På visit i Cirkusbyen

Kommentar til en cd-udgivelse

Af Hasse Poulsen

Da jeg læste i aviser og blade, at komponisten Per Nørgård havde indspillet en improvisation som en del af Gert Sørensens ambitiøse projekt A Drummers Tale tænkte jeg: Fedt. Både Nørgård og Sørensen er to musikere, som jeg har den største respekt for. Nørgård er indbegrebet af en god komponist: Søgende, dygtig, altid i udvikling, engageret og engagerende. Min første store oplevelse med ny musik var operaen Siddhartha. Siden har Nørgårds 5. symfoni gjort et stort indtryk. Gert Sørensen er en mægtigt dygtig slagtøjsspiller, der efter i mange år at have opført alskens ny musik, er gået seriøst ind i en søgen efter sin egen musik. En søgen efter en æstetik og et musikalsk sprog, der kan forløse ham. Det har ført til et samarbejde med trompetisten Palle Mikkelborg, dels omkring Mikkelborgs musik og nu omkring A Drummers Tale.

Det er ikke min hensigt at anmelde cd'en som helhed. Det jeg vil, er at gøre opmærksom på nogle musikalske og æstetiske valg og problemer med udgangspunkt i Nørgårds improvisation Circus City.

Circus City er et 33 1/2 minutter langt musikstykke spillet af Per Nørgård på synthesizer. Stykket siges at være indspillet i 3 forløb, som siden er mixet sammen af Gert Sørensen og Palle Mikkelborg.

Det første man bemærker er, at Circus City begynder med at fade langsomt op, således at det ikke får en egentlig start (lytteren føres ind i en verden, der altid er til stede: Musikerens verden af musik og inspiration).

Det næste man bemærker er instrumentets lyd: Umiskendelig syntetisk. Men synthesizeren er brugt som et traditionelt instrument, der leges ikke med alverdens lyde og effekter. Nørgård holder sig inden for et lydområde, der kan betegnes som syntetisk orgel -udsmykket med forskellige effekter.

Stykkets form virker umiddelbart temmelig statisk, men afslører hurtigt, at der er arbejdet med en masse små grundfigurer, grundideer, som efterfølger hinanden i hurtig rækkefølge. Hver idé er i fokus i mellem 10 sekunder og 1-2 minutter. Jeg fornemmer ikke, at der er et overordnet formskelet: Stykkets form er et resultat dels af Nørgårds inspiration, da han indspillede det, dels af Sørensen/ Mikkelborgs redigering.

Og stykket er meget redigeret. Det er selvfølgelig svært at høre præcist, hvad der er spillet og hvad der er redigeret/produceret: Fx brugen af klang: Har Nørgård selv arbejdet bevidst med reverb som et seperat lag under indspilningen, eller har producenten tilføjet reverben senere?

Stykket præsenteres i medierne som en improvisation, hvilket er klart, da Nørgård jo improviserede, da han indspillede det. Egentlig er det misvisende at sige, at »Nørgård indspillede stykket«. Nørgård indspillede 3 lag som først samlede sig til et værk under redigerings-processen.

Når jeg taler om 3 lag, er det fordi, jeg har læst det i et interview. Jeg kan ikke høre dem. For min skyld kunne stykket lige så godt være blevet splejset sammen af uendeligt mange små stykker. Som regel hører jeg kun 2 lag - en gang imellem 3. Jeg synes, at det lyder som om lagene er indspillet helt uafhængigt af hinanden. Det er ihvertfald sjældent, at lagene reagerer på hinanden eller viderefører ideer fra det ene lag til det andet.

Redigeringen er med til at ophæve fornemmelsen af sammenhængende udviklinger. De enkelte lags individuelle udvikling er nedprioriteret i forhold til helheden - det færdige autonome værk.

