Den knoppede musiks festival

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 112-115

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

ISCM Verdensmusikdagene 1996 er næsten på skinner. DMT har talt med Lars Graugaard, der er kunstnerisk leder af festivalen

København kommer i kulturbyåret ikke til at mangle den internationale ISCM-festival. Det foreløbige pro-gram foreligger og det ser lovende ud: Fra den 7.-14. september byder festivalen på 55 værker af lige så mange komponister fra 32 forskellige lande, fordelt på 20 koncerter. Med disse 20 koncerter lover sekretariatet for verdensmusikdagene at »sætte fokus på de nyeste strømninger« inden for orkester- og kammermusik, musikdramatik samt elektroakustisk og computerbaseret musik. Hertil kommer fire seminarer og ISCMs generalforsamling, der breder sig over tre møder. Et omfattende projekt, der har været forbundet med mere end almindelige startvanskeligheder.

Ved ISCM-festivalen i Warszawa for nogle år siden blev det foreslået, at Danmark i anledningen af kulturbyåret skulle stå for ISCM-festivalen i 1996. DUTs daværende formand Kuno Kjærbye Kristensen slog til med det samme. Hvordan det siden gik, turde være bekendt for dette blads læsere. Den danske ISCM-sektion gik ned med DUT, for at genopstå i Musica Nova. Her sad så en ny bestyrelse, der så at sige var kommet ind på et afbud - og tilmed forpligtet til at arrangere Verdensmusikdagene 1996.

Det var en opgave, Musica Novas bestyrelse ikke så sig i stand til at overskue, så de stiftede en forening til at tage sig af projektet: Komitéen for verdensmusikdagene 1996, der, som navnet antyder har til formål at afvikle ISCM-festivalen. Når det er sket, opløser foreningen sig selv og eventuelt overskud, indkøbte computere, ringbind etc., fordeles i musikmiljøet efter bestyrelsens beslutning.

Hele sidste år gik med at komme i gang med arbejdet, at finde den rigtige struktur, kompetencefordeling og de rette medlemmer. Da det så var sket, og der var lavet endnu et par justeringer i bestyrelsen, så bestyrelsen ud som følger: Lars Fenger, formand og repræsentant for Musica Nova, Ivar Frounberg, næstformand og repræsentant for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Bertel Krarup fra Det Fynske Musikkonservatorium, Wayne Siegel fra DIEM og Tage Nielsen fra Komponistforeningen. (På et bestyrelsesmøde den 4.12.95 meddelte Lars Fenger, at han ønskede at udtræde af bestyrelsen).

Bestyrelsen udnævnte Lars Graugaard til projektleder og han fik tre måneder til at skaffe den nød-vendige basisfinansiering. Det lykkedes pr. 1.4. i år og Lars Graugaard, der ved samme lejlighed blev udnævnt til projektets kunstneriske leder, kunne ringe til ISCMs hovedkontor i Holland og endeligt bekræfte, at den danske sektion kunne påtage sig opgaven. Men på det tidspunkt var Lars Graugaard allerede langt med planlægningen. Han fortæller:

»Man er nødt til at gøre tingene samtidigt. Man laver et udkast til festivalen og finder ud af, hvad det vil koste. Så begynder man at finde ud af, om de her musikere kan, om de kan lide værkerne etc. Samtidigt går man den anden vej og siger til bevillingsgiverne: Vi kunne tænke os at lave det og det, vi har snakket med dem og dem, men vi har det her underskud - gi' en skærv.«

Der skal temmelig mange skærve til, for budgettet er på 3,2 mill., heraf har Lars Graugaard foreløbig skaffet 2,3 mill. Over 50% af dette beløb er kommet fra K96 (1,5 mio.), resten fra Musikrådet (400.000 kr.) og Kulturministeriet (400.000 kr.). Resten er først og fremmest et spørgsmål om at finde velvillige samarbejdspartnere.

»Festivalen er også baseret på, at der er orkestre, ensembler og koncertsteder, der vil gå ind i festivalen, fx ved at sige »OK, denne dag laver vi«, og dermed fokusere på sig selv med en flot produktion. På den måde lærer et internationalt publikum stedet eller ensemblet at kende. Det er kun på den måde, det kan lade sig gøre, for hvis jeg kun skulle arbejde med de penge, jeg har fået, så ville festivalen være en fjerdedel af, hvad den er nu. Hvis vi skulle ud og købe orkestre, koncertsteder osv., så skulle der et nul mere på budgettet, og så kunne vi glemme alt om at lave denne her festival«.

