Nye plader

Ib Nørholm: Symfoni nr. 4 og 5. Nina Pavlovski (sopran), Stefan Dahlberg (tenor), Per Høyer (bas), Ib Nørholm (fortæller), Radiokoret, Odense Symfoniorkester og Edward Serov (dirigent). Kontrapunkt 32212.

Med udgivelsen af Ib Nørholms 4. og 5. symfoni har Kontrapunkt ført et storstilet udgivelsesprojekt up to date. Nedfældningen af samtlige Nørholms symfonier på cd. En stak på i alt fem blå cd'er, prydet af Nørholms på én gang distingverede og lune kontrafej i let afvekslende positur, er det fysiske resultat af anstrengelserne, der i deres dynamiske indlevelse berettiger stor ros til Odense Symfoniorkester og chefdirigent Edward Serov.

Projektet indledtes med 7. symfoni, Ekliptiske instinkter, og 9. symfoni, Nørholms nyeste, udgivet i 1992. Siden er fulgt en cd om året, sådan cirka. Sidste år udkom den monumentale 2. symfoni, Isola Bella, som er det værk, der, komponeret længe efter den isolerede 1. symfoni fra 1958, repræsenterer Nørholms egentlige udgangspunkt som symfoniker ved begyndelsen af 1970'erne. En kompositionsbeskæftigelse, der siden har holdt Nørholm fanget, og som altså til dato har affødt ni færdige symfonier.

Nu er så udkommet 4. og 5. symfoni, der gør udgivelsesrækken komplet. De to værkers tilblivelse ligger ganske tæt på hinanden i tid, men løser den symfoniske udfordring på helt forskellig måde.

4. symfoni (1978-79) inddrager både kor, solister og fortæller (på indspilningen forestået af komponisten selv) samt en hel del forskelligt tekstmateriale i en nærmest mahlersk bestræbelse på at skabe en hel verden med alle forhåndenværende midler. Eller måske snarere at kommentere og problematisere verden - at dekomponere eller modskabe den. Nørholms 5. symfoni (1981), derimod, er klassicistisk firsatset og instrumentalt realiseret over et abstrakt programskelet ligesom Carl Nielsens 2. symfoni, der tilsvarende åbner mulighed for en absolut-musikalsk materialefokusering. Her er det blot ikke de fire klassiske temperamenter, men de fire aristoteliske grundelementer, der hver er tildelt en sats.

Modskabelse indledes med et på én gang centralt og effektfuldt citat i form af de fuldtonende C-dur akkorder fra Haydns Skabelsen, hvor den bekendte tekst lyder: »Und Gott sprach: Es werde Licht, und es ward Licht«. Ordet, ordene, spiller i det hele taget hovedrollen i Nørholms 4. symfoni. En babylonsk forvirring af spredte stavelser efterfulgt af vokalerne fra Haydns kortekst går forud for nodecitatet. Men Haydns apoteotiske C-dur akkord fratages sin optimistiske entydighed i korets dementi af durtertsen. På samme måde som det klassiske, mytologiske skabelsesafsnit dementeres, eller suppleres, af dodekafone omgivelser.

Konfrontationsstrategien genfindes mellem 4. symfonis tilgrundlagte tekster, der fungerer som en episk struktur for værket. Inger Christensens gennemkomponerede ordkonstruktion Det, der bogstaveligt bygger en verden op fra grunden, sættes over for Poul Borums ekspressive lyrik om skabelse og eksistens. Således får modsætninger og samtidigheder lov at indgå i værket i kompositionsteknisk såvel som tekstlig afspejling, som et strukturerende og tidssvarende fundament. Det hænger sammen, men det rummer samtidig de store splittelser. Nørholms 4. symfoni er på én gang symfonisk og vedkommende, ikke mindst oplevet i indspilningen med Odense Symfoniorkester.

Per Nørgård: Trio op. 15, Spell, Cao Shu (Græsskrift), Lin. LINensemblet - Jens Schou (klarinet), John Ehde (cello) og Erik Kaltoft (klaver). Kontrapunkt 32211.

