Ars Nova - en institution bliver til ... til hvad?

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 05 - side 156-159

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Redaktøren har bedt om et personligt syn på den pt. konfliktomtalte Vokalgruppe Ars Nova. Det er en befriende invitation, fordi den peger ud over almindelig mudderkastning, og fordi det skrevne måske kunne have interesse for andre aktive musikere og ensemble-folk, ledere, administratorer og myndigheder i kunstområderne i Danmark anno ca. 2000. Det drejer sig om græsrods-ensembler.

Vokalgruppen Ars Nova er nu aktiv på 17. år (senest d. 31. januar 1996 i Sct. Clemens Kirke, Randers). Dette er vel i sig selv noget af et særsyn i dansk musikliv, når man betænker betingelserne, og ensemblets virkeområder (a cappella kormusik af ukendte mestre før ca. 1600 og eksperimenterende, nysøgende vokalmusik fra vor egen tid). Men Ars Nova opfattes som en institution i dansk musikliv, et be-greb man fremhæver i rapporter og taler, og skriver begejstret om, også i udlandet - på baggrund af ca. 100 optrædender, ca. 100 uropførelser og ca.15 cd'er, udført af ialt ca. 100 sangere og en række dirigenter.

I det store musikudbud i dagens Danmark står Ars Nova som en 'noget speciel gruppe', der graver mærkværdige musikalske guldklumper op i arkiver og biblioteker og bringer dem for en dag i klar og fint poleret stand - dejligt påtrængende slægtninge i musikfamiliens velkendte onkler og tanter mellem især 1600- ca. 1905. Desuden går Ars Nova direkte til dagens musikalske kilder for at skabe ny musik i Danmark, i samarbejde med kom-ponister, improvisatorer og performere fra ind- og udland.

Det er denne kombinerede 'guld-graver og stifinder-virksomhed' på højt plan, der ligger til grund for anerkendelse og økonomisk støtte til Vokalgruppen Ars Nova (fra kulturministerielle puljer).

Der er mange gode musikere og ensembler i Danmark, og meget fungerer - i faste rammer - i det institutionaliserede musikliv. Minister Hilden og Kulturministeriet (der i høj grad styrer landets seriøse musikalske udfoldelser og udbud) har af samme grund derfor fokuseret på kunstmiljøernes 'græsrødder, spire- og vækstlag'. Et nødvendigt løft - nødvendigt for alle, for at undgå at dansk kunstudøvelse cementerer sig selv som et stort 'fortids-monument' - i håbløst parallelløb med den alt-kværnende kommers-kultur. Kunstens 'græsrødder, vækst- og spirelag' er for-bindelsen til nutiden, dagens publi-kum (og fremtiden), og området suppleres inden for musikken p.t. af andre påtrængende slægtninge, fra mere seriøse og kreative musikere og komponister fra improvisations- & performermiljøer.

Vokalgruppen Ars Nova er en del af dette miljø eller vækstlag. Det er - udover den repertoiremæssige guldgraver og stifindervirksomhed - en særlig anti-insti-tutionalisme, der er energien i hele foretagendet.

Mogens Wøldikes Palestrina-kor blev jo til Radiokoret - og hvad dertil hører af institution, bygninger, store driftsmidler, (pyramide)-struktur, tilpasning og repertoirekrav - samt institutionens indbyggede stivhed for medlemmerne. Det er fint og godt, og har en stor plads i dagens musikliv - nemlig den tilbageskuende pleje af den kendte, kollektive hukommelse. I den sammenhæng skal man huske, at uden nytænkning og initiativer er der ingen aktuel skaben - og altså ingen kollektiv hukommelse senere!

Ars Nova ville ikke kunne overleve Palestrina-korets udvikling - for drivkraften består netop i mobiliteten, medlemmernes personlige engagement, de åbne kanaler, initiativ-lysten, grænseudvidelser, niche-projekter - hinsides kommercialisme og traditionalisme.

For højtideligt? Måske - men ensemblets eksistens er grundet på en vis ubestikkelighed i disse spørgsmål. Jeg ved det af erfaring - fra ups and downs gennem alle årene. Andre ensembler og musikere kan gøre det på andre måder - men vi skal gøre det på Ars Nova-måden. Det er derfor vi støttes som dansk special-ensemble. Det er samtidig det, der er gevinsten for dansk musikliv - set i fugleperspek-tivet. Men det tænkte vi knap nok på, da vi startede (og så var det nok heller ikke blevet til noget...) - vi gjorde det bare, uden en øre på lommen, fordi vi ikke ku' la' vær'.

