvor Nørgårds stemme først til slut, efter en halv times forløb, træder nogenlunde klart frem og underfundigt gnækkende sætter et morsomt og afvæbnende punktum for en mildt sagt uoverskuelig oplevelse, der veksler mellem det voldsomt komplicerede og det harmonisk enkle. Mere skal ikke afsløres her. Lyt selv til komponisten caught in the act.

Arvo Pärt: Arbos. The Hilliard Ensemble, Gidon Kremer (violin), Vladimir Mendelssohn (bratsch), Thomas Demenga (cello), Brass Ensemble Staatsorchester Stuttgart, Dennis Russell Davies (dirigent). ECM 1325 831 959-2.

Ny musik kan også være ældgammel, nærmest tidløs i erkendelsen af kun at være en ufuldkommen tilnærmelse til stilhedens ultimative skønhed, der hæver sig over inddelingen i nutid, fortid og fremtid. Sådan lyder den estiske komponist Arvo Pärts musik og den æstetik, den synes at bygge på, diskuteres andetsteds i dette nummer af DMT.

Pärt har i sine værker fra 1976 og fremefter søgt mod en enkelhed, der i sin endelige form måske er fraværet af lyd. Indtil da klinger hans faldende mol-skalaer i Arbos eller enkle, parallelførte intervaller i orgelkompositionen Pari Intervalo med en simpli-citet, der grænser til det meditative uden at regredere til meditationsmusik i brugsmusikalsk forstand - fordi musikken kan stå for sig selv - og kan stå for en koncentreret nærlytning. Man bliver ikke færdig med at lytte til interferensfænomenerne mellem de karakteristiske, forskudte lag i fx titelkompositionens proportionskanon for messingblæsere og slagtøj. Det klinger kraftigt af renæssancemusik, men noget lignende har ikke været skrevet før.

I eliteensemblet par excellence inden for gammel musik, The Hilliard Ensemble, har Pärt fundet fire ideelle samarbejdspartnere. Det er ganske enkelt vidunderligt at høre disse eksperter i kirketonal musik synge de udspundne melismatiske tirader i An den Wassern zu Babel, der kun uendeligt langsomt tager til i styrke, ligesom tonematerialet møjsommeligt og systematisk indvindes én tone ad gangen. Samme næsten naivt rigoristiske arbejdsgang, der i grunden repræsenterer en grad af prædetermination, som kan måle sig med serialismens, findes i cd'ens længste værk, Stabat Mater, for tre sangstemmer og tre strygere. Heriblandt violinvirtuosen Gidon Kremer, der også er blandt Pärts faste samarbejdspartnere.

Udførelserne på denne cd fra Pärts pladeselskab ECM, der også udgiver bl.a. Keith Jarret, er imponerende i deres perfektion. Det gælder også det lydtekniske. Eneste ærgrelse er, at den indledende version af Arbos er klippet for tæt, så begyndelsens gong-slag netop ikke får lov at implicere den stilhed, hvoraf musikken kommer, og hvortil den vender tilbage efter at have lydt. Hvorfor samme komposition i øvrigt skal gentages senere på pladen er ikke indlysende. Måske fordi cd'ens reelle spilletid ellers ville være helt nede på 56 minutter. Men langt fra at føles kort, smager denne musik snarere af evighed. Man lytter til hver eneste af Pärts kompositioner med en overvældende fornemmelse af næsten at transcendere det timelige i kontakten med noget højere. Det er en musik, der stræber ud over denne verden og bringer Augustins middelalderlige reflektioner over tidsbegrebets subjektivitet i erindring.

Music of David Felder. American Brass Quintet, Arditti kvartetten, Rachel Rudich (fløjter) og June in Buffalo Chamber Orchestra. Bridge BCD 9049.

Intet gives uden sin modsætning. Ingen storm uden stilhed, ingen udadvendt gestikuleren uden at den må vige for afspændt modtagelighed. Måske er det derfor, David Felders Third Face for strygekvartet går lige ind, selvom musikken også er uoverskueligt kompliceret og virtuos. Fordi den midt i sin kompleksitet rammer et fundamentalt livsvilkår.

Felders æstetik rummer en pola-riteternes gensidighed sat i musik. I Third Face fra slutningen af 1980'erne tematiseret ved indledningens små tertser, der ikke vil gestaltes uden at afføde det komplementære interval, den store sekst. Samme tendens aflæses i kompositionens overordnede fluktueren mellem kraftigt gestikulerende og vægtløst svævende passager.

Kvartettens formsprog synes at være typisk Felder at dømme ud fra denne cd. Men det er bestemt ikke kedelig musik, der kommer ud af det. Komponisten kan både instrumentere sin fordybelse i modsætningerne og disponere stoffet dramaturgisk. På trods af at kvartetten er meget kompliceret at realisere, spiller Arditti Kvartetten den med vanligt musikalsk overskud.

