Hvad kunne der dog ikke være sket - hvis?. Nogle overvejelser vedrørende tradition og fornyelse

Af
| DMT Årgang 70 (1995-1996) nr. 05 - side 167-171

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Når man læser en artikel af en komponist, kan man ofte se måden at komponere på udfoldet i artiklens opbygning og form. Kunstnerens kreative impuls over-føres til det andet medium. Niels Viggo Bentzon er ingen undtagelse. Komponistens tekster er som hans musik: Spring i tid og rum, digressioner, ind- og udfald, biveje, omveje. Blindgyder, Spike Jones, Freud, Wittgenstein, vittigheder, vaudeviller, Cage, Beuys, Duchamp...

Hvad er centralt i Niels Viggo Bentzons tænkning i 1996? Svaret er gengivet i artiklen på disse sider. Et slag i hovedet på redaktørens ønske om stringens og forståelighed. Artiklen er anti-intellektuel, den blæ-ser på normal udvikling og tagen-læseren-ved-hånden-attitude. Den handler om 'tradition' og 'fornyelse' - og om Niels Viggo himself.

Gyldendals 'lille blå' står opmagasineret på rad og række henne på hylden i en af vore bogreoler. Når jeg vågner om morgenen, lettere sløret, og vil hen at hale et bestemt bind fra rækkens kronologiske orden, kan det godt være, at man måske kan begynde at tale om pseudo-orden mht. leksikonrækkens ellers meget imødekommende eksistens. Hvis jeg en sådan morgen gerne vil læse om Hr. X-komponists påvirkning fra Stravinsky og samtidigt vil erfare lidt om hans musikstilistiske udgangspunkt, er jeg mildest talt på spanden. Det er jeg ofte også, hvis jeg vil finde ud af, hvad han (eller hun) indtil nu overhovedet har beskæftiget sig med. Det kan også være tilfældet, at det manglende bind på reolen viser sig at være glemt på et inferiørt sted nede i husets kælder.

Det er dog lykkedes mig at skri-ve dette, så jeg har besluttet mig for at anvende to benævnelser: 'Traditionsbarriere' og 'stifinderområde'. Disse to klichéer skrives herefter uden brug af citationstegn.

Europæisk tankegang har helt fra Arilds tid været præget af et stadigt strømmende relationsforhold, hvad angår tradition og fornyelse. Mange mennesker har i tidens løb forsøgt at befri sig fra dette vedholdende traditionstryk, men situationen har næsten altid kunnet karakteriseres som ambivalent.

Fx Cambridge-skolen, med folk som Bertrand Russel og Ludwig Wittgenstein modellerede, hver på deres måde, videre på det ømtålelige traditionsbegreb. Wittgenstein slog sig i en periode ned på den norske atlanterhavskyst for senere at rejse hjem til Wien for der, i sit hjemstavnsmiljø, at ændre på nogle af sine Cambridge-prægede synspunkter. Kort sagt, prøve at hyppe nye filosofiske kartofler!

Og lad os kigge lidt på vore dages Günther Grass og hans østersø-sminkede flynder (Der Butt). Er det ikke en slående bog-pendant til Holbein, Breugel og andre middelaldermaleres dyresymbolske creationer? Men i øvrigt skal man ikke stave sig mange sider igennem Der Butt, før man synes at kunne genlæse meget om Tysklands tykke historie til trods for, at Grass senere har fået en del af sin socialdemokratiske hals udliciteret.

Lad os derfor gå hen og kigge lidt på, hvad de tre Cambridge-folk, Russel, delvis Carnap og Wittgenstein egentlig stod for. I denne forbindelse kan man således genlæse meget af Grass' Tysklandshistorie, før vi kan sige, at nu har vi spiddet ham og ladet den tålmodige flynder blive liggende skyllet op på stranden.

Og hvad med amerikanerne? Komponisten Charles Ives var givetvis en ambivalent jockey. Hans kompositoriske virkefelt - bl.a. en række symfonier - er som musiktyper i virksom slægt med wienermesteren Arnold Schönbergs ekspressionistiske periode fra ca. 1909 til ca. 1920. Men ikke sidstnævntes tolvtonekonceptioner! Denne her omtalte periode viser at 'traditionsdjævelen' hele tiden spøger i kulissen.

Og hvad med den bambusfløjtespillende buskmand ude i den tanzanianske regnskov? Er det, vi hører, såkaldt improvisation, eller er der indbygget nogle traditionselementer i denne musik? Hvis et eller andet safarihold - medens de trådte regnskovens græs fladt - havde tabt et ubeskrevet nodeblad ud af rygtasken, kan det godt være, at bemeldte buskmand kunne få lyst til at nedfælde nogle nodetegn på det dyngvåde papir.

Så hvis man kunne få lyst til at benytte noget, man kunne kalde en sprogfilosofisk fremgangsmåde mht. at få has på denne dualistiske problemstilling, er Ludwig Wittgenstein en nærliggende hjælpekilde. Sætning nr. 249 fra hans sene opsats Zettel (Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 1984), tager sig således ud:

Eks. 1:

249. »Nichts leichter, als sich einen 4-dimensionalen Würfel vorstellen! Er schaut so aus:*

- Aber das meine ich nicht, ich meine etwas wie nur mit 4 Ausdehnungen! - »Aber das ist nicht, was ich dir gezeigt habe, eben etwas wie nur mit 4 Ausdehnungen?« - Nein; das meine ich nicht! - Was aber meine ich? Was ist mein Bild? Nun der 4-dimensionale Würfel, wie du ihn gezeichnet hast, ist es nicht! Ich habe jetzt als Bild nur die Worte und die Ablehnung alles dessen, was du mir zeigen kanst.

* Im Original findet man keine Zeichnung: der Leser möge sich etwas passendes ausdenken. Es gibt verschiedene Möglichkeiten; wir haben eine Zeichnung von Dr. R.B.O. Richards benutzt.

Hrsg.

I forbindelse med Eks. 1 kan det være hensigtsmæssigt at kommentere de historiske 'springfyre', Søren Kierkegaard og Igor Stravinsky. I værker som Enten Eller og Begrebet Angst er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, helt at føle den genetisk bestemte tradition overbevisende gennemført. Det samme gælder Stravinskys Sacre i kollisionskurs med Klaversonate, subsidiært Klaverkoncert med messingblæsere fra 1924.

Situationen kan minde om en atombombe anbragt på et undersøisk rev! Disse her omtalte 'brudflader' leder tanken hen på den snart antikverede psykoanalyse med folk som Freud, Adler, Jung, Reich og vore hjemlige koryfæer Vanggård, Næsgaard og Sten Hegler på fløjene. Fx Freud! Når lårfede damer lagde billet ind for at komme i betragtning ved hans psykoanalytiske konsultationer placerede de sig på den berømte, wienske, retro-grade rekapitulationssofa, for frit fra leveren at kunne berette om deres seksuelle forestillingsverden...

På dette sted vil eventuelt nogle læsere af nærværende artikel med en vis ret spørge: Har denne plapren om filosofi og psykoanalyse en pind med musik at gøre? Det må derfor være min opgave i det føl-gende at sørge for, at en begrundelse for anvendelsen af de hidtidige begreber kommer frem i relation til musik.

Ad Eks. 2 (Tradition)

Wienervalstypen har bred traditionsforudsætning i 3-delte, spanske sarabander samt diverse menuet-typer. Men med hensyn til en fornyelse af denne form, bort fra en ensidig wiensk forankring, finder vi bl.a. i Tjakovskys danseprægede satser i 5. og 6. symfoni. Gennem et utal af wienertyper hos fx Schubert, Schumann, Mendelsohn og dermed beslægtede komponister når vi - skridt for skridt - efterhånden frem til Maurice Ravels skruppelløse og samtidig idealiserede udgave af den wienske 'praterstemning' i mesterens berømte orkesterværk La Valse. Ravel når så langt med sin idealisering, at opadstigende, crescendoprægede melodiske elementer eksemplificeres ved instrumentale overlapninger.

Ad Eks. 3 (Fornyelse)

Den valseprægede rytme, der giver wienervalsen dens bestemte farve og karakter - annuleres totalt, når rytmen bliver erstattet med en perpetuum mobile-fordeling af vedvarende ottendedelsbevægelser.

Dmitri Sjostakovitj kunne måske have levet op til dette, da han som demittent fra konservatoriet i Leningrad komponerede sin første symfoni i det herrens år 1926, hvor Nicolai Malko førte rorpinden ved værkets opsigtsvækkende uropførelse!

Ad Eks. 4 (Tradition)

Dette arieværk er et smukt eksempel på en genial løsning fra mesterens hånd. I 1995 er dette værk endog særlig populært, hvis man kan etablere et sideblik til begravelser og lignende foranstaltninger.

Ad Eks. 5 (Fornyelse)

Hvis man kan blive enig om at annulere serietitlen Bachianas Brasileiras - da 'Bach-påvirkningen' i relation til Villa-Lobos må indskrænkes til betegnelsen traditionsvignet - står vejen åben for at betegne denne Cantilene som et sveddryppende - sort - sexhungrende afsnit og tilmed som en integreret del af det folkloristisk betonede, chorusmindede bagland.

Ad Eks. 6 (Tradition)

Her kan man tale om en mere eller mindre direkte fortsættelse af den Gounaud-Massenet-Chabrierske tradition, der imidlertid hos Saint Säens kan etableres ved en bastant pastische.

Ad Eks. 7 (Fornyelse)B-delen i Cantilenaen fra Bachianas Brasileiras No. 5 kan betegnes - tilsat et stænk Puccini - som en opsigtsvækkende fornyelse af linien Gounaud-Massenet-Chabrier-Saint Säens.

Ad Eks. 8 (Tradition)

Med dyb relation til den franske ouvertureform (forkærlighed for punkteret rytme) er denne berømte ouverture et velvalgt eksempel på den europæiske d-mol-tendens som kommer op til overfladen når situationen mestendels drejer sig om at etablere en kollision mellem humor og tragedie.

Ad Eks. 9 (Tradition)

Her er der tale om en bred, episk-symfonisk fladevirkning inden for rammerne af den europæiske d-mol-dæmoni hvilket bør udlægges som udtalt tragisk. I Bruckners tilfælde er der nu nok tale om en vis latent maskulinitet der søger at hamle op med i hvert fald tilløb til tragisk udlægning.

Ad Eks. 10 (Tradition)

Når Alban Berg 'kurer ned' i d-mol-tonaliteten er det ligesom han i et blikfang samler hele den europæiske kollektivtragedie. Denne Adagio er - for nu en gangs skyld at bringe en senromantisk terminologi - rystende tragisk. Den musikalske episode indføres på det sted hvor Wozzeck har ombragt sin kæreste Maria og hvor han - efter at have talt om den røde snor om hendes hals - søger ud i landsbydammen efter forgæves at have prøvet på at vaske den blodbefængte kniv ren.

Da jeg talte i telefonen med DMTs redaktør Anders Beyer, blev vi enige om, at en artikel til DMT ikke nødvendigvis udelukkende skulle rokere rundt med uforgribelige musikalske synspunkter. Der måtte gerne være lidt mere rummelighed i en DMT-artikel, så den principielt godt måtte handle om fiskekutteres trivsel ovre ved vestkysten. Jeg forestillede mig straks kutternes nysselige tøf-tøf-lyde, der som lyden af proppen af en flaske slår ind mod kysten. De repræsenterer - også turistmæssigt - en antikveret miljø-farve. Nostalgikere ville i hvert fald gribe sig i barmen hvis de benzin- eller petroleumsdrevne kuttermotorer blev udskiftet med lydløse elektromotorer, der ville få skibene til at glide hen over vandfladen som ål i gele.

Og så var der Lars von Trier der i filmsekvenserne i Riget slog på nostalgiske strenge. Fx der hvor man ser en hestevogn anno ca. 1920 med et forspand af heste med strittende flagermuseører, der stikker ud til venstre og højre. Inde bag en glasrude sad Otto Brandenburg, rejste sig og kiggede ud på gaden. Han havde hørt noget larmende skrammel, men der var ikke noget at titta på, sagt i den daværende overlæges karakteristiske svenske filmjargon.

Men vi får se! Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag!

Slut!

Årgang 70/1995-1996, nr. 05