Baggrunden

I DMT nr. 4, 1988/89, er der en god interview-artikel (v. Claus Hansen, Bo Holten og Anders Beyer) om Ars Novas første ti år. For et par år siden begyndte jeg så på (de første sider af...) en krønike om gruppen - de kan læses som et supplement til ovenstående artikel:

»Det havde ligget lidt i luften et stykke tid - ideen om at vi selv kunne starte et vokalensemble med udgangspunkt i det, vi selv havde lyst til at arbejde med. 'Vi' var en række medlemmer af det gode universitetskor Lille Muko i 1970'erne, bestyrelsesmedlemmer, repertoirefolk. (...) Efterhånden følte vi (optændt af ungdommens iver...) at der ikke fuldtud blev bakket op om vores entusiasme for henholdsvis den helt nye musik og den tidlige musik. Vi oplevede, at der i den tidlige musik lå ukendte polyfone kormesterværker og ventede... og at den ny musik nu var på vej i spændende retninger, mere menneskevenlig, åbensindet (og musikantisk!) end den havde været i perioden 1945-1970. Det stod efterhånden klart for os, at hvis der skulle ske noget nyt, så måtte vi sgu starte det selv.

Så vi samledes en 8-10 sangere en tidlig forårsdag 1978 ude hos Karl Antz på Amager, og drøftede konkrete planer for starten af et sådant vokalensemble. Det lå endnu mere i luften, da vi - Bo & Ivan - tog til Århus i maj 1978 for at opleve den første Numus Festival, hvor Karl Aage Rasmussen og Århus-teamet på pionervis skabte et frodigt miljø omkring den nye musik (under devisen: 'har den ny musik ændret sig mens du har været borte fra den?'). (...)

Det var tydeligt, at der var ved at ske et stemningsskift i den ny musiks miljø. Inspireret af Numus-dagene besluttede vi - på en bænk ved Århus Rådhus - at nu måtte vi i gang. Senere den sommer oplevede jeg på Roskilde festivalen Dehlholm & Basses Billedstofteater, gående - blåmalede, med lange røde stokke - i en slags langsom middelalder-procession - en chokerende smuk og tankevækkende oplevelse for alle midt i dette ekstatiske rocklandskab! Jeg fik et telefonnummer på Billedstofteatret i Ryesgade, og sad snart en vinterdag til møde om en ny forestilling: Påtrængende slægtninge til Glyptoteket i marts 1979. En forestilling om elementerne - i 20 rum. Ars Nova kunne bidrage fint i et 'ild-rum': Opstillet i afbrændte kostumer, med marmorbrokker for fødderne, skulle vi synge en renaissance-messe - gennem spande med huller i! Klar tale - vi var på bølgelængde. Pludselig gik det stærkt med at samle sangerholdet, bestille nodesæt til et 'Requiem' af Pierre de la Rue (som Bo havde fundet på et udsalg), og starte intense prøver, for at have de første satser klar til premieren den 2. marts. Vokalgruppen Ars Nova var søsat på bedste vis - og i karakteristisk kombination af helt gammelt og helt nyt.

Senere

Såvidt krønike-skrivningen og starten på Vokalgruppen Ars Nova. Den videre krønike - her i kortform - viser en lang række initiativer, eksperimenter, projekter i den danske musikundergrund i årene op til ca. 1985 - bl.a.: Samarbejdet med Lennart Toft & Musikdramatisk Teater (om Holtens opera Ringen), ny Billedstofteater-forestilling i Den Grå Hal/Christiania (med Århus Studiegruppe/Trommegruppen Sol & Måne, Dinna Bjørn, Corona Dansegruppe o.m.a.), senere en række vægtige renæssance-komponistportrætter (la Rue, Josquin, Taverner, Tallis, Machaut, Dufay, Ockeghem, Wert, Gombert, spaniere & portugisere, Palestrina, Lassus, Victoria, samt avantgardister fra Gesualdo til Monteverdi o.m.a. ). I den nye musik: En uropførelses- og førsteopførelsesliste på ialt ca. 100 værker (fra Sandstrøm, Nørgård, Holmgreen, Ruders, Abrahamsen, Holten over la Barbara, Morrow, Reich, Gismonti, Garbarek, Mikkelborg, Dørge til Pärt, Górecki, Takemitsu, Tavener, Sunleif Rasmussen o.m.a.). En lang række samarbejder - med avantgardister (bl.a. Morrows New Wiolderness, Bill Forsythe & Stuttgart Ballet), fusionister (bl.a. Harmonic Choir, ECM-musikere, NHØP), folklorister (bl.a. Stefan Forssen, Olle Adolphson, Pia Raug), og musikteatre (bl.a. Billedstofteater, Jytte Abildstrøm, Peter Langdal).

