NYE PLADER

Duo Resonante: Strings in the Winds. Henrik Jespersen (sopransaxofon, altblokfløjte) og Ko de Regt (obukano). SpoofOOOl.

Verdensmusik? Tja, det er fx når europæiske instrumenter som saxofon og blokfløjte finder sammen med et eksotisk strengeinstrument fra Kenya i studieoptagelser fra DIEM i Århus.

De kulturelle ekstremer leger fint sammen på den danske Duo Resonan-tes cd, Strings in the Winds. Ko de Regts store, primitivt udseende obukano fra Kenya lægger en fascinerende, energisk bund med masser af gang-i-den-og-derudaf under Henrik Jespersens forstærkede sopransax på det lovende indledningsummer Obu's C-drive. Dens uafbrudte, rytmiserede orgelpunkt virker som et rullende eksprestog under saxofonens improvisationer, der enten lægger sig svømmende ovenpå det energiske groove eller glider ind i det.

Obukanoen klinger nærmest som en kæmpemæssig jødeharpe med sine otte basstrenge udspændt over en stor tromme som resonansbund. Ved at variere trommeskindets pres imod brystkassen kan den spillende arbejde med en slags 'wah-wah'-effekt. Stolen på instrumentet er lavet af en række små rør, som er fæstnet til skindet med voksklumper. Deraf den karakteristiske summende lyd. Det lyder flot og særpræget. Men det kan dårligt beskrives. Det skal opleves.

På numre som Deep Sea Travel og titelnummeret Strings in the Winds skaber duoen et rummeligt univers af lyd med stillestående toneskulpturer, der kun forsigtigt berøres og snarere synes at henlede opmærksomheden på omgivelserne end på sig selv. Med elektronikkens hjælp kommer den protestantiske blokfløjte den kenyanske obukano i møde på nummeret La pluie bleue, der med masser af delay og rumklangseffekt synes at skabe en lydlig forening af natur og kultur. Det er musik med et stærkt improvisa-tionspræg og en uomtvistelig tendens mod meditationsmusik.

Foretrækker man musik at lytte til i stedet for musik at svømme hen til, får man mest for pengene på de mere udadvendte numre som fx indled-ningsnummeret og Five to Eight. Her udfolder Ko de Regt virtuost sine hurtige, rytmiske ostinater, der på imponerende måde forener en konstant strøm af minimalistiske variationer med et befriende, elementært rytmisk drive. Selvom navnet Duo Resonante ikke signalerer det ligefrem vildt revolutionerende, byder deres ret vellykkede cd ikke desto mindre på en garanteret ny og anderledes lytte-oplevelse.

J.P.E. Hartmann: Complete Works for Violin & Piano. Søren Elbæk (violin) og Morten Mogensen (klaver). Kontrapunkt 32206/7.

De gør det sandelig i serier efter 'complete works'-modellen på Kontrapunkt, må man sige. Senest med J.P.E. Hartmanns samlede værker for violin og klaver, der netop er udkommet.

Det er et kernestykke af dansk guldaldermusik, der her foreligger, indspillet på dobbelt-cd af to unge musikere, violinisten Søren Elbæk og pianisten Morten Mogensen. Begge er medlemmer af Den københavnske Trio, der er i stald hos Niels Winthers nordsjællandske pladeselskab. Som duo har Søren Elbæk og Morten Mogensen allerede indspillet Brahms' violinsonater på Kontrapunkt. Af triorepertoiret har de taget så store bidder som Brahms' og Sjostakovitjs samlede værker.

J.P.E. Hartmanns g-mol sonate op. 8 har nok profetisk kontrapunktisk præg, men forbliver trods alt elegant, lidt overfladisk musik fra Hartmanns produktive ungdomsår i 1820'rne. Ikke uden virtuose tiltag, men for salonfåhig og ikke helt smidig nok til rigtig at interessere.

Der er to årtier - og dermed hovedværker som Guldhornene og 1. symfoni - mellem den ungdommeligt skabelonagtige g-mol sonate og Hartmanns sonate for violin og klaver nr. 2 i C-dur, op. 39. Og det er en udvikling, der kan høres.