I Danmark er det kutyme, at man laver en festival i håb og forventning om, at der er nogen der vil støtte projektet. Er man heldig får man i første omgang halvdelen af pengene. Og så gælder det om at bruge de penge der er fornuftigt, og så søge yderligere midler. Desuden har Lars Graugaard følt sig moralsk forpligtet til at bede de ensembler, der selv modtager midler fra Musikrådet, om at medvirke. Det har de en tilsvarende moralsk forpligtelse til, mener Graugaard og har konstateret, at det har de selvfølgelig også gerne villet. Men han pointerer, at hele projektet skal ses som en stor symbiose af samarbejdsvillige elementer.

»Det er meget vigtigt, for det er simpelthen sådan dansk musikliv fungerer, det er samarbejdets kunst i fjerde potens. Når man begynder at lave aftalerne, har man aldrig pengene. Man kan godt arbejde under de betingelser, og det er også under de betingelser vi har lavet de sidste to Musiana-festivaler, men det er et stort arbejde og det føles utaknemmeligt i længden«, fortæller Lars Graugaard og sender en varm tanke til Danmarks Radio, Tivoli, Museet for moderne kunst, Goethe-instituttet og Det franske kulturinstitut.

Formelle kriterier

Udover det økonomiske er der andre betingelser, som Lars Graugaard som kunstnerisk leder må indordne sig under. Fra ISCMs side ligger der nogle klare restriktioner for, hvad en ISCM- festival skal indeholde. Proceduren er som følger: De respektive landes ISCM-sektioner udvælger en rækker værker, som de indsender til den internationale ISCM-jury. Ud af de 650 værker, der blev indsendt i år, udvalgte juryen 50. Ved de kommende verdensmusikdage skal disse værker udgøre mindst 50% af det samlede antal værker der præsenteres. Dertil kommer at hvert land har krav på at få spillet et værk mindst hvert tredie år. Lars Graugaard sidder selv i den internationale jury, hvilket giver indlysende fordele, da han dermed har gennemlæst samtlige 650 værker.

»Jeg oplever musiklivet nu som uhyre sammensat, der er ikke noget egentligt parameter for bestemte stilistiske måder, som er defineret til at have særlig ret i forhold til andre. Men der er kva-litetskriterier. Derfor sagde jeg til resten af juryen, at det jeg mener vi skal søge og lede efter, er det selv-stændige udsagn, den selvstændige kreativitet. Hvis vi fx tænker os et eksempel, hvor vi står med to partiturer, hvoraf det ene er en virkelig glimrende ting lavet i fx veloplagt Ligeti-stil fra slutningen af 60'erne af en god studerende, der har lært det, forstået det og gjort det godt. Og det andet er måske en lille smule 'knoppet', men det opleves knoppet, fordi det ikke er 100% inden for et sprog, vi kender og behersker - så er det det, vi skal tage fat i, det er det, der er det centrale, det der er det interessante. For netop nu, hvor vi er i en overgangstid, er det meget vigtigt, at vi modtager de svage, nye signaler så godt som overhovedet muligt«.

Lars Graugaard har givet de juryvalgte værker første prioritet. Dernæst kommer de værker, som sektionerne har indsendt, men som ikke er blevet udvalgt af den inter-nationale jury. Tredie prioritet har han givet de individuelle indsendelser, altså værker der er indsendt af komponister på eget initiativ. Dermed får 'outsider-komponisterne' altså også en chance. Og endelig er der værker, der er valgt, fordi »der manglede et par stykker«. Det giver selvfølgelig et temmelig broget program. Hvad der måske kunne stikke en dansker i øjenene er, at der ikke står mange danske navne på programmet.

»Det har heller ikke været meningen« forklarer Lars Graugaard. »At være til ISCM-festival i fx Tyskland, hvor man hører en masse tyske værker, det synes jeg bare er pinligt og usmageligt. Og jeg har ikke lyst til at se mig selv som usmagelig. Men det har været min holdning, at vi skal høre i gennemsnit et stykke dansk musik hver dag. Og så gælder det om at få puslespillet til at gå op«.

Når man ser på programmet, kan det tilmed være svært at bedømme, om brikkerne overhovedet passer sammen. Kigger man på de enkelte koncerter, springer værksammensætningernes indre logik ikke umiddelbart i øjnene.

»Det er jo en underlig festival, fordi man har alle de her værker fra hele verden, og så skal man spille et fra hvert land. Det bliver jo ikke en festival, det bliver en musikmesse, ikke? Det er en Urias-post at arrangere den. For at få den til at fungere og have en karakter, må man tvinge sig til at lave et kompromis. Hvis jeg sagde ud med hele skidtet, jeg bestemmer selv, så ville man få en festival som så mange andre, der ville få den linie, jeg nu havde valgt - og jeg ville få en masse vrøvl med alle de lande, som ikke ville få opført værker. Eller jeg kunne gå til den helt anden side og bare spille nogle værker, som slet ikke hænger sammen indbyrdes. Det vil ikke ligne noget som helst. Men ved at forsøge at presse en slags mening ned over nogle værker, som i virke-ligheden ikke rigtigt kan tale til hinanden, så kan man give festivalen en særlig karakter. Jeg har forsøgt at give den en karakter ved kun at vælge de knoppede værker«, fortæller Lars Graugaard, der ikke lægger skjul på, at han føler sig som en lus mellem to negle.

