Kære Bo Holten

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 143-144

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Selv om jeg hverken kender dig personligt eller sidder i redaktionen af DMT, formoder jeg, at du - ved at forme dit indlæg i sidste nummer af bladet som et åbent brev - godkender, at jeg som ikke-impliceret kommenterer samme indlæg.

Først og fremmest kan man i mine øjne nemlig ikke uden forbehold bruge det som udgangspunkt for en debat. For hvad handler 'debatten' om indtil nu: Din udmærkede musik eller Thomas Michelsens udmærkede anmeldelse af den?

Jeg tror, at symfoniens anmelder godt kan forsvares fra dit udfald, hvis umådeholdne styrke i mine øren også langt overstiger tonen i hans kritik. Blandt flere eksempler fra dine egne fremhævelser betyder ordene »sød, sommerlig og samarbejdsvillig« ikke nødvendigvis andet - selv om anmelderen også bruger mindre positive ord, og ikke mindst om Jens Rosendals tekst. Musikken er sød, sommerlig og samarbejdsvillig, men stiller samtidig efter anmelderens opfattelse simpelthen for få krav til nutidige 'lærde øren'. At du mistænksomt læser dem (og alle de øvrige) som nedgørende slagord er i virkeligheden blot et vidnesbyrd om den omsiggribende sproglige forfladigelse.

Thomas Michelsen mener, hvad han skriver, og omvendt. Man må formode, at det samme gælder for dig: Sommersymfoni. Det er en smuk titel, du har givet dit værk - og vi forventer ikke, at det skal høres anderledes, altså med 'usommerlige' perceptionsmæssige konsekvenser. Har anmelderen ikke blot taget dit tonesprog alvorligt - eller hvad?

Endelig har du ret i, at Thomas Michelsen (hvad han har ret til) tydeligvis ikke synes, at din symfoni er et hovedværk i litteraturen - selv om han på skrift er mere fredsommelig end du. Og selv om det i øvrigt længe har været anset for en uskik at anmelde sine kritikere, kan man heller ikke fortænke dig i at ønske den bedst mulige modtagelse af dit værk. Men jeg forstår ikke, hvorfor netop anmeldelsen i DMT virker lammende på dig: Alene dit brug af ordene 'aka-demisk vanetænkning' - der i denne sammenhæng forresten rummer en modsigelse - viser jo, at du må have forventet udfaldet! Også du kender bladets læserskare, og dermed det naturligt snævre perspektiv hos skri-benterne: Thomas Michelsen er nok akademiker - men 'vanetænkningen' må alene tilskrives din skuffelse. Har anmelderen ikke ret til som fagkyn-dig på én og samme gang angiveligt at synes om din musik(!) og at afskrive dens autenticitet? Dit tonesprog er vel ærligt ment - og jeg er da også sikker på, at dine værker mange andre steder får anerkendelser, der ikke i samme grad bliver komponister af mere komplicerede tonesprog forundt.

I øvrigt vil alle, der kender Thomas Michelsen, vide, at han lige så lidt er ortodoks munke-modernist, som du selv er modernist. Når du anvender ordet modernist nedsættende, er det fordi, du anser modernismen for i dag at være uautentisk, et overstået musik-historisk kapitel. Det kan i nogen udstrækning også godt være rigtigt; men ud fra ånden i din egen argumentation er det forkert. For hvis du ønsker, at tonesproget i dine egne (nyere) vær-ker skal kunne modtage prædikatet autentisk - hvad ingen censurerende myndighed her i landet i øvrigt kræ-ver - så må dette jo ske i erkendelse af musikkulturens pluralitet, hvor både historiserende og modernistiske ten-denser naturligt finder indpas. Og konsekvensen heraf må blive, at per-ceptionen af dem - og alle andre nye værker - er mere subjektiv end nogen-sinde: Det normative er passé (der er ikke noget der 'skal være kompromitterende' el.lign.), og anmelderen lever af at formidle en sådan subjektivitet.

Hvis du ellers giver mig ret i disse antagelser, tyder din lammelse derfor på, at du - uden at skrive det - ønskede, at din musik i netop DMT kunne anmeldes på andre betingelser, måles med andre alen. Men det er du heldigvis kun selv herre over. En komponist er jo alene ansvarlig for udformningen af sine egne partiturer, og efter sidste pennestrøg er det alene op til den beundrende eller uforstående sam- og eftertid at vurdere hans værker. Når du først har skrevet (og endda haft mulighed for selv at indspille) din egen Sønderjysk Sommer Symfoni er dit arbejde gjort, og du kan ikke forvente også at styre dets perception med ord.

Søren H. Schauser

Årgang 70/1995-1996, nr. 04