C-dur sonaten står som et modent mesterværk fra 1840'rne sammen med operaen Liden Kirsten. Med dette lyriske og velturnerede stykke kammermusik mellem hænderne vågner Søren Elbæk og Morten Mogensen op til dåd i smukt duospil. De er bestemt ikke nogen ueffen duo. Slet ikke når man betænker, at de har årene for sig. Her er raffineret klang i violinspillet, som tør være ekspressivt, og følsomme fraseringer i det lydhøre samarbejde mellem violinen og klaveret. Ikke mindst i C-dur sonatens smukke andante, men også for eksempel i scherzoen, hvor Hartmanns tilbøjelighed for imitatorisk arbejde sprudler.

Boxsættets anden cd byder, foruden Hartmanns lidt specielle 3. sonate op. 83, formet i ét langstrakt forløb og komponeret »til violinstuderende«, på den store a-mol suite op. 66. Suiten er dediceret til Ferdinand David, til hvem Mendelssohn som bekendt skrev sin violinsonate, og har ikke været denne violinvirtuos uværdigt. Hverken i teknisk eller kunstnerisk henseende. Det indledende præludiums tonale tvetydighed, der signalerer en generel tendens til at indbefatte paralleltonearterne i værkets tonale univers, udgør en kvalificeret appetitvækker.

Med den afsluttende Fantasie-Allegro i D-dur fra 1889 er vi kommet endnu fem år længere i Hartmanns konstante og mod slutningen af hans karriere ligefrem frapperende musikalske udvikling. Man skulle umiddelbart forsværge, at denne nærmest franskklingende musik kunne være skrevet af samme komponist som den lidt affabelt konverserende g-mol sonate komponeret godt tres år før. Allerede inden man er nået så vidt, har man imidlertid smidt forbeholdene og taget Hartmanns musik til hjertet. Udover en historisk dokumentation har Søren Elbæk og Morten Mogensen med denne dobbelt-cd leveret livskraftig dansk 1800-tals-musik i flot fremførelse.

Flute Music ofthe Danish Golden Age. Værker af J.P.E. Hartmann, J.F. Frølich, C.E.F. Weyse og F. Kuhlau. Henrik Wenzel Andreasen (tværfløjte) og Anne Øland (klaver). Naxos 8.553333.

Der er mere J.P.E. Hartmann på en ny cd med den 30-årige, nyligt debuterede fløjtenist Henrik Wenzel Andreasen og pianisten Anne Øland. Hartmanns op. 1, en sonate for fløjte og klaver i B-dur fra året 1825, synes primært konciperet til udadvendt opvisningsspil. Musikalsk er den dog ikke uspændende, fx i den langsomme sats, der rummer harmoniske overraskelser i midterdelen. Musikken er frisk og ungdommelig, hvad der jo i sig selv virker charmerende. Henrik Wenzel Andreasen spiller sonatens fløjtestemme udmærket, og han får god hjælp fra Anne Ølands stilsikre og solidt musikalske klaverspil. Desværre står klaveret ret mørkt på indspilningen og savner derved brillans i det ellers fine samspil med fløjten.

Johannes Frederik Frohlich -endnu en dansk komponist af tysk herkomst, omend født i Danmark (i 1806, dvs. kun et år efter Hartmann) -er også repræsenteret med en fløjtesonate på denne guldalder-plade. Frolichs a-mol sonate, der formentlig er hans anden, har kun tre satser. Sonaten har, trods en grundlæggende soliditet i stilen, både blærede løb og sjove momenter af imitatorisk præg og er bestemt en indspilning værd, netop på en plade med dansk guldaldermusik for fløjte og klaver.

Mindre stykker blandt de indspillede værker er Hartmanns lille g-mol præludium (vist nok egentlig skrevet for fløjte og orgel) og en Rondeau i d-mol af C.E.F. Weyse. Men så er den afsluttende Duo brillant op. 110,1 af F. Kuhlau unægteligt mere spændende at høre på og anderledes raffineret. Også i det, ja netop brillante, klaver-parti, der spilles med en fint afbalanceret blanding af akkompagnerende lydhørhed og solistisk pondus af Anne Øland.

Kuhlau kunne simpelthen skrive for tværfløjten, så musikken nødvendigvis må spilles på netop det instrument. På én gang virtuost og mundret. Hvor meget fløjte Kuhlau selv spillede, er en omdiskuteret sag. At han kunne komponere for instrumentet, er der derimod ingen tvivl om. Den musik klinger næsten af sig selv -hvis man ellers har teknik til at spille den. Det har Henrik Wenzel Andreasen i det store hele, og alt i alt har Anne Øland og han lavet en udmærket og hyggelig plade med dansk guldaldermusik.

