Ars Novas nedgang og fald. Historien om hvordan man ødelægger en kunstnerisk velfungerende gruppe

Vokalgruppen Ars Novas problemer gennem de seneste år er ikke længere et internt anliggende. Musiklivet kender nu til problemerne og udfordringerne i gruppen. Desværre mestendels gennem pressemeddelelser og kortere notitser. Hvad kan vi lære af historien om Ars Nova og gruppens sangere, der udviklede sig fra glade amatører til sure professionelle?

I denne artikel redegør dirigenten Bo Holten for sit syn på udviklingen i vokalgruppen og argumenterer for, hvordan katastrofen kunne have været undgået.

Hvordan skal man løse en konflikt?

Ars Novas sangere indkaldte ikke til møder for at klage over repertoire, kræve indflydelse eller for at diskutere. De skrev ingen breve, og deres fagforening, bestående af alle Ars Nova-medlemmer minus mig, tog ingen initiativer (bortset fra sager om penge og rettigheder). Måske ventede de, at jeg skulle tage initiativet også når det gjaldt administration eller deres egen medindflydelse.

Ars Novas sangere valgte istedet at lave et kup for, uden mellemspil, at give al magt til sig selv. Alle medlemmerne minus mig udarbejdede i hemmelighed et komplet sæt nye vedtægter, færdigt med udarbejdede kontrakter, og personer (sangere) opstillede til den nyindrettede bestyrelse. Dette modtog jeg 17. juni, og det var sat til afstemning på den allerede indkaldte ekstraordinære generalforsamling 28. juni.

Det var et kup, et fait accompli. I deres pressemeddelelse skriver sangerne, at de »beklager, at det ikke har vist sig muligt at inddrage Bo Holten i udarbejdelsen af den demokratiske samarbejdsreform«. Som det fremgår af det ovenstående udarbejdedes vedtægterne bag min ryg - de skulle bare trumfes igennem. Planen var helt enkelt den, at jeg ikke skulle inddrages. Vedtægtsforslaget indebar, at jeg skulle fratages alle mine kunstneriske beføjelser og forvandles til en ansat på etårs-kontrakt, og altså i praksis heller ikke længere være medlem af gruppen. Jeg kunne ikke bestemme repertoire, sangerbesætning, koncertarrangementer etc. Jeg var blevet forvandlet til en marionet, som skulle dirigere, hvad nu end sangerne kunne finde på.

Hvad angår indholdet i Ars Novas virksomhed præciseredes udtrykket »ny vokalmusik« til »primært nykomponerede værker for vokalensemble af experimenterende og nysøgende art fra perioden efter ca. 1945.« En voldsom, og med tanke på hvordan musiklivet ser ud i dag, idiotisk indskrænkning. En af bestyrelsens opgaver skulle desuden være at kontrollere, at en altovervejende del af virksomheden virkelig holdt sig inden for disse strikse rammer. (Repertoire-paragraffen findes med i det forslag som sangerne nu har stemt igennem.)

Forslaget var desuden, rent organisatorisk, dybt amatør-agtigt - med en professionel administrators ord: »en struktur som garanterer, at ingen beslutninger kan træffes.«

Udfra det synspunkt var også administratoren Palle Jensen hoppet af i sidste øjeblik. De tilbageværende 9 sangere organiserede sig som »gruppe 9«. Det bør nævnes, at jeg til generalforsamlingen selv indsendte et diskussions-oplæg. Det blev aldrig diskuteret - men det har sikkert provokeret.

Konfliktens start er altså, at jeg i realiteten fyres. Uden nogen som helst kunstneriske begrundelser, og i en periode hvor Ars Nova kunstnerisk går strålende, afskediges jeg fra den post som kunstnerisk leder, jeg har haft i 17 år. Og det sker ikke gennem en ærlig strid om kunstnerisk kompetence med eventuelle andre kandidater. Det sker i smug og under dække af at det bare er, som det står i følgebrevet til de nye vedtægter, »nogle arbejdsmæssige fordelinger, der trænger til at blive skrevet ned på papir, således at administrationen og generelle beslutninger i højere grad bliver skilt ad«. Det må siges at være et understatement, der kan noget. Men demokrati er ikke bare majoritetens ret til at gennemdrive sin vilje, det er også minoritetens ret til at blive respekteret og ret til at fremføre sine synspunkter. I dette tilfælde fratager majoriteten minoriteten hans beføjelser og giver dem til sig selv. Er det indlysende retfærdigt?

Mit svar til sangerne blev skarpt. Det overraskede dem åbenbart, de kunne ikke genkende sig selv i min beskrivelse, og ved en senere lej-lighed skriver de, at »reaktionerne fra Bo Holten var unægtelig voldsommere, end vi havde forudset.« De skrev tilmed, at »det end ikke har været diskuteret, at det ikke også i fremtiden skal være dig som tegner gruppen...« (19.6.). Måske skal man være kunstnerisk leder eller noget tilsvarende for at indse de langsigtede konsekvenser af en sådan struktur. Men det må være et menneskes pligt at indse sine egne begrænsninger. Når jeg reage-rede så skarpt, og desuden havde medbragt en professionel administrator, som påviste, at organisationen i de nye vedtægter var helt ubrugelig, så burde den enkelte sanger have begyndt at tænke sig om.

