Af en landsbykomponists dagbog

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 03 - side 82-85

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Birgitte Alsted set af Birgitte Alsted


Af Birgitte Alsted

Midt i al hurlumhejet med at aftale med sangere, musikere, skrive færdig, fremstille nodemateriale, og hva' mæ' pressen, radioen, min familie, mine elever, mine møder til fremme for den kommunale musikskole og sociale sikring af skabende kunstnere, og Gud - klokkespillet skal også komponeres - og NU kommer malerne og lader efteråret storme ind ad nymalede, åbne vinduer - i denne hvirvel af løse ender ringer Anders Beyer med den sympatiske idé at lade mig skriftligt fremstille min situation med Sorgsang og Højsang til DMT.

Nuvel, det må blive uden afstandens refleksion og i raseriet over, at ingen på DMT gider interessere sig for mere for mit livs mest essentielle kunstneriske manifestationer, end at jeg gudhjælpemig må gøre det for dem -jamen så bliver det sådan her, og uden redigering formoder jeg - når jeg selv skal, må jeg vel ha' ansvaret!?

Læseren kan så observere, at undertegnede har svært ved at sige nej til opgaver, hvadenten det nu er at skrive artikler, sidde i udvalg eller male vægge.

Og sandheden er, at jeg elsker opgaver, jeg elsker at arbejde, jeg elsker gang i den, jeg hader stress, og jeg hader kedsomhed, jeg elsker opmærksomhed og hader at blive ignoreret, jeg elsker at interessere mig, jeg er taknemmelig for, at jeg først begyndte at læse Bibelen som 48-årig og efter en masse timers fordybelse i psykologisk handlingsgang.

At læse Højsangen på dette tidspunkt var en løftelse - og at læse Jobs Bog - som danner grundlag for Sorgsang - var en umådelig oplevelse af poetiske kraftudtryk. Job blev grundigt vred og rasende over, at han skulle fødes til så megen lidelse og så dumme venner.

Vennerne vil have ham ned med nakken, de kan ikke holde ud at se årsagsløs lidelse, og som René Girard siger (i sin bog Job - idol og syndebuk), tager de anledning i Jobs elendighed til at prøve at få ham ind i rollen som syndebuk -altså spot til skade. Job ved dog, at »hans løser lever«, og hen mod slutningen tordner Gud ud af stormvejret og beskriver sit skaberværk guddommeligt storslået: »Hvor var du, da jeg grundede Jorden? ... Mens morgenstjernerne jubled tilhobe ... Har du mon været ved havets kilder, har du mon vandret på dybets bund? ... Af hvilket skød kom isen vel frem, hvem fødte mon himlens rim? Hvem lagde visdom i sorte skyer ...« er blot nogle få af i alt 127 vers.

Højdepunktet er beskrivelsen af Livjatan - en art krokodille, der udspyr ild og spreder skræk og rædsel blandt helte: »Rundt om dens tænder er rædsel. Dens ryg er render af skjolde, dens bryst er et segl af sten; de sidder tæt ved hverandre, luft kommer ikke derimellem; ... Dens nysen fremkalder strålende lys, som morgenrødens øjenlåg er dens øjne. Ud af dens gab farer fakler, ildgnister spruder der frem ... Dybet får den i kog ... bag den er en lysende sti, dybet synes som sølvhår. Dens lige findes ikke på jord, den er skabt til ikke at frygte.«

Ifølge mine egne opslag i Gads bibelleksikon beskriver en skabelsesmvte, hvordan Jahve

(Gud) skabte universet som følge af kampen med urdragen. Måske er det derfor, Gud holder så meget af den utæmmelige krokodille. Uden den intet skaberværk.

Og Job svarer: »Jeg ved du magter alt... Jeg talte uden forstand om noget som var for underfuldt for mig ... Nu har jeg set dig!«

Gud ender med at give Job dobbelt igen af hans oprindelige værdier, og Job dør gammel, lykkelig og mæt af dage.

Når jeg alligevel lader mit nedpitchede strakte skrig ligge som underlag fra start til slut, er det ud fra en erkendelse af at trods al senere lykke så én gang sorg - altid sorg (- og glæde!).