LINensemblet har taget navn efter Per Nørgårds Lin for klarinet, cello og klaver fra 1986. Nørgårds værktitel - og dermed ensemblets navn - stammer på sin side fra den kinesiske visdomsbog I Ching, hvor tegnet lin (det 19. hexagram) står for tilnærmelse - en skrællen det overflødige væk i bestræbelsen på at nå ind til sagens kerne, det fundamentale. Lin, der har Tilnærmelse som undertitel, repræsenterer da også netop et forløb. Forenklingens eller inderliggørelsens forløb, kunne man påstå, hvor indledningens geskæftige gestikuleren gradvist viger for en mere harmonisk, lyrisk tone med smukke, uforblommede inklinationer for lytterens melodiske sans for sluttelig at holde balancen på kanten mellem lyd og stilhed, hvor kun selve tonen, lyden, befriet for rytme og melodik, står tilbage.

Lin udgør med sin alsidige udnyttelse af klarinettens, celloens og klaverets muligheder en fængslende afslutning på LINensemblets nye Nørgård-cd, der kronologisk spænder vidt. Fra den traditionsbundne firsatsethed i ungdomsværket, Trio op. 15, over Spell fra 1973 frem til Græsskrift eller Cao Shu, som denne duo-komposition egentlig hedder, komponeret i 1992-93. I dette forholdsvis nye værk for klarinet og klaver er Nørgård som ofte før optaget af samtidigheden som interferensskabende fænomen - her interferensen mellem forskellige, af hinanden uafhængige pulsfornemmelser. Inspirationsgrundlaget er blæsten, der ved berøringen af græsset skaber modsatrettede bevægelser og krusninger i forskellige retninger og hastigheder på én gang.

LINensemblet lever på deres nye Nørgård-cd smukt op til intentionerne, der er nedlagt i dets navn: At nå ind til sagens kerne, bag om noderne og ind til musikkens selv.

Sound of Choice. Hasse Poulsen (elektrisk og akustisk guitar, vokal m.v.), Lars Juul (percussion), Thomas Sandberg (percussion, vokal), Lars Møller (tenorsaxofon, fløjter) og Fredrik Lundin (sopran- og tenorsaxofon, fløjter, elektronik, vokal). Av-art Records AACD 1001.

Sound of Choice er igen på gaden med en cd. Udgivelsen er samtidig ilddåben for et nyt, musikerbestyret og musikrådsstøttet pladeselskab, nemlig Av-art Records.

Av-art Records har til hensigt at markere sig inden for området nyskabende, improvisationsbaseret musik - og indtil videre kan man konstatere, at det går fint med at forfølge målsætningen.

Sound of Choice er lige så legesyge og nysgerrigt udforskende som på deres forrige cd, anmeldt her i bladet for to numre siden. De dengang fremsatte generelle betragtninger angående ensemblets kategorikasserende forhold til musik som lydligt fænomen gælder ikke mindre for deres seneste udspil.

Den nye cd med Sound of Choice har kun ensemblets eget navn som titel på forsiden af det beskedne, men alligevel lækre, vist nok lidt trendy kartoncover. Coveret rammer Sound of Choice-konceptet rent i sin designmæssige idé, hvor man simpelthen har taget det forrige pladecover og brugt det til at klippe klistre med. Signalværdien er enkel og ikke til at overse: Her har vi en flok musikere, der ikke - end ikke nok så kortvarigt - bliver stikkende i det samme. Deres anliggende er det grænseafprøvende udtryk, hvor musikken aldrig får lov at stivne i en bestemt form eller et bestemt udtryk.

Sound of Choice er vokset siden den sidste trio-cd. Heller ikke på det punkt er der nogen tegn på forbening. Primus motor er og bliver dog guitaristen Hasse Poulsen, der også denne gang er ophavsmand til hovedparten af musikken, lydkollagerne, eller hvad man nu vil. Til forskel fra den forrige cd er der ikke noget præg af stiløvelser her. Med sig fra sidst har Hasse Poulsen percussionisten og lerkrukkespilleren Lars Juul, der denne gang suppleres af slagtøjsspilleren Thomas Sandberg. Saxofonisterne Lars Møller og Fredrik Lundin gør ensemblet til en kvintet.

