Venedigs aura

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 02 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Festival Internazionale di Musica Contemporanea, Venezia kalder de den selv. Musikbiennalen kaldes den ude i verden, når man altså overhovedet taler om den. For Italiens største festival og forum for moderne kompositionsmusik er stort set ukendt uden for Italien. Programmedarbejder i DR, Stig Andersen, har besøgt Venedig musikbiennale på ethundredeårs jubilæet og fortæller om festivalen, og hvorfor den er så ukendt.

Venedig er byen, der altid har repræsenteret fortiden. Særlig i slutningen af sidste århundrede fik byen en temmelig håndfast symbolværdi som billede på det fortidige og det dekadente Europa. Det er byen der overlever alle de store omvæltninger, der ellers i stadigt hastigere tempo bringer Europa ind i nye epoker. Den ligger der ude i lagunen. Beskyttet og indhyllet i en tågedis. Historiens tåger. Fra fastlandet kan man ikke se den helt klart, og når man er i Venedig, kan man kun ane nutidens fabrikker, skorstene og højhuse gennem varmedisen.

Men Venedig er andet og mere end historie. Siden 1895 har byen hvert andet år været centrum for en stor festival for den allermest moderne kunst og musik - biennalen. I 1937 udskilte musikdelen sig til en selvstændig festival, men den har aldrig opnået samme status som lignende festivaler for moderne kompositionsmusik i fx Brüssel, Wien, Donaueschingen og Darmstadt. Det til trods for at festivalprogrammet som regel er spændende og koncerterne af en kunstnerisk høj kvalitet. I år havde biennalen og dermed også musikfestivalen 100-års jubilæum. I den anledning var der sammensat et omfattende program på mere end halvtreds koncerter, en række seminarer og et 'laboratorium', hvor unge komponister arbejdede med værker, som blev opført under selve festivalen.

Dette store program til trods er festivalen igen blevet forbigået i stilhed. Pressedækningen har været ringe og besøgstallet skuffende. Hvad er det, der gør, at Venedig ikke formår at trække folk til koncerter med moderne kompositionsmusik, når det kan lade sig gøre i andre europæiske byer? Der valfarter trods alt gladeligt mennesker til fra Europa, Amerika og Fjernøsten for at se Kunstbiennalen. Virkelig mange mennesker! Det anslås, at 5% af den kvarte million turister, der besøger Venedig under Kunstbiennalen, kommer for at se moderne kunst. Så det er ikke fordi kulturturisterne ikke har fået øje på Venedig. De kommer bare ikke til musikfestivalen. Få af festivalens koncerter blev hørt af mere end et halvt hundrede mennesker. Ganske vist har moderne kompositionsmusik et noget mindre publikum end moderne kunst, men ikke så meget mindre.

Der kan være flere forskellige forklaringer på den ringe interesse. En kunne være, at festivalen ligger netop i Venedig. Byen er en fantastisk perle for kulturturister. Der er uende-lig meget at se og at opleve. Selv om man har flere uger i byen, kommer man hjem med en følelse af, at der er noget at vende tilbage til. Noget man ikke fik set. For kulturturisten skal jo både nå at se arkitekturen, museerne, kirkerne og også gerne nå at indsnuse lidt af den magiske venedigstemning - den føromtalte historiske tågedis. Dertil kommer måske filmfestivalen, Kunstbiennalen og karnevalet, alt efter hvornår på året, man besøger byen. Der er mange tilbud at konkurrere med for arrangørerne af en festival for moderne kompositionsmusik.

En anden og måske bedre forklaring på, hvorfor festivalen er så lidet kendt ude i verden, fik jeg af en journalist ved la Stampa, som jeg mødte ved en af koncerterne. »En succesfuld festival består af mere end et godt program og gode koncerter«, påpegede hun rigtigt og hentydede hermed til det faktum, at festivalen er markedsført og planlagt med sædvanlig italiensk sans for organisation. Den samme organisationssans man kender fra italiensk politik, som har ført landet gennem ikke mindre end fireoghalvtreds regeringer siden 1945. Som et eksempel på den elendige organisation kan nævnes, at programmet for festivalen først forelå fjorten dage før den første koncert. Et ellers meget flot program, distribueret af det velrenommerede forlag Ricordi og udsendt til verdenspressen... da festivalen var overstået. I øvrigt er programmet kun på italiensk, så for store dele af modtagerne ude i verden har udbyttet af de godt firehundrede sider været begrænset. Markedsføring og informationsmateriale har været yderst sparsomt.

Det sædvanligvis velorienterede Italienske Kulturinstitut kender ikke noget til festivalen og forspørgsler hos rejsebureauer og Dansk Musik Informations Center (MIC) var også uden resultat. Selv omkring de enkelte koncerter var manglen på organisation tydelig. Forsinkelser, dobbeltbooking af pladser og tekniske problemer var en del af dagens orden.

