Debat

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 03 - side 107-108

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Verdensmusikdagene- skal det hele være markedsføring?

Det var dog nogle jammerlige jeremia-der velsagtens et pseudonym for en eller anden dansk komponist fremsætter i seneste nummer af "Dansk Markedsførings Tidsskrift". Det synes, som om, han har gået med skyklapper, mundkurv og næseklemme gennem Ruhrdistriktet i sin forargelse over, at Verdensmusikdagene i 1994 ikke er gennemført som en afdeling af en konservatorieeksamen ved en dansk læreanstalt, således at dansk musik blev rimeligt repræsenteret i betragtning af alle de midler, der anvendes på at markedsføre den (og på at holde hånden over de personer, der lader sig involvere i kapitalistiske pengemølle-skandaler som DUT-skandalen).

Da jeg selv overværede Verdensmusikdagene - i uddrag - finder jeg, at det må være relevant at gøre opmærksom på et par temaer under dagene, således at denne jeremiade over vanskeligheden ved markedsføring af danske musikvarer på det tyske delmarked af EU på trods af harmoniseringen af EU ikke står helt uimodsagt.

Som det ikke fremgår af velsagtens næste års arrangør af Verdensmusik-dagenes indlæg - hvoraf der ikke fremgår andet end at arrangørerne af musikdagene 1994 i Ruhrdistriktet måtte have fordomme eller som det nu hedder: de måtte kunne indbringes for EU-domstolen for fordomme mod en række elever af visse berømte lærere, herunder Per Nørgård, hvorfor indlæggets forfatter hellere burde have indklaget 1994-komiteen for EU-domstolen for brud på EU-traktaten vedrørende konkurrenceforvridende foranstaltninger, da Verdensmusikdagene i 1994 faktisk havde en linie, hvilket pseudonymskribenten enten ikke har lagt mærke til eller blot har betragtet som brud på nogle spilleregler.

Som det ikke fremgår af indlægget i DMT, var der en linie og det endda en yderst spændende linie: musik i rum, spændende fra koncerter i koncerthaller til koncerter i fabrikshaller med indtil 6-7 forskellige sceneopstillinger. Den cadeau, man kunne føle, der virkede med udgangspunkt i Darmstadtperioden samtidig med Boulez og Stockhausen, men som var skarpt kritisk over for Darmstadt-intellektualismen og -serialismen, viste sig i disse foranstaltninger med musikken ud til fabrikkerne i mange byer i Ruhrdistriktet, fabrikker der om dagen var i gang i Bochum, Gelsenkirchen og andre byer. For undertegnede blev det til et medrivende musikhistorierepetitionskursus med Maderna, Nono og Scelsi som meget vægtige aksepunkter.

Man må håbe, at det ikke er en af arrangørerne for Verdensmusikdagene i København 1995, der fremlægger sit credo af antimarxisme, fantasiløs UG-drengeholdning og "vi må jo have en målestok"i denne vurdering af dansk musiklivs muligheder på det tyske delmarked som små. I så fald kan dette også skyldes, at brochurerne om Carl Nielsen og Per Nørgård nok bliver flottere og flottere men havner på nogle direktionskontorer rundt om i verden, der nok har indflydelse på, hvad der skal spilles hist og her, men som også holder sig ajour med videnskab og forskning samt tendenser i filosofien. Nogle har så mod til - i en tid der præges af vulgærliberalistiske krav på lige konkurrencevilkår, hvad er kvintessensen af 'anmelderens' mange ord - nogle har så mod til at føre selv koncepter som marxisten Luigi Nonos ud i livet og det i det rette miljø: omkring fabrikkerne i Ruhrdistriktet.

For at debatten i DMT ikke helt skal ende i den selvforherligende danske provincialisme, som angrebet på Verdensmusikdagene i Ruhrdistriktet synes at være båret af, mener jeg det væsentligt at gøre opmærksom på denne meget tydelige linie, som arrangørerne havde lagt. Uagtet jeg herved kommer til at berøre et emne, som bevillingshavere - og dermed dem der er betalt af dem herhjemme -troede var dødt med Berlinmurens fald og fortsat betragter som tabu: marxisme som musikfilosofi til praktisk forbedring af verden, håber jeg dog, at DMT fortsat er åbent for debat. I modsat fald må jeg betragte den ideologiske spændetrøje på bladet for så knugende, at jeg må anmode om ikke at få fremsendt flere numre.

Anker Fjeld Simonsen, komponist

Et par opklarende redaktionelle bemærkninger: Hvis Fjeld Simonsen har været til Verdensmusikdagene i Ruhrdistriktet, må årstallet være 1995 og ikke 1994. Fjeld Simonsen håber det bedste for Verdensmusikdagene i København 1995. Verdensmusikdagene i København finder sted i 1996 (7.-14. september). Fjeld Simonsen mener, at Coriun Aharonidn er et pseudonym for en dansk komponist. Aharonidn har gennem mange år været en af de mest aktive medlemmer aflSCM, endog en årrække medlem af præsidiet. Aharonidn vil gerne diskutere og høre kommentarer til rapporten. Hvis det skal være uden for spalterne, så er forfatterens adresse: Casilla de Correo 1328, U-11.000 Montevideo, Uruguay.

Den skumle fortid

»...slår de mig i hartkorn med de værste rædselsvisioner om musikundervisningen i gymnasiet«, skriver Finn Gravesen i sit indlæg -jamen, når du sidder som fagkonsulent, er du altså 'systemets' fremtrædelsesform, og jeg oplevede faktisk, at rædsels-visionerne blev til skinbarlig virkelighed i den behandling, jeg fik, da jeg var musiklærer i »det levende laboratorium«.

