Lidt af hvert. Musikhøst Festival 1995

Musikhøst 95 - Odenses store festival for ny musik - havde i år valgt en satsning på et bredt udbud af stilarter og musikkulturer. Tre udenlandske komponister var hentet til byen fra Ukraine, Tyskland og Mexico og sat sammen med to danskere, Niels Marthinsen og Palle Mikkelborg.

De udenlandske navne, hhv. Valentin Silvestrov, Manfred Stahnke og Julio Estrada, er alle komponister med vidt forskellige indbyrdes tilgange til dannelsen og funktionen af det musikalske udtryk. Et umiddelbart indtryk af en splittet festival blev således kun stærkere med inddragelsen af de danske navne. Musikhøst var kort sagt et virvar af løse og faste musikalske ender, der kun glimtvis bød sig til for dannelsen af sammenhænge på tværs af de kulturelle og genremæssige skel.

Man kunne hævde, at dette års Musikhøst mere var en række enkeltstående koncerter med fokus på hver sin komponist end en egentlig festival, der havde som mål at præsentere et bestemt kulturelt og/eller kompositionsteknisk område. I mangel af ét sam-lende tema blev det hver enkelt lytters eget ansvar at finde sin egen vej gen-nem det stilistiske kaos. I bedste fald med en større forståelse af den musi-kalske mangfoldighed som resultat.

Læst på denne måde kommer festivalen til at lægge sig tæt op ad tendenserne i det 20. århundredes informationssamfund. En ikke-festival der blot stiller et væld af forskelligrettede oplevelser til rådighed i erkendelsen af, at samlende linier og 'sandheder' alligevel kun kan opstå, hvis de udspringer af den enkelte lytters egne erfaringer.

Alt eller intet

Et bud på et fælles tema kunne for denne lytters vedkommende være: Frihedssøgende musik, med Julio Estradas kvantitativt få (han fik kun opført fire værker) men kvalitativt så meget desto vigtigere værker som den tydeligste eksponent. I Estradas musik søges alle traditionelle musikalske parametre opløst til fordel for, hvad han selv kalder det musikalske kontinuum. Alt er konstant i bevægelse uden konkrete måltoner eller rytmiske modeller og oftest sammensat af mange forskelligrettede lag, der glider i hver sin retning. Musikken er fascinerende først og fremmest i kraft af sin stærke opmærksomhedssugende kvaliteter. Man trækkes ned i hvirvlende malstrømme af energi for umiddelbart efter at løftes op til svimlende flyveture - når musikken lykkes som fx ved Stefano Scodanibbios opførelse af Yuunohui'nahui for kontrabas solo.

Lykkes den ikke, hvilket ganske ofte må ske med Estradas ekstremt vanskelige og 100% konventionsfri værker, finder man sig selv siddende koldt observerende i en grad, der langt overstiger følelsen af at overvære mere traditionel musik, der kun lige er på grænsen til at lykkes. Estradas musik er alt eller intet!

Dramatisk mikrotonalitet

Hos Manfred Stahnke er kampen for den musikalske frihed udtrykt gennem opgøret med det vestlige temperede skalasystem. Musikken tvinges ud af det veltemperede systems trygge rammer dels tilbage mod tidligere tiders rene stemninger dels videre frem i et moderne udtryk. Til forskel fra Estradas musik er Manfred Stahnkes mere konventionelt fikseret på faste tonehøjder. Selv om de mikro-tonale teknikker ind imellem udløser fx 7 underdelinger af det tempererede systems halvtoner, er der ikke tale om en gliden fra den ene tone til den anden men netop 7 klart definerede skridt i et mikrotonalt univers uden sammenhæng med vores konventionelle skalaer.

Når Stahnke bruger sine kompositionsteknikker instrumentalt, er der dog ofte et skær af 'laboratoriekomposition' over musikken. Et mikrotonalt forsøg snarere end et musikalsk udtryk. Andre gange - som fx i solo-bratschstykket Der Spielmann, spillet af Mike Rutledge, er det som om det akustiske instruments idiomati - kombineret med enhver musikers indlærte vaner i forhold til traditionelt tempereret spil - resulterer i et noget mere konventionelt lydbillede end det, der er tænkt fra Stahnkes side. Men han er selvfølgelig også oppe imod traditionerne fra et par hundrede års instrumentalhåndværk og lige så mange års musikpædagogik. Bedst virker hans musik, når den kombineres med det dramatiske, som vi fik et ek-sempel på ved opførelsen af Musik für Daniil Charms II med en strålende ind-levet Julia Hennings i 'sopranpartiet'.

Udover værkerne af de fem tema-komponister blev der selvfølgelig også spillet en del anden ny og nyere musik. I nogle tilfælde dog med et skær af at være de forskellige ensembler, dirigenter eller solisters standardrepertoire. Når disse værker spilles så engageret som Århus Sinfonietta spillede Ligetis Melodien, er de med til at styrke bredden i Musikhøst-programmet og omvendt - når musikken klinger så tydeligt af 'pligtstof' som samme orkesters udgave af Robin Holloways Evening with Angels - kommer man faktisk til at kede sig lidt undervejs. Forstår man ikke værkets sammenhæng med det øvrige program, og det så ovenikøbet spilles lidt uengageret, er der ikke meget tilbage at glæde sig over.

Den ny fusionsmusik

Op gennem 70'erne og 80'erne skabte Palle Mikkelborg et jazz/fusionsmiljø, hvor en lang række danske musikere, bidrog til de forskellige udformninger af det danske fusions-flagskib Entrance - en af de absolutte referencer for et par af de nyeste generationer af unge jazz/fusions musikere.

Idolernes pladeindspilninger var den selvlærte musikers pensum, og 'licks' og rytmegruppe-mønstre blev gendannet i en uendelighed i de dunkle kælderlokaler til den ugentlige øver. Palle Mikkelborgs musikalske univers har simpelthen ligget og ulmet i fingrene på de fleste unge jazz/fusions-musikere de sidste 20 år.

At hans musik også er begyndt at trænge ind i den ny kompositionsmusiks udtryk er Gert Sørensens cd, A Drummers Tale med værker af Per Nørgård nok et af de bedste eksempler på.

Ved Musikhøst 95 kom Mikkelborgs indflydelse til udtryk ved en fælleskoncert med studerende fra Det fynske Musikkonservatoriums rytmiske og klassiske linie. Sammen med Bo Stief, en af Mikkelborgs faste ankermænd fra tiden med Entrance og pt. underviser ved Det fynske Musikkonservatorium, havde han udviklet et koncertprojekt, der skulle bringe unge musikere fra den klassiske og den rytmiske lejr sammen.

Det musikalske materiale til projektet behøver man ikke at lede særlig dybt i d'herrers tidligere pro-duktioner efter. Langt de fleste ele-menter, som fx Bo Stiefs rytmegruppearrangementer og Mikkelborgs klangflader, var som lange citater af en svunden tids jazz-avantgarde. Nu blot anvendt i et storstilet musikpædagogisk projekt. Med Mikkelborg selv som en hvileløst omvandrende inspirator og musikalsk vejviser blev de unge musikere ledt gennem kon-certprojektet - ind imellem med helt sublime sekvenser som resultat, som fx under guitaristen Morten Nordal og pianisten Christian Balzers soloer.

80'ernes danske avantgardejazz er blevet stedet, hvor den moderne partiturmusik/kunstmusik kan mødes med svingningerne på den rytmiske front. Som den lød for ca. 10 år siden, javist - men alle udviklinger skal jo starte et sted. Linien kan og bør forfølges i Palle Mikkelborgs arbejde fremover.