Dette kupforsøg, denne ufattelige mangel på dømmekraft i star-ten af det, som burde have været problemløsning, ledte naturligvis til umiddelbar fastlåsning. Og man spørger sig selv: Bundede nu denne fremgangsmåde i naivitet, tankeløshed, eller var det en nøje planlagt taktik? Eller måske alle tre muligheder fordelt på de ni sangere?

Tid blev vundet ved, at generalforsamlingen ikke var indkaldt formelt rigtigt. Vi enedes om at sende sagen til et uvildigt panel, som i september kom med et oplæg. De foreslog en ekstern bestyrelse, og at parterne skulle forhandle gennem advokater/rådgivere. De gjorde det også klart, at foreningens juridiske grundlag var yderst skrøbeligt og mangelfuldt med modstridende regler (alle kan fx fyre alle), og at det derfor var utrolig vigtigt at forhandle sig frem til en løsning, eftersom Ars Nova ellers helt sikkert ville gå et opslidende sammenbrud i møde.

Hvad gør så Ars Novas sangere? AFBRYDER FORHANDLINGERNE! Den 16. december sender de, uden om deres egen forhandler Eyvind Callesen, et brev til min advokat Hans Christoffersen, hvor de afbryder forhandlingerne, desuden afslår de et forslag om et mæglingsmøde med alle nærværende som »ikke meningsfuldt«. Min advokat sender sangernes brev til deres forhandler og kommenterer: »Det var ikke mit indtryk, at alle forligsmuligheder var udtømt, men jeg må forstå »gruppe 9s« holdning således, at man ønsker at gennemtvinge sine synspunkter via afholdelse af generalforsamlinger og ikke søge frem til den kompromis-løsning som Anders Laursen og Niels Kjærgaard (de uvildige mæg-lere, red.) lagde op til. Hvis forligsforhandlingerne bryder definitivt sammen, må det realistisk set betragtes som værende et første skridt imod Ars Novas endelige undergang.«

Det må kraftigt understreges, at denne for sagen helt centrale korrespondance ikke er medtaget i det udvalg af skriftlige dokumenter som sangerne har distribueret til offentligheden, og at det heller ikke på anden måde er kommet frem (før nu), at det var dem, som afbrød forhandlingerne.

Efter at en række uhørt kompetente personer har arbejdet i et halvt år, flere af dem gratis, for at sørge for, at Ars Nova skulle få en organisation og nogle vedtægter som passede til rollen som arbejdsgiver og til det kunstneriske niveau gruppen befinder sig på, kaster sangerne vrag på dem alle gennem først at ignorere deres advarsler og råd ved at afbryde forhandlingerne, og siden ved igen at sammenstrikke egne vedtægter som på de centrale punkter, magt og ansvarsforhold, er lige så amatørmæssige som dem, de skrev i juni! Og på trods af at de professionelle forhandlere hele tiden har foreslået, at Ars Nova skulle blive en selvejende institution - med den begrundelse at gruppen efterhånden er blevet af væsentlig betydning for de enkelte medlemmers økonomi - fastholder sangerne foreningsstrukturen.

Den eksterne bestyrelse, som omtales i sangernes egne vedtægter, er en parodi på dette begreb, og mangler både uafhængighed og stabilitet/kontinuitet. I de professionelle forhandleres forslag indgik en person i bestyrelsen med »administrativ og ledelsesmæssig erfaring, evt. også juridisk uddannelse«. Den person er strøget fra sangernes 'bestyrelse', og det er ingen tilfældighed. Det er jo en stærk og kompetent person, og det vil man ikke have.

Statsensemble-ansøgningen

På dagsordenen til den ekstraordinære generalforsamling 20. december, indkaldt af »gruppe 9«, står vedtægtsændringerne, men ikke statsensemble-ansøgningen. Generalforsamlingen erklæres ugyldig på grund af, at gruppens vedtægtsoplæg var udsendt for sent, og mit forslag om at forandre den til et mæglingsmøde er allerede afslået af sangerne. Alligevel forsøger jeg mig med en mindre tale, hvor jeg opfordrer til en løsning; jeg påpeger, at de har afbrudt forhandlingerne og altså ikke som aftalt fulgt 'de uvildiges' oplæg, og jeg gennemgår mit syn på de kunstneriske og økonomiske konsekvenser af dette.

Det er altså mig, der bringer spørgsmålet om statsensemble-ansøgningen på bane. På min bevarede huskeseddel står der som femte og sidste punkt: »Statsensemble. Det forlyder at vi står i favoritposition til dette. Uden ro og enighed kan vi ikke søge.« I referatet, udarbejdet af sangernes advokat, formuleres det mere tåget: »Bo Holten henviste yderligere til, at en splittelse af foreningen også i økonomisk henseende ville være katastrofal for gruppen, idet denne og Bo Holten i forhold til offentlig støtte m.v. opfattes som en enhed. Bo Holten henviste til, at ansøgning til statsensembleplads skal ske nu... Bo Holten mente, at vokalgruppen Ars Nova indtog en favoritposition i den forbindelse.«