I tilbageblikket er måske især én ting karakteristisk: De forskellige former for 'cross-overs': Østen i Vesten-koncertserierne (mødet - i stor respekt - mellem avantgardister, rock'ere, jazz'ere, alt imens genrekrigen rasede i medier og råd). Ny Musik/Ny Dans-projekterne (med Stuttgart Ballet, Corona, Uppercut, Dinna Bjørn o.a.), samt Nye Digte/Ny Musik-serierne (fra Malinovski, Sonne til Borum, Tafdrup o.m.a. ). Udover møderne mellem kunstarterne her, oplevede vi yderligere hver gang det positive at få to slags publikum i tale - på alle måder en fordel for sådanne niche-produktioner!

Endelig gjorde Ars Nova en indsats for kor-pædagogikken i 1980'erne især, med en lang række børnemusikdramaer på Glyptoteket og på skoleturneer.

Omkring 1990 begyndte Ars Nova - især af økonomiske og 'synligheds'-bestemte årsager - at bevæge sig ud i folkelige, populære og salgbare områder, bl.a. med to cd-produktioner (Julens Sange og Årstidernes Sange), tv-quizer, støttekor-virksomhed, pædagogik, barok & romantiske kor/ork.-kon-certer. Efter de to cd'er - lavet med hjertet - var vi klar over, at dette både var (økonomisk og goodwill-mæssigt) en gavnlig kurs, men også (kunstnerisk) en farlig kurs - for man bliver så hurtig revet med af den, og pludselig kører kalenderen med én på den forkerte måde. Fordi: Alt kræver tid og energi - og ensembler som Ars Nova har (jo) kun et vist mål af dette i årets løb. Det man bruger på én ting, tager man også fra noget andet! Den lære man kan uddrage af dette er, at man skal holde en meget, meget - hele tiden skarpt vurderet - fin balance mellem de egentlige kunstneriske ønsker, mål og 'nødvendige jobs'. Farlig sejlads!

Andre betragtninger: 'Glæden ved sammen at opdage noget nyt, noget godt, noget levende og frisk, som man ikke kendte i forvejen' - det er måske den egentlige drivkraft bag al arbejdet og det der løfter gennem (medfølgende) surt arbejde, nitter og kiks. Og hvis publikum så også har en stor oplevelse, er det (jo) bare fantastisk. Blot et par eksempler: I december 1980 stod Ars Nova i pyjamas på Glyptoteket - siden på Louisiana - og baksede med en semi-scenisk (og vokalt vild) version af Per Nørgårds (dengang) svære og underlige, groteske korværk Wie Ein Kind (1979). Den gik herefter direkte ind i Ars Novas grundrepertoire de næste mange år, er cd-indspillet og video-produceret og kendt af mange. Nu er stykket en dansk kor-klassiker, som - her 10-15 år efter - også opføres af gode amatørkor, og på den fornemme Sonning-priskoncert i DR til maj. Ja, men det er da meget skægt - at undergrund (1980) og overgrund (1996) i dansk musik faktisk kan hænge sammen.

Andet godt: Oplevelsen - live - af renæssancens virtuos-polyfone, super-cantabile komponister er hele kapitler for sig (eksempelvis forskellene mellem dem!). En rigtig udførelse af disse værker kræver en meget præcis, klar og vibrato-tæmmet sangteknik, polyfon og harmonisk indsigt - samt store krav til en form for fællesmusiceren og ensemblebevidsthed (store, store ører!) som er ny. Flere og flere publikummer er (også) begyndt at opdage disse musikalske kvaliteter.

Og så er der jo selve afvekslingen mellem den tidlige og den nye musik... nej, vi stopper her!

Ars Novas organisering

Slagsmålet i Ars Nova i år havde især baggrund i strukturelle problemer, tilspidset gennem de seneste år. Hvad skete der egentlig - her i bagklogskabens tilbageblik?

