Paradis eller paradoks. Pärt-festival i Stockholm

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 04 - side 133-134

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Jeg gratulerer publikum, fordi det har kunnet holde ud at lytte til min musik i en hel uge.« Med denne ikke helt ukrukkede, men alligevel præcist diagnostiserende bemærkning rundede den estiske komponist Arvo Pärt sin takketale af ved årets komponistfestival i Stockholm, der fandt sted i ugen fra den 18. til den 25. november 1995. Holde ud? Ja, mon ikke! At inden for et så kort tidsrum skulle høre op imod 60 værker - noget nær Pärts samlede produktion - fordelt på 10 koncerter var for så vidt et ganske stort krav at stille til selvsamme publikum.

Pärts asketiske og lakoniske musik af umådelig stærk udtryksintensitet bør nemlig egentlig kun høres i små bidder, dvs. ét eller højst to værker af gangen, hvis den skal ydes den ret-færdighed, som den naturligvis har krav på. Nu fik man serveret op til 7-8 portioner Pärt pr. aften, og selvom komponistens værker hver for sig altid stod stærke og uafrystelige i deres sakrale nøgenhed, kan man diskutere, hvor godt det til gengæld lykkedes dem at spille sig op mod hinanden.

For Pärt stiler næsten i hvert værk efter at skabe et opus perfectum, en perfekt afrundet men ofte lukket helhed, der snarere søger at beskrive et moment end et forløb, og som kun styres af sin egen indre logik. Alt dette forhindrer, at der overhovedet udspiller sig nogen egentlig dialog imellem de enkelte værker. Så hjælper det ikke meget, at tonesproget i dem ofte er stærkt beslægtet. Og det hjælper heller ikke, at der ved koncerterne tydeligvis var tænkt en hel del over hvilken rækkefølge, de blev afviklet i.

Ved et seminar for kompositionsstuderende afholdt i forbindelse med festivalen hævdede Pärt, at han umuligt kunne engagere sig tilstrækkeligt i så mange egne værker fra mere end 30 års produktion spillet på så kort tid - gjorde han det, ville han forlængst være gået til af overanstrengelse. Han kunne derfor ikke tage dem helt ind, men måtte nøjes med små smagsprøver. Desværre kom dette lidt for ofte til ufrivilligt at gælde også for publikum.

Selv mener Pärt, at det for hans musiks vedkommende ikke kan forholde sig anderledes. Af et interview med ham i Dagens Nyheter tidligere i november fremgår det, at de eneste rigtige opførelser af værkerne ifølge hans opfattelse er at finde på de indspilninger (fra først og fremmest det tyske pladeselskab ECM), som han selv har autoriseret. Alle andre opfø-relser er blot som en ren og skær repetition. Når komponisten har en sådan holdning til sine værker spillet live, må man gå ud fra, at han i det hele taget opfatter en festival med sin egen musik som et paradoks.

Hvad er så overhovedet meningen med dette års komponistfestival i Stockholm? At koncertopførelserne blot fungerer som reklamer for de 6-7 tilgængelige cd'er med musik udelukkende af Pärt, således at han selv og ECM kan få solgt nogle flere produkter? Indvilgede han i at være til stede under hele festivalen ud fra den merkantile filosofi, at han selv er den bedst tænkelige reklame for de auto-riserede indspilninger? Er manden, komponisten og myten Pärt virkelig blot et produkt af en kynisk profitberegning båret frem af en billig leflen for dårlig smag, således som hans hårdeste kritikere hævder det?

Nej, ikke helt. For er alle disse ting svagheden ved at arrangere en festival med Pärt som hovednavn, er det samtidig styrken. Man må nemlig ikke glemme, at ugen i Stockholm jo også realiserede en unik mulighed for at høre de fleste af komponistens værker inden for et koncentreret tidsrum, og for den interesserede lytter var der meget at hente. Ikke blot opførelser af hovedværker kendt fra først og fremmest ECM-udgivelserne, men også af flere hidtil uindspillede vær-ker, endda et par stykker af nyeste dato.