En uenig gruppe kan ikke søge - hvilket bekræftes af Lennart Ricards (formand for Statens Musikråd, red.) udtalelser til pressen. Det er også en selvfølgelighed for min advokat. I det ovennævnte brev, i forbindelse med at sangerne afbryder forhandlingerne, beder han Callesen formidle til »gruppe 9s« medlemmer: »Du har selv over for mig nævnt, at Ars Nova er favorit til at blive statsensemble i de næste tre år, og jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg finder det meget uheldigt, at forhandlingerne er brudt sammen umiddelbart forud for denne positive mulighed. Det er klart, at det ikke ville være forsvarligt at indsende og opretholde en ansøgning, hvis der ikke er enighed mellem Bo Holten og sangerne om det fremtidige samarbejde«. Callesen må have fået dette som fax 20.12., men da var han allerede desavoueret af »gruppe 9«. Og ifølge hvad jeg har fået oplyst, var han ikke engang inviteret med til generalforsamlingen, på trods af at han jo var »gruppe 9s« officielle talsmand.

I »gruppe 9s« pressemeddelelse (19.1.) står der: »For at bringe situationen ud af det dødvande der for alvor var ved at true Ars Novas eksistens besluttede en ekstraordinær generalforsamling før jul at indsende en fælles ansøgning til Musikrådet om at blive statsensemble. Bo Holten tiltrådte denne beslutning.« (min kursivering.) I referatet står der: »Parterne var iøvrigt enige om med omgående virkning at nedsætte et udvalg bestående af sangerne Claus Han-sen, Kirsten Grove og Bo Holten med henblik på udfærdigelse af en ansøgning til statsensembleplads« (min kursivering). Altså: Jeg har ikke lovet noget som helst. Jeg plæderer for forhandling, hvor jeg bl.a. fastholder, at vi må være enige for at søge. Efter at »gruppe 9« atter engang har diskuteret i enrum, meddeles at min plædering afslås, og at »gruppe 9« fastholder, at de agter at stemme deres vedtægter igennem ved at indkalde til en ny generalforsamling i januar. Men der kan aflæses en vis opblødning, og derfor vil jeg være så imødekommende som muligt, og har derfor ingen grund til at sige nej til et udvalg.

På vej ud fra mødet drøfter jeg med Claus hvordan en ansøgning rent teknisk/praktisk skulle kunne ordnes. (Udfra formuleringer i en note fra Claus 21.12. slutter jeg mig til, at det er her, misforståelsen er opstået.) Næste dag taler jeg med min advokat om, hvorledes man i dette vacuum - julen - skal kunne opnå denne moralsk forsvarlige enighed, som alle, med undtagelse af »gruppe 9«, anser for at være en selvfølgelig forudsætning for at søge.

Vi sendte altså til hver enkelt sanger det vedtægtsoplæg, som var det sidste, min forhandler var kommet frem til i sin søgen mod et fælles mål sammen med Callesen.

Dertil føjede jeg så yderligere nogle indrømmelser; det kan altså siges at være et nyt forslag, og på ingen måde »mit eget« som »gruppe 9« påstår i sin pressemeddelelse. Desuden vedføjede Hans Christoffersen (advokat for Bo Holten, red.) en redegørelse for forhandlingsforløbet for at give en forståelsesramme for dette nye forslag. På denne måde sikrede vi, at alle gruppens medlemmer fik mulighed for personligt at sætte sig ind i forhandlinger og forslag - vi havde grund til at tro, at der fandtes visse åbninger. Desuden ville jeg, da alle beslutninger i »gruppe 9« træffes »i enighed«, give dissidenter en mulighed for at hoppe af. Ganske vist var det et ultimatum, men det har jeg ret til at stille som kunstnerisk leder. Ikke alene er jeg ansvarlig over for sangerne, men også over for Musikrådet. Med mit navn at garantere kvaliteten i et Ars Nova, hvor »gruppe 9« allerede havde sat datoen for en for den kunstneriske kvalitet ødelæggende revolution, ville være uforsvarligt.

Mit syn på sangernes situation

Der er ingen tvivl om, at for den enkelte sanger i »gruppe 9« har disciplineringen været hård og gruppetrykket enormt. På de (meget få) møder med »gruppe 9« er det gået sådan for sig, at hver gang noget skulle diskuteres eller besluttes, blev alle der ikke tilhørte »gruppe 9« sendt ud af rummet. Det kunne fx være spørgsmålet om, at min advokat skulle have lov til at tale til generalforsamlingen i 5-10 min. Siden kaldes vi så ind til en altid helt enig gruppe. Dette princip udelukker enhver form for levende diskussion mellem parterne. Men først og fremmest: Er dette en måde at grundlægge et fremtidigt demokratisk samarbejde - det var jo det, det skulle handle om?

Det tillades mig altså ikke en-gang at høre, hvad vokalgruppen Ars Novas enkelte medlemmer har af synspunkter, jeg har ikke mulighed for at blande mig i debatten og forsøge at påvirke. »Gruppe 9« beklager sig i pressen over, »at det ikke har vist sig muligt at inddrage Bo Holten i udarbejdelsen af den demokratiske samarbejdsreform«. Reformen blev udarbejdet bag om ryggen på et medlem, mig - er det demokrati? I resten af forløbet bliver to medlemmer, Palle og jeg, som har været smagløse nok til at have en afvigende mening, bogstavelig talt smidt ud, hver gang majoriteten skal diskutere gruppens fremtid - er dette det nye demokratiske Ars Nova? I timevis har vi siddet uden for lukkede døre. Indimellem har jeg dog talt direkte med nogle af de menige soldater, og netop her ved juletid mødte jeg nogle af dem dagligt. Da blev det klart for mig, at der fandtes 'dissidenter', og jeg blev også klar over på hvilket lumpent niveau, bagtalelserne mod mig havde foregået. Naturligvis kan man kalde mit brev til sangerne et uacceptabelt ultimatum, men man skulle også kunne kalde det et tilbud.