Sammen tager de fem på opda-gelse i forskelligartede landskaber af lyd. Nærmere beskrivelser ville føre for vidt. Hør selv fx suiten af tre numre med fællestitlen Sælsomhedens blomster - ja det skal jeg love for! Immervæk er det meget velspillet, som eksperiment betragtet overraskende, og stundom ret morsomt.

Arvo Pärt: Te Deum, Silouans Song, Magnificat, Berliner Messe. Estonian Philharmonic Chamber Choir, Tallinn Chamber Orchestra og Tõnu Kaljuste (dirigent). ECM 1505.

Som opfølgning på anmeldelsen af cd'en Arbos og portrætartiklen om dens komponist Arvo Pärt i nummer to af denne DMT-årgang har jeg lyst til at omtale den seneste indspilning med musik af den estisk fødte komponist. Som det meste af Pärts musik er Te Deum indspillet på Manfred Eichers eksklusive énmandsselskab ECM, der efter eget udsagn ønsker at kendes for »den smukkeste lyd næst efter stilhed«.

Manfred Eichers slogan og ambitiøse fokusering på den enkle, perfekte lyd kunne vanskeligt finde bedre demonstrationsgrundlag end Pärts Te Deum. Dette religiøse værk tager symbolsk udgangspunkt i en næppe hørbar subtone, hvorfra musikken umærkeligt vokser ud af intet. Således lader Pärt bevidst musikken lede opmærksomheden hen på sin egen negation, stilheden, der tilsyneladende også for Pärt repræsenterer musikkens ultimative kulminationspunkt.

Med gregoriansk inspirerede vokallinjer, der bugter sig langsomt over udholdte, vibratoløse toner interpunkteret af bølgende strygerstemmer, der i ryk sætter i gang og standser igen, synes Pärts Te Deum at tilhøre en anden tid. Ikke fortiden, heller ikke nutiden - måske i bund og grund evigheden. Pärts komposition vil bevidst sætte sig selv uden for tid og sted. Den stræber i sit udtryk såvel som i sit latinske tekstgrundlag ud over denne verden.

Det Estiske Filharmoniske Kammerkor og Tallinns Kammerorkester under ledelse af dirigenten Tõnu Kaljuste formår til fulde at forløse Pärts musik på netop disse dens ultimative betingelser, hvad de i øvrigt bekræftede ved en koncert under Copenhagen Choir Festival i oktober i år. Strygernes nærmest støvede, vibratosvage klangkarakteristikum bærer flot igennem de langsomme opbygninger, der kun møjsommeligt når udadvendte højdepunkter for derpå atter at falde tilbage i spøgelsesagtig vægtløshed.

Det er blevet en meget smuk og engagerende indspilning, som ikke bare Manfred Eicher kan være stolt af. Pärt og dirigenten Tõnu Kaljuste har øjensynligt arbejdet tæt sammen om cd-udgivelsen af dette hovedværk fra midten af 1980'erne, der sammen med de senere Magnificat og Berliner Messe, også indspillet her, repræsenterer linjen af stort anlagte, religiøst funderede vokalværker, der har kendetegnet Pärts produktion gennem de sidste 10-15 år.

Officium. Jan Garbarek (sopran- og tenorsaxofon) og The Hilliard Ensemble. ECM 1525.

ECM har med sin ekstremt udsøgte klangæstetik skabt sig en niche i pladebranchen, der er rummelig nok til at tiltrække både jazzmusikere og nutidige komponistnavne af format. Nyt eller gammelt, komponeret eller improviseret er i det hele taget underordnet produceren Manfred Eichers smag for musik med en åndelig dimension, der kan få tiden til at stå stille og billeder af uendelige vidder til at tone frem for det indre øje.