En gruppe musikere startede noget nyt, på bar bund. Alle løftede i flok, med mange forskellige (nødvendige) talenter - udover de musikermæssige: Fx. liturgisk indsigt, musikhistorisk viden, visioner, kunstmiljø-kontakter, planlægning, kontorarbejde, afvikling, regnskab, ansøgninger, medieadgang, sang, direktion, prøvedisciplin og personligt engagement.

I 1984 var det nødvendigt at stramme op i gruppen, hvis den anerkendelse og støtte de fleste ønskede skulle blive til noget. Med få udskiftninger arbejdede Ars Nova sig så fra 1985 mod det, man kunne kalde 'et internationalt gennembrud' på cd- og koncert-markedet. Det var ikke længere ønskeligt (for alle) - og derfor heller ikke længere muligt - at beslutte alt i plenum. Et 'triumvirat' af de mest engagerede (dirigenten Bo Holten, administratoren Ivan Hansen, kassereren Claus K. Hansen) ledte Ars Nova i fællesskab - også repertoire-/

projektmæssigt. Der var endnu intet skrevet ned om Ars Novas struktur.

I 1987-88 blev Ars Nova en forening. Tilskud fra offentlige og private var så småt ved at dukke op, og vi ønskede navnet beskyttet. Det var altså nødvendigt at formalisere gruppens struktur. Når vi dengang - i fællesskab - valgte foreningsstrukturen, var det fordi denne lå tættest på den praksis, vi havde arbejdet efter.

Man kan betegne Ars Nova 1985-90 som et kunstnerisk modent ensemble, ledet af et godt, tæt triumvirat, og resultaterne i denne 'idelle forening' var gode - priser, dansk grammy, internationale lovord. Og vældig aktivitet på cd- og koncertområdet. Problemet var naturligvis, at der ikke var rigtig økonomisk dækning for at køre i dette højkvalitets-gear. En international anerkendt og professionel gruppe med høje krav, udefra og indefra - uden en krone i kassen til honorarudbetalinger! Vi gjorde det alligevel - på forventning om

efterbevilling - men gik grædende hjem fra mislykkede forhandlinger og ansøgninger til 'Regional-ensemble' i Fyn og Vestsjælland, sponsorering mod ydelser, og kulturminister-bønråb in persona. Sangere begyndte, mod deres vilje - men naturligt - at sive til institutionernes mere trygge stolerækker. Pr. 1.1 1990 indstillede Ars Nova aktiviteterne.

Så kom der gang i debatten og sympatitilkendegivelserne og via en god, solid støttegruppe kunne ensemblet samle penge sammen (ca. 1 mill. kr. - suppleret af egenindtægter) til noget, der lignede en 3-årsperiode med forholdsvis arbejdsro. Heri indgik forpligtelser om åbne Workshops på Glyptoteket (Kulturfondsansøgning) og kor-produktioner for TV2/Øst.

Endnu senere

Mange spørgsmål disse dage drejer sig om: Hvorfor blev I ikke bare en rigtig institution i 1990, da I fik penge? Svaret er:

a) der var overhovedet ikke nok penge til at drive Ars Nova professionelt! Hvis man med professionalisme mener fx ansættelse af en (én) fuldtids administrator til at køre forretningen Ars Nova, eller honorering af research og konsulentarbejde, endsige en normal betaling af sangerholdet m.v. til takster, der kunne sammenlignes med andre hjemlige professionelle kor. En pro-fessionalisering af denne type ville have anbragt Ars Nova i samme situation i 1989: At ensemblets fortsatte eksistens havde været afhængig af her & nu-tilskud.

b) at ideen var netop at drive foreningstanken videre. Udbetalingerne til medlemmerne blev på socialdemokratisk vis delt i 15 dele: En portion til hver af de 12 sangere, to portioner til dirigenten/kunstneriske leder og en portion til administration. Vi kunne altså - omsider - ansætte en ekstern admi-nistrator. Det gik - med de bedste viljer - slet ikke. Vi indså hurtigt, at Ars Novas styrke netop var de per-sonlige kontakter - både udadtil og indadtil i gruppen, samt det engagerede arbejde fra medlemmerne.