Statsensembletanken er jo central for sangerne, især fordi de er interesseret i en tryg finansiering. Jeg mener også, at nogen har foregøglet andre, at de, ved at tage magten, skulle kunne sikre sig et mere stabilt og kontinuerligt arbejde, og det har lokket en del sangere med sig i magtovertagelsen. Mine øvrige engagementer, og mine ideer om projektarbejde og skiftende gruppestørrelser har været udmalet som trusler. At min kompetence og mit kontaktnet giver mange af jobbene, mener jeg helt ærligt er et faktum - her giver jeg sangerne chancen, i deres egen interesse, og med ansøgningen for øjnene, til endnu en gang at tænke sig om. Dette var det næstsidste »forhandlingsforsøg« fra min side, rettet mod det enkelte medlem.

Sidste fase i historien om Ars Novas nedgang og fald

Da sangerne har bestemt sig til at gennemtvinge deres egne ideer, men igen forsinkes af formaliafejl ved generalforsamlingsindkaldelsen, rammes de igen af deres tilbagevendende mangel på dømmekraft. De anser det ikke for nødvendigt at vente på, at de får magtbeføjelserne; de går igang med at skalte og valte, kræve og befale. De indsender på egen hånd en ansøgning om statsensemblepladsen, uden om bestyrelsen, og i strid med den kunstneriske leders udtrykkelige vilje. Det er et klart brud mod deres egen overenskomst. Men først og fremmest har sangernes mangel på dømmekraft torpederet drømmen om at blive statsensemble. De har selv startet konflikten, og de afbrød selv forhandlingerne 2 uger før ansøgningsfristen, og burde i det mindste have haft format til at tage konsekvenserne af deres handlinger, istedet for at begynde på ureglementerede numre.

I en forhandlingssituation havde en fælles men foreløbig ansøgning været en selvfølgelighed, det var også noget administrator Palle Jensen og jeg havde planlagt. Ved helt unødvendigt igen at overtræde loyalitetsparagraffen i deres egen overenskomst, og dermed skabe en juridisk glasklar grund til fyring bare nogle uger inden de havde tænkt sig helt at tage magten, begår sangerne en dumhed, som må siges at overstige de fleste af de dumheder, de har begået i denne konflikt. (På den måde har »gruppe 9« nemlig foræret mig muligheden for juridisk at gøre krav på navnet Ars Nova.) Og fyringen var velbegrundet på baggrund af det kaos som opstod, da sangerne i huj og hast skulle genarrangere turné trods min aflysning af en række koncerter, det ville have været kunstnerisk selvmord at gennemføre. Forvirrede arrangører og undrende dirigenter ringede tilbage; i et tilfælde opstod uenighed på koncertstedet om, hvem man skulle lytte til.

I denne fase overleveredes også det skamløse brev til Palle Jensen, hvor diverse papirer, kontormaskiner og Ars Novas arkivalier (sic.) krævedes udleveret til en sanger uden for »gruppe 9« inden for et vist antal timer. Palles advokat forsøgte her via Eyvind Callesen at opnå et forlig med sangerne: Alt relevant materiale om turnéen kunne udleveres, hvis sangerne ikke turnerede under Ars Novas navn. Sangerne sagde nej, og overtrådte nu endnu mere graverende deres egen loyalitetsparagraf. Denne måde at optræde på hører ingen steder hjemme. Især i en konfliktsituation må respekten for elementære formaliteter og elementær anstændighed opretholdes. »Sangerne så derfor ingen anden mulighed end...« skriver »gruppe 9« i sin pressemeddelelse hvad vedrører det ovenstående. Det står som et argu-ment men er totalt uden indhold. Der fandtes naturligvis masser af andre muligheder, hvoraf nogle er nævnt her.

Og denne wild west-taktik er ingen tilfældighed. Den indgår i et mønster af manglende dømmekraft og selvrådighed, som fra starten har kendetegnet gruppens aktiviteter. En bortvisning i denne situation var selvindlysende - ingen organisation kan acceptere anarki. At bortvisningen ikke ville blive accepteret, var jo heller ikke uventet - som de uvildige påpegede er gruppens juridiske grundlag fuld af modsigelser.

Det præcise hændelsesforløb den sidste måned er egentlig uinteressant. Alle advarede: Finder I ikke en forhandlingsløsning, bliver det gruppens undergang. Sangerne afbrød forhandlingerne, og det, vi har set den sidste måned, er helt enkelt bare begyndelsen på den opløsning, alle kloge mænd forudsagde.