Side om side med neo-spiritualister som Pärt finder man Guillaume Dufay og Thomas Tallis på ECM-mærket. Musikken skal ramme rent i sindet, så er det ligegyldigt, om den er komponeret for femhundrede år siden eller improviseret i går.

På en meget omtalt cd-udgivelse i ECMs New Series har Eicher sat elitesangerne fra det engelske Hilliard Ensemble sammen med den norske saxofonist Jan Garbarek. Ligeledes en musiker af stjernestatus med et imponerende bagkatalog på omkring 50 indspilninger hos ECM i selsbab med bl.a. Palle Mikkelborg. Resultatet er blevet en cd med titlen Officium. Cd'en indeholder Jan Garbareks improviserede reaktioner på vokalmusik af middelalder- og renæssancekomponister sunget af Hilliard Ensemblet og optaget i et afsidesliggende middelalderkloster i Østrig.

Produktionens hyperæstetiske finish er besnærende lækkert - fra man tager cd'en ud af dens koksgrå cover til man hører lyden fra Hilliards elitestemmer og Garbareks smidige saxofonspil, der raffineret leger med akustikken mellem de tykke klostermure.

Hilliard synger suverænt og Garbarek er en meget lydhør musiker med en spændstig, levende klang. Dertil kommer, at Manfred Eicher er en producer i særklasse med evnen til at realisere et lydideal, der gør det klart, hvorfor så mange topmusikere og komponister foretrækker at indspille deres musik på ECM.

Alligevel er Officium ikke vellykket i sin substans. Fordi helheden ikke er mere end delene sat sammen. Musikken bygger på fascinationen af det kølige klangideal i Hilliards fremførelser af den gamle musik. Garbareks saxofon smyger sig lyttende ind og ud mellem stemmerne eller svæver observerende over dem, men Hilliard synger i øvrigt, som de ellers ville have gjort. Dermed forbliver saxofonen et fremmedlegeme, et klangligt og fraseringsmæssigt ind-brud, der udforsker vokalværkerne, men uden at komme i dialog med dem, hvad der i længden er frustrerende for lytteren.

På trods af alsidigheden i Garbareks improvisationer virker de derfor snarere som intrusioner. Et anmassende element, der ikke smelter sammen med værkerne af Perotin, Dufay og Cristóbal de Morales til et samlet udtryk - udover det besnærende udtryk af rendyrket, klangæsteticisme, der til gengæld er imponerende flot realiseret.

Moonchild's Dream. Thomas Koppel: Moonchild's Dream, Vagn Holmboe: Koncert for blokfløjte, strygere, celeste og vibrafon, Gary Kulesha: Concerto for Recorder and Small Orchestra, Asger Lund Christiansen: Dance Suite op. 11 og Malcolm Arnold: Concerto for Recorder and Orchestra op. 133. Michala Petri (blokfløjter), English Chamber Orchestra og Okko Kamu (dirigent). BMG Classics/RCA Red Seal 09026 62543 2.

Blokfløjtekoncerterne på denne cd har det til fælles, at de er inspireret af og skrevet til Michala Petri. En solist der i kraft af sit format og sin popularitet formår at virke som katalysator for vore dages fornyelse af blokfløjterepertoiret.

Titelkompositionen, Moonchild's Dream af Thomas Koppel, arbejder med en kombination af populærmusikalsk effektivitet og nuanceret orkesterkomposition inden for rammerne af den klassiske koncertidé. Koncertens program, fæstnet i et digt af komponisten med samme titel som musikken, anskueliggøres i den kontrastrige indledning. Blokfløjtens ledemotiviske melodi ejer en patetisk, ja rent ud sagt sentimental gestus i sit portræt af en ung pige fra Københavns fattige Sydhavnskvarter. Der er klare biograffornemmelser over musikkens stærke kontraster mellem omverdenens trøstesløse råhed og blokfløjtens, dvs. månepigens smukke drømme.

Det er svært at holde tråden i det knap 20 minutter lange forløb, men det er nu ikke så afgørende, set på musikkens præmisser, for den er fortælling mere end den er form. Koppels grundidé lægger umiddelbart op til en god film, ja, den er i sig selv en drejebog på noder, og den meget episke musik, der også indeholder virtuose elementer i solostemmen, kunne fint indgå i et filmprojekt.

