Mellem absurditet og nådesløs normalitet

Ultima festivalen 1995

Af Christoph Schlüren

Ultima festivalen for ny musik, der så dagens lys i 1990, kunne i år arbejde med et væsentligt større budget end tidligere. Der er nu, bl.a. takket være den norske oliegigant FINA, sikret de rette betingelser for at gennemføre Ultima festivalen, som er en af de vigtigste festivaler i Norden for ny musik. I år fandt begivenhederne sted fra 6.-14. oktober. Festivalarrangørerne i Oslo ønsker tydeligvis en målrettet indsats, hvor det gælder om at undgå den intellektuelle, verdens-fjerne ghettodannelse i arrangementet. Man ønsker at motivere det hjemlige publikum, som i det fornemme klangforum skal have mulighed for at sammenligne deres lands kunstmusik med musik af de skandinaviske naboer og fra resten af verden. Dette lykkedes - i højere grad end det var tilfældet med den velrenommerede Bergen festival, som er indforskrevet under ganske andre æstetiske faner -vel især af to grunde: Billetpriserne var rimelige, og, hvad der må siges at være nok så afgørende, der var arrangeret koncerter på 12 vidt forskellige steder i byen, alle med stor attraktions værdi.

To vigtige norske ensembler må nævnes, fordi de var med til at formgive festivalen: BIT 20 og Cikada ensemblet, som spillede i Den Gamle Loge. Arrangørerne håbede at et større publikum ville finde vej til Universitetets aula, hvor der også fandt koncerter sted, fx med den internationale avantgarde. Det gik ikke helt efter planen - et signal om, at der skal stor opfindsomhed til for at lokke mange tilhørere til selv den internationale avantgarde.

Koncerthuset åbnede både store og lille sal, og i to kirker fandt to bemærkelsesværdige korkoncerter sted: Oslo filharmoniske kor med et norsk/svensk program (fx uropførelser af Alfred Janson, Lasse Thoresen og Kjell Flem), og i Domkirken sang det svenske radiokor under Tono Kaljuste, der fik internationalt gennembrud med en Pårt-cd. Det var bemærkelseværdigt i hvor høj grad Kaljuste formåede at forme korklangen efter baltisk ideal: Rigelig varme og bund i klangen. Hans Werner Henzes Orpheus behind the wire (et af komponistens bedste værker), Ingvar Lidholms Libera me og Sofia Gubajdulinas In memoriam Marina Tsvetajeva, der var effektfuld men uden substans, blev fremført på allerhøjeste niveau. Også svenskeren Thomas Jennefelts Musik till en stor kyrka blev foredraget redeligt, men dybest set forgæves - minimalmusik uden liv.

I Lindemansalen kunne de angiveligt mindre fisk svømme, fx de yngre komponister og yngre udøvere, som man forbinder med især BIT 20 ensemblet, Musikhøjskolens slagtøjs-ensemble, Kammerorkestret fra Østlandets Musikkonservatorium. Programmerne her var varierede: Slagtøj sfolk der spiller den evige alternative C age og den ultimative Xenakis, nutidig musik fra Japan, højskoleorkestret under Simon Streatfield med en ophidsende køreplan: Uropførelse af Jon Øivind Ness' Zap Francesco's Phoney Pony, der ikke levede op til forventningerne, snarere var det en blindgyde der mest af alt mindede om en tam udgave af The Yellow Shark (af Frank Zappa og Ensemble Modern, red.). Til gengæld var det skønt at høre Murray Schaeffers spændstige fløjtekoncert. Dobbeltstregen blev sat med Gudmundsen-Holmgreens anti-monumentale Symfoni, Antifoni, der i kraft af det beskedne materiale får højsangens enkelhed i udtrykket - et tonende eksempel på rigoristisk realisme.

Den danske musik havde æren af at sætte en krone på festivalen, og ikke kun i form af en overfladisk event, men derimod i kraft af et værk med uomtvistelige kvaliteter: Per Nørgårds opera Det guddommelige Tivoli, som Den Norske Opera spillede. Et frirum i toner der arbejder mod vanetænkning, og som med musik skænker os erfaringen om den ubrydelige vekselvirkning mellem det frem-mede og det følsomt fortrolige, mellem absurditet og nådesløs normalitet. Vildfarelser forekommer hér uafbrudt, det, der normalt filtreres bort af bevidstheden for at blive lagret i det ubevidstes dybere lag. I operaen bliver dette ubevidste potenseret og fremstillet i nærmest ritualiseret form. Værket viser dele af os selv: Barnet og den kreative dæmon. Instruktøren Per Vosser gav plads til koncentration og til den uberegnelige skyggeside af mennesket, og opførelsen danner i sin enkelhed en modpol til den oppulente opsætning i St. Gallen i Schweiz, som spiller helt frem til december.