Mit sidste forhandlingsforsøg blev gjort på generalforsamlingen 24. januar l996 hvor jeg, ifølge sangernes generalforsamling, blev afsat. Fra referatet: »Advokat Christoffersen mente, at forhandlingerne var blevet afbrudt for tidligt, og tilkendegav, at Bo Holten var indstillet på, af hensyn til foreningens overlevelse, at deltage i en sidste forhandling »uden prækonditioner«. Advokat Christoffersen mente, at foreningen udadtil tegnes af Bo Holten, og at en splittelse af foreningen ville blive dens endeligt. (...) De 9 indkaldende medlemmer tilkendegav efter at have drøftet advokat Christoffersens oplæg i enrum, at de ikke fandt, at der var grundlag for yderligere drøftelser og forhandlinger.«

Hvorfor blev der intet kompromis?

Jeg mener at kunne påvise, at en virkelig diskussions- eller forhandlingsvilje aldrig har været til stede hos »gruppe 9«. De er stålsatte på at gennemføre deres revolution, og alle disse forhandlingsforsøg bliver snarere opfattet som irriterende forhindringer på vejen. Først kom kup-forsøget - der var der jo aldrig tale om blot at informere, endnu mindre at diskutere. I følgebrevet står der sort på hvidt: »Hermed en kommentar til det forslag til nye vedtægter der vil blive stemt om ved generalforsamlingen 28.6.« (min kursivering).

Da det var muligt at afværge dette kupforsøg og »de uvildige opmænd« kom ind i billedet underskrev vi en fredsaftale: Ingen fyringer og ingen generalforsamlinger førend de uvildige havde afgivet svar. Nu var det sommer, og det var nogle højt kvalificerede og travle personer, vi havde valgt, så det skulle komme til at tage sin tid. Sangerne stod hele tiden parate med generalforsamlinger for at trumfe deres eget forslag igennem (14.8. og 14.9.), men bundne af fredsaftalen og uden svar fra opmændene måtte de aflyse. Dette irriterede dem i så høj grad, at de skrev en fire sider lang klagesang direkte til de uvildige opmænd - som vi højtideligt havde lovet ikke at kontakte.

Brevet sluttede med: »Selvom vi med åbne øjne har været med til at bede om en uvildig vurdering, og selv om vi er spændte på at høre, hvordan vores konflikt ser ud fra sidelinien, og om I kan tilføje perspektiver, som vi har overset - alt andet lige betragter vi os selv som de egentlige »experter« i denne sag. Derfor må denne seneste aflysning (af generalfors. min anm.) være den sidste, og tingen må efter på fredag med eller uden jeres medvirken gå sin gang, så vi igen får overskud til at beskæftige os med det vi egentlig er samlet om i Ars Nova.«

Kort sagt: »Gruppe 9« venter utålmodigt på, at de uvildige skal komme med et svar, så at fredsaftalen ophører, og de kan stemme deres forslag igennem. Indholdet i oplægget interesserer dem tydeligvis ikke så meget, de ved jo bedst selv. Generalforsamlingen indkaldes altså samtidig: »Da en revision af vedtægterne uanset udfaldet af de kommende drøftelser er stærkt tiltrængt, indkalder vi i dag til endnu en generalforsamling, som vi ikke er indstillet på at aflyse.«

Argumentationen er tåget: Ingen har jo sat spørgsmålstegn ved behovet for en vedtægtsrevision som sådan! At bruge det argument for at retfærdiggøre en gennemtrumfning af sine egne synspunkter - når konfliktens kerne nu netop er uenighed om, hvordan den vedtægtsrevision skal se ud, er dybt ulogisk. Omtalte generalforsamling afholdtes 16.10., men faktisk udsattes dette med vedtægterne, fordi en skriftlig redegørelse fra mødet med opmændene fra 22.9. endnu ikke var fremkommet. »Gruppe 9« har med sædvanlig selvfølelse allerede nået at uddele karakterer til bl.a. Dansk Musikerforbunds formand: »...vi var enige om, at Kjærgård og Laursen, under de givne omstændigheder og med de begrænsninger de havde pålagt sig selv, havde løst deres opgave udmærket. »Gruppe 9« accepterer altså, på en kringlet måde, at gå ind i forhandlinger. Det var heller ikke til at komme uden om, fordi oplægget selvfølgelig var glimrende (hvilket også har vist sig klart siden under hele sagens forløb). Opmændene fortæller os altså, hvordan vi skal gå videre, men som sædvanlig formulerer »gruppe 9« sig som den styrende part, og som om det er dem, der stiller dagsordenen. 26.10.: »...vi har bedt ham (Eyvind Callesen) om - i samarbejde med din talsmand - at udarbejde et forslag til nye vedtægter, som skal være klar til behandling på den kommende generalforsamling.« (20.12., min anm.) Allerede her, 20. oktober, inden forhandlingerne endnu er påbegyndt, har sangerne sat deres deadline. Og ganske rigtigt! Forhandlingerne afbrydes tilpas til netop denne generalforsamling.

Forhandlingerne mellem vore talsmænd begyndte 16.11., med oplæg 22.11. (Christoffersen), 1.12. (Callesen) og 8.12. (Christoffersen). Sangernes tålmodighed rakte ikke engang en måned. Og da forhandlingerne standses (16.12.) er »gruppe 9« allerede klar med sit eget hjemmestrikkede vedtægtsforslag (14.12.), som gruppen åbenbart har skruet sammen parallelt med, at den officielle forhandling foregik. Indholdet i sangernes vedtægtsforslag afslører med al ønskelig tydelighed, at Korforbundets formand, Eyvind Callesen, næppe kan have været indblandet.