Vagn Holmboes koncert for blokfløjte, strygeorkester, celeste og vibrafon arbejder koncertant med en kølig og elegant instrumentation i hævdvunden, tresatset koncertform. Her er til gengæld tale om musik, der udspiller sig på materialets egne præmisser. Helstøbt og med en stærk rytmisk spændstighed.

Både canadieren Gary Kulesha og danskeren Asger Lund Christiansen fastholder indirekte blokfløjtens status af historisk instrument gennem inddragelsen af cembalo. Hos Kulesha forstærket ved anvendelsen af passacaglia-idéen i første sats af en spændende - og spændingsladet - koncert, hvor sidste sats efter solokadencen griber cyklisk tilbage til værkets begyndelse. Hos Asger Lund Christiansen styrkes den historiske binding gennem en let, men spændstig genoptagelse af suiteformen. Neoklassikken lever, lader det til, og bor i Danmark.

Mens Lund Christiansen musik holder sig inden for det charmerendes grænser, overskrider Malcolm Arnold derimod linjen til det virtuost tyndbenede. Her er solistisk opvisning, men ikke megen musik. Det er lidt kedeligt, når nu Michala Petri kan begge dele. Med hende, og med Okko Kamu og English Chamber Orchestra, har komponisterne i hvert fald fået fine betingelser for en realisering af deres forskelligartede bud på en nutidig blokfløjtekoncert.

Lige nu. Kormusik af danske komponister og arrangører. Det fynske Kammerkor og Alice Joensen (dirigent), Det jyske Kammerkor og Mogens Dahl (dirigent), Aarhus Kammerkor og Erik Bjørn Lund (dirigent), Vocal Line og Jens Johansen (dirigent), Klaus Tølbøll (guitar), Niels V. Rahbech (klaver), Lars Bo Smith (bas) og Lars E. Christiansen (trommer). Kor 72 95-001.

Landets største organisation for amatørkor, Kor 72, gør med denne cd-udgivelse et fremstød for dansk kormusik. Cd'en rummer 23 mindre, danske korkompositioner spændende fra det viseprægede over traditionelle korsatser til rytmiske arrangementer foretaget af danske arrangører.

Idéen med udgivelsen er, foruden at promovere Kor 72 i almindelighed og en nodeudgivelse af de indspillede værker i særdeleshed, at give et overblik over landskabet af dansk kormusik, som det tegner sig anno 1995. Korsatser af samtidskomponister er blandet med satser af Carl Nielsen, Thomas Laub, og den organiske forbindelse i kortraditionen træder klart frem.

Cd-coverets cremefarvede ferskhed genfindes i rigt mål i det velpolerede udtryk, der immervæk præger dansk kormusik på godt og ondt. Det er næsten lidt for blødt og smukt, det hele.

En af dem, der formår at forene korklangens lyriske, uproblematiserende side med et fascinerende, omend diskret spændingsfyldt udtryk, er Niels la Cour. For et par år siden udnævnt til 'årets korkomponist' og her repræsenteret med to virkningsfulde udsættelser af Ingemann-tekster i beundringsværdig udførelse ved Det fynske Kammerkor under Alice Joensen. Som dette vidner også de andre elite-amatørkor på cd'en om dansk korlivs høje tekniske standard hos sangere såvel som dirigenter.

Afslutningsvis præsenterer cd'en det rytmisk orienterede Århuskor, Vocal Line, i rytmiske arrangementer af lidt af hvert fra What a Wonderful World til Sting. Jo, jo, ikke overraskende trives også denne linje i nudansk amatørkorsang side om side med den ligefremme, melodiske arv fra Carl Nielsen. Alt i alt tegner Lige nu et forventeligt billede af dagens danske korlandskab, både i kompositionernes afdæmpede udtryksregister og de udøvendes fine standard og engagement i et korliv, der udgør en oplagt, men ganske ufarlig side af dansk kultur.