Triumviratet måtte træde til (pr. 1.1 1991) og dele administratorlønnen (i 5/6 til administrator og 1/6 til kasserer). Der var jo ikke råd til flere nye nitter i administrationen - nu da en offentlig/privat pen-gestøtte var opnået, og vi skulle producere godt for dem. Samtidig fik kunstnerisk leder/dirigent Bo Holten stadig flere opgaver og jobs udenbys. Det kunne mærkes i grup-pen. Pr. 15.2 1992 måtte administrator og kasserer foreslå Holten en ny struktur ('praksis-strukturen'), grundet det vi følte og mærkede som Holtens gradvise afgang - mentalt og fysisk - fra Ars Nova. Princippet var, at Holten ikke skulle gøre noget planlægnings-arbejde overhovedet - men havde veto i fald han fandt det, vi forelagde ham, uacceptabelt. Det gik godt udadtil, men det begyndte at gå skævt indadtil.

Her er centralpunktet - set i bakspejlet: Havde administrator og kasserer dog bare trukket i nødbremsen og smidt problemerne på bordet for alle og sagt: »Stop. Vi må gøre noget radikalt«. Og/eller: Havde dirigent/kunstnerisk leder dog bare - her omkring 1992 - bedt om en orlov på 1-2 år, til at komme ud og prøve karrierelykken på egen hånd - fremfor at spille på alle hestene samtidigt. Så kunne vi alle have skiltes som gode samarbejdere for en tid - og mødtes igen.

Med i billedet hører også de interne sangerkrav om overenskomst og løn-aftaler. Jeg ved, at dette er Holtens ligtorn i fremlæggelsen af sagen den seneste tid. Og jo da - det var surt i triumviratet at skulle møde kravene om barselsordninger, pensionsordninger (?) etc. fra de musikervenner, vi lige havde knoklet for, for at skrabe en stor pose penge sammen og dele dem i 15 lige store dele - for at kunne producere kvalitets-projekter med ensemblet. Men der var ikke rigtig andet at gøre, end at kigge på disse nødvendige overenskomster (vi var jo også selv ensemblemedlemmer). Derfor dannedes foreningen FANS m.h.p. på udarbejdelsen af sanger-overenskomster.

Der var et andet presserende problem: Månedsløn contra timeløn?

Vi startede jo i sept. 1990 med månedsløn (8.000 kr.) for 40 timers arbejde. Problemet med en så mobil og hurtig gruppe som Ars Nova er imidlertid, at der pludselig kan være 200 timer i januar og 4 timer i februar. Et andet problem - af de mere uhyggelige i musiklivet...? - er (jo) at når checken planmæssigt kommer ind ad sprækken hver måned, bliver den hurtigt en selv-følge. Og ydelserne bliver en form for plager! Det er en fuldstændig naturlig reaktion.

Vi løste det - efter en grundig debat - ved pr. august 1992 at skifte til timebetaling (fremmødebetaling) fremfor fast månedsløn. De faste sangere garanteredes

a) et minimum-timeantal på 400 timer årligt a kr. 200 (= 80.000 kr.).

b) muligheden for at sige nej til arbejdstilbud - dog højst 40% af Ars Novas arbejdstimer det pågældende år. Herved havde medlemmerne (både dirigent og sangere) den fordel at kunne melde fra til produktioner uden at skulle forhøres 'om det nu var vigtigere end Ars Nova'.

Dette var selvfølgelig et kompromis. Dels for de faste sangere at sluge den kamel, at de trods al omtale i medierne som 'top-professionelle', 'musik-ambassadører' osv. skulle acceptere lønnedgang, og arbejde til en timeløn 15-20% under fx Radiokorets. Dels for administrator og kasserer, hvor det betød et langt større arbejde med sanger-booking, timetælling osv.

Men det viste sig at være et godt kompromis. Der kom en produktions-gejst tilbage hos sangerne, som ikke var der i samme grad i månedsløns-perioden. Det var nu så let at forstå, at 'fremmøde var ensbetydende med løn'. Og det er glædeligt at kunne konstatere, at ingen sanger nogensinde har benyttet sig af sin ret til at sige fra til 40% af timerne på et år. Pudsigt nok er det eneste medlem af Ars Nova, der har benyttet sig af denne 40%-mulighed, dirigenten/den kunstneriske leder.

Vigtigt i dette spørgsmål om timer og regler er, at der pr. 1992 efterhånden var dannet et så strålende korps af (Ars Nova-træ-nede) assistenter, at vi i praksis kunne/kan holde kvalitets-niveauet i ensemblet - også med fx fire assi-stenter ud af 12 sangere. Det er min opfattelse, at vi (med timeordningen) løste problemerne på den - efter de økonomiske omstændigheder - bedst mulige måde, for alle.

