Fjendebilleder

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 141-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Så var den der igen, endda flere gange i DMTs novembernummer - den forunderlige tradition i dansk åndsliv for at brug 'intellektuel' og 'akademiker' og 'modernistisk' som henkastede skældsord.

I Jakob Wivels interview med Gert Sørensen adspørges slagtøjsspilleren om den alt for ofte publikumsløse ny kunstmusik er »blevet for intellektuel«, man undres over, hvordan det skulle kunne være et problem, men der svares ikke desto mindre halvbekræftende, at »Den mangler i hvert fald hjerte«. I Hasse Poulsens kommentar til Gert Sørensens plade med Per Nørgård-værker citeres Sørensen for at være »træt af, at moderne musik skulle lyde grimt«, og i Bo Holtens debatindlæg (og den pressemeddelse af ham, som det følger op på), er det »den akademiske modernisme« der er den erklærede hovedfjende. Ja, den har ligefrem »med terroristisk magtopbud søgt at undertrykke enhver fornyelse, enhver luftforandring, der kunne tænkes at være på vej i det europæiske musikbillede«.

Det er ikke mit primære ærinde at diskutere sandhedsværdien heri. Det kan meget vel være, at de akademiske modernister ligger på lur og sender gammastråler mod Bo Holten ovre fra naboens tag, forgifter maden i hans køleskab og konspirerer om i nær fremtid at bortføre ham til Mars. Dem om det. Og han har, så vidt jeg ved, gået henved dobbelt så længe på universitetet som jeg, så det med det akademiske skal jeg ikke anfægte.

Nej, det er disse underlige uspecificerede generaliseringer, der undrer mig. Og som vel ikke ret beset rammer meget mere præcist i deres polemik eller skaber en meget mere konstruktiv debat, end når højrefløjen taler om 'indvandrere', jyder taler om 'københavneri' eller dengang venstrefløjen talte om 'storkapitalen'.

Wivel, Sørensen og Holten kan meget vel have ret. Men så kom dog med nogle eksempler. Umiddelbart er lyden af de sidste skal vi sige 20 års ny danske kunstmusik i hvert fald ikke generelt genkendelig som hverken lammende intellektuel eller bemærkelsesværdigt grimt klingende. Ja, selv den gamle centraleuropæiske hardcore-modernisme fra 1950'erne lyder jo helt smukt efterhånden, nu hvor musikerne er ved at have lært at spille den. Hvilket jo kunne, jeg siger kunne, skyldes at en eventuel 'grimhed' nok så meget skyldes utilstrækkelige fremførelser - hvis Beethovens 9. symfoni klinger grimt, og det sker jo jævnligt, er det jo ikke Beethoven, der får skylden.

Nuvel, det kan også skyldes, at nogle komponister ikke instrumenterer lige så godt som andre - men igen: Hvad har det med intellekt at gøre? Da vel snarere tværtimod. Og så det med det manglende hjerte - jeg mener: Der er vel for pokker ikke nogen, der giver sig til at komponere ny kunstmusik udfra en iskold karrierekalkule. I så fald lader intellektet da først for alvor noget tilbage at ønske.

Og hvad det af Bo Holten fremmanede »terroristiske magtopbud« angår - vist er der dem, der har kritiske forbehold over for hans musik; i hvert fald det har han til fælles med Stockhausen. Men herfra og slutte til eksistensen af en, kan man forstå, massiv meningsmonopolisering af sammenspiste »munke-modernister« (den sidste sammenstilling ligner i sig selv en selvmodsigelse) - jamen så sig dog hvor den er henne?

For den sags skyld: Hvor er modernismen i dansk musikliv i det hele taget? Er det ikke, når alt kom-mer til alt, ganske længe siden den overhovedet har været, i teori såvel som i praksis? Eksempelvis noget så toneangivende som NUMUS-festivalerne har da jævnthen udformet sig som et langt opgør med den. Havde Gunnar Berg det virkelig så meget lettere, blev han så uforholdsmæssigt meget mere lobhudlet og lueforgyldt end Bo Holten? Hvor er det, at adjektiver som »sur, vinterkold og modvillig« er »modernistisk ros«? Hvilke komponistkollegaer, hvilke eventuelle skribenter tænker han på?

Og hvem er det omvendt, der er blevet undertrykt? Da nu talen er om terror, så lad os dog få nogle lig på bordet. Det har da i hvert fald ikke været noget problem for komponister som fx Bo Holten selv, John Høybye, Sebastian eller den, at dømme efter lignende udtalelser af ham, i ideologisk henseende delvis åndsbeslægtede Poul Ruders, at opnå betydelig, ja efter ny kunstmusik-standard vel nærmest folkelig succes hos mange såvel musikere som publikummer.

Som sagt: Det kan meget vel være, at tonernes verden i Danmark hænger sammen, sådan som de tre citerede postulerer det. Det lyder bare ikke sådan.

I mellemtiden vil jeg, nu vi er ved det med folkeligheden, høre min nye Ace of Base-plade en gang til. De fire unge svenskeres musik har nemlig den ubetingede fordel, at dens ophavsmænd og -kvinder ikke synes at føle noget behov for at definere sig negativt i forhold til alle mulige mere eller mindre imaginære fjendebilleder. Og derfor kan koncentrere sig om at lade musikken tale for sig selv.

Jakob Levinsen

Årgang 70/1995-1996, nr. 04