F. Kuhlau: Fløjtekvintetter nr. 1-3 op. 51. Eyvind Rafn (fløjte), Kim Sjøgren (violin), Bjarne Boye Rasmussen (bratsch), Georg Svendsen Andersen (bratsch) og Lars Holm Johansen (cello). Naxos 8.553303.

Kuhlaus tre fløjtekvintetter er guf for fløjteentusiaster om noget. I det hele taget gælder det, at fløjtenister elsker Kuhlau for hans helt igennem idiomatiske og velklingende fløjteproduktion, der rummer alt fra duetter over en kvartet for fire fløjter til virtuoserier for fløjte og klaver som den ovenfor omtalte duo fra op. 110. Alle andre, ikke mindst pianister, synes til gengæld at være enige om at hade ham eller i det mindste være ligeglade med Kuhlau.

Naxos har nu genudgivet vidunderlige indspilninger af kvintetterne med den legendariske, hjemlige fløjtenist Eyvind Rafn i samspil med kapelmusikere fra midten af 1980'er-ne. Det er vidunderlig musik af klassisk tilsnit, der på eminent vis holder balancen mellem det diverte-rende og det substantielle. Eyvind Rafns letvægtstone og optagelsernes indfølte kvintetspil er en fornøjelse. Selv i sammenligning med Jean-Pierre Rampals og Julliard Kvartettens omtrent samtidige indspilning fra 1986 (CBS MK 44514) står de sig flot.

Disse to indspilninger af Kuhlau-kvintetterne har hver deres særpræg. Rampal og Julliard Kvartetten er virtuost elegante, men kommer til gengæld betydeligt hurtigere om ved så godt som alle satserne. Eyvind Rafn og konsorter giver sig tid og er mere musicerende. Her hører man i den grad musikken oplevet indefra. Helt tydelig er forskellen i finalen af A-dur kvintetten, der hos Rafn rummer nuancer, som Rampal spiller hen over til fordel for mere udadvendt bravourspil. Hver version har sin charme, men her foretrækker jeg personligt Rafn for Rampal, hvad angår den musikalske fortolkning. Klangteknisk er der derimod ingen tvivl om, at Rampal tager prisen. Trods alt.

Denne Naxos-udgivelse med noget af Kuhlaus fornemste kammermusik afslører en dyb, kærlighedsfuld fortrolighed med musikken, som kammermusikalsk kan måle sig internationalt. Begge optagelser er teknisk ok, men meget forskellige i lydbilledet. CBS er gået tæt på musikerne i en konventionel studieoptagelse, mens den danske version er optaget i en tør, meget rummelig akustik uden studiefiksfakserier.

Danske klassiske favoritter. Værker af Carl Nielsen, Poul Schierbeck, P.E. Lange-Muller, F. Kuhlau, August Enna m.fl. Sønderjyllands Symfoniorkester og Frans Rasmussen (dirigent). Naxos 8.550995.

Præcis halvanden takt inde i cd'ens første stykke får man et chock. Der er sat strygere til Carl Nielsens Tågen letter! Frem med bookletten. Hvad i alverden er meningen? - Jo, den er god nok, den er helt gal: " Carl Nielsen: Tågen letter i nyt Naxos-arrangement" . - Hva'beha'r?!

Danske klassiske favoritter er tydeligvis sendt på markedet for at fange nyt publikum ind i den klassiske musiks fold. Og vel også for at gøre reklame for Naxos-mærket. Efter skamridningen af Carl Nielsens lille perle for fløjte og harpe følger ikke overraskende bl.a. Lumbyes Drømmebilleder, uddrag af Kuhlaus scenemusik til Elverhøj og naturligvis Jacob Gades Tangojalousie. Resten dog i renfærdig originaludgave, heldigvis. Det hele er salgsrettet præsenteret som en " Musikalsk Galla-menu" : Lumbyes Columbine Polka Mazurka er kagen til kaffen. Champagnegaloppen er cognac'en. Velbekomme!

