NYE BØGER

Erik Stahl: Den russiske musiks historie. Fra de ældste tider til Glinka og hans samtid. Borgens forlag 1995. 516 sider. Kr. 450.

En af de mest bemærkelsesværdige dansksprogede musikudgivelser i år er uden tvivl første bind af Erik Stahls planlagte trilogi om den russiske musiks historie.

Inden for vort lille sprogområde er det ikke hverdagskost med 500 siders musikhistorisk detailstudie, og forfatteren har da også forgæves henvendt sig til flere forlag førend Borgens Forlag gik ind i projektet, støttet af bla. Velux Fonden.

Hos den musikinteresserede læser må sindet uvægerligt stemmes til andagt, når man præsenteres for denne tommetykke, lærredsindbundne foliant. Når man slår op i værket, bemærker man straks, at det luftige og læsevenlige satsbillede, de 58 illustrationer og de ikke færre end 311 nodeeksempler er trykt på kraftigt, næsten karton-agtigt papir. Her er ganske tydeligt tale om et prestigeprojekt.

Forfatteren, den 77-årige lektor og matematiklærer Erik Stahl, er da heller ikke en hvemsomhelst i forhold til den russiske historie og kultur. Et helt livs interesse for det russiske har manifesteret sig på mange fronter, såsom engagement i Dansk Russisk Samvirke og Dansk Sovjetisk ven-skabsforbund, rejser til Sovjet og personlig kontakt med russiske kulturpersonligheder foruden et virke som musikanmelder ved Land og Folk. Et nærmere portræt af Erik Stahl og omtale af forarbejdet til udgivelsen er givet af Jan Andersen i DMT nr. 7/ 1994-95.

Hvor flere andre bøger om den russiske musik (fx Dorothea Rede-pennings, der omtales senere) lader tiden omkring Glinkas hovedværker være det musikhistoriske år nul, så følger Stahl den russiske musik helt tilbage til dens arkaiske rødder i den byzantinske kirkemusik. Og det gøres grundigt.

Denne bogens første del er spækket med detaljerede analyser af de musikalske urformer, kirkelige som folkelige, der udgør trædestenene for den russiske musiks spredning og udvikling.

Først hen mod side 300 er vi nået frem til Glinka og hans tid. Og selv om Stahls fremstillingsform ofte er endog meget omstændelig, så er det faktisk ganske interessant at følge den geografiske spredning og stilistiske udvikling for denne tidlige musik. Ikke mindst fordi Stahl med jævne mellemrum forbinder disse analyser med kortere afsnit af rent historisk art.

De historiske oplysninger medtages dog kun i det omfang, at de belyser den stilistiske udvikling, for Stahls bog har primært et stilhistorisk udgangspunkt og ikke et bevidstheds-historisk. Ydermere baserer Stahl sine analyser på Boris Asafjevs intona-tionsbegreb, hvor selve ordet intonation frem for at beskrive frekvensforhold (som det dybest set gør i vestlig terminologi) snarere søger at indkredse de musikalske grundelementers potentiale for nonverbal kommunikation. Det er en forestilling, der er beslægtet med fx Philip Taggs arbejder vedrørende filmmusik, hvor denne søger at isolere særligt betyd-ningsbærende, enkle intervalkombinationer, af Tagg kaldet musemer.

Ved at anlægge dette perspektiv på sine analyser bliver der en spændende rød tråd gennem de lange udredninger; Erik Stahl forsøger at indkredse og isolere det specifikt russiske i musikken.

I det hele taget er bogen præget af Stahls store kærlighed til den russiske kultur, hvilket dog har nogle uhensigtsmæssige konsekvenser. Således bygger fremstillingen langt overvejende på russiske kilder, der som regel kun findes på originalsproget, og når der henvises til disse i hovedteksten, er de anført med kyrilliske bogstaver. Det kan lade sig gøre, via titelforkortelser, at genfinde den transskriberede titel i litteraturlisten, men det er en besværlig og unødvendig omvej. Ligeledes er en del tekstcitater kun anført med kyrilliske tegn, hvorved forståelsen af nogle af analyserne vanskeliggøres.