Og det er blandt andet også dette problem, han godt kunne tænke sig at tage op til diskussion ved seminarene.

»Jeg kunne godt tænke mig, at seminarene tog fat i nogle grundlæggende problemstillinger for komponister og for ny musik idag. Men også problemer i forbindelse med festivalen som sådan: Hvad er denne her type festival for noget, hvad skal vi med den og kan vi overhovedet bruge den til noget?«

Desuden er der det multi-etniske element, som Lars Graugaard synes er interessant, særlig hvis man kombinerer det med det, han kalder en »vertikal multietnisk synsvinkel«.

»Tanken er, at man i et samfund som fx vores, har mange udtryksformer, som ligger i forskellige kulturelle lag. Jeg synes, man kan finde meget interessant tankegang præsenteret i klang inden for musik lavet af folk, der overhovedet ikke har nogen uddannelse. Jeg er naiv, derfor siger jeg, at al musik vil i virkeligheden det samme, men den gør det bare på forskellige måder. Derfor synes jeg det er spændende også at få den vinkel på sagen.

Seminarer

Seminarene skal være på et højt videnskabeligt niveau, i den forstand at de skal gå ind til en kerne, vi vil ikke sidde og spilde tiden. Men formidlingen af det, skal være sådan, at jeg, der aldrig har studeret komposition, også kan følge med. Det skal være sådan at alle i princippet skal kunne deltage i diskussionen - også almindelige musikinteresserede. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at jeg ser det som min forpligtelse, at det bliver sådan«.

Men det er endnu ikke afgjort, hvem der skal komme og sige hvad:

»Vi har arbejdet en del på det sammen med Musikvidenskabeligt Institut, men vi har måttet stille samarbejdet i bero, fordi vi simpelthen ikke kunne blive enige om oplæggene«.

- Hvad var det, der gik galt?

»Det var i virkeligheden formuleringen af de enkelte emner, hvor jeg ønskede at gøre det bredt i en grad som Musikvidenskabeligt Institut ikke var interesseret i. Det er meget ærgerligt. Jeg mener at alle gode kræfter, hvortil jeg helt afgjort regner Musikvidenskabeligt Institut, skal være med til det her. Og jeg er da ulykkelig over, at det ikke blev til noget«.

I skrivende stund ser det ud til at konservatorierne i henholdsvis København og Odense bliver involveret i seminarerne, men der er endnu ikke sat navne på planlæggere og foredragsholdere.

Hvad musikerne angår, er der efterhånden ved at være navne på det hele. Ud over Tivolis Symfoniorkester og Radiosymfoniorkestret er det kendte ensembler som Århus Sinfonietta, LINensemble, Athelas og Storstrøms Kammerensemble. Som en overraskelse kan man også se medlemmer af Det Kgl. Kapel, der ellers ikke er kendt for at spille ny musik. Det skyldes, at kapellet i efteråret spillede et af Lars Graugaards værker Sated Bodies og det gav dem så megen appetit på sagen, at de gerne ville medvirke ved Verdensmusikdagene.

World Wide Web

Lars Graugaard lægger vægt på at vise nogle nye måder til at få mest muligt ud af de mange kræfter, der bliver lagt i en festival som denne. Verdensmusikdagene 1996 vil om kort tid være oppe på World Wide Web med hele programmet, grafik osv. Det betyder, at man kan stifte bekendtskab med festivalen fra et hvilket som helst sted i verden og tilmed reservere sig billetter til den. Desuden giver samarbejdet med Danmarks Radio mulighed for at optage hele festivalen til radioudsendelse.

»Det betyder, at vi kan anvende optagelserne til ikke-komercielle cd-udgivelser. Og vi kan lave en cd-rom med hele festivalen, tilrettelagt til undervisningsbrug på dansk og engelsk med pædagogisk indføring i forskellige stilarter - som måske oven i købet er interaktive. Jeg mener - wauw - det er noget, der måske kommer til at stå i ti eller femten år. Man må virkelig være dum, hvis man ikke benytter den chance. Den slags er selvfølgelig kun muligt, fordi der foreligger en aftale med Danmarks Radio. Og det er klart, at der skal skaffes nogle penge, for hverken cd'er eller cd-rom er med i Verdensmusikdagenes budget«.

