Kære Finn Gravesen

Jeg er ked af, at du blev stødt over at blive nævnt i et debatindlæg skrevet i en helt anden anledning. Jeg har ingen interesse i at nedgøre dig hverken privat eller offentligt, da jeg, som du selv rigtigt bemærker, overhovedet intet kender til dig og dit arbejde. At dit navn så alligevel dukkede op i mit angreb på middelmådigheden skyldes, at du i et læserbrev skrev utroligt flabet og nedladende om Fredrik Søegaard og om hans fyring fra Det fri Gymnasium.

Du indrømmede i indlægget, at du kun kendte sagen på anden hånd. Indlægget røbede, at du desværre ikke havde sat dig ordentligt ind i sagen. Hvis du havde gjort det (fx ved at kontakte Søegaard eller nogle af hans elever), ville du have opdaget, at du her havde at gøre med en person af et helt usædvanligt format. Søegaard besidder en usædvanligt stor viden om musikkens historie, om filosofi, om alt mellem himmel og jord, og er desuden uddannet musiker med 4 år på det Kgl. og 4 år på det Rytmiske Konservatorium som ballast. Han går op i nutidig musik med liv og sjæl og har sine helt egne personlige kunstneriske arbejdsmetoder og ideer.

Ikke nok med det: Søegaard er en eminent underviser. Jeg har ofte mødt hans nuværende og tidligere elever (blandt andet flere fra den famøse årgang på Det fri Gymnasium). Alle taler om, hvor inspirerende Fredrik er og var. Sådan en person blev fyret af den underlødige årsag, at han ikke var cand. mag. Og du, Gravesen, tog de folk i forsvar, som foretog denne strategiske fyring.

Hov - jeg har helt glemt at nævne, at Fredrik Søegaard havde lavet en bog til gymnasiet om ny musik. En bog der blandt andet tog udgangspunkt i Messiaens teorier, i uendelighedsrækker og i serialisme. Wilhelm Hansen havde godkendt bogen til udgivelse, men trak sig da Søegaard blev slagtet. Ak ja. Så her ligger der altså et godt gennemprøvet materiale og venter på udgivelse.

Ja, Finn, du skriver, at eleverne ikke interesserer sig for ny musik, hvilket blandt andet Finn Egeland Hansens erfaringer skulle bevise. Jeg må sige, at det slet ikke passer med mine egne erfaringer, eller med Fredrik Søegaards for den sags skyld. Tværtimod oplever jeg altid - altid - at eleverne bliver utroligt inspirerede af at blive præsenteret for ny musik. Selvfølgelig; Ny musik er den, de selv er med til at lave. Ny musik kræver, at de er i live. Det tænder dem ganske enkelt. Problemet i Egelands tilfælde må være, at han griber undervisningen forkert an. Men her er det så på sin plads at anbefale Gymnasielærerforeningen at lave kurser med Søegaard, undertegnede og andre, der har gode erfaringer med at undervise i ny musik. I vor tids musik.

ELLER

Nu må jeg vende tilbage til middelmådigheden. Noget, man som udøvende kunstner kan blive forbløffet og forarget over, er, hvor mange mennesker der lever af vores arbejde! Og hvor lidt tak og mammon vi får igen.

Der findes en del mennesker, som arbejder med at forfine deres kunstneriske udtryk. Arbejder med at lave kunst, fremstille kunstprodukter eller hvad fanden man nu skal kalde det. Vi, kunstnerne, må ikke undervise i skoler og gymnasier. Vi, kunstnerne, må ikke bestemme hvordan og til hvad, vi skal bruge vores sparsomt tlidelte penge. Det gør alle mulige kulturbureaukraterne. Vores arbejder bedømmes af stribevis af kunstkendere og forklares for al folket af kulturformidlere. Readers Digest's totale triumf.

Hvilke kvalifikationer har disse mennesker frem for kunstnerne selv? Hvad udmærker anmeldere, kaospiloter, kulturformidlere, kunsthistorikere, film-musik-teatervidenskabsfolk fremfor de udøvende kunstnere?

Svaret er: INTET. Ingen verdens ting.

Tværtimod må man desværre konstatere, at de på trods af deres kærlighed til kunst snylter på kunstnernes arbejde samt gør kunsten utilnærmelig for almindelige mennesker ved at ophøje kunsten til religion og sig selv til dens præsteskab.

Kunst er så enkelt, så enkelt.

Så kære Finn Gravesen, da jeg kan forstå, at du er på min og Søegaards side i kampen mod fordummelse og middelmådighed og for styrkelsen af den ny musik!, så lad os sammen arbejde for, at kunst og kulturpengene gives direkte til kunstnerne (formidlerne producerer ikke andet end kataloger og konferencer) og arbejde for, at kunstnerne selv underviser i kunst (så får vi også noget at leve af). Det kan nemt lade sig gøre: Bare lad kunstnerne undervise i det, de brænder for uden at skele til betænkninger og andet skidt: Så skal kunsten og kunstforståelsen nok blomstre og kunsten igen blive en del af kulturen.

Med kærlig hilsen Hasse Poulsen