Den måde lagene er sat sammen på, er ved at parre modsætninger: Et hurtigt lag mod et langsomt lag, et normalt lydende lag mod et syret lag. Dybt - højt. Kraftigt - svagt. Producenterne har så flettet lagene sammen ved at fade ind og ud, op og ned, hvilket vil sige, at de har været meget aktive medkomponi-ster. Derfor er det svært at vide, hvordan Nørgård egentlig har spillet.

Dog: Selvom der ikke er improviseret inden for en overordnet storform, er det tydeligt, at Nørgård har haft en mængde ideer med sig i studiet. Hvordan og hvornår disse ideer skulle spilles har så været op til intuitionen. At han har arbejdet ud fra bestemte ideer, er der ikke noget mærkeligt i. Det er man nødt til, indtil improvisationen er godt i gang og selv kan tage føringen. J.S. Bach startede altid sine improvisationer ved at spille en mere eller mindre tilfældigt valgt komposition, ofte læst fra bladet. Så havde han et materiale at arbejde med.

Per Nørgård giver bare aldrig slip. Hver gang en idé er ved at lette og få sit eget liv, bliver den abrudt og en ny idé tager over. Med andre ord bevarer Nørgård hele tiden kontrollen over musikken. De enkelte ideer fungerer som gestalter, byggeklodser med hver sin tydelige identitet. Disse klodser stilles så op over for hinanden i forskellige mønstre og kontraster. At hver eneste idé er i stand til at sprænge sine egne grænser og blive til noget helt andet, falder ikke Nørgård ind. Eller måske tør han ikke tage den chance at give slip, at lade musikken tage over. Det kan nemlig lige så vel føre til tomgang og elendighed, som til himmelen. Faktisk fører det oftest først til uforståelighed og mudder, når man lader musikken tage over, men hvis man tror på den og holder fast, lader den leve, renser musikken sig og samler sig til ofte helt fantastiske udtryk.

Nu er det ikke til at vide, om det er Nørgård eller Sørensen/Mikkelborg, der har været bange for kaos og mudder (og dermed har afskåret os fra noget sublim musik).

Jeg har ikke kunnet lade være med også at lytte til kompositionerne på cd'en, og de røber de samme formtendenser som improvisationen - at ideerne snarere afløses end udvikles - og den samme kontrol.

Kontrol er faktisk et kodeord. Jeg fornemmer nemlig, at alle involverede har været interesserede i et ordnet resultat. At det færdige værk skulle fremstå som et 'normalt' musikstykke. Og kontrollen findes på mange planer: I kompositionerne, i den måde de bliver spillet og især i produktionen. Gert Sørensen har villet lave sin cd, med en samlet lyd, en klar identitet. Og det er lykkedes. Man er ikke i tvivl om, at den musik, man hører, er lige så meget Gert Sørensens som Per Nørgårds. I baggrunden står Palle Mikkelborg - og han mærkes.

Da jeg havde hørt A Drummers Tale, kom jeg til at tænke på lp'en Heart to Heart fra '86 med NHØP, Mikkelborg og Kenneth Knudsen. Dens æstetik ligger meget tæt på A Drummers Tale. Et års tid efter Heart to Heart udkom, havde jeg en time med NHØP. Han var dengang meget optaget af, at plader skulle være godt produceret. Han sagde, at når man kan lave plader som Peter Gabriels SO, er der ingen undskyldning for ikke at producere ordentligt.

Men hvad er en god produktion? Det er der lige så mange meninger om, som om hvad god musik er.

Og pludselig husker jeg Gert Sørensen på Lerchenborg, der sagde, at han simpelthen var så træt af, at moderne musik skulle lyde grimt, og at han nu ville arbejde på at lave musik, der lød godt.