Karismatisk motor

Grænsen mellem 'seriøs' og 'underholdende' er ved at blive udvisket, det intellektuelle og det emotionelt let tilgængelige fusioneres. Sådan må man konkludere ud fra en del værker af yngre komponister. Det hørte vi også på Ultima festivalen, der prøvede at spejle gamle og nye subkulturer. En gammel avantgardist og provokatør var også inviteret: Komponisten og basunisten Vinco Globokar. I Rocke-feller Music Hall kunne Globokar foretage sine evindelige egotrips. I biografen Sentrum Scene spillede det fantastiske Kroumata ensemble Xenakis' Pléiades, og den svenske gruppe Lokomotiv Konkret spillede musik til Eisensteins grandiose stumfilm Streik. Det var noget af det mest rædselsfulde musik, man kan tænke sig, en total mangel på musikalsk situationsfornemmelse.

Stjernekomponist ved dette års Ultima festival var uden tvivl den 38-årige kineser Tan Dun, der agerede karismatisk motor i Cikada ensemblet og i Kringkastingsorkestret, dirigeret køligt og kompetent af Christian Eggen. Komponisten Dun fremførte her som musiker i orkestret absurde råbelyde i alle mulige percussive variationsformer. Står De og mangler et godt skrig, så har Dun paletten fuld. Hans klange har en hypnotise-rende effekt, det er en slags 'ekstra-galaktisk folklore'. Musikken ville næppe fungere uden Duns egen medvirken som åndelig guide. Hans værker er ikke Værker' i klassisk forstand. For de centrale aktører er det alt eller intet, Duns klangkroppe kalder på en rig fantasi. Selv om det måske ikke var tilsigtet, virkede Dun og hans musik på en gang forfriskende anderledes, men også som et eksotisk markedsføringstiltag.

Efter Tan Duns ekstroverte optræden, kunne man høre Bent Sørensens subtile filigranarbejde i The Deserted Churchyards, spillet af Cikada ensemblet. Sørensens verden peger indad, søger det indre liv i klangene. En komponist med følsomt lyttende ører. Vi hørte også Silence; John, Yvar & Tim af den amerikanske komponist Stephen Montague, som lever og bor i London. Hans musik er hverken krævende eller original, men meget professionel og let tilgængelig. Festivalens måske mest overflødige værk var det til lejligheden skrevne orkesterværk af Yngve Slettholm - en ufattelig lang nullitet.

Afslutningskoncerten var det førende ensemble udi iskold perfektion: Ensemble Intercontemporain under ledelse af David Robertson. Værker af Boulez og Dusapin var bedst - her sporer man, at noget vigtigt trænger sig på for komponisterne. Kaija Saariahos Solår var uden konturer og prægnans i udtrykket, og Magnus Lindbergs Coyote Blues er et bevis på en musikalsk begavelse, der bruger talentet til et uklart koncept. Norge var ved denne lejlighed repræsenteret af Rolf Wallin og hans nye værk Boyl, med hvilket komponisten havde stor succes hos publikum. Alt i værket er glasklart konstrueret, gennemsigtigt og effektfuldt. Men hvor er mennesket Wallin? All you need is life! fristes man til at sige til komponisten, og håbe for ham, at han ikke har fået for stor succes for tidligt.

Slagsiden ved Ultima i år var satsningen på den alt for velkendte internationale avantgarde, og man må håbe at arrangørerne i de kommende år lader et større stilspektrum af Norges egen musik komme til udtryk. Her tænkes fx på originale komponister som Halvor Haug, Ketil Hvoslef og Ragnar Soderlind. Forskelligheden, det uensartede, det grumsede må også høre en toneangivende festival til. I den polske festival Warszawa Efteråret er man kommet et skridt videre: Man tøvede ved dette års festival ikke med at programsætte John Taverner side om side med hele Leben ohne Weinacht-cyklen af Giya Kancheli. Både Norge og omverdenen er rigere på musikalske udtryk, end det kom til udtryk ved dette års Ultima festival.

Oversat fra tysk af Anders Beyer