Det udforskende øre

Slagtøjsspilleren Gert Sørensen om at finde sin indre songline

Af Jakob Wivel

På trods af sine kun 35 år er det 20 år siden Gert Sørensen begyndte sin solistiske karriere. Han er kendt for sin vitalitet, sin rytmiske intensitet og sin elegante sceneoptræden. Som en kompromisløs musiker der er i stand til at spille alt, men samtidig en søgende musiker, der konstant udforsker og udvider sit musikalske vokabularium. Som sådan har han haft stor betydning for 'instrumentet' slagtøj og har desuden været til inspiration for flere komponister. Uden Gert Sørensen ville mange danske slagtøj s værker sandsynligvis ikke være blevet skrevet, og flere af dem ville slet ikke lyde som de gør. For ofte er værkerne blevet til i et nært samarbejde mellem ham og komponister som fx Per Nørgård, Poul Ruders og Palle Mikkelborg.

For Gert Sørensen begyndte det på Holstebro Musikskole, hvor han som 11-årig fik sin første tromme mellem hænderne. Han spillede i musikskolens marimbaorkester og i Holstebro Gården med en tromme på maven. Han har været på internationale turneer med musikskolens orkester, hvor det at spille solo var noget, man bare gjorde, ligesom den ny musik var en naturlig del af musikskolens virke. Som 12-årig fik han udleveret en Varése-node. Siden gik turen over Det Jyske Musikkonservatorium og senere til konservatoriet i København, som han forlod i 1986 med alle de eksaminer det var muligt at tage.

Gert Sørensen har givet koncerter over det meste af verden. Han har i mange år været musiker i en klasse, der burde gøre det muligt for ham at ernære sig som omrejsende virtuos. Det er han dog ikke så sikker på selv, for det er dyrt at rejse rundt med alt sit eget grej og han vil ikke spille på andres. Ydermere ville det indebære, at han skulle spille musik, som han ikke nødvendigvis har lyst til at spille.

Desuden kom der noget i vejen. For det første et tidligt møde med Palle Mikkelborgs musik, der rykkede grundigt ved Gert Sørensens opfattelse af, hvad musik er. Dernæst kom et møde med en begejstret engelsk agent ved en engelsk musikfestival i 1992. Agenten stillede Gert Sørensen spørgsmål som fx »Hvem forestillede du dig, at du skulle spille det for?« Eller »Hvem skulle han som agent kunne sælge det til?« Det måtte Gert Sørensen indrømme at han ikke kunne svare på, så der var ugler i mosen da han rejste hjem. Det satte gang i nogle spirende spekulationer om hans egen rolle som musiker, om ny musik og om ny musiklivet i det hele taget.

»Han pirkede til en begyndende fornemmelse af, at der måske var en anden vej. Som musiker er man afhængig af at der er et publikum og der er faktisk ikke så mange, der gider høre det jeg spiller. Jeg ved godt at man skriver, at nu går det godt og nu er der musikfestival osv. osv, men jeg oplever det ikke sådan. Jeg har været på scenen i 15 år nu, og jeg må sige, at jeg synes det bliver mere og mere sørgeligt. Jo, folk er da interesserede, men det er altså ikke så sjovt at spille for de samme hver gang. Man kan sige pænt goddag til næsten hver eneste, der kommer til koncerterne. Noget af det mest sørgelige jeg ved er at gå forbi studie 2 i DR, når der er ny musik koncert søndag eftermiddag: Arrangørerne har gjort et stort og flot stykke arbejde. Der står nogle musikere, som har øvet og forberedt sig - og så sidder der 20 mennesker. Så bliver jeg bare ked af det. Jeg elsker de folk der kommer, jeg synes det er fantastisk at de kommer. Det er utroligt, at de gider at komme til de kedelige koncerter. Men som musiker er det ubærligt i længden. Det er ikke ment som en kritik af nogen eller noget, i mit liv kan jeg bare ikke klare den sorg. Så vil jeg hellere lade være med at spille koncerter og bruge min tid i studiet i stedet for«, fortæller Gert Sørensen.

Et andet indicium for at der er noget galt på ny musikfronten, mener Gert Sørensen at se på de musikere der spiller. Det er ofte unge folk, der er på vej frem. Når de når cirka midtvejs, falder de fra.