»Lad os komme i gang«, skriver FG. Ingen tvivl om det - men fortiden er jo en del af nutiden og min 'sag* stiller stadig nogle ubesvarede spørgsmål -trods FGs uomtvistelige gode vilje.

Fx det med at bedrive folkemelodiudsættelse på ikke-funktionstonale måder - det har jeg stadig ikke fået svar på. Ombudsmanden afviste det, med henvisning til at han ikke kunne »tage stilling til musikfaglige spørgsmål« - men hvem kan så give mig en uvildig behandling af det spørgsmål? Jeg fik kun Undervisningsministeriets afskrift af den daværende fagkonsulents holdning -og den var komplet uinteressant i den sammenhæng, alt eftersom det var fagkonsulenten, der jo havde startet hele 'sagen'.

Og svaret på dette spørgsmål er nemlig interessant, for det vil vise sig, at det, der mangler i forbindelse med den ny musik i gymnasiet, i hvert fald ikke er muligheden for at arbejde med den - sådan som jeg fik at vide -men noget helt andet, nemlig viljen. Og det er jo det, FG siger, at der ikke gør. Jamen hvorfor skulle jeg så igennem alt det snavs, fordi jeg gjorde det for-mastelige - kom 'udefra' og gennemførte en særdeles vellykket undervisning i områdets 'enfant terrible' - desværre ses de musikpolitiske implikationer kun alt for tydeligt...

Så hvis FG så gerne vil »i gang« - så kan han jo passende starte med at give mig den uvildige behandling, som jeg har krav på - så skal jeg nok møde op og drikke gravøl over en skummel fortid og rette blikket mod den gryende dagning...

Fredrik Søegaard

Kære DMT

Tak for invitationen til at skrive indgående i bladets spalter om de ting, som min pressemeddelelse peger i retning af. Det indgående må imidlertid vente til julefreden har sænket sig over landet, for lige nu er jeg ved at færdiggøre en større komposition. Men i kort form kunne jeg da tænke mig at tage nogle ting op fra Thomas Michel-sens anmeldelse af min sommersymfoni. De udstråler i al deres munke-modernistiske ortodoksi så meget af den akademiske vanetænkning, der virker lammende:

1) Efter en næsten umærkeligt ironiserende indledning omtaler Thomas Michelsen mig som »kormanden Bo Holten«: Det mere end antydes, at indgående beskæftigelse med kor er kompromitterende.

2) Min sommersymfoni beskrives derefter som »sød, sommerlig og samarbejdsvillig«. Naturligvis er dette ment nedsættende. Den akademiske modernisme har forlængst besluttet sig til at 'ny' musik skal være sur, vinterkold og modvillig (disse adjektiver er modernistisk ros!).

3) Derefter: »et rapsodisk flow, der gnidningsløst...«. Igen slås det fast, at ordentlig musik ikke være rapsodisk; Den må heller ikke have flow -og gnidningsløs må den slet ikke være.

4) Thomas Michelsen har opdaget, at et fragment af den tyske nationalmelodi indgår i stykket: hvad han ikke har opdaget er, hvad kontrapunktet på dette sted er for noget; her slår det modernistiske analyse-apparat klik -for tonal musik er vel alt for banal til at blive analyseret.

5) Thomas Michelsen fortsætter: »Overalt er musikken melodisk og modstandsløs...«. Modstandsløs er naturligvis et skældsord for en munke-modernist, men melodisk er altså også blevet det. Melodier er forbudt: moralsk forkasteligt.

6) To tredjedele nede i sine akademiske derogationer skriver Thomas Michelsen pludselig: »Alligevel er det for så vidt ok, både musikken, teksten og værket som helhed.« Øjensynlig synes han, værket har kvaliteter, han har måske tilmed i hemmelighed nydt passager i det. Det har man jo naturligvis ikke lov til, og derefter skyder Thomas Michelsen mig i skoene, at jeg skulle bilde mig ind, at dette værk skulle være en livgivende fornyelse i det europæiske musikbillede! Jeg skrev i min pressemeddelelse: »I blind tro på at dette (standard-avantgarden) stadig er det nye, selvom det har været dødt og totalt akademiseret i de sidste 30 år, har disse avant-gardens lakajer slæbt ved til det bål, der med terroristisk magtopbud har søgt at undertrykke enhver fornyelse, enhver luftforandring, der kunne tænkes at være på vej i det europæiske musikbillede.« DMTs anmelder, Thomas Michelsen, insinuerer, at jeg tillægger mit eget værk næsten helt messianske kvaliteter; som en frelser i den europæiske musik. Enten må han tro, at jeg er uhyggeligt naiv, eller også skyder han mig noget i skoene for bedre at kunne jorde. Det er tyndt -meget tyndt.

Jeg må understrege, at dette ikke skal betragtes som et surt svar på en negativ anmeldelse. Jeg har forlængst lært, at dem skal man ikke svare på. Det er ment som et meget kortfattet begyndende signalement af den voldsomme fordomsfylde, der karakteriserer avantgarden (og måske især dens promotere), en begyndende kradsen i lakken på det fastlåsende moralkodeks, hvormed store dele af den musikalske avantgarde har malet sig inde i et ganske betydningsløst hjørne af den europæiske kulturs hus.

I en kommende artikel vil jeg forsøge at beskrive (i upolemisk form), hvilke konsekvenser det har for musiklivet som helhed at:

1) Den ny musik er underkastet et snærende moralkodeks.

2) Ny musik med vold og magt skal være formmæssigt fornyende hver gang.

3) Hvad indebærer de to ovenstående punkter for musikkens kvalitet og dens kontakt med musikalsk praksis?

4) Hvorfor skal det være kompromitterende at beskæftige sig med at skrive melodier?

Bo Holten

Årgang 70/1995-1996, nr. 03