Generelt kræves der visse for-håndskundskaber, hvis man som læser skal have det fulde udbytte af bogen. Mange fagbegreber anvendes indforstået og bliver ikke forklarede, fx poesiens særlige terminologi (daktyl, anapæst, dobbelt amfibrach o.a.). Kirketonearterne forudsættes kendt, ligesom de tidlige melodiers ambitus og tonale profil beskrives med betegnelser, som også Kodaly anvendte: Jonisk trikord, dorisk pentak-ord o.lign.

Desuden: Hvad er en bojar (s. 100 m.m)? Hvem var - eller er - melomanerne (s. 258)? Og hvorfor bruge betegnelsen partessang om flerstemmig sang? Partessang er ikke et begreb i dansk musikterminologi, det lader sig ikke slå op i gængse musikopslagsværker. Det gør derimod det engelske part-song, der netop betyder flerstemmig sang.

Den imødekommende pædagogik er ikke Stahls stærke side, ligesom de strengt videnskabelige metoder heller ikke falder ham naturlig. Der tænkes her ikke kun på de ovennævnte lakuner, men også på disponeringen af bogens stof som helhed. Stoffets kolossale omfang tager ganske enkelt magten fra forfatteren. I sin i øvrigt imponerende og prisværdige iver for fuldstændighed og fordybelse bliver teksten mange steder for omstændelig og dermed tung at tilegne sig.

Den iøvrigt så smukke bog skæmmes desværre også af forskellige fejl, som korrekturen burde have fanget, fx at det samme tekstafsnit er trykt to gange på s. 366, at nodeeksempel 87 og 89 er ens o.a.

Men er man som læser indstillet på ikke alle steder at blive taget ved hånden - og er man udholdende - så venter der mange spændende og interessante oplysninger i denne den første del af Erik Stahls livsværk.

Afslutningsvist må det anføres, som også Thomas Michelsen påpegede i sin anmeldelse af bogen i Information (d. 11/10 d.å.), at pressemeddelelsens og bagsidetekstens oplysning om, at Stahls arbejde er den første samlede fremstilling af den russiske musiks historie på et ikke-russisk sprog ikke er helt korrekt.

Den formodentlig seneste - inden Stahls værk - er den tidligere nævnte bog af Dorothea Redepenning, der i det følgende kort skal omtales.

Dorothea Redepenning: Geschichte der Russischen und der Sowjetischen Musik. Band 1. Das 19. Jahrhundert. Laaber-Verlag 1994. 503 sider, indbundet og illustreret.

Redepenning, der er født i 1954, har allerede markeret sig i det tyske forskningsmiljø med bla. to Liszt-udgivelser før dette første bind om den russiske musik. Det afsluttende andet bind skal behandle musikken i vort århundrede.

Som anledning til denne udgivelse nævner Redepenning selv de radikale omvæltninger i østblokken, der også har medført en større åbenhed i forholdet til den russiske kultur. De åbnede arkiver giver helt nye muligheder for at bedømme ikke blot de bevarede manuskripter og udgivelser, men også samtidens reception, herunder især Stalin-tidens repressive kulturpolitik.

Hvor Erik Stahl følger den russiske musik helt fra middelalderens mørke, så har Redepenning valgt at lade sin fremstilling tage udgangspunkt i tiden omkring Dekabrist-opstanden i 1825, hvilket musikalsk set vil sige Glinka og hans samtidige.

Og hvor Stahl har valgt en vægtning af det stilhistoriske - og da primært inden for vokalmusikken -har Redepenning valgt at favne bredere rent repertoiremæssigt, samt i højere grad at inddrage sociologiske faktorer.

De to udgivelser må således siges at kunne supplere hinanden udmærket.

Gerhard Schepelern: Operaens historie i Danmark 1634-1975. Munks-gaard/Rosinante 1995. 366 sider. Kr. 348. Indbundet og illustreret i sort/ hvid.