Samarbejdet med Danmarks Radio er et solstrålende eksempel på et symbiotisk samarbejde mel-lem store og små. Mindre strålende har samarbejdet med Louisiana og museets musikchef, Lars Fenger, været. Onsdag den 11.9.96 skulle Louisiana havde været vært for to kammerkoncerter og en kammeropera, man det har man nu måttet aflyse, og det er på nuværende tidspunkt ikke endeligt fastlagt, hvor denne dags musikaktiviteter skal finde sted.

»Louisianas medvirken fordrer et samarbejde, som det ikke har været muligt at etablere. Lars Fenger har ikke haft mulighed for at afsætte sine egne midler og han har heller ikke villet afsætte den tid, der skulle til, for at han og jeg i samarbejde - uden for hans og mit budget - kunne finde midlerne til at afholde dagen for. Man må konstatere, at på Louisiana spiller ny musik ikke en større rolle end som så. Det er ærgerligt, også i et større perspektiv, at ny musik interesserer dem så lidt, at mulighederne ikke er bedre. Museets holdning har været: Kom med en færdig pakke, så skal vi nok låse op for jer«.

Lars Graugaard fortsætter:

»Jeg synes der er en holdning til sådan nogle festivaler, at man skal konkurrere med de klassiske fes-tivaler: Man vil kun have mesterværker og man vil ikke kede sig. Det synes jeg er en dum og overfladisk holdning, og den er jeg ikke interesseret i. Jeg vil have værker, som på en eller anden måde forholder sig til sig selv og deres situation«.

- Hvad er din egen holdning til ISCM-festivalen - er det den rigtige måde at gøre det på?

»Det er et stort spørgsmål også for ISCM selv, det er noget, der debatteres hvert år på generalforsamlingen. Min egen holdning er, at ISCM er en festival, som trods alt ikke ligner de andre, fordi den er lavet ud fra nogle andre præmisser, og det er det, man skal gøre til dens styrke. Så ja, den har en berettigelse, men kun hvis den er tilfredsstillende at gå og høre på. Man må ikke se på denne her festival på samme idealiserede måde, som man ser på fx Numus eller Ultima, hvor der bare er frit slag. Hvis man gør det, vil man altid blive skuffet, men så har man heller ikke forstået, hvad ISCM og Verdensmusikdagene er«.

- Hvad så med din egen virksomhed som fløjtenist og komponist, mens det her står på?

»Jeg prøver at holde fast i mine egne ting. Jeg øver mig stadig hver dag og jeg arbejder også på værker, der skal være færdige på et bestemt tidspunkt. Jeg er først og sidst komponist og musiker. Det her er en personlig beslutning for mig, jeg gør det med stor fornøjelse og megen entusiasme, men jeg er mig også meget bevidst, at festivalen finder sted i september '96 og så er det overstået. Og så kan I simpelthen rende mig i røven alle sammen«, griner Lars Graugaard.

Følgende komponister er repræsenteret på Verdensmusikdagene:

Fergus Johnsen (IRL), Serge Verstockt (BEL), Denis Gougeon (F), Arthur Kampela (BRA), Jesper Hendze (DK), Emilio Mendoza (VEN), Ramon Lazcano (ESP), Kimmo Hakola (SF), Michiharu Matunga (J), Mathew Hindson (AUS), Jean-Baptiste Devillers ( F), Àskell Másson (ISL), Tutev (BUL), Unsuk Chin (COR), Victor Varela (VEN), James Clake (Nord IRL), René Hemmer (LUX), Robert Zuidam (NL), Mogens Winkel Holm (DK), Fernando Garcia (Chile), Linda Bouchard (Canada), Michael Pisaro (USA), Jesús Torres (ESP), Jeanne Sun Ying-Chieh (Taiwan), Ole Buck (DK), Matin Smolka (Tjekkiet), Gerd Kühr (A), Ross Campbell (GB), Jorges Antunes (BRA), Motoharu Kawasshima (J), Alban Berg (D), Lars Klit (DK), Carola Bauckholt (D), Caroline Wilkins (GB), Tom Johnson (USA), Anneli Arho (SF), Per Nørgård (DK), Adolfo Nuñez (ESP), Jonathan Harvey (GB), Rolf Enström (S), Fracis Dhomont (F/Canada), Rolf Wallin (N), Birgitte Alsted (DK), Bor Turel (Slovenien), James Giroudon (F), Jean-François Estager (F), Mark Wingate (USA), John Wynne (Wales/Canada), José Luis Campana (Arg), Mauricio Kagel (D), Pelle Gudmundsen-Holmgren (DK), Bright Sheng (USA/Kina), Juoni Kaipanen (SF), Caspar Johannes Walter (D), Witold Lutoslawski (P).

Sekretariatet for Verdensmusikdagene tager forbehold for programændringer.

Årgang 70/1995-1996, nr. 04