De nyere værker fra 1990'erne som messingkvintetten Canzone XXXI, der refererer til 1500-tallets venetianske symphoniae sacrae, og kammerorkesterværket Journal, der viser indflydelse fra den tidligere lærerkollega Morton Feldman, præges af et mindre drastisk dissonerende tonesprog, hvor tertser og treklange træder frem. En oplevelse for sig blandt Felders kompositioner på denne fine portræt-cd er November Sky, der ved hjælp af bånd breder et væld af tværfløjter ud til en impressionistisk orkesterpalet. Flot spillet af June i Buffalo orkesterets fløjtenist Rachel Rudich, der står som repræsentant for cd'ens generelt høje niveau, hvormed Bridge igen har markeret en høj kunstnerisk standard, hvad angår både komponister og udøvere.

Bo Holten: Sønderjysk Sommer Symfoni. Sange. Sønderjyllands Symfoniorkester, Ars Nova. Ex Libris EXLCD 30054.

Man har ikke megen gavn af Fynsk Forår, når man sidder i det sønderjyske og ellers gerne ville fejre 75-året for genforeningen med netop et dejligt, folkekært værk for solister, kor og orkester. Desuden ville det jo være prægtigt at få tilføjet den hjemlige musiklitteratur en ny, stor symfonisk sommerkantate, der så det hele sådan lidt fra neden. Det er måske, hvad de har tænkt i Sønderjylland. Så er det jo, det er godt, at der findes nulevende komponister, som man kan sætte på opgaven.

Derfor har Grænsekorene bedt kormanden Bo Holten skrive en nutidig pendant til Carl Nielsens Fynsk Forår.

Holtens Sønderjysk Sommer Symfoni er blevet både sød, sommerlig og samarbejdsvillig. Et rapsodisk flow, der gnidningsløst og i et ikke videre fortættet symfonisk sprog fremskriver Nielsens lyriske humoreske med vekslende kor- og solistindslag. I et mellemspil for orkester skildrer trommer og trompeter isprængt Tysklands nationalmelodi og Dengang jeg drog afsted grænsekonflikternes historiske opblussen. Heller ikke hverken studedriveren, kniplepigen eller marsklandets storslåede naturpanorama er glemt. Overalt er musikken melodisk og modstandsløs, lige til at labbe i sig, og for så vidt passer den fint sammen med værkets tekst.

Bo Holten forklarer, at han har haft stor glæde af at arbejde med Jens Rosendals »kærlighedsfulde og stærkt billeddannende digte«, som der står i cd'ens teksthæfte. Sagen er, at ordene til Sønderjysk Sommer Symfoni tan-gerer det trivielle: »Se, her er sønderjydens land/så langt som jeg nu øjne kan./Her er mer rigdom end jeg så/hvor jeg har lært at stå og gå.« Og sådan rimes der ubekymret videre: »I middagssol, i blæst og regn/langs brombærkrat og tjørnehegn«. Det er simpelthen forslidt sprogføring, i 1995.

Alligevel er det for så vidt ok, både musikken, teksten og værket som helhed. Hvis bare ikke ballonen blev blæst mere op, end den kan holde til. Der er ikke noget galt i at komponere et sådant 'symfonisk egnsspil' i lettilgængelige ord og toner. Ikke spor, og det fungerer fint på sine egne præmisser, som til dels er amatørniveauets, al den stund værket er bestilt til opførelse af amatørkor. Men i den anledning at begynde at tale om en fornyelse af det europæiske musikbillede, det er så meget desto mere ude af proportioner. Simpelthen fordi der ikke bydes på noget nyt. Ikke desto mindre er det netop, hvad Bo Holten gør, som det fremgår af citatet fra hans opsigtsvækkende pressemeddelelse i lederen til dette nummer af DMT. Og det kan musikken ikke holde til. Så foretrækker jeg Holtens flydende og velfungerende korsats i renkultur, upretentiøst fremlagt af komponisten og Ars Nova i 12 strofiske a cappella sange på cd'ens anden halvdel. Her vil musikken ikke mere, end den kan, og skal ikke være andet, end den er.

Axel Borup-Jørgensen: Vintermusik op. 113:2, Jan Maegaard: Partita for orgel op. 89, Svend Hvidtfelt Nielsen: Katafalk, Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Octopus og Vagn Holmboe: Fabula II op. 115. Eva Feldbæk og Svend Hvidtfelt Nielsen (orgel), Sofia Asunción Claro (harpe), Gert S. Sørensen (slagtøj) og John Frandsen (assistent i Octopus). Dacapo 8.224018.

Denne cd's værker for orgel udgør nærmest en antologi over variationsbredden i ny dansk orgellitteratur. Fra det nogenlunde forudsigelige til det uhørte. Samtidig peger de, med en enkelt undtagelse, direkte på solisten Eva Feldbæk og hendes prisværdige indsats for samtidsmusikken gennem det decennium, hun har virket som organist ved Vestkirken i Ballerup, idet kompositionerne er udvalgt blandt Feldbæks mange bestillinger til koncertopførelser i kirken.

Svend Hvidtfelt Nielsen er ene om at repræsentere den yngre generation med Katafalk, en 'episk chaconne' for orgel og harpe. Opbygget som en dia-logisk tilnærmelsesproces instrumenterne imellem står den for så vidt som modsætning til Borup-Jørgensens homogene og betagende Vintermusik, hvor et stort udvalg af slagtøjsinstrumenter smelter vemodigt sammen med orglets dybe registre i et forløb, der efterhånden når dramatiske højdepunkter.