Professor og dirigent Mario Messinis, festivalens leder og organisator, beklagede sig i en samtale, jeg havde med ham, over, at festivalen ikke var mere kendt og at så få kom og gæstede den. »Særlig når man betænker kvaliteten af programmet«, som han sagde. Men han kan nok ikke forvente, at det skal slå igennem som et internationalt arrangement, så længe publikum skal trækkes med en uprofessionelt organiseret festival. Hvis folk da overhovedet får øje på festivalen. For dem, der ikke gør, er det faktisk synd. De, der nåede frem og bar over med det, der jo også kan udlægges som en del af den italienske charme - den afslappede holdning til orden og planlægning - fik en lang række fantastiske oplevelser.

Festivalrum

Musikbiennalen er hvert år tilrettelagt omkring et tema. Alle aktiviteterne kredser omkring dette tema, både koncerterne, seminarerne og arbejdet i musiklaboratoriet. I år var temaet 'det spirituelle i moderne kompositionsmusik'. Efter at have studeret festivalprogrammet blev det klart, at det spirituelle skulle forstås i den bredeste betydning af ordet. Koncerterne spændte lige fra katolikken Dieter Schnebels Dahlemer Messe til Ryoanji af John Cage, som er kendt for sin interesse for østens mystik og religion.

Jeg spurgte Mario Messinis, hvad baggrunden for temaet var. Han svarede, at 1960'erne og 70'ernes strukturalisme i nogen grad førte til en afvisning og berøringsangst over for 'det mystiske element i musikken'. Det har ført til en modreaktion. I de senere år er der skrevet en række værker, der kredser omkring det sprituelle og afsøger området mellem det faktisk religiøse og den profane virkelighed. »Vi ønsker med denne festival at skabe et rum, hvor denne interesse kan blomstre«.

En række af værkerne på festivalen var da også uropførelser, og under alle omstændigheder er det vist nok den hidtil største, samlede opførelse af moderne kompositionsmusik med dette tema. »Et meget vigtigt tema, som præger og vil komme til at præge denne del af musiklivet i høj grad«, som Mario Messinis afslutningsvis bemærkede.

For mig var den største oplevelse Dieter Schnebels Dahlemer Messe. Det er et værk, som på mange måder er som skrevet til netop dette års musikbiennale. Ganske vist skrev Schnebel messen i årene 1984 til '87 uden at have biennalen i tankerne. En af grundene til, at den passer særlig godt til byen Venedig, er, at komponisten betinger sig, at den opføres i en kirke.

Messen blev opført i den pragtfulde Sankt Steffano kirke og derved blev byens særegne træk på vidunderlig vis forenet i festivalen med den moderne musik. Kirken, med sin blanding af forskellige stilarter, dannede en ramme om værket, der på den ene side repræsenterede Venedigs sammensatte kultur og på den anden side spillede sammen med den moderne musik.

På en lykkelig måde blev der slået bro over den kløft, der er mellem det venezianske univers, som er et konglomerat af byzantisk og romansk kultur og Schnebels quadrofoniske værk. Et værk der bogstaveligt talt etablerer et sonisk rum. Bogstaveligt talt, fordi tilhørerne er omringet af lydkilder: Orkesteret forrest, orglet bagerst, kor på begge flanker, fire solister, én i hvert hjørne og højttalere, der er placeret hele vejen rundt - som i en biograf, hvor lyden kan panoreres rundt i rummet.

I dette lydunivers dannes der en forbindelse henover århundreder og på tværs af kulturer, idet teksten er på både tysk og latin, og desuden både protestantiske, russisk-ortodokse og oldkirkelige kristne tekster samt jødiske tekststykker. Koncerten den aften var flot og vellykket, ikke kun fordi Manfred Schreier styrede hele menageriet med imponerende overblik, men også fordi der opstod dette magiske samspil mellem værk og rum, mellem musik og arkitektur. På tværs af tiden.

Først tænkte jeg, at Venedig, som ellers altid unddrager sig kontakt med vor tid og putter sig i lagunens historiske tåger, endelig blev båret ind i vor tid. Men ved nærmere eftertanke må jeg erkende, at det er det samme gamle trick: Byen optager vor tid i sig, men uden at skrotte de hundrede af år, der giver Venedig den særlige aura. Den der gør, at vi vender tilbage igen og igen. Det samme trick byen brugte i 1500-tallet, hvor den tyrkiske kultur væltede over mod vest. Og måske det samme trick Venedig benytter i dag i forholdet til turisterne. Det faktiske grundlag for byens eksistens i dag. De præger byen fuldstændig, men på underfundig vis er Venedig stadig intakt.

Musikbiennalen er ovre for i år. Om to år går det løs igen, men hvor mange vil opdage festivalen? Problemet - og på samme tid det fortryllende - er, at den ny musik fortaber sig i Venedigs magiske aura af historiens sus. Måske (men nok ikke særlig sandsynligt) bliver organisationen af arrangementet bedre og flere finder vej til det Dickens kaldte »den mærkelige drømmeby på havet«. For dem der gør, er der ét ord, der er værd at lære, når tålmodigheden slipper op: Calma. Det hører man ofte, når italie-neren sindigt maner: Ta' den med ro.

Årgang 70/1995-1996, nr. 02