»Det er simpelthen utaknemmeligt. Det er for hårdt, det er for svært og man får ikke det brus man får andre steder. Der er simpelthen for lidt champagne i den musik, det er en flad dansk vand«.

- Er musikken blevet for intellektuel?

»Den mangler i hvert fald hjerte. Man læser aldrig om, hvordan musikken lyder, kun om hvordan den er lavet og det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg kan ikke forstå hvorfor komponister fortæller om det, for mig fjerner det trylleriet, det guddommelige eller hvad man nu vil kalde det. I mit samarbejde med Palle Mikkelborg taler vi aldrig om musik, kun om klanglig æstetik, om hvordan det lyder.«

Det er altså ikke kun et spørgsmål om at få flere mennesker i tale, heller ikke om at vende op og ned på den gældende koncertform, som Gert Sørensen finder glimrende til symfoniorkesterkoncerter og lignende. For Gert Sørensen er det et spørgsmål om, at han vil kunne stå 100% inde for alt hvad han er med i. Og det kræver for ham en ændring af formen, både hvad koncerterne og musikken angår. Hvad det præcis er Gert Sørensen søger er han ikke istand til at forklare, for han taler om noget han endnu ikke ved hvad er, men han finder noget af det i samarbejdet med Palle Mikkelborg.

»Det er et spørgsmål om at se musik som mere end musik. Og her taler jeg ikke om at spille medita-tionsmusik og lange toner. Det er slet ikke det, men indfaldsvinklen til musikken det drejer sig om.«

Han beskriver sin tilstand som en søgen og roden rundt. Den er affødt af en utilfredshed med tingenes tilstand, savnet af den fordybelse i musikken som han finder nødvendig, og som der sjældent er tid til, fordi man »lige er på vej til noget andet«. En ærgrelse over »de evige starter«, alle de mange værker der kun bliver spillet en gang. Og så har Gert Sørensen en trang til at lave noget der er helt hans eget. Han vil ikke længere spille noget der er skrevet til andre.

De foreløbige konsekvenser af Gert Sørensens mange overvejelser er bl.a., at man i fremtiden ikke skal regne med, at han ved koncerter vil spille færdige værker som fx / Ching. For fremtiden vil han heller ikke fastlægge koncertprogrammerne halve og hele år i forvejen, men i stedet spille noget af det, som han på gældende tidspunkt arbejder med, så han undgår at blive revet ud af sit kontinuerlige musikalske arbejde. Et andet resultat af hans overvejelser kan høres på en nylig udkommen dobbelt-cd A Drummers Tale, som er den første af tre planlagte udgivelser. Nummer to i rækken bliver med musik af Poul Ruders og den tredie med Ole Buck, Ivar Frounberg og Wayne Siegel og Bo Holten. Både titlen og undertitlen, »Gert Sørensen plays Per Nørgård«, eksponerer musikeren mere end komponisten og det er med fuldt overlæg:

Komponisterne sidder som i en beskyttet bolig. Det er enormt sikkert at have skrevet et partitur, hvor der er tænkt på det hele. Hvis der er skideballe bagefter, så er det altid fordi musikerne ikke spillede værket godt nok. Derfor laver jeg nogen gange om på værkerne under koncerterne, det skal jeg gerne indrømme. Når man kan mærke at det her, det går ikke, folk falder fra, de keder sig og jeg keder mig egentlig også lidt selv, så er man nødt til at lave om undervejs. Det har jeg gjort og det gør jeg.

»Det har været tanken med denne cd, at det er mig, der skal identificeres med det her projekt, det er min plade, hvor jeg spiller Per Nørgårds musik. Selvfølgelig kunne det aldrig være blevet uden musikken. Og jeg har været utrolig loyal over for musikken. Jeg har pillet det hele totalt fra hinanden, ofte har jeg kasseret optagelser op til 4-5 gange, fordi jeg ikke var helt glad for det jeg hørte. Der er nogen der tror at jeg har taget mig kæmpe friheder, det har jeg rent faktisk ikke. Jeg har bare spillet, måske for første gang, det der står i noderne.«

Som en konsekvens af sin søgen efter 'sit helt eget' har Gert Sørensen desuden overskredet sin rolle som musiker, idet han selv har produceret cd'en og selv står for lyddesignet. Det er afgjort ikke den letteste løsning han har valgt, for han er totalt autodidakt hvad den slags angår, men lette løsninger har på den anden side aldrig haft Gert Sørensens interesse. Han har brugt et år på at producere cd'en i sit eget studie, som han gennem årene har bygget op.