Af samme generation som Borup-Jørgensen, men anderledes i sit musikalske udtryk er Jan Maegaard, hvis Partita op. 89 (1991) består af to rækker stramt disponerede suitesatser, der kan kombineres delvist frit af den udøvende. Også Vagn Holmboe spiller an på traditionen i Fabula II, et værk som ved sit gribende kulminationspunkt forløser de forudgående tiltag i en fuldstændig koralbearbejdelse over salmen Af dybsens nød, hvorpå musikken udånder.

Mærkværdigst og absolut besværligst at lytte til (for ikke at tale om at udføre) er Gudmundsen-Holmgreens Octopus for to organister og assistent(er). Her arbejdes med de meget utraditionelle muligheder, der ligger i at gøre registreringen til et selvstændigt element i kompositionen. Titlen antyder oplagt det virvar af arme og ben tilhørende to organister, registrant samt evt. en yderligere bladvender/registrant, som stykket kræver.

Stive 22 minutter og otte sekunder i træk kræver Octopus lytterens opmærksomhed i et forløb præget af kompleksitet og insisterende langsommelighed. Men sejtrækkeriet er en del af musikkens pointe. De træge gentagelser maser de sidste lyde ud af orglet, til kun en afkræftet klapren af lemmer, der forgæves behandler instrumentet uden noget klangligt resultat, er hørbar. Blæksprutter dør kun langsomt, og selvom komponisten forsikrer, at musikkens titel ikke refe-rerer til virkelighedens blæksprutte, er det vanskeligt at afskrive, hvad der ved gentagne aflytninger viser sig som et indsigtsfuldt portræt af et stort, tænkende og følsomt dyr. Der gemmer sig mere under overfladen, end man kan nå at opfatte i farten, både hos det imponerende havdyr og i Gudmundsen-Holmgreens komposition.

Alpha and Omega. Værker af Bernhard Christensen, Bent Sørensen, Poul Ruders, Bent Lorentzen og Niels Marthinsen. Embedsmandsduoen (trombone og orgel). Paula PACD 87.

Embedsmandsduoen står der på en cd fra pladeselskabet Paula. Bag det prosaisk klingende navn gemmer sig Niels-Ole Bo Johansen, solo-basu-nist i Århus Symfoniorkester, sammen med den fynsk baserede organist og jazz-pianist Ulrik Spang-Hanssen. Sidstnævnte har for ikke så længe siden udgivet en række på seks cd'er med Buxtehudes orgelværker på Paula - et fortolkningsmæssigt dristigt alter-nativ til Inge Bønnerups parallelle, men mere traditionsrespekterende Buxtehude-projekt på Danacord.

Embedsmandsduoen er en koncert-duo, der i anledning af sit ti-års jubilæum nu debuterer på cd, til dels med værker skrevet specielt til duoen, får man at vide. To ud af fem værker på pladen (omend de korteste) er faktisk solokompositioner, som jo så ikke lige afspejler duoen, men muligvis dens koncertpraksis.

Bent Sørensens The Bells of Vineta (1990) presser, trods en meditativ grundholdning, solo-trombonen til det ekstreme med konstante krav om tostemmighed samt diverse klanglige variationer. (Knitre-lydene i baggrunden er godt nok en irriterende teknisk svipser).

Poul Ruders' korte, men intenst gruopvækkende Requiem for stort kirkeorgel - her Markus Kirkens i Århus - er i sin ekstremitet lige så typisk for sin komponist, som det dommedagsagtige i trombonekompositionen er det for kirkegårdsromantikeren Bent Sørensen. Det er kort, det er helt vildt - og det virker, selvom stykket er skrevet i 1968 af en kun 19-årig Ruders.

Centralt på cd'en står titelværket Alpha og Omega af Bent Lorentzen. En intens, kompakt komposition med opadgående basun-glissandi over statiske, skærende clusters i orglet. Glissandi som i kraft af værkets næsten noderette spejling omkring dets midterakse (samme princip som i Lorentzens koncert Regenbogen) af-slutter dette palindrom af en komposition som nedadgående bevægelser.

Cd'ens store nummer, helt bogstaveligt, er Niels Marthinsens godt 35 minutter lange koncert for trombone og orgel i tre bibelske satser, der først vægtløst svævende, siden dramatisk kæmpende sætter punktum for pro-grammet. Her stilles virkelig krav til begge instrumenter. Derimod virker Bernhard Christensens koncert for trombone og orgel med dens tærsken langhalm på salmemelodien Hvad mener I om Kristus ikke videre oplagt som indledning på en cd, der tydeligt afspejler ønsket om at spille ny musik. Den er simpelthen for tandløs.

Efterhånden som man lytter sig gennem cd'en, får man ørerne op for mulighederne i den specielle duo-besætning, der må siges at være skabt til alt andet end diverterende underholdning. Det er sandelig ikke lystlytning, Embedsmandsduoen vil levere. Til gengæld er der meget at lytte til.