Sorgsang - med udrag og bearbejdelse af tekst fra Jobs Bog (oversættelse fra 1931) - blev uropført (udsendt) i P2 23/7 i år, efter jeg i perioder året forinden havde forsøgt dialog med DIEMs (Danske Institut for Elektroakustisk Musik - beliggende i Århus -jeg bor i København) teknik og maskiner. Hver gang jeg kom igen, var der en ny maskine at snakke med. Nogle programmer strejkede ind i mellem, og en gang faldt en højttaler ned og ødelagde harddisken. Uden trængsler gik arbejdet ikke - dog det modsatte skal siges om menneskene bag, som mødte mig med grænseløs tålmodig hjælpsomhed. Så det nytter ikke at blive sur på maskinerne, hvor åndsvagt de end opfører sig - man kan ikke hævne sig på dem uden øjeblikkeligt karmisk tilbageslag. Men måske gælder dette i virkeligheden også i forhold til mennesker (blot med forbehold for tid og synlighed), så jeg fik jo lært meget i min tid hos DIEM, udover selvfølgelig programmerne og komposi-tionsmetoden, som var nyt for mig.

Men nu til Glæden! Højsang (med tekst fra Højsangen - ubearbejdet og alle 8 sange - og stadigvæk: Oversættelsen fra 1931) er komponeret på gammeldags måde, med blyant, viskelæder og imagination.

Jeg har været længe om det - 4-5 år - og bliver ikke helt færdig til 1. premiere 30/1-96 (men se efter i dagspressen for en sikkerheds skyld). Der kommer til at mangle 6. og 7. sang - men de kommer forhåbentlig med i næste ombæring -sandsynligvis september 1996 -hvor der også tilføjes lyssætning, orientalsk dans og butodans.

Jeg har kasseret mange sider noder undervejs. Teksten er så høj, at inspirationen bør vise sig i musikken - hele tiden - og dagen efter.

Hvad der forresten har slået mig, er Højsangens orientering mod den kvindelige side. Som indledning er det hende, der længes og påkalder (»Kys mig!«). Hun afslutter: »Fly (skynd dig) min ven, og vær som en gazelle, som den unge hjort på balsambjerge!«

Undervejs haler hun den udvalgte ind i sin moders hus -moderen bliver nævnt flere gange, og det var gommen/kongens mor, som kronede ham - ingen fædre nævnes.

Men udover dette er poesien så skønhedsmættet, symbolladet og nærende - ak, alle disse dufte, frugter, haver, vingårde, gazeller m.m. - at det har været (er) en fryd at fordybe sig i den og forsøge at give den musikalsk udtryk.

Den er dog ikke fyldt med lutter gammen. 3. og 5. sang handler om, at den elskede bliver væk for hende

- hun må ud om natten for at lede efter ham - og kommer i karambolage med vægterne.

Det er fristende at opfatte Højsangen som en spirituel beskrivelse af sindets vej til sit eget indre bryllup.

Og som i det indre, således også nogen gange i det ydre - underligt var det i hvert fald, som mit eget privatliv har fulgt de forskellige op-og nedture i Højsangen, som jeg aktuelt arbejdede med.

»Læg mig som en seglring på dit hjerte, som et armbånd om din arm! Thi kærlighed er stærk som døden, nidkærhed hård som dødsriget; dens gløder er brændende glød, dens luer er Herrens lue.

Mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort.«

I skrivende stund arbejder jeg med ovennævnte citat fra 8. sang -praktiske detaljer - samt en ny udgave af Sorgsang (på DIEM igen - uden tekst, mere musik). Hertil komponerer fotografen Helle Nørregaard dias - til Århus Planetariums 40 lysbilledapparater. Hun har været på Island (og i livsfare) for at skyde de rette billeder. Det var nødvendigt, mener hun, for dette er en nordisk udgave af indholdet i Jobs Bog, siger hun.

Og så arbejder jeg på en 3. Sorgsang for baryton og orgel -baseret på Klagesangene - forhåbentlig uropføres dette sammen med Højsang 30/1-96 i Vor Frelsers Kirke. Sorgsang II uropføres 12/12 95 på Århus planetarium.

Da jeg nu i dag ringede til Anders og fortalte, at jeg var blevet så gal i går, så DMT kunne vente (sig) noget, ytrede han jo bekymring for, om det handlede mere om aggression end om musik.