»Det kunne måske være gjort på en uge, hvis jeg havde gjort det sådan som 'man gør'. Men så ville det jo bare være en dokumentation af en livekoncert og det er jeg ikke interesseret i. Desuden kan jeg simpelthen ikke holde 'lyden' af klassisk musik ud som den er på pladeindspilninger. Jeg synes det lyder forfærdeligt - næsten altid. Det har noget at gøre med, at jeg er vokset op med en anden lyd, jeg kommer ikke fra en 'klassisk verden', men fra et hjem med P3 -og uden klaver. Jeg har nogle lydlige visioner, som jeg kunne tænke mig at realisere. Det er en helt særlig lydæstetik jeg går efter, men jeg kan ikke forklare hvad det er. Jeg ved præcis hvad jeg vil have, men jeg ved ikke hvordan jeg når derhen. Min indfaldsvinkel på Pers plade har været, at jeg godt kunne tænke mig at give fornemmelsen af at være lige ved siden af mig. Altså en fornemmelse af nærvær ved musikken.«

Nærvær og den direkte kommunikation er endnu en ting Gert Sørensen savner i musikken. Derfor mener han også, at komponisterne burde have deres eget band som de selv spillede med i, så de selv ville få de oplevelser med at være med 'ude i det virkelige liv'. Og eventuelt opleve at »det her, det går ikke«, eller at »det her var dødkedeligt«. Hvis komponisterne prøvede det, mener Gert Sørensen at der ville komme noget meget anderledes musik ud af det.

»Jeg tror, at den nyskrevne musik har et problem i identifikationen med noget. Når man går til en koncert, er det så værket man kommer for at høre, eller er det ham eller hende der spiller det? Det problem har jeg selv. Man har komponisten som ét led, og så performeren, der gør sit allerbedste, men måske ikke helt forstår hvad der egentlig sker. Det sidste led kunne jeg fantastisk godt tænke mig at undvære.«

For en musiker skulle her være rigeligt stof til en gedigen eksistentiel krise. Samtidig lægger Gert Sørensen op til et livtag med den musikalske hermeneutik: Er det muligt for en musiker at eliminere sig selv og sin egen fortolkning? Kan det lade sig gøre at spille et værk uden at have indflydelse på det? Kan det være andet end en utopi, som komponister med uheldige erfaringer muligvis kunne drømme om, men som kun kan opnås ved at man tager den fulde konsekvens og skifter musikeren ud med en computer? Den tanke stiller Gert Sørensen sig imidlertid ikke afvisende overfor - tværtimod går han med en drøm om at lave en computerindspilning af Per Nør-gårds 5. Symfoni - forvisset om et overraskende resultat. Alligevel mener han, at det stort set kan lade sig gøre for en musiker at eliminere sig selv - uden brug af computer:

»Jeg har prøvet at lave et projekt der ikke skal snakkes om, prøvet at eliminere alle ordene. Jeg har forsøgt ud fra et musikalsk synspunkt at gøre det så let forståeligt som overhovedet muligt. Man kan sige at jeg har forsøgt at eliminere musikerledet, ved at gøre mig til ét med komponisten. Jeg bliver ét med komponisten, idet jeg spiller hans musik.«

Samarbejdet med komponisterne har indtil nu foregået på den måde at Gert Sørensen har haft en redaktørfunktion. Komponister, der har bedt om en slagtøjsopstilling de kunne skrive for, har altid fået besked om at gå hjem og skrive noget, som der siden kunne arbejdes ud fra. Komponisterne har spurgt til råds om dette eller hint kunne lade sig gøre. Eller de er kommet med nogle ideer som de ikke vidste, hvordan de skulle realisere, hvor Gert Sørensen så har kunnet råde, vejlede og komme med nye forslag. Helt sådan kommer det ikke til at foregå i fremtiden, hvis det står til Gert Sørensen.