Det er en gammel nyhed, at opera er oppe i tiden. Sådan har det været i henved en halv snes år - eller mere. Aftenskolernes operakurser bugner, og populære indføringer i standardrepertoiret sælger glimrende. Politikens Forlag udsendte i 1985 sit Operaleksikon (2. udgave fra 1991 bærer titlen Operafører), og Gerhard Schepelerns Operabogen fra 1946 blev i 1993 udsendt i 11. udgave.

Handlingsreferater og anden baggrundsinformation for de kendte værker er der altså ingen mangel på.

Operaopførelsernes historie i Danmark er der til gengæld kun en sparsom litteratur til belysning af. Denne mangel er nu søgt opvejet af Gerhard Schepelern, der ikke blot tidligere har skrevet om opera, men som selv i høj grad har deltaget aktivt i de danske opførelsers historie i kraft af sit engagement som dirigent ved Den Jyske Opera fra starten i 1947 og frem til 1969.

Schepelerns bog bærer den forpligtende titel Operaens historie i Danmark 1634-1975. Som det imidlertid fremgår af forordet, så har det ikke været forfatterens ambition at redegøre for samtlige aspekter af operaens historie, men at koncentrere sig om repertoiret og de udførende.

Eller sagt på en anden måde: Hvor og hvornår blev der spillet hvad - og af hvem. Dette udgangspunkt forfølger Gerhard Schepelern så med stor energi og konsekvens. En sådan fremstilling kan næsten ikke undgå - hvad forfatteren også selv anfører - at få karakter af opremsning og dermed blive lidt monoton at læse. Men det har vel heller ikke været tanken, at bogen skulle læses fra ende til anden, snarere vil den kunne være et referenceværk, hvor oplysninger kan findes om stort set alle operaopførelser på dansk grund, altså også gæste-spil.

Bogens oplysninger er hentet fra forskellige kilder (heriblandt forfatterens egne tidligere udgivelser), der er anført i litteraturlisten, men som iøvrigt ikke er forbundet med hovedteksten, da der ikke er noget noteapparat.

Herudover oplyses det, at forfatteren kan støtte sig til personlige oplevelser af langt de fleste operaopførelser i Danmark gennem de sidste 65 år. Et så omfattende personligt erfaringsgrundlag kunne sikkert være et glimrende udgangspunkt for en redegørelse for emnet. I dette tilfælde er det blevet en hæmsko.

Gerhard Schepelern har nemlig ikke kunnet stille sin egen vurdering i baggrunden, og resultatet er blevet en slags personlig anmeldelse af operaopførelser og sangere i Danmark fra ca. 1930 og op til ca. 1975, suppleret med vurderende andenhåndsbetragt-ninger for tiden op til ca. 1930.

Disse personlige betragtninger bliver i visse tilfælde næsten ubehagelige. Hvilken relevans - udover den nyfigne interesses - har oplysningerne om tenoren Otto Steenbergs sanglige nederlag samt hans dårlige evner som pædagog, der angiveligt skulle have foranlediget en korporlig afstraffelse, foretaget af utilfredse elever (s. 140) ?? Eller beskrivelsen af sopranen Edith Oldrup, hvor der tilføjes: » - alt dog skæmmet af en kælen foredragsform, en usikker smag i både sang og spil og en overdreven sentimentalitet i sin sceniske optræden« (s. 167-68)? Om tenoren Thyge Thygesen kan Gerhard Schepelern berette, at »det er vidnefast, at han har knækket hele tre gange i løbet af partiets allerførste tone, det høje G« (s. 170).

Nådada!

Ugebladsjournalistik har intet at gøre i en bog, der gerne vil præsentere sig som historisk dokument.

Værre er det næsten, at Schepelern benytter bogens sider til et personligt angreb på Det Kongelige Teater, medens Den Jyske Opera (som han selv var med til at starte) roses i høje toner. Efter spredte sarkastiske bemærkninger undervejs toner Schepelern rent flag i bogens sidste kapitel, »Afsluttende aktuelle bemærkninger«.