At opførelserne gennemgående var lagt i hænderne på internationalt velrenommerede navne samt repræsentanter fra den svenske musikelite, vidnede om det høje ambitionsniveau som arrangøren - Konserthuset i Stockholm - havde sat sig. Ambitionerne blev da også uden tvivl indfriet, ikke mindst fordi en del af interpreterne allerede i en årrække har arbejdet tæt sammen med komponisten ved koncerter og pladeindspilninger. Denne indforståethed med Pärts musik kom værkerne til gode, og man kan kun betegne indsatserne af især vokalgruppen Hilliard Ensemble, dirigenterne Tõnu Kaljuste og Eli Klas samt cellisten Mats Rondin som fremragende.

Desuden var to af ugens koncerter fremført udelukkende af studerende fra byens musikkonservatorium. Det var selvfølgelig noget af en udfordring for dem at skulle spille Pärts nodemæssigt ofte lette og netop derfor svære værker på en festival med stor bevågenhed og med tilstedeværelse af komponisten selv. Men de levede afgjort op til udfordringen, hvis ikke altid i kraft af spillemæssigt overskud så i kraft af et stort engagement, og det virkede som en modig, men indlysende god idé af arrangøren at blande lokale, kommende kræfter ind i sammenhængen.

Man kan ikke nægte, at arrangementet som helhed var både velgennemtænkt og velgennemført. Til trods for de anførte svagheder ved festivalen var det nærliggende at portrættere netop Pärt i år, ikke kun fordi hans 60-års fødseldag for et par måneder siden var en oplagt anledning, men også fordi han - tør man nævne det højt? - i mine øjne og ører forekommer at være én af de komponister i 1990'erne, der virkelig har meget på hjerte.

Publikum blev godt guidet gennem koncerterne ved hjælp af et solidt programhæfte, hvori der indgik glimrende essays om komponisten og hans produktion tilligemed korte værkbeskrivelser, der til tider desværre var for korte. Det hele suppleret af en diskografi samt en værkfortegnelse, der dog langtfra var komplet, og det er forhåbentlig næppe for pedantisk at mene, at værkfortegnelser altså helst ikke bør give sig ud for at være komplette, når de ikke er det.

Således var mange af de tidligste værker fra perioden 1958-63 slet ikke anført. Men måske havde arrangøren en rigtig god grund til det. For eksempel den at disse værker tilsvarende blev totalt ignorerede under festivalen. Og det er helt utrolig ærgerligt, for man blev derved frataget muligheden for at få et komplet indtryk af Pärts udvikling som komponist, ligesom festivalen hermed uforvarende kom til at underminere sin ellers gennemførte retrospektive karakter. Tingene bliver ikke bedre af, at disse værker næppe kan være opført ret mange gange og sikkert heller ikke bliver det fremover. Hvis man ikke kunne få lov at høre dem her, hvor i alverden så?

At koncerterne for så godt som alles vedkommende var udsolgte vidner ikke kun om en ganske betragtelig interesse for ny musik (i hvert fald den mere tilgængelige af slagsen) blandt det stockholmske koncertpublikum; det vidner også om en effektiv markedsføring fra arrangørens side med en dertil hørende ligeså effektiv iscenesættelse af personen og myten Pärt. For komponisten er med sin spirituelle musik, sin gådefulde fremtoning og - hvorfor ikke bare sige det rent ud - sit mærkværdige, mun-keagtige udseende jo et af partiturmusikkens for tiden allerbedste bud på en levende myte, og den slags sælger som bekendt altid godt.

Ved hjælp af et veritabelt reklamebombardement: Massiv pressedækning i de svenske aviser, plakatkampagner, bunker af fremlagt materiale til publikum, billed- og partiturudstilling i Konserthusets forhal samt Pärts signering af plader efter én koncert og rolle som vært ved en anden, skulle ingen lades i tvivl om, at det var intet mindre end en verdensstjerne, der var kommet til Sverige. Man kan diskutere om en sådan markedsføring gavner andet end billetsalget. Et rimeligt billede af komponisten giver den i hvert fald ikke. Og den overskygger, hvad også Pärt selv givet anser for det væsentligste: Musikken selv.

Årets komponistfestival i Stockholm var den 10. i rækken. Tidligere er så prominente navne som Alfred Schnittke, Krzysztof Penderecki og Witold Lutoslawski blevet portrætteret, og man har hidtil næsten udelukkende vekslet mellem henholdsvis østeuropæiske og svenske komponister. Hvem kan vi mon håbe på at få at høre på de kommende festivaler, såfremt man fortsætter i samme spor - en Sofia Gubaidulina eller en Henryk Górecki, måske? Gerne for mig!

Årgang 70/1995-1996, nr. 04