Og måske mangler der rigtignok noget om mine bestræbelser her. Jeg har aldrig kunnet beskrive min egen musik. Ærgerligt nok, for jeg bliver spurgt af mange, der gerne vil vide noget, inden de risikerer deres ører og tid. »Hva' slags musik skriver du? Hvilken stil?«

Øh-

Jeg ville ønske, nogen ville fortælle mig, hvad jeg skulle svare. Jeg går sjældent fra teori til praksis -jeg mener sådan med talsystemer eller andre systemer. Jeg har altid syntes, regning var lidt kedeligt og når jeg har det kedeligt, vil jeg tro det smitter af på musikken - og så har det vist slet ingen mening. Jeg skriver simpelthen en musik, jeg selv kan lide - en der løfter mig og ryster mig (man kunne godt kalde det langsom improvisation), offentliggør den derefter i håbet om, jeg ikke står alene med min særlige smag.

Jeg har bestræbt mig i Sorgsang på at give udtryk for vrede, sorg, udmattelse, medfølelse - og hertil brugt lyde fra bl.a. kirkeklokker, frøer, fugle, skrig/skrål, klassisk sang - behandlet elektronisk i et forløb der føltes i overensstemmelse med musikstykkets vilje. For jeg forlader mig landsbyagtigt på min fornemmelse af, om det er rigtigt 'sådan her' - og hvis ikke, må jeg arbejde med det, til det bliver det.

'Rigtigt' vil for mig sige, at det musikalske forløb føles logisk og uforudsigeligt på samme tid. Ligesom en god prædiken (uha, det var vist for ambitiøst - nå, så ligesom en god historie). Mit hjerte vil være med - og musikken følge en proces, hvor mit liv i sin uforudsigelige logik er omformet og meddelt. Med mulighed for at andre kan grues, betages, tænke, irriteres, engageres. Det er aldrig til at vide om dette lykkes, men jeg kan altid forsøge.

I Højsang er apparatet mere traditionelt. Solister ved orglet, kor og instrumenter på gulvet, med mulighed for vekselsang. »Sidder du og skriver tonalt, din gris!« udtalte Mogens Christensen ved synet af II. sang. Ja, jeg elsker tonal musik. Men naturligvis i egen stil. Alle linier, samklange, rytmer efterprøves i min forestilling. Bliver jeg rykket af det? Hvor bringes jeg hen?

Jeg elsker musik af Mozart, Schubert, Sibelius, Beethoven, Monteverdi, Wagner, Villalobos, Debussy, Schonberg, Webern, Ligeti, Nørgård for blot at nævne nogle få. Jeg tænker ikke på at konkurrere med d'herrer - men jeg må bidrage med ny organisation til et resultat, jeg selv kan lide.

Jeg kan nu også finde på en anden metode. I et værk fra januar 1995 Stelle (Stjerner) for bl.a. 4 musikskole-elguitarer (uropføres 19/11 i Odense), eksperimenterer jeg med en konsekvent struktur -den 5-takkede stjerne - som udgangspunkt for toneforløb. Summa Summarum:

1) Reallydsuniverset

2) Fritonalitet

3) Visuelle strukturer

Jeg tager udgangspunkt i inspiration - som oftest noget, der aktualiserer sig kraftigt i min livsproces.

Engang (?) må jeg forsøge at integrere disse 3 veje til én inden for samme værk.

PS. Det bliver egentlig sjovere og sjovere at skrive om sig selv, det er ikke hver dag man får lov til uhindret selvoptagethed uden øjeblikkelig modsigelse. Jeg ville ønske tilbuddet kom en dag, jeg havde bedre tid - men det kan jo godt være, DMTs læsere hermed har fået nok.

Skulle man ville vide mere, er man velkommen til at kontakte min musik - og ydermere, hvis man gider, fortælle mig hvad man oplevede ved det.

Kommende opførelser

Tirsdag den 12. december kl. 20 Vækst, Sorgsang

En multimedie-forestilling udviklet til planetariet i Århus præsenteret af DIEM i samarbejde med Steno Museets Planetarium. Birgitte Alsted, musik Helle Nørregaard, billeder

Tirsdag den 18. januar kl. 20 Vor Frelsers Kirke

Højsang

Oratorium af Birgitte Alsted

Lille MUKO, dir. Jesper Grove Jørgensen

Orgel: Jens E. Christensen

Klokkespil: Ulla Lange

Solister: Susanne Elmark, Hele

Gjerris, Mads Elung Jensen,

Morten Ernst Lassen

Årgang 70/1995-1996, nr. 03