Den store fortælling - encore

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 110-111

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

København kulturby 1996. Københavnere og tilrejsende vil møde et overvældende tilbud af kunst og kultur. 40 arrangementer - om dagen. Komponisten Sven Erik Werner er medlem af musikudvalget i Kulturby 96. Her skriver han om baggrunden for nogle af de musikalske aktiviteter.

DMT vil i kommende numre orientere om musikarrangementer i kulturbyåret. I dette nummer lægger vi ud med en omtale af ISCM Verdensmusikdagene.

København er den tolvte i rækken af bymæssige bebyggelser, der har fået den tvivlsomme ære at blive udnævnt til europæisk kulturhovedstad. København, Danmarks nedslidte, forgældede hovedstad, plaget af vold, ensomhed, fremmedhad, kuldslåede eksistenser og almindelig menneskelig rådvildhed, tog oven i købet selv initiativet og bød sig til i Bruxelles. Fra baghjul, ganske vist, men alligevel noget af et vovestykke.

Hjemmefrontens pavlovske reaktioner lod da heller ikke vente længe på sig. Skeptikernes flom af aggressive hånsord førte tilhængerne ud i et tilsvarende overforbrug af sprogets mest defensive plusord. Den danske ambivalens fornægtede sig ikke: Det stod hurtigt klart, at tilhængerne sloges lige så meget med deres skepsis som skeptikerne sloges med deres sympati.

Altsammen forklarligt nok. Vi ser det hele, men har svært ved at forstå det. At EU ikke er Europa, ved ethvert skolesøgende barn i det Maastricht-forbeholdne Danmark. Og at begrebet europæisk kulturhovedstad er en tilsnigelse, en marketingsfidus som skal sælge den ellers usælgelige EU-kolos, behøver man ikke være skolesøgende for at kunne gennemskue.

Men hvad er så hele Europa? Er det overhovedet muligt at tale troværdigt i nutid om en fællles europæisk kultur til en samtid, der skal huske - burde huske - Auschwitz og Hiroshima? Hvad er Europa andet end en afdanket primadonna, der patetisk uanfægtet spiller videre efter tæppefald, måske i håb om at blive hyret som oversminket statist i en B-film, hvis drejebog skrives og editeres i højere magters kontrolrum? Pax Americana, som man siger.

Og så i København af alle steder, selve den foretagsomme lutheranske konsensuskulturs skandinaviske højborg, gennem menneskealdre styret af overborgmestre fra et Socialdemokrati, der er dybt splittet i alle væsentlige EU-spørgsmål, sekunderet af skiftende kulturborgmestre fra et Socialistisk Folkeparti, der indtil for få år siden lancerede sig selv som den danske EU-modstands sikreste bastion.

For ikke at tale om kunsten. Hvad bliver der af kunsten - musikken - i løbet af et langt kulturbyår i en bornert velfærdsstat, der i forvejen bruger unævnelige ressourcer til at få borgerne - brugerne, som de for tiden må affinde sig med at hedde - til at indse, at udenomsværkerne er langt vigtigere end værkerne? 1996 kunne let gå hen og blive et veritabelt annus horribilis for kunsten i almindelighed og den autentiske samtidsmusik i særdeleshed.

Det må ses som endnu et gådefuldt udslag af den nationale ambivalens, at der af alle disse tvivlens murbrokker rejste sig en imposant bureaukratisk katedral til omstændelig, men effektiv løsning af opgaven Kulturby 96. Ingen europæisk by har været i så brydsom splid med sig selv om kulturbyrollens mulige velsignelser eller forbandelser, men ingen europæisk by har indtil nu taget rollen så alvorligt som København.

Mere end 3 år har forberedelserne krævet, for ambitionsniveauet var fra starten eksorbitant. Først og fremmest skulle kulturbytanken manifestere sig og synliggøres hver eneste dag hele året rundt. Til det formål måtte snart sagt alle brosten vendes for at opspore ethvert glimt af talent, enhver gnist af kulturel energi, som kunne og ville være med til at facettere den anden overordnende idé: At tematisere årets trivielle gang fra forår over sommer til efterår, så der fremstod 3 klart afgrænsede sæsoner, centreret om henholdsvis fortid, nutid og fremtid.

Resultatet er blevet et program, der året igennem tilbyder mere end 40 arrangementer - om dagen. Store som små, men alligevel...

En sådan overflod vil umiddelbart kunne opfattes som udtryk for det midtsøgende, let selvopgivende og holdningsløse kultursyn, der har domineret dansk kulturliv så længe nogen kan huske. Lidt af hvert, thi forandring afveksler, som skrevet står. Begivenheds- og adspredelseskultur uden brod og retning.

Et enkelt blik på organisationsstrukturen for Københavns Kulturby Fond 96 vil være nok til at bestyrke en sådan mistanke: En regionsdækkende, politisk sammensat bestyrelse, et ærespræsidium domineret af erhvervslivet, et ideudvalg med repræsentanter fra kunst-, kultur- og samfundslivet, et velvoksent - og gennem perioden støt voksende - sekretariat, delt op i en informationsafdeling, en programafdeling og en økonomiafdeling, hvis samlede anstrengelser søges koordineret i et eksekutivt fællessekretariat - og endelig en række rådgivende udvalg med forventet ekspertise inden for de mange forskellige programområder.