Der havde næppe været grund til at omtale denne cd-udgivelse med Sønderjyllands Symfoniorkester (»et orkester, der vil frem«, som der står i pladenoterne) og dirigenten Frans Rasmussen, havde det ikke været for det forhold, at den faktisk byder på nogle interessante indspilninger af mere eller mindre glemte danske komponister.

Christian Dannings Rococo Menuet, der er en af cd'ens nyindspilninger, hører godt nok til i den radioudsendelse, man af og til kunne have lyst til at lave under overskriften »derfor hører man aldrig«. Det er fad under-holdningsmusik uden så meget som anstrøg af rokokko, uanset hvad cd'ens teksthæfte prøver at bilde os ind.

Poul Schierbecks præludium for strygeorkester over hans egen over-sete nationalmelodikandidat, / Danmark er jeg født, er til gengæld et ikke uinteressant bekendtskab. Også den er her indspillet på cd for første gang. Det er en lidt sovset strygeorkestersats, Schierbeck har lavet, men den fungerer fint og udnytter det tilgrundliggende melodiske materiale på overraskende og opfindsom måde.

Det bedste er dog August Ennas forspil til Den lille pige med svovlstikkerne. Det er et lille, senromantisk fund, der her får sin cd-premiere. Og så er den kun et af mange eksempler på urimeligt overset dansk senromantik af komponister som Enna, Børresen, Glass m.fl. Ennas forspil afslører unægtelig en stærk Wagner-inspiration. Det lyder simpelthen langt væk af Lohengrin straks fra de indledende takter. Det er da muligt, den overeksponerer sit melodiske materiale en kende. Men det er velturneret i orkestersatsen og sandelig en indspilning værd. Så tak for den - om ikke andet.

Witchcraft. Works by Ola Johansson. Laila Fiil (sopran), Kerstin Bachlin (violin) og Ola Johansson (orgel, klaver). Point PCD 5118.

Man ophæver bare det gamle tonale system, vender reglerne for konsonans og dissonans på hovedet og komponerer så løs som man plejer.« Som komponist og musiker holder Ola Johansson - kendt fra TV-quizen Kontrapunkt - sig ikke tilbage. Han er nok blind, men sandelig ikke forknyt.

På præsentations-cd'en Witchcraft afslører den århusiansk fødte Johansson åbenhjertigt sin fascination for speedway-koryfæet Ole Olsen i dramatisk fræsende orgelstykker tilsat båndoptagelser af speedwaylyde. Speedway Toccata består af fem 'heats', der pendulerer mellem hæsblæsende og romantisk svævende orgelsatser med kraftige mindelser om fransk orgelromantik. Musikken udgør en konkret underbyggelse af komponistens udtalelse om alle lydes ligeberettigelse og deraf følgende krav om at åbne ører og sind. Samtidig giver værket Johansson mulighed for at demonstrere sine betydelige færdigheder som orgelspiller. Andre af cd'ens tracks viser Ola Johansson som en mere end bare habil pianist. Gad vist hvorfor man ikke hører nogle koncerter med ham?

Cd'ens to sidste værker præsenterer violinisten Kerstin Bachlin i Poem for Kerstin Båcklin og sopranen Laila Fiil som solist i fire overraskende sange med den mærkværdige titel Diese Musik heisst vier Schrei-Gesånge an mich. På én gang meta- og antikompositioner, der materialiserer sig som deres egne forklaringer i talte forløb med indskudte sungne 'skrigetoner'. Her er ingen musik, kun redegørelser for konstruktion, der dermed bliver til musik.

Netop i klavermusikken på denne cd står traditionen fra Schonberg stærkt og dementerer klart det indledende citat fra Johanssons egne covernoter til dette spraglede kig ind i komponisten og musikeren Johanssons verden. Grosser Walzer fur Klavier og Københavns gravsten over Kulturby Århus afslører begge en konstruktivistisk refleksion og følsomhed.

I sidstnævnte tilfælde kombineret med en lidt fortænkt indfaldsvinkel til en fortsættelse af den franske barokmester Couperins tombeaux. Ola Johansson har angiveligt følt trang til at sætte et gravmæle over Århus i anledning af byens ikke-kåring til Kulturby 96! En ironisk kommentar -måske også til selve Kulturby-idéen som kunstnerdrevet marketings-cirkus i millionklassen?