For Gert Sørensen er vellyd altså kontrol. At fjerne mislyde og tvivlsomheder. Resultatet er vellyd. Men i mine ører en meget ufarlig vellyd. Slagtøj s stykkerne lyder mest af alt som ambient-musik og kunne med få justeringer (at spille Imagine i stedet for Nemo Dynamo) fint spilles i et supermarked. Der er ikke noget galt i, at musik kan spilles i supermarkeder, men jeg mener, at musik skal indeholde dårlige lyde, mislykkede forsøg og passager for at kunne nå ud over det pæne og derved nå op, hvor musikken virkelig er levende. (Sammenlign John Lennons Imagine med NHØP-Mikkelborg-Knudsens version på Heart to Heart).

Det er bemærkelsesværdigt, at kontrollen nu ikke nødvendigvis udøves af komponisten, men i lige så høj grad af producenterne. På den baggrund kan man påstå at Circus City er en lige så færdig og defineret komposition som Eine Kleine Nachtmusik. Kun selve arbejdsmaterialet er blevet improviseret, og det er det vel altid i en eller anden grad.

Man må sige, at der stadig er langt til den spontaneitet og energi, som findes i improvisationer, hvor musikerne tør lade musikken tage føringen, tør give slip på kontrollen og lade livet tale direkte igennem sig i al sin uforudsigelighed og uhåndgribelighed.

Jeg sammenlignede tidligere John Lennons Imagine med Nørgårds Nemo Dynamo, som om der ikke er nogen videre forskel på de to stykker. Selvfølgelig er der en kæmpe forskel på materialet/ indholdet i de to stykker musik. Men på en måde virker det ligegyldigt på mig om en musiker (interpret - Sørensen, Mikkelborg) spiller Imagine eller Nemo Dynamo eller De fire Årstider eller Kontakte eller O sole Mio. Det lyder aldrig så godt som de oprindelige versioner. Så ægte. Det lyder som minlet om noget ægte. I den klassiske musikverden har man været vant til, at de oprindelige versioner døde med komponisterne, så man har vænnet sig til fortolkninger og efterligninger, men i vor tid med pladeindspilninger er det muligt at gå direkte til kilden. Det er her, Circus City virkelig skiller sig ud. Her kan man høre en musikers kreative arbejdsproces i real time. Man kan høre det sprog, Nørgård arbejder med, et sprog som er helt hans eget, han hverken kopierer eller fortolker. Han arbejder og skaber musikken på stedet.

Men det er ikke til at komme uden om, at indpakningen på A Drummers Tale og Heart to Heart er bemærkelsesværdigt ens. Tidligere var der store forskelle mellem de forskellige musikgenrers indhold og på den måde, de blev indspillet. Nu hvor genregrænserne er i stærk opløsning blandes indspilnings og produktionsteknikker og æstetikker hæmningsløst. Så idealet fra produktionen af det kommercielle hit SO genfindes på en ny musik plade som A Drummers Tale. De gamle grænser forsvinder, men betyder det, at der ikke længere findes grænser og uforenelige størrelser? Eller betyder det, at grænserne bliver flyttet nogle andre steder hen? Fx produktions-æstetisk: Er en god produktion en bestemt lyd/klangverden, eller er en god produktion en, der arbejder ud fra det indspillede materiale og prøver at belyse dette.

Ligger der ikke en alvorlig modsætning mellem ønsket om kontrol og ønsket om at give livet fri på dets egne betingelser?

Jeg har den seneste tid ment, at improvisation som arbejdsform er en logisk konsekvens af modernismens projekt. En konsekvens af de frihedstanker Schonberg og kompagni tog fat på i modernismens barndom. De mellemliggende års arbejde med at udvikle systemer og rækker har været nødvendige redskaber til at frigøre sig fra viktoriatidens tankegange og systemer, for at fjerne dem med vold. De nye systemer har aldrig været mål i sig selv (dog har de ført til mange gode musikværker), men snarere dele af en udvikling hen-imod blandt andet improvisation og studieteknik. Henimod at musikerne selv danner sig en æstetik og et udtryk ud fra alle de mange påvirkninger. Henimod at musikken som kunstart bliver langt mere personlig, end den hidtil har haft mulighed for at være.