Slingrekurs-problemerne i triumviratet, nævnt ovenfor, var det virkelige problem. Jeg valgte, i dirigent/kunstnerisk leders mange og lange fravær, alene at tage en række store, kunstneriske højprofil-beslutninger (fx Nørgård-cd, Mik-kelborg-samarbejder, video/tv-pro-duktioner, Klokkeren med Dørge/Langdal, Egberto Gismonti-samarbejde m.m.).

Samtidig annoncerede jeg min snarlige afgang som adm., i et problemkatalog-brev til Holten august 92 - grundet arbejdspresset og den dårlige stemning. Ingen svar på brevet. Jo - svaret var et (vedtægts-stridigt) fyringsbrev i marts 93. Hvilken skuffelse! Atter et brev. Atter intet svar. Jeg trak mig tilbage til position 'menig sanger' i Ars Nova - og brugte energien andre steder.

Kasserer Claus K. Hansen kan berette en lignende historie - halvandet år senere. Fra at have støttet Holten i 1993 mod den spenderlystne og selv-bestemmende administrator - skete et lignende radikalt brud mellem kasserer og kunstnerisk leder i slutningen af 1994. Livsvigtige og store ansøgninger til fx Kulturministeriet og Kulturby 96 blev pludselig kassererens opgave, da ny administrator Palle Jensen & den kunstneriske leder/dirigent ignorerede disse opgaver. I december 1994 trådte kassereren frustreret ud af det planlæggende bestyrelses-arbejde, i erkendelse af at kunstnerisk leder/dirigent & ny administrator mere var interesseret i at bekrige hinanden end fx at definere arbejdsområder (ingen arbejdskontrakter udformedes!) og engagere sig i det konflikt-stof, som kassereren kunne fremlægge.

Mens dirigent/kunstnerisk leder siden marts 93 - for første gang i Ars Novas historie - havde været enerådende mht. repertoire, programprofil, projekter etc., blev 'bestyrelsesarbejdet' fra januar 1995 varetaget af en duo, hvis slogan syntes at være: 'det er ikke mit bord!'.

Dette rejste oprøret, fra sangernes 'Gruppe 9', i forsommeren 1995 - med krav om nye vedtægter, klar kunstnerisk profil, begrænsning af Holtens selvpromovering i Ars Nova som komponist/arrangør/dirigent, samt krav om afholdelse af generalforsamlinger etc. Resten ('forening contra ejendom') er kendt stof - som ikke behøver at gentages her.

Epilog

»Og hvad kan vi så lære af dette?« - som salig Gotha Andersen sagde. Ja. kort fortalt kan vi - alle - vel lære, at man i et ensemble skal holde alle de jævnlige (undertiden tilsyneladene unødvendige) møder, for at sikre et godt informations-flow, god planlægning, almindelige 'ups & downs'-drøftelser (kritik og selv-kritik, som vi sagde engang...). Samt at man skal behandle kolleger og medarbejdere hensynsfuldt og ordentligt, når man samarbejder i en gruppe (som solist kan man te sig så tosset, man vil - men i en gruppe er det anderledes).

Man kan lære at indflydelse og ansvar i en forening er forbundne i forholdet 1:1. Endelig skal man sørge for, hurtigere end man tror, at have klare kontrakter og vedtægter (udfra devisen: 'værst tænkelige situation') - hverken for stive eller for slappe, men lige netop passende til formålet.

Vokalgruppen Ars Nova nu, og i nærmeste fremtid: Ovenpå al denne kiggen tilbage vil jeg benytte afslut-ningen til at kigge fremad. Disse måneder præges af stor aktivitet i Ars Nova mht. nye vedtægter og konstituering af Bestyrelse, Kunstnerisk Udvalg og Administration - som er den nye struktur i ledelsen af Ars Nova. Herefter skal der arbejdes på en meningsfuld planlægning af - i første omgang - 1996-kalenderen, som er sørgelig hvid og tom, sådan som den er overleveret af tidligere kunstneriske leder/tidligere administrator.

Det vender Ars Nova tilbage med senere - men kan her meddele, at et af de første projekter efter sommeren bliver en kontakt til den unge generation af danske komponister, med henblik på nye korværker i samarbejde med Ars Nova. Kompositionerne kan skabes på grundlag af samtaler med og prøve-besøg hos Ars Nova, og ideen er at indstudere værkerne på Workshops i efteråret, afsluttende med uropførelser på efterfølgende koncerter.

Mere om det i en kommende DMT-annonce.

Årgang 70/1995-1996, nr. 05