Det er meget muligt, at Schepelern har ret i flere af sine kritikpunkter -der har jo vitterligt været megen turbulens om Det Kongelige Teater beskrevet i medierne - men en bog, der gerne vil præsentere sig som et referenceværk, må ikke kolportere en sådan polemik. Hertil må der findes en andet platform.

Det er ikke ubetydelige kritikpunkter, der her rejses. Men de er helt relevante, mener jeg, og det er dobbelt ærgeligt al den stund, at Schepelern faktisk har præsteret et enormt stykke arbejde med denne bog - som vitterligt indeholder en mængde relevante og ellers svært tilgængelige oplysninger.

Meget kunne være reddet, hvis bogen havde præsenteret sig anderledes, fx Med Gerhard Schepelern gennem den danske operahistorie.

Så var den personlige indfaldsvinkel annonceret på forhånd. Det er den ikke nu, men hvis man holder sig det faktum in mente, er det en udmærket håndbog.

A Young Persons Guide To Music. Neil Ardley with music by Poul Ruders. Dorling Kindersley Books, London/Readers Digest, Quebec 1995. 80 sider, indbundet, rigt illustreret i farver.

Med Purcells 300-års dødsdag og 50-året for Brittens berømte orkesterværk The Young Person's Guide to the Orchestra som anledning bestilte BBC hos Poul Ruders et orkesterværk, der kunne ligge i forlængelse af Brittens berømte pædagogiske stykke. Det var en fornem bestilling til en dansk komponist, hvilket forståeligt nok vakte en del opmærskomhed i medierne.

Resultatet foreligger nu i form af en populær indføring i den klassiske musik, en indbundet billedbog på 80 sider med korte - men klare og oplysende - informationer om symfoniorkesteret og alle dets instrumenter samt dirigentens og komponistens funktioner. Bogens sidste 30 sider præsenterer i telegramstil hovedpunkter i musikhistorien, biografier over 81 komponister fra Machaut til Take-mitsu samt et minileksikon over musikalske former og almindelige musikbegreber.

Altsammen letforståeligt og overskueligt. Derudover er bogen ledsaget af en cd, hvorpå er indspillet Ruders' bestillingsværk, der har fået titlen Concerto in Pieces. Ruders' værk er, ligesom Brittens Young Person's...., udformet som et variationsværk over et tema af Purcell, her 10 variationer over Heksekoret fra Dido and Aeneas. Og som hos Britten er variationerne udformet således, at de enkelte instrumenter og instrumentgrupper er fremhævede.

Efter en gennemspilning af hele værket bliver stykket gennemgået, del for del, af The BBC Symphony Orchestras dirigent, Andrew Davies.

Sidst på cd'en bliver de enkelte instrumenter så præsenteret hver for sig med et brudstykke af heksekoret, blot 10-15 sekunder pr. instrument for at karakterisere dets specifikke klang.

Bogen og cd'en er dernæst forbundne til en udmærket pædagogisk enhed ved, at der bogen igennem er anbragt henvisninger til cd'en, spor det og det, for at man som læser (eller underviser) hele tiden kan få underbygget tekstens oplysninger med den klingende realitet.

Det er en oplagt måde at kombinere disse to medier på, og resultatet er da også særdeles anvendeligt og lærerigt, omend det måske nok er min umiddelbare fornemmelse, at der godt kunne være endnu flere henvisninger til cd'en i bogen.

Og så er der de korte præsentationer af enkeltinstrumenterne. Jeg ved ikke, om det er mine ører, der er noget i vejen med - men en del af instrumenterne lyder unægteligt en anelse fremmedartede, især nogle af træblæserne. Man kan da ikke tænke sig den kætterske tanke, at der skulle være anvendt samplede lyde?

Bogen vil, om alt går vel, udkomme på dansk til næste år på Høsts forlag, med de redaktionelle ændringer der måtte være nødvendige for at bogen kan bruges optimalt af et dansk læsende publikum.