Samtidig afslår »gruppe 9« mit forslag om mæglingsmøde den 20.12.; senere skulle de også komme til at afslå plæderingen på samme møde, afslå mit statsensemble-tilbud, og sluttelig afslå mit sidste forsøg på at gøre rent bord og forsøge at forhandle igen (24.1.). Ovenstående viser, mener jeg, at der aldrig har været en egentlig forhandlingsvilje hos »gruppe 9«. Hvad tidsaspektet gælder, er det jo åbenbart, at forsøgene på at finde løsninger i en konflikt som denne må tage den tid, det tager. Her har det istedet handlet om »at få det hele ordnet«, med uvildige opmænd og forhandlinger som pynt der for skams skyld skal afvikles.

»Gruppe 9« skriver til pressen om »et helt års diskussioner«, og at »alle vores initiativer er blevet mødt med afvisning og arrogance«. Og slutteligt: »Når Bo Holten i dagens avis udtaler, at han vil 'kæmpe til sidste blodsdråbe', så kunne vi godt have ønsket os at mærke en sådan positiv og konstruktiv kampvilje i løbet af forhandlingerne.«

Dette altså udtalt af en gruppe personer, som bl.a. har afbrudt forhandlingerne efter mindre end en måned, udelukket alle anderledes tænkende fra alle diskussioner, og afvist en lang række forhandlingsinvitationer.

De personer, som foreslog forhandling, så os som to parter som behøvede hinanden. Det er jo selve forudsætningen for et kompromis. Men sangerne synes ikke de behøver mig. De kan selv.

Jeg har været urokkelig på et punkt: Repertoirerådet skal være rådgivende, dvs. at den kunstneriske leder skal have det sidste ord i kunstneriske spørgsmål. Lige præ-cis så meget koster det at få en kunstnerisk leder, som har noget at komme med - det være sig mig eller en anden. Den pris vil sangerne i Ars Nova ikke betale, og derfor afskaffes posten som kunstnerisk leder.

Hvad skal den kunstneriske magt bruges til?

I sangernes pressemeddelelse tales der om ønske om »indflydelse på den kunstneriske linie«. Det er naturligvis billig demagogi. Det er magt over den kunstneriske linie med alt hvad dertil hører - fra sangervalg til stemmefordeling - det handler om. Men der findes også en dokumentation for, at det måske slet ikke er nogen interesse for kunst, som står bag »gruppe 9s« beslutsomhed om at tilrane sig magten i alle kunstneriske spørgsmål. Og nu nærmer vi os langt om længe sagens kerne: »gruppe 9« ønsker at andre hensyn end de kunstneriske i højere grad skal styre de kunstneriske beslutninger.

»Gruppe 9« skriver i sit uddybnings-indlæg til det uvildige panel (30.6.): »Her er 'kunstnerisk leder' blot en eufemisme for 'arbejdsgiver', da det jo er den kunstneriske leder, der fastlægger projekterne og vælger besætninger til de enkelte værker, hvorved han også er den, der giver og fratager arbejde.« Og fra brevets afslutning: »For os er konklusionen klar: Bo Holten vil ikke være arbejdsgiver - han vil bare enevældigt have lov at bestemme, hvem der skal have arbejde.« (min kursivering) Det er altså den slags enevælde, jeg beskyldes for, og altså det sagen drejer sig om.

Det forklarer også, hvorfor sangerne ikke har gjort noget som helst for at skabe et repertoire-råd - derimod stemmer det som hånd i handske med, at det, sangerne de facto har interesseret sig for, er at sikre overenskomster, forbyde projekter med færre end tolv sangere, og indføre den såkaldte 40%-regel (som giver sangerne mulighed for at sige nej til 40% af de jobtilbud, de får). Dette medfører, at ikke-kunstneriske hensyn allerede i høj grad påvirker de kunstneriske beslutninger. Og selvfølgelig skal det accepteres til et vist punkt - selvfølgelig skal der findes en eller anden form for overenskomst, naturligvis begrænser økonomi og tusind andre ting friheden i den kunstneriske beslutningsproces. Men der skal være en balance.

Når nu sangerne, udfra deres egne interesser, vil have al magt over de kunstneriske beslutninger, leder det naturligvis til en total konfrontation med mig. Jeg mener at »gruppe 9s« holdning udviser en totalt manglende realitetssans, hvad angår selve grunden til, at Ars Nova overhovedet eksisterer. Konflikten handler altså bl.a. om, om kunsten skal styres, eller om kunsten får lov til at styre. Det bekræftes af en udtalelse på generalforsamlingen 20.12.: »Thomas Kiørbye oplyste videre, at det centrale for sangerne var, at planlægning og administration blev afgrænset over for den kunstneriske ledelse. Dette præciseres til, at den kunstneriske planlægning bl.a. skal tage hensyn til en grundlæggende kalendermæssig planlægning.« Til det svarer jeg, ifølge referatet: »...at de kunstneriske beslutninger nødvendigvis vil have administrative og planlægningsmæssige konsekvenser...«. Kort sagt: Ars Nova er ikke Radiokoret. Den planmæssighed og tryghed, sangerne drømmer om, lader sig ikke så let realisere i den frigruppe-virkelighed de i stedet skulle sammenligne sig med. (»gruppe 9s« tilsvarende påstand om at jeg dyrker private interesser, er forøvrigt tynd - den hentyder til rent tilfældige sammentræf af to cd-indspilninger, begge delvis initierede udefra i forbindelse med andre projekter og uden at belaste Ars Nova økonomisk.)