»Komponisterne sidder som i en beskyttet bolig. Det er enormt sikkert at have skrevet et partitur, hvor der er tænkt på det hele. Hvis der er skideballe bagefter, så er det altid fordi musikerne ikke spillede værket godt nok. Derfor laver jeg nogen gange om på værkerne under koncerterne, det skal jeg gerne indrømme. Når man kan mærke at det her, det går ikke, folk falder fra, de keder sig og jeg keder mig egentlig også lidt selv, så er man nødt til at lave om undervejs. Det har jeg gjort og det gør jeg.«

Det må siges at være en uhørt anfægtelse af musikværket, som de færreste komponister nok ville kunne affinde sig med - og det kan Gert Sørensen dybest set heller ikke. Han har ikke lyst til at pille i de færdige værker. Og han er heller ikke længere interesseret i at få færdige værker fra komponisterne. Hans forestillinger om et fremtidigt samarbejde med komponisterne går på, at de skulle komme med nogle ønsker eller oplæg, som han så kunne arbejde udfra.

»Så ville jeg vide, at når jeg gør noget, så har jeg lov til det, for det er mig der bestemmer. Det vil også sige at gå ind og tage det ansvar, det er. Det er let nok for mig at stå og spille på en eller anden festival, og når folk bagefter siger, at det var kedeligt, så bare sige: Det var også komponisten, det var ikke et særligt godt værk. Den ansvars-fralæggelse kan jeg ikke holde ud mere. Ansvaret skal være mit.«

Som tingene er nu, oplever Gert Sørensen på den ene side komponisterne, der kan gemme sig bag musikeren (der ikke spillede værket godt nok) og på den anden side musikerne, der kan gemme sig bag komponisterne (kedeligt værk, dårlig komponist). En dobbelt an-svarsfralæggelse, som Gert Sørensen finder det svært at leve med.

»Musik skal være noget der berører mig, noget der går i hjertet, noget man kan mærke rammer et eller andet sted. Jeg kunne fantastisk godt tænke mig at blive ramt de steder - og hvis det ikke rammer mig, hvordan skulle jeg så kunne give den oplevelse videre? Jeg er nødt til at være ærlig - også over for dem der skal høre på det.«

Gert Sørensen spår sig dog ikke en fremtid som komponist, det mener han ikke han er kompetent til. Desuden har han store problemer med begrebet ny musik, og skelner mellem ny musik, defineret som 'noget der bringer noget videre' og nyskreven musik, som er det, der er mest af.

»Jeg har ikke lyst til at skifte branche, men til at omformulere mig selv som musiker. Jeg har enormt svært ved at skelne mellem at være musiker og lydcreateur. Jeg er ikke komponist, forstået som en der skriver værker på noder, men jeg har lyst til at rode med nogle klanglige og lydlige ting, som kun jeg kan finde ud af, ting som jeg ikke kan bede nogen komponist om at skrive. Jeg har jo adgang til et musikalsk vokabularium, som man ikke kan skrive for.«

Gert Sørensen har en overraskende skepsis over for sit 'instrument'. En skepsis der nok har haft stor betydning for hans udvikling gennem årene, fordi den har tvunget ham til hele tiden at gøre sig nye overvejelser om sit instruments muligheder.

»Jeg har store problemer med slagtøjet. Det kan alt for meget og derfor kan det for lidt - måske. Den kamp andre musikere har med intonation og almen musikalitet, den fornemmelse mangler jeg lidt. Derfor må jeg så gå nogle andre veje. Det jeg oplever er at tiden bliver mit instrument. Den fordybelse der ligger i det, går ud på at finde den fuldstændigt præcise timing. Det vil sige at høre musikken mere end egentlig at spille den.«

Opfatter du sig selv som kunstner?

»Det er jeg ude afstand til at vurdere... Jeg tænker måske nok som én... Jeg er i hvert fald musiker. Man må jo forme sit eget liv. Nu har jeg brugt 20 år på at lære, nu vil jeg bruge 20 år på at glemme. Jeg vil gerne finde min egen songline.«