På toppen af denne pyramidalske manifestation af slidstærk dansk organisationskultur anbragtes så den engelskfødte Trevor Davies med titel af programansvarlig generalsekretær. Det viste sig hurtigt at være et lykkeligt valg. Udover at være et indsigtsfuldt, dynamisk, humoristisk og nysgerrigt menneske med et intenst, næsten manisk engagement i samtidskunst og -kultur, har Trevor Davies evnet at udvikle en forbløffende beherskelse af det enorme organisatoriske instrumentarium. Han har spillet virtuost på det, når det krævedes, og er ikke gået af vejen for at kortslutte det, når det var nødvendigt for at opnå resultater.

En enkelt illustrerende anekdote blandt mange er der vel plads til: Allerede tidligt i planlægningen udtrykte EU-ansøgerlandet Tyrkiet sin misfornøjelse med at være holdt uden for kredsen af bidragydere til Kulturby 96' internationale program. Trevor Davies skrev så et høfligt svar, bilagt en liste over tyrkiske kunstnere og kulturpersonligheder man gerne ville invitere til København. Med få undtagelser var der tale om mennesker, der sad fængslet i Tyrkiet af politiske grunde. Siden har der vist været ro om den sag.

I samarbejde og samvær med Trevor Davies forledes man let og villigt til kulturoptimisme, utopi og illusion. I forbindelse med Kulturby 96 var det illusionen om Den store Fortælling vi hengav os til. Den er ganske vist erklæret død, men det er historien også, og det rygte har som bekendt vist sig at være stærkt overdrevet, ligesom millioner af mennesker stadig ikke synes at have bemærket, at Nietzsche udstedte Guds dødsattest for mere end 100 år siden.

Det er således ambitionen/illusionen bag det samlede program for Kulturby 96, at det skal kunne læses og opleves som Den store Fortælling om europæisk kunst- og kulturudvikling, set fra den ikke altid lige velbemandede og årvågne observationspost København. En stor fortælling, sat sammen af mange små fortællinger - som utopisk korrektiv til telekratiets grasserende historieløshed og generelle amnesi.

Musikken er en lille fortælling i den store, men dog i sig selv en stor fortælling. Ikke tilfældigt er Karlheinz Stockhausen blevet efterårssæsonens - fremtidssæsonens - hovednavn med koncertuddrag af opera-heptalogien LICHT, bl.a. Welt-Parlament fra Mittwoch. Under arbejdet med musikprogrammet har jeg ofte haft på fornemmelsen, at vi under Trevor Davies' ledelse opererede efter en art Stockhausensk superformel, der initierede og legitimerede de særeste diskurser.

Som Stockhausens oeuvre er et omdrejningspunkt for samtidsmusikken, er det lykkedes at gøre samtidsmusikken til et omdrejningspunkt for Kulturby 96' musikprogram. Det er naturligvis ikke sket uden hidsige sværdslag - Pavarotti-kulturen har en del tilhængere også i Danmark.

De skal selvfølgelig ikke snydes, og det bliver de sandelig heller ikke, men de får svært ved at nyde deres elskede evergreens uden at få tilbudt en nutidig kommentar til dem. Fortidens musik hørt gennem nutidens. Selv den mest sammenbidte barok-freak kan jo ikke aflevere sin samtidsbevidsthed i garderoben.

Udover Stockhausen-gæstespillet bæres samtidsmusikken af 4 søjler: I foråret af Composers' Biennale III (Dansk Komponist Forenings festival for ny musik, red.) og Sonningpriskoncerten til ære for Per Nørgård, i efteråret af ISCM World Music Days (7.-14. september) og UNM-festivalen (nordisk festival for musik af unge komponister, red.). Mellem disse hovedbegivenheder præsenterer Danmarks Radios ensembler og Athelas Ensemble en række uropførelser af danske og udenlandske bestillingsværker, Den Anden Opera afsøger det musikdramatiske felt for nye talenter, og i omegnen af alting huserer Skræp - Experimental Music Forum med uforudsigelige opkald fra skæve vinkler året rundt.

Det vigtigste er måske, at det er lykkedes at få det institutionelle musikliv - fra Det kgl. Teater til den lokale ildsjæl i kro og kirke - til at medtænke samtidsmusikken i deres programlægning. Samtidsmusik i bredeste forstand.

Men det allervigtigste vil være, at alle disse anstrengelser ikke bare bliver et one-year-stand, men udvikler sig til varig kærlighed.

For musikkens vedkommende er prognoserne desværre ikke særlig stimulerende: De rytmiske spillesteder skranter fortsat, København får ikke det lovede musikhus, Den Anden Opera er stærkt nødlidende, Tivoli reducerer sit musikbudget drastisk og Danmarks Radio sparer videre.

Men kulturministeren taler stadig varmt om samtidskunstens nødvendighed. Så hvem ved.

Under alle omstændigheder vil det blive meget svært at lade som ingenting efter Kulturby 96. Det er en væsentlig del af budskabet, at oplevelser og erfaringer sætter sig spor og ikke bare lader sig slette som ugjorte.

Årgang 70/1995-1996, nr. 04