»Vi er selv bedst til det hele«

År efter år har sangerne vænnet sig til succes - åbenbart i en sådan grad at de tror, det er en selvfølge. Set udefra er de ramt af en eller anden form for kollektivt hybris: De kan det hele selv! I det tidligere citerede brev til de uvildige, nogle ualmindelig kompetente personer, som gratis gør et kæmpejob for at hjælpe os, skriver »gruppe 9«, at de anser sig selv for at være eksperterne, og at de egentlig ikke interesserer sig for, hvad opmændene har at komme med. Denne forulempelse foranledigede panelet til at udsende en iskold, formel skrivelse (20.9.) til alle involverede parter »angående præmisserne for det uvildige panels virke.« Jeg blev selv iskold, da jeg intetanende modtog denne fax. Jeg anser sangernes brev for dybt forulempende, og et pragteksempel på selvovervurdering og manglende dømmekraft.

I sin pirat-ansøgning om at blive statsensemble skriver »gruppe 9«: »Skulle Bo Holten ikke ønske at fortsætte i Ars Nova under disse vedtægter, er det vores overbevisning, at Vokalgruppen Ars Nova kan fortsætte sit virke - jvf. gruppens samarbejde med en række gæstedirigenter i 1990'erne - på samme kunstneriske niveau som nu.« Også på det kunstneriske område klarer sangerne sig altså udmærket selv - tror de i alt fald.

Jeg mener, at magt, ansvar og kompetence må hænge sammen. Når man kommer op på det plan, hvor Ars Nova befinder sig nu, må tingene passes professionelt på alle leder. Det gælder også den kunstneriske ledelse, og ikke mindst administrationen. De virkelige problemer i Ars Nova har ikke været kunstneriske, men administrative - netop fordi vi ikke forstod, at man må have helprofessionelle folk på alle poster. En administrator i en kunstnerisk organisation må til og med have en ekstra professionel holdning - han/hun skal jo samarbejde tæt med en kunstnerisk leder, som i de fleste tilfælde ligner mig og er dybt uinteresseret i papir.

Man behøver altså ingen revolution for at løse de administrative problemer i Ars Nova. At sidde og diskutere klager og beskyldninger fra en kreds af administrative amatører fra fortiden, hvor de fleste problemer naturligvis bunder i, at alle netop er amatører, tjener intet formål, for den som ser fremad. (Men »gruppe 9« vælger naturligvis - på linie med dens devise »Vi er selv bedst til det hele«, igen en sanger til administratorposten.)

Hvis nogen ikke kan synge er det umiddelbart indlysende. Hvis administration og kunstnerisk ledelse ikke er i orden, mærkes det måske ikke lige med det samme - men det afslører sig alligevel ret hurtigt.

Ars Novas problemer og potentialer (set fra en kunstnerisk synsvinkel)

Jeg har begrænset mig til i princippet at følge hændelsesforløbet - mine synspunkter på gruppens drift, sangernes holdning og ikke mindst repertoire-politik kan naturligvis fylde endnu mange, mange sider. Problemerne har været organisatoriske, men handler også om sangernes holdning, som når det gælder krav er blevet mere og mere opskruede. Det kan eksemplificeres med krav om tabt arbejdsfortjeneste på ledige turné-dage, retten til at sige nej til 40% af jobtilbuddene, og nu en god timeløn for at sidde i repertoire-råd. Det er dårlig situationsbedømmelse, der i visse kredse har givet sangerne et dårligt rygte.

Ars Nova er en del af det frie kulturliv, hvis hele eksistens afhænger af de indblandede kunstneres engagement og ægte kærlighed til deres arbejde. Hvis projekter overhovedet skal kunne realiseres, må kravene være balancerede og fleksible - det er betingelsen. Jeg mener også, at fleksibilitet i gruppestørrelsen i denne situation er en forudsætning for at kunne komme videre repertoire-mæssigt, først og fremmest inden for den tidlige musik, men sandelig også i den nye. Vilkårene, hvad netop denne nye musik angår, er radikalt ændrede, siden vi blev helprofessionelle. Kvalitetskravet er også højere - det ligger i tiden. Hver Ars Nova-prøve koster i dag ca. 8000 kr. Ny vokalmusik kræver specielt mange prøver - ikke mindst i Ars Nova, hvor indlæringen ikke går provokerende hurtigt. Gruppen er som sådan ikke specielt velegnet til at opføre en stor mængde ekstremt svær ny vokalmusik - men kan på den anden side lyde bedre end næsten et hvilket som helst kor når indstuderingerne er færdiggjorte!

Tiden har for længe siden pas-seret den uropførelses-begejstring, som prægede os og mange andre i 80'erne. Nu handler det om kvalitet. Og det, som truer kvaliteten og muligheden for at opbygge et reper-toire, er simpelt hen den ovennævnte 40%-regel og det assistent-system, som deraf følger. Vi har en endog fremragende gruppe faste assistenter - de sidste 3-4 år har, inklusive faste medlemmer, ca. 50 personer sunget med i Ars Nova.

Når »gruppe 9« til Musikrådet påstår, at »Dette assistent-netværk, (ca. 10 sangere) eksisterer og fungerer fortræffeligt« stemmer det helt sikkert overens med disse sangeres helt private interesser; men det er i længden ødelæggende for gruppen som helhed. Gennem 40%-reglen har sangerne i realiteten undergravet deres egen position på det kunstneriske plan ved at gøre sig selv udbyttelige. Men dette eksploderende assistent-system truer kvaliteten og forhindrer udvikling - og til stadighed at være nødt til at indkøre nye sangere er dyrt, og simpelt hen kedeligt, både for mig og sangerne. På den anden side har jeg dog fået afprøvet min egen evne til at få dette til at fungere tilfredsstillende, og er desuden blevet klar over, at sangerpotentialet netop nu - kort sagt - giver et udmærket udgangspunkt for at starte et nyt ensemble.

Problematikken, hvad angår ny musik i Ars Nova, kan altså sammenfattes således: Det er nu ekstremt dyrt. Indstuderede værker kan trods dette ikke selvklart holdes i repertoiret pga. 40%-reglen. Kassererens politik har derfor også været restriktiv. Da vi for et par år siden lavede en hel cd med Per Nørgårds kormusik, kom den til at koste gruppen op mod 300.000 kr. - direkte fra Ars Novas egen kasse, da vi næsten ingen tilskud fik til denne produktion overhovedet. Disse begrænsninger fandtes ikke hos os i firserne.

I pressen får man indtrykket af en gruppe sangere, som har holdt sammen i 17 år. Blandt »gruppe 9s« medlemmer har kun tre været medlemmer i amatørperioden 79-89. Hele tre havde bare været med godt et år, da de tillod sig at kaste sig ud i dette betænkelige eventyr. Endelig vil jeg påstå, at jeg gennem årene i mit repertoirevalg på en god måde har varetaget det sangerpotentiale, som har været til rådighed - til glæde for sangerne selv.

Til slut

Atmosfæren de seneste uger har været tydelig: Ni personer kan ikke tage fejl! Her har jeg forsøgt at påvise, at det måske alligevel er sådan det forholder sig. Jeg mener, at det i alt fald ret objektivt kan fastslås, at de vedtægter, som sangerne nu stemmer igennem, trods alle indblandede specialister, er funktions-uduelige - der må altså være noget, der er helt galt.

Jeg vil hævde, at en af de bagvedliggende komponenter som kan forklare det ovenstående, og i det hele taget den irrationalitet der præger hele forløbet, er demagogi - på rent dansk, folkeforførelse. På denne lille skala, og på et ret uskyldigt niveau, findes faktisk samme element som kendetegner de storpolitiske demagogiske kunststykker: I et miljø med en vis type utilfredshed, skabes/opstår på den ene side bagtalelse og efterhånden aggressioner mod en/nogle personer. På den anden side findes en voksende selvtillid, selvhævdelse og selvgodhed. Så har vi komponenten »faktisk magtstyrke« - fornuftsargumenter bliver mere og mere uvæsentlige, »vi er jo de stærkeste«. Ud af dette vokser til sidst opfattelsen af en helt speciel moralsk ret til at overskride det, som betragtes som skik og brug og almindelig anstændighed. Jeg mener, at jeg i denne artikel har kunnet give en række eksempler på denne holdning.

Jeg vil tillade mig at sige, at »gruppe 9s« manglende evne til at overskue konsekvenserne af egne dispositioner og forslag desværre har haft en meget uheldig indflydelse på hele forløbet.

Naturligvis har jeg også fejl og mangler, men jeg besidder en kompetence som Ars Nova har brug for. Det er klart, at der findes faktiske interessemodsætninger mellem mig og sangerne, og det er tydeligt, at Ars Nova har haft en dårlig organisation. Men på det område jeg faktisk har haft ansvaret for, det kunstneriske, har vi i alle de 17 år haft en stadigt stigende kurve. Nu stod vi, efter en succesrig introduktion på Naxos, med frie hænder til at indspille, hvad vi ville. For vores Lassus-plade har vi netop fået den fornemme sorte stjerne i det tyske tidsskrift Fonoforum. Vi er lige blevet Grammy-nomineret. Og vi stod på tærsklen til det, vi har stræbt efter alle årene: Hel statsfinansiering. Det, der foregår nu, er vanvittigt; Ars Novas eneste virkeligt store problem er, at en konflikt er blevet fremprovokeret.

(Med hensyn til hvilke billeder som er publiceret i pressen, vil jeg til sidst påpege, at Pernille Bruun Jørgensen, Tine Grønbæk, Stefan Cushion, Mette Greiffenberg og Villy Rosengren Nielsen ikke længere er medlemmer af gruppen. Palle Jensen har, i sin egenskab af administrator, forholdt sig som tredje part).

København 1. februar 1996, Bo Holten (med kraftig assistance fra Eva Sommestad (forfatterens hustru, red.))