I en moratorietid

Kunsten er lang og vokalgruppen Ars Novas liv blev for kort. Til gengæld levede gruppen livet, mens den levede. Du altforbarmende hvor har de diskuteret, kæmpet, elsket, grædt og sunget med hinanden i årenes løb. Overskriften i forbindelse med den 17-årige ynglings tragiske slutspil, kunne være noget i retning af 'Pionerarbejde - fra famlende korsang til vokalekvilibrisme på internationalt plan'. Nu venter vi på, om der skulle dukke en sangfugl frem af asken fra den nedbrændte vokalgruppe.

Selve den massive mediebevågenhed omkring sammenbruddet i

Ars Nova var forventelig, omstændighederne taget i betragtning. Der er saftige sager i menuen: Gensidige beskyldninger med pikante undertoner af dubiøs embedsførelse, manglende faglige og kunstneriske kvalifikationer, nepotisme, uforsonlig attitude osv. DMT har gennem længere tid været orienteret om problemerne, der endte med et tab for alle: Sangerne, dirigenten og musiklivet. Når vi nu har stillet spalteplads til rådighed for de to stridende parter, er det derfor ikke med henblik på at pege på skurke og helte men for at føre sagen ind i et principielt lys. Selvom forklaringen af sammenbruddet er subjektiv og set fra to forskellige vinkler, er det muligt at lære af gruppens erfaringer fra næsten to årtiers virke: Overgangen fra amatør til professionel status, nye udfordringer til den kunstneriske ledelse, kollektiv kontra hierarkisk struktur, fra 70'ernes plenum-drøftelser til 90'ernes business-orienterede strategier, osv.

Hvad kan vi lære om historien Ars Nova? De to indlæg fra henholdsvis Bo Holten og Ivan Hansen dokumenterer flere forhold, som umiddelbart springer i øjnene: Sangere er ofte gode til at synge, sjældent gode til at lede og administrere. Når det går godt, er det formelle ligegyldigt, når det går dårligt, skal man kunne henvise til regler, der pr. automatik peger på løsning af et problem. En uvildig gruppe blev nedsat, da parterne ikke kunne tale sammen. Gruppen kom med konstruktive forslag, som Ars Nova kunne arbejde videre med. Konkret lå der fra disse erfarne folk en række råd til parterne, som desværre ikke rigtig blev fulgt. Tværtimod blev der fortsat med løsningsmodeller, som kendes fra familieopgør i filmfarcer.

Ars Novas historie er ikke en enestående levnedsbeskrivelse. Problemerne med dårlig administration, markedsføring og knas i ledelses- og kompetence-forhold er set og hørt før: Hos de mindre musikfestivaler, halv-professionelle ensembler, statsensembler, tidsskrifter, pladeselskaber - ja faktisk hos mange, der modtager støtte fra Kulturministeriet. I stedet for at give millioner til fremme af hotelovernatninger i kulturbyåret og lignende aktiviteter, skulle politikere og det nyligt tiltrådte Musikråd arbejde på at sikre en stabilitet i strukturen hos kunderne i Kulturministeret, så kunstnerne kan koncentrere sig om det, de er gode til: At lave kunst. DUT-sagen og Ars Novas skæbne kunne have været undgået - det er ikke tilstrækkeligt, at Musikrådet i panik over skandalen i DUT ansætter jurister og kontrolpersonale, som kan overvåge situationen. Der må stilles et rådgivningsorgan til rådighed, som musiklivets amatører og professionelle kan konsultere - et panel af fagkyndige, som kan stå bi, før det for alvor gør ondt. 'Retshjælpen' haves, 'musikhjælpen' søges. De to indlæg fra Holten og Hansen udgør dokumentationen herfor. Det nye Musikråd må ikke være så tavst som det afgåede, vi venter på konkrete